Afstraffelse på højt niveau – Punisher MAX af Garth Ennis

Punisher i regnen

Der er nogle figurer derude, som aldrig rigtigt har sagt mig noget, og blandt de øverste på listen er The Punisher eller “Strafferen” som han hed da han kom på dansk for første gang. Jeg kan simpelthen ikke se det interessante i Vietnam-veteranen Frank Castle, der “straffer” (læs: dræber) de kriminelle for at finde en eller anden form for mening i verden, efter at han selv har mistet sin familie til en flok lidt for grundige lejemordere. I al fald slet ikke som månedlig serie.

Eller rettere: jeg kunne ikke se det interessante før jeg fik en stak trade paperbacks med Garth Ennis meget roste udgave af figuren og besluttede mig for at give Punisher endnu en chance.
Det var naturligvis mest på grund af Ennis, som jeg lagde mærke til da han skrev The Demon og Hitman, men som for alvor tog fat i mig – og store dele af verden – med sin meget roste serie Preacher. Blandt Ennis varemærker er store mængder sort humor og groteske, gerne blasfemiske situationer, et helt særligt had/kærlighedsforhold til superhelte samt en forkærlighed for lemlæstelse og ultravold (en fanside for Preacher havde en optælling af “Grievous Head Wounds” i serien, og det blev ikke til småting… ).

På mange måder er Ennis en provokatør; den dreng der siger “tis-lort” til læreren fordi det giver en sjov reaktion – heldigvis er der også en mere seriøs side af ham, og det endda en, der er dybt interesseret i manden på gaden og hans liv og færden.

En omtumlet tilværelse

Punisher som overnaturlig lejemorderPunisher har levet en lidt omskiftelig tilværelse – efter en lidt sløv start som bifigur i Spider-Man og andre blade fra starten af 1970’erne levede han sidst i 80’erne og starten af 90’erne højt på bølgen af mere barske helte. I figurens storhedstid var der tre månedlige blade med ham, inklusive et blad som gennemgik hans arsenal i minutiøse, tekniske detaljer, så enhver Gun nut kunne svælge i oplysninger om hvilken gøb der skulle bruges i hvilken situation.

Dernæst gik det for alvor ned af bakke for figuren – salgstallene var generelt dalende sidst i 90’erne, og Punisher var bestemt ikke en undtagelse. I et desperat forsøg på at forny figuren, endte han som overnaturlig agent for de højere magter og dræbte dæmoner med sine engle-opladte skydere. Nej, jeg laver ikke sjov, og det er lige så dårligt som det lyder.

Punisher fra Marvel Knights-serienEnnis har tidligere skrevet Punisher – på dansk er senest kommet “Velkommen tilbage, Frank” fra G. Floy Studios, hvor han tager flere skridt i retning mod at bringe figuren tilbage til sine rødder. Jeg har læst Ennis første version af Punisher, og selv om det er godt skrevet og læseværdigt, passer hans sorte, men også til tider ret infantile humor ikke rigtigt til figuren. Serien blev da ofte til talerør for Garth Ennis, der pegede fingre af superheltene i Marveluniverset – Punisher bruger f.eks. Spider-Man som skjold mod skurken The Russian og skyder de ædlere dele af Wolverine (“They’ll grow back” ) .

Serien kom på forlagsserien Marvel Knights, som specialiserede sig i de mere dystre helte i Marvels univers, men som på den anden side har visse rammer man skal holde sig indenfor i forhold til målgruppen.

Punisher MAX

Ennis tog så figuren med sig til forlagsserien MAX, hvor den eneste begrænsning mig bekendt er eksplicit sex – der er ikke noget problem med bandeord, eksplicit vold eller hvad forfatteren nu ellers kan finde på – med andre ord er seriernes indhold bestemt ikke for børn.

Scene fra Punisher MAX #19Turen til MAX og de nye muligheder lader til at have inspireret Ennis, for han begynder mere eller mindre forfra med serien – væk er alle tegn på superhelte, væk er de småinfantile jokes og i stedet koncentrerer han sig om det, som gør at han er i absolut topklasse: han skriver om mennesker, så man tror på dem og deres motiver. Punisher MAX er uden vaklen i sin skildring af samfundets underside og de mennesker der bevæger sig der, og især i sin skildring af Frank Castle og hans personlige – og kompromisløse – korstog mod kriminaliteten, hvor han end måtte finde den. Ennis har valgt ikke at opdatere figurens oprindelseshistorie, så Punisher er stadig Vietnam-veteran, hvilket gør ham til en mand i 60’erne med alle de ar og rynker der følger.

Med turen til MAX, har Ennis også flyttet Punisher ud af Marvel-universet som sådan (den eneste anden figur fra Marveluniverset, som medvirker i serien er en kort gæsteoptræden af Nick Fury i historien “Mother Russia” ) , og det er et rigtig fornuftigt valg – mutanter, vibranium, ustabile molekyler og Agamottos Øje passer dårligt sammen med virkelighedstro menneskesmulere, kokainsmuglere og det at meje en flok gangstere ned med en M60.

En ting der er blevet tilbage – og måske endda er forstærket – er den grafiske vold, men frataget sin overdrevne komiske element, så den tjener til at understrege både persontegningen, spændingen og frem for alt det kyniske og nådesløse univers som serien foregår i.

Der er vekslende tegnere på de enkelte samlinger, men der er en rød tråd igennem deres skildring af figuren – Frank Castle er en stor, firkantet mand, om hvem man med rette kan bruge den klassiske vending: “arret på krop og sjæl”. Miljøerne skifter – selv om han mest huserer i New York er der afstikkere til både Florida, Rusland og Afghanistan, og skildringen af dem er altid helt i top.

Effektfuld katarsis

Punisher som figur går groft forsimplet ud på at “Frank nakker de dumme svin” og Ennis udgave er som antydet ikke anderledes. Hvad er det så, der gør at den – for mig i al fald – er i særklasse?

Der er flere elementer i det – ofte får han Punishers metoder til at føles berettigede: når man f.eks. igennem fem numre har læst – og set – hvad ofrene for kvindehandel bliver udsat for (TPB: The Slavers), hepper man uværgligt når lederen af umenneskelighederne får sin bekomst. Vel er det følelsesmanipulation fra Ennis side, men det er også medrivende, effektivt og kartasisk som ind i helvede.

Noget jeg finder tiltalende ved denne udgave af Punisher er at Ennis ikke fremstiller ham som en helt – godt nok bekæmper han “det onde”, men samtidig er Castle skræmmende i al sin kompromisløshed. Det er et fantastisk kunstgreb fra Ennis side: at tegne Punisher som en overbevisende figur, ikke nødvendigvis en helt og bestemt ikke et sympatisk menneske. På en måde kan han ses som en videreførsel af Clint Eastwoods klassiske hævnerfigur fra de gamle westerns, bortset fra at Punisher fortsætter sin hævntogt længe efter at han har fået hævn over dem, der dræbte hans familie. Han er endt som et tomt hylster – ikke ulig et affyret patronhylster – der efterhånden som serien skrider frem i nogen grad mister den voldsomme hævntørst, der driver ham (se f.eks. starten på “Man of Stone” ) , men som fortsætter sin mission ikke desto mindre.

Fakta om serien

Punisher MAX vol 1-8
Bedømmelse (samlet): anbefales varmt, dog med forbehold for stærke scener

Forfatter: Garth Ennis
Tegnere: Lewis LaRosa, Leandro Fernandez, Dougie Braithwaite, Goran Parlov, Lan Medina
Udgiver: Marvel (forlagsserien MAX)

Samlinger:

PUNISHER MAX VOL. 1: IN THE BEGINNING TPB (tegner: Lewis LaRosa, ISBN: 0785113916)
PUNISHER MAX VOL. 2: KITCHEN IRISH (tegner: Leandro Fernandez, ISBN: 0785115390)
PUNISHER MAX VOL. 3: MOTHER RUSSIA (tegner: Dougie Braithwaite, ISBN: 0785116036)
PUNISHER MAX VOL. 4: UP IS DOWN AND BLACK IS WHITE (tegner: Leandro Fernandez, ISBN: 0785117318)
PUNISHER MAX VOL. 5: THE SLAVERS (tegner: Leandro Fernandez, ISBN: 0785120238)
PUNISHER MAX VOL. 6: BARRACUDA (tegner: Goran Parlov, ISBN: 0785120238)
PUNISHER MAX VOL. 7: MAN OF STONE (tegner: Goran Parlov, ISBN: 078512165X)
PUNISHER MAX VOL. 8: WIDOWMAKER (tegner: Lan Medina, ISBN: 0785124543)

Vol. 9, “Long Cold Dark” og Vol. 10, “Valley Forge”, forventes færdiggjort i løbet af 2008. Herefter forlader Ennis serien.

Udgivet af

Ulf Reese Næsborg

Ulf Reese Næsborg er født i 1971, og har læst tegneserier siden da, hvilket vil sige at han har læst stort set samtlige albumudgivelser i Danmark indtil starten af 90'erne, hvor han begyndte at læse overvejende udenlandske tegneserier. Læser mest amerikanske tegneserier, både fra 'de to store' og fra Indie-udgivere. Yndlingsforfatterne er Grant Morrison, skarpt efterfulgt af Alan Moore, men han har også et blødt punkt for Brian Michael Bendis, J. Michael Straczynski og Brian K. Vaughan. Han er manden bag tegneseriesiden og som sådan den man skal kontakte hvis man har generelle spørgsmål eller kommentarer til siden.

Skriv et svar