Alan Moore & Kevin O’Neill: 1910

Jeg har tidligere her på siden skrevet om de to første bind om Det Hemmelighedsfulde Selskab, og nu har forlaget Fahrenheit sendt Alan Moore og Kevin O’Neills næste lækkerbisken på gaden. Titlen er “1910”, og handlingen er, som man kan gætte, flyttet noget frem i tiden, men der bydes endnu engang på en tætvævet fortælling fyldt med referencer til alt lige fra Arthur C. Clarke til Kong Arthur.

Kender man ikke serien i forvejen, er en kort introduktion på sin plads: Det Hemmelighedsfulde Selskab er en lille og skiftende forsamling af generelt legendariske personer, der arbejder i det skjulte for at bevare det britiske imperium. Alle er de personer, som Moore har fisket op af litteraturhistoriens skjulte vande, sandsynligvis på de dybder, hvor fiskene ser meget sære ud. De to personer, der går igen fra de tidligere historier til dette bind, er Mina Murray (Jonathan Harkers forlovede i “Dracula”) og Allan Quatermain (hovedpersonen i flere bøger af H. Rider Haggard, især “Kong Salomons miner”). Men det er ikke den aldrende Quatermain, som vi mødte i de foregående bind, der toner frem her – for i de mellemliggende år har han og Mina været vidt omkring og har bl.a. andet badet i den dam, der spillede en rolle i Haggards “Hun” og gjorde titelpersonen udødelig. Quartermain er derfor igen ung og handlekraftig og må faktisk lade, som om han er sig egen søn.

Tidens gang betyder også, at der introduceres nye medlemmer til selskabet denne gang, og de to får selskab af Carnacki (spøgelsesjæger kendt fra en række noveller af William Hope Hodgson), gentleman-tyven Arthur J. Raffles (skabt af Arthur Conan Doyles svoger EW Hornung) og den udødelige Orlando (der skifter køn med jævne mellemrum og er sammensat af flere figurer, bl.a. hovedpersonen fra “O’s historie). Carnacki har en række drømme, som i lettere fordulgte billeder fortæller om en snarlig katastrofe, og Selskabet sætter sig for at forhindre de grumme hændelser.

Jeg må indrømme, at “1910” ved første gennemlæsning ikke helt levede op til forventningerne (som så også må siges at have været helt oppe at ringe) – historien flød ikke helt så let og virkede ikke helt så fuldendt, og Kevin O’Neills tegninger virkede en smule mere stive i det i denne omgang. Men som mange af Moores værker er også dette ét, der nyder godt af flere gennemlæsninger.

Det, man skal huske (og som forklarer de mangler, der måtte være i værket som afsluttet historie), er, at “1910” er første bind i en trilogi – og det er ikke alle de frø, som bliver sået her, der når frem til fuld blomstring. Og så skal man naturligvis som begejstret læser af de tidligere historie lige vænne sig til, at dette ikke er det Selskab, som vi kender og elsker. Hyde er væk og ligeså Griffin, hvorimod Nemo kan siges at være et frø, der bærer grusom frugt i denne ombæring. Hans arvtager spiller nemlig en vigtig rolle og vil uden tvivl optræde igen.

Dernæst har Moore skabt en ganske anderledes basis for historien i denne ombæring, idet det denne gang er en opera, der løber som en mørk understrøm gennem hele historien: Brecht og Weills “Laser og pjalter” fra 1928. Det sker først og fremmest ved en norne-agtig baggrundsfigur, der kommenterer handlingen i sang, men også et enkelt sted ved, at figurer i handlingen bryder ud i sang og dans. Det er et af de elementer, der ved første gennemlæsninger virker lidt prætentiøst og uden den dybere eksistensberettigelse – men ved genlæsning hurtigt afslører flere dybder og forlener historien med en ekstra dimension og en endnu dybere atmosfære af overhængende undergang.

Det virker, som om Moore har skåret lidt ned på mængden af referencer i “1910”, men samtidig skruet lidt op for ambitionerne. Jack the Ripper, som han tidligere har behandlet så udførligt, optræder også her, med en anden identitet, men igen som et billede på den nye tid, og det er igen det, der gør dette bind så stærkt. Endnu en gang skaber Moore og O’Neill et litterært puslespil, og selv om dette bind alene måske ikke skaber et lige så overbevisende billede, som f.eks. “Klodekrigen” gjorde, så er tanken om, hvad det kan blive til i samspil med de to næste bind, nok til at gøre én både op- og forstemt, for jeg tror ikke, at Moores billede af århundredet bliver noget skønmaleri. Han har et blik for det grusomme og en evne til at fortælle om det med både humor og fascination, der er troldbindende, og det viser han endnu engang.

Udgivet af

Janus Andersen

Janus læser meget og gerne, og især de fantastiske genrer har hans kærlighed. Han er også særdeles aktiv skribent og webmaster på sider som Horrorsiden, Den Elektriske Kanin, Fortællingen og ikke mindst Fanzine.dk Janus er - trods vedholdende rygter - ikke manden bag det store apokalyptiske puddelangreb i '33, selv om det stadigt ikke er opklaret hvorfor han var den eneste overlevende.

En tanke om “Alan Moore & Kevin O’Neill: 1910”

Der er lukket for kommentarer.