Til tider får man et værk mellem hænder – det være sig en bog, en tegneserie, en film eller noget andet – hvor man godt kan mærke på sit vand, at her står man med noget godt. Her er en historie, som vil noget, og som måske endda også har succes med det. Men selv om værket vækker den fornemmelse, formår det ikke at tænde for den knap, der får historien til at lyse op i hovedet på én. Sådan, må jeg nok indrømme, havde jeg ikke forventet at have det med en tegneserie af Alan Moore. Manden har jo slået bag titler som Watchmen, From Hell, V for Vendetta og spandevis af andet – han burde stort set være et kvalitetsstempel i sig selv.
Men jeg må indrømme det: jeg kan ganske enkelt ikke lide “A Small Killing”.
Det er snart en del år siden, jeg læste den første gang, og siden da har den henslæbt tilværelsen i diverse reoler og skabe, hvor de mindre efterspurgte værker har det med at flokkes. Ikke en glemt kirkegård, men dog et uforstyrret otium. Ideen om en genlæsning kom fra et interview med Peter Madsen på Nummer 9, hvor han bl.a. siger:
Men i “A Small Killing” falder alt på plads. Beskrivelsen af turen tilbage i tiden til “ur-svigtet” er både underfundig, original – og gribende. Og i Oscar Zarate har Alan Moore fundet et værdigt modspil, en tegner, der bidrager med en både smuk, personlig og stramt fortællende billedside. Et lille mesterværk. Synd at albummet aldrig er kommet på dansk.
Og når det kommer derfra, tvinges man næsten til at tage det alvorlig og måske endda tage egne gamle holdninger op til overvejelser. Så frem fra dybet med Moore og Zarate. Beklageligvis var oplevelsen den samme: på afstand er det såmænd interessant, men andet blev det aldrig, fordi jeg ikke blev draget ind i historien.
“A Small Killing” omhandler reklamemanden Timothy Hole – han har gjort lynkarriere, og nu står han overfor the big one, kampagnen for læskedrikken Flite i USSR. Fremtiden ser lys ud, men snart viser der sig skygger. Fortiden vil ikke helt give slip på Timothy, og så er der den lille dreng, som begynder at dukke op i tide og utide, og som snart viser sig ikke at have gode hensigter. Han begynder at virke som en hjemsøgelse, samtidig med at Timothys verden begynde at skælve i kanterne.
Historien er hovedsageligt et psykologisk portræt af hovedpersonen. Hvilket i sig selv er godt nok, men bare ikke fanger mig som læser. “Problemet” er naturligvis læserpræferencer. Peter Madsen siger videre:
Alan Moore har skrevet mange gennemførte seriemanuskripter, men af og til synes jeg, han fortaber sig i konstruktion og bliver lidt kold i sit udtryk. Og selv om han vender ting på hovedet, er en stor del af hans serier (også mange, som jeg selv holder af) for mig “genrestykker” med smarte replikker og klicheer, bare på en anden måde.
Der ligger lidt den gamle opfattelse, at der er “rigtig” litteratur, og så er der genrestykker. Men alt er genre. Genre er blot brugen af visse temaer/kunstgreb/historieformer/andet genkendeligt for de faste læsere – hemmelige håndtryk, som gør det muligt at uddybe historien uden at skulle genopfinde den dybe tallerken. “A Small Killing” er lige så meget et genrestykke som alt mulig andet, Moore har stået for – det er bare ikke de genrer, han plejer at gøre sig i. Og i modsætning til sine andre værker gør han ikke rigtigt noget specielt med genren her – det er mere eller mindre fra første færd tydeligt, hvilken vej historien kommer til at gå, og så falder dominobrikkerne ellers frem mod en slutning, der dog så rummer sin egen groteske charme. Der er ikke (i al fald for mit utrænede øje) dekonstruktionen som i Watchmen, referencelegen som i Det hemmelighedsfulde selskab og så videre.
Fordelen og ulempen ved genrer er, at faste læsere har andre forventninger end den tilfældige. Dette er ikke min genre, så jeg kan ikke som på samme måde frydes over de detaljer, der uden tvivl er i historien. Kender man sproget, så at sige, tvivler jeg ikke på, at det sprudler med gode drejninger og små overraskelser. Men når man som jeg kommer til det som en tilfældig læser og derfor ikke skimter alle disse detaljer, men kun historien i et mere generelt perspektiv, er den ganske enkelt for gennemskuelig og forudsigelig.
Oscar Zarate har illustreret, hvilket ikke hjælper for mit vedkommende. Jeg kan godt se, at hans forvredne, karikerede mennesker, der udgør baggrunden for fortællingen, bidrager til afspejlingen af Timothys sindtilstande, og at han lægger lag til stemningen i værket – men samtidig må jeg indrømme det enkle faktum, at jeg ikke bryder mig om hans streg. På det formelle plan kan jeg se, at det fungerer, men det griber mig ikke. Jeg kan ikke – og det er meget muligt, at jeg gør mig selv til grin for hele den tegneseriekyndige befolkning – lade være med at tænke på ham som et lidt kedelig udgave af Miguel-Angel Prado.
Alt i alt var “A Small Killing” en kedelig oplevelse for mig. Måske vil mine læsevaner med tiden ændre sig, så den vil få lov at blive fremme, når den om x antal år igen bliver trukket fuld af skabet og støvet af. Jeg tvivler såmænd ikke på, at den fortjener det.
Glimrende. Og/Men jeg har stadig lyst til at læse den.
Jeg læste den umiddelbart efter den kom ud og synes den stak lidt ud i forhold til forfatterskabet – jeg kunne ikke umiddelbart forholde mig til handlingen, men kunne egentligt godt lide Zarates tegninger.
I dag kan jeg noget bedre forholde mig til handlingen, synes at Zarates tegninger er lidt datede og synes stadig den stikker ud i forhold til forfatterskabet.