Alan Moore: Wild Worlds

Wildstorm genudgiver Alan Moores arbejde på serien WildC.A.T.s., i to trade paperbacks. Kent Damgaard ser nærmere på samlingen “Wild Worlds”.

Wildcats vs X-MenHver eneste gang jeg bladrer igennem et nyt nummer af Previews kan jeg ikke lade være med at lade mig forbløffe over hvor produktiv Alan Moore har været i sine lidt mere end halvtreds år. Der går næsten ikke et nummer uden at der er kommet en ny udgave af en af hans klassiske serier som Watchmen, eller et genoptryk af en af hans mere obskure værker som Cthulhu-historierne “The Courtyard” og “Yoggoth cultures”.

Nu er Wildstorm også kommet med på vognen med to optryk af Alan Moores arbejde på serien WildC.A.T.s. det ene bind samler den løbende historie, mens “Wild Worlds” samler op på en række enkeltudgivelser og mini-serier med figurerne fra WildC.A.T.s. Efter at have læst begge bøger var jeg nået frem til at “Wild Worlds” var den der gør sig bedst, specielt  hvis man som jeg ikke kender gruppen så godt i forvejen. Det er som om at Moore gør sig bedre i afsluttede historier end til at arbejde som en del af et længere fortsat forløb.

Men undervejs mens jeg arbejdede kom jeg alligevel i tvivl da jeg nåede frem til sidste historie og genså Maxine Manchester. Ladytron, som hun også kaldes er ikke en af den slags kvindelige helte jeg falder for, men hun har sin egen psykotiske mordlystne charme, ikke ulig Painkiller Jane, bare med værre temperament og sprogbrug.

Danske læsere kender nok mest til WildC.A.T.s. fra udgivelsen af et crossover med X-Men som Egmont udgav for nogen år siden, og “Wild Worlds” lægger også ud med et crossover i form af “Spawn/WildC.A.T.s.”, hvor en gruppe WildC.A.T.s. fra fremtiden dukker op for at slå Spawn ihjel for at forhindre det umenneskelige hans fremtidige alter ego kommer til at skabe.

Spawn vs. WildcatsDet er jo i sig selv ikke nogen særlig original historie, nærmest en blanding af “Days of future past” og “Age of Apocalypse” som vi kender dem fra X-Men, men Alan Moore formår trods alt at få lagt et par små overraskelser ind og fortælle en udmærket historie, og for en gammel heavy metal freak som mig at se, kan man aldrig få nok historier med en mørk og dyster fremtid. Historien vil gå udmærket sammen med en god mørk stout og en gammel skive med Testament til at fordrive en af de lange mørke vinteraftener.

Anden historie “Spotlight on Majestic” tager fat på et andet klassisk science fiction tema, universets endeligt. Igen kan man sige at selve historien og specielt slutningen er noget man har set massevis af gange på skrift hvis man som jeg er vokset op med at suge al den science fiction til sig man kunne komme til. Men trods det så giver genfortællingen af universets sidste dage, som de opleves af Majestic og hans rejsefæller, i tegneserie-form en ny dimension, som sikkert også skyldes den talentfulde tegner Carlos d’Anda. Mens Majestic, som får følgeskab blandt andet af den evige jøde og en intelligent form for syfilis, bevæger sig rundt i det døende univers lykkes det faktisk at skabe en følelse af at den kulde der er på vej mens de sidste livsformer dør ud og stjernerne slukkes en for en. Ikke med et brag, men med en stilfærdig flakken som et lys der brænder ud.

Ovenpå det kosmiske drama kommer vi helt ned på jorden igen med “Voodoo: Dancing in the dark”, som oprindeligt var en mini-serie hvor Voodoo optræder på egen hånd. Faktisk optræder hun snarere som Priscilla Kitaen, for Voodoo er kun et navn hun bruger på scenen da hun rejser til New Orleans for at optræde som danser i en natklub. Et job som hun i parentes bemærket ikke har nogen moralske skrupler overfor, faktisk nævner hun andetsteds at hun betragter de kostumer hun ifører sig som danser som værende mindre nedværdigende end dem hun ifører sig som superhelt.

Historien skruer ned for superhelte-delen og op for horror, mystik og den voodoo som har givet vores heltinde sit navn. Alan Moore har jo selv igennem en årrække forsøgt sig indenfor det magiske og overnaturlige, og måske derfor vælger han at inddrage nogen andre aspekter af voodoo end de traditionelle vi kender fra horror-film – zombier der vækkes fra deres grave og folk der stikker nåle i dukker der ligner deres fjender. I stedet tager han lidt fat i den meget unikke mytologi som denne specielle religion byder på og det meget nære forhold mellem mennesker og overnaturlige væsener som man ellers sjældent ser i moderne religioner. Mens vores egen Jesus nærmest er en slags abstrakt personificering af en række gode humanistiske dyder, så er voodoo guderne praktisk anvendelige væsener der kan tage bolig i mennesker og agere i denne verden igennem dem.

Alan Moore Wildcats cover“Deathblow: by-blows” handler ikke om Deatblow som sådan, men om en række kloner som mødes og kæmper i en meget mærkelig fremmed verden. Jeg er sikker på at historien ville være mere interessant hvis man i forvejen kendte noget til figuren Deathblow, men da jeg ikke gør det blev jeg aldrig helt fanget af den. Igen gør Moore rig brug af science fiction klicheer der er set før.

“WildC.A.T.s.: #50 reincarnation” følger op på en af de historier man kan læse i “Alan Moores WildC.A.T.S”, det dengang “nye” hold mødes igen for at samle nogen af de løse ender i en historie som byder på et rart gensyn, men som ikke på nogen måde er uundværlig.

Den samlede vurdering af denne trade er nok at den mest taler til folk der enten er fans nok af WildC.A.T.s. til at ville have alt med dem, eller til folk der er så store fans af Alan Moore at de vil have alt han har haft bare marginal forbindelse til. At dømme efter det antal “absolut sidste interview inden han forlader branchen” bøger jeg har set indtil videre i forskellige numre af Previews ville jeg tro at der findes en fan-kult derude som ville købe selv hans huskesedler fra en tur til det lokale supermarked.

Problemet med denne samling er, som jeg har nævnt et par gange, bruge af klicheer,  Moore virker ikke lige motiveret i alle historierne. Mindre ånder end ham ville man tilgive eller end ikke bemærke brugen af diverse klicheer, men fra Alan Moore forventer man lige en smule mere. Så ialt er der vel 60-70% gode  ting og resten kunne man egentlig godt undvære.

Fakta om serien

Alan Moore: Wild Worlds

Bedømmelse: Anbefales til fans af Moore eller af WildC.A.T.s.

Forfatter: Alan Moore
Tegner: Scott Clark, Carlos D’Anda, Al Rio, Michael Lopez, Jim Baikie, Travis Charest
Udgiver: Wildstorm

Udgivet af

Kent Damgaard

Kent Damgaard er til daglig en stille og fredelig konsulent i IT branchen, men når mørket falder på skifter han til sin hemmelige identitet og skriver om superhelte, vampyrer, varulve og andre gode og rare ting på forskellige websites. Ud over Tegneseriesiden bidrager han til www.comicwiki.dk og forummet på www.comiczone.dk. Sidstnævnte har han fungeret som nyhedsredaktør for i en årrække. Indenfor tegneserier foretrækker han amerikanske superhelte, detektiver og horror, gerne ting der rækker tilbage til de gode gamles politiske ukorrekte pulp dage.

Skriv et svar