Batencyklopædien

Supersleuth, arch-avenger of crime, foe of the underworld … this is the Batman! … A dark-mantled fighter who seems to dwell in night itself and whose fame as a scourge of evil has become almost legendary. (Batman #4/4, Winter 1941)

Cover til BatencyclopædienSom det vil være de fleste bekendt, har Batman i år rundet syv begivenhedsrige decennier: Fra Bill Fingers “The Case of the Chemical Syndicate” til Grant Morrisons Batman: R. I. P. og Final Crisis; fra Bob Kanes kantede efterligning af Chester Goulds stil til Tony S. Daniels super glatte streg; fra utallige revisioner, udvidelser, alternative virkeligheder og parallelle verdener til det multidimensionale DC-univers’ kollaps og videre til 52 – hvem pokker kan holde styr på alt dette?

Svaret er Robert Greenberger, forhenværende DC-redaktør, medforfatter til DC Comics Encyclopedia og egenhændig ophavsmand til The Essential Batman Encyclopedia. Egenhændig er måske så meget sagt, bl.a. bygger Greenberger på Michael Fleishers og Janet Lincolns The Encyclopedia of Comic Books Heroes Vol. 1: Batman (1976), der længe har trængt til at blive ført à jour.

En god encyklopædi er for mig først og fremmest en fælde. Jeg søger måske efter faktuelle oplysninger inden for et specifikt emne, men før jeg ved af det, er jeg via krydsreferencernes snørklede irgange kommet fra (lad os sige) kynikeren Diogenes til sommerfuglen Argynnis.

Selv med afgrænsede encyklopædier er der mange muligheder for at blive fanget og ende med meget mere information end den ønskede. Et tilfældigt opslag i The Essential Batman Encyclopedia kan således føre fra Poison Ivy til Floronic Man (hvem?) til Swamp Thing til Lex Luthor til Braniac, etc., etc., idet alle veje naturligvis fører til Rom, i.e. Batman.

Cover til Batman #1 Cover til Batman #251 Cover til Batman #688

Robert Greenbergers vidtspændende og gennemillustrerede Batencyklopædi opfylder altså mit første kriterium. En effektiv fælde ville den dog ikke være, hvis den ikke også var konsistent, gennemarbejdet, overskuelig, velskrevet og fuld af detaljer om stort og småt i perioden maj 1939 til september 2007 – hvilket den er. Lad os tage et kig på en af de kortere artikler, Doctor Dreemo (krydsreferencer angives ved versaler):

DARBY DEEMS was a stage performer, a self-professed expert on dreams. As Doctor Deemo, he used his stage notority to become host of radio’s The Nightmare Hour. Rather than use his expertise to help people understand their dreams, however, he was actually delving deep to better understand his guest’s subconscious fears. Deems then schemed to exploit them at a later date, as he did when he blackmailed one guest who had committed murder. Batman and ROBIN tracked and apprehended Doctor Dreemo and his men, ending the threat. (World’s Finest Comics #17, Spring 1945)

Hvem får ikke lyst til at læse lige præcis det nummer? Som ved så mange andre encyklopædier af denne art har man dog på fornemmelsen, at referaterne kan være mere interessante end historierne, men det er så absolut ingen anke – i mange tilfælde vil historierne jo desuden være uopdrivelige.

Et udvalg af Batmans skurkeI lighed med Fleisher & Lincoln koncentrerer Greenberger sig “kun” om de karakterer, der har optrådt mindst to gange i en af de mange kernetitler (og for Greenbergers vedkommende tillige miniserier og Batman-relaterede titler som Catwoman, Robin, Justice League of America og Birds of Prey), men det forhindrer altså ikke for eksempel Doctor Dreemo i at få en artikel i begge encyklopædier.

Den største forskel ligger i detaljerne. I kerneartikler følger Fleisher & Lincoln personerne kronologisk efter de enkelte titlers udgivelsesår, og deres referater er spækkede med (ofte lange) citater, mens Greenbergers tekstuelle referencer er mere arbitrære, citatløse og kortere. Til sammenligning spænder Alfred Pennyworth over næsten ni sider i den gamle encyklopædi, i den nye sølle to sider. En anden forskel er at Greenberger desværre ikke medtager historiske personer, så hvis man vil vide hvor, og hvornår Jules Verne assisterede Batman, må man ty til Fleisher & Lincoln, hvis optegnelser stopper sidst i tresserne (svaret er Batman #98/1, March 1958).

Greenbergers The Essential Batman Encyclopedia overflødiggør altså ikke sin forgænger, men supplerer den, og – måske vigtigst af alt – fører den stadigt voksende historie om Batmans eventyr op til dato. Bogen er med sine 388 sider for stor til dit utility belt (se under U), men uundværlig hvis du ønsker at genopfriske Bathulens interiør, bekendtskabet med Jokeren, Two-Face og Hugo Strange, besøge fremmede planeter eller blot tilbringe et par timer med at tilegne dig en viden, som med garanti ikke er efterspurgt på arbejdsmarkedet.

Fakta om værket

Robert Greenberger: The Essential Batman Encyclopedia. DC Comics/Del Rey Books 2008. Paperback, 388 sider, rigt illustreret i s/h og farve.

Udgivet af

Thomas Strømsholt

Thomas Strømsholt, der kom til verden samme år som Arkham Asylum, elsker tegneserier – ellers ville han jo ikke skrive om dem her på Tegneseriesiden. Blandt hans favoritkunstnere inden for dette fantastiske medium er George Herriman, Winsor McCay, Chester Gould, Grant Morrison, Jack Cole, Al Feldstein, Tardi, Bob Powell, Boucq, Alex Raymond, Jack Davis, Wally Wood, Harvey Kurtzman, Milton Caniff, Berni Wrightson, Frank Quitely, Will Eisner, Hergé, Jim Holdaway og Duncan Fegredo (to keep it short!) Hvad Strømsholt foretager sig, når han ikke skriver til Tegneseriesiden, er stillet til offentligt skue på www.tstromsholt.dk.

En tanke om “Batencyklopædien”

  1. En anmeldelse der kom lige tilpas :) Jeg sad netop og tænkte på at jeg skulle have læst op på Killer Croc og Ra’s al Ghul i to andre sammenhænge. Det kunne jeg nok også have gjort på nettet, men bogen virker meget seriøst lavet, den kunne endda fortælle mig noget om Batgirl i nyere tid som jeg ikke vidste, det ville jeg have forsvoret :)

Skriv et svar