Bølle i helteklæder – Batman: Broken City af Brian Azzarello og Eduardo Risso

Batman og jeg

Batman: Broken City

“For at være oprigtig burde kritikeren sige: Mine herrer, jeg vil nu tale lidt om mig selv i anledning af Shakespeare, i anledning af Racine eller Pascal eller Goethe. Det er en god lejlighed, der her gives mig.” (Anatole France)

Batman var en af min barndoms favorithelte. Ganske vist havde jeg kun få hæfter med Batman, men min fabulerende hjerne udfyldte hullerne, ofte med mig selv under masken. Ligeså fascineret som jeg var af den forklædte mesterdetektiv og hans fantastiske dimser, ligeså inciterende fandt jeg alle de groteske og absurde skurke, som befolker Gotham. Og så var jeg naturligvis smaskforelsket i Catwoman.

Takket være de offentlige biblioteker fik jeg senere adgang til flere Batmantegneserier, end der kunne være på barndomsværelsets hylder, og jeg slugte dem alle. Det gør jeg stadig, men med mindre og mindre nydelse.

For det første er der langt mellem de gode historier. Det er en meget streng generalisering, der som alle sådanne let kan skydes ned, og jeg vil derfor straks indskyde, at der naturligvis findes undtagelser, såsom Alan Moores The Killing Joke (1988), Grant Morrisons Arkham Asylum (1989) og Jeph Loebs The Long Halloween (1998).

For det andet er Batman degenereret til en simpel voldspsykopat. Det er også en generaliserende bemærkning, som meget vel kan vise sig at være pivfalsk. Det håber jeg faktisk. Men i Brian Azzarellos og Eduardo Rissos Broken City (2004) ses begge tendenser.

Broken Comic

En kvinde er blevet brutalt myrdet, og de afgnavede rester peger på Killer Croc som gerningsmanden. Men dels er det kun indicier, dels har Killer Croc pludselig penge på lommen. Rigtig mange penge. Så hvem er den egentlige skyldige?

Plottet i Broken City er et traditionelt whodunnit, og sådanne kan som bekendt udarte sig til alt mellem E. A. Poe og John Grisham. Azzarello har hentet sin inspiration fra den hårdkogte detektivgenre, komplet med regn og kyniske oneliners à la Raymond Chandler. Det harmonerer fint med det gotiske og grumme univers, som Batman befinder sig i. Det burde ikke kunne gå galt.

Detective Comics #31Men det gør det. Broken City spilder sine indvolde ud i rendestenen og slæber sig videre, indtil plottet bliver lige så opløst som en ugegammel strandvasker. Til gengæld er der rigeligt med vold, ikke mindst fra Batmans side, hvis detektivmetode åbenbart består i at tæve sig gennem Gothams underverden.

Længere væk fra Bill Fingers og Bob Kanes Batman kan man vist ikke komme. Det skulle da lige være Frank Millers The Dark Knight Returns (1986), men den var i det mindste plotmæssigt skudsikker. Der er i det hele taget en del Frank Miller og Sin City over Broken City, fra det spinkle plot og voldsepisoder til Rissos tegnestil, hvilket man – alt efter smag – enten kan tage som en anbefaling eller advarsel.

For læsere af Azzarellos og Rissos lovpriste 100 Bullets kommer den grafiske brutalitet måske ikke som en overraskelse. Men 100 Bullets er heller ikke en heltefortælling, og deri ligger den afgørende forskel. Deres Batman er et muskelbundt uden hjerne, som ikke adskiller sig fra de skurke, som han bekæmper. At han har beholdt helteklæderne på gør ham ikke til en mindre bølle.

Fakta om serien

Forfatter: Brian Azzarello
Tegner: Eduardo Risso
Forlag: DC

Batman: Broken City (2004) samler Batman #620-625

Citatet af Anatole France stammer fra La vie littéraire I (1888), oversat til dansk i essaysamlingen Det litterære liv (1946).

Udgivet af

Thomas Strømsholt

Thomas Strømsholt, der kom til verden samme år som Arkham Asylum, elsker tegneserier – ellers ville han jo ikke skrive om dem her på Tegneseriesiden. Blandt hans favoritkunstnere inden for dette fantastiske medium er George Herriman, Winsor McCay, Chester Gould, Grant Morrison, Jack Cole, Al Feldstein, Tardi, Bob Powell, Boucq, Alex Raymond, Jack Davis, Wally Wood, Harvey Kurtzman, Milton Caniff, Berni Wrightson, Frank Quitely, Will Eisner, Hergé, Jim Holdaway og Duncan Fegredo (to keep it short!) Hvad Strømsholt foretager sig, når han ikke skriver til Tegneseriesiden, er stillet til offentligt skue på www.tstromsholt.dk.

En tanke om “Bølle i helteklæder – Batman: Broken City af Brian Azzarello og Eduardo Risso”

  1. Interessant citat af Anatole France – det kunne sikkert hæftes på 99% af alt hvad jeg skriver :-)

    Jeg har ikke læst Broken City, så jeg vil ikke kommentere på den, personligt følger jeg ikke Batman så tæt som jeg gjorde for fem år siden, men jeg synes at den voldelige side at Batman også hører med til historien.
    Hans kostume er jo lavet ud fra en antagelse af at forbrydere er overtroiske og kujon-agtige. Det gælder måske nok for den gennemsnitlige gadeforbryder og der kan jeg ikke se noget forkert i at bakke virkemidlerne op med også at lade Batman være fysisk intimiderende. Men det er klart at hvis man kun udforsker denne side af ham, så taber han sin værdi og ender der hvor Punisher eller Lobo hører til – Batman er også detektiven, det overlegne intellekt, ellers mister han sin berettigelse som figur.

Skriv et svar