Dæmondrengen vs. Elverprinsen – Hellboy 2: The Golden Army

Hellboy er på plakaten igen med filmen The Golden Army

Der er gået fire år siden Guillermo del Toro lavede den første Hellboy-film, som – især i Directors Cut-udgaven – var en rimeligt tro filmatisering af de første par historier i Hellboy-serien (primært Hellboy: Seed of Destruction) og mens den tog sig en del friheder overfor forlægget (Hellboy og Liz er .. romantisk involverede i filmen, Abe er telepat og Hellboy går med bukser), var den i det store og hele tro overfor tonen i forlægget. Og hey, der var frø-monstre, Rasputin, nazistiske videnskabsmænd og store Lovecraft’ske tentakel-dæmoner, ganske som i serien.

Fra starten står det klart at Hellboy 2 er en ganske anderledes skabning – den indledende dukke-animationsfilm, som slår konflikten mellem mennesker og elvere an, er ikke hverdagskost i Hellboy-universet, og som filmen skrider frem står det klart, at Lovecraft-elementet er skubbet i baggrunden i forhold til sidst.

Plottet drejer sig som nævnt om konflikten mellem elvere og mennesket, eller mellem naturen og vores industrialiserede verden om man vil. Fra gammel tid er der indgået en våbenhvile mellem de to parter, men elverprinsen Nuada synes at menneskene er gået for vidt (og der kan han have en pointe) og vil vække det oldgamle ultimative våben, Den Gyldne Hær, hvilket vil resultere i menneskehedens undergang. Det kan vore helte i [[BPRD]] ikke sidder overhørigt, og med hjælp fra bl.a. det nye holdmedlem Johann Krauss og prins Nuadas tvillingsøster, prinsesse Nuala, går de i gang med at forpurre planerne om at vække den Gyldne Hær.

I mellemtiden ser vi troldemarkedet under Brooklyn-broen, oplever en storladen kamp mellem Hellboy og en skovgud, ser indgangen til elvernes underjordiske rige i Nordirland og vores hovedperson møder sin egen personlige dødsengel.

BPRD i Hellboy 2
BPRD i Hellboy 2

Visuelt er filmen et kapitel for sig – de overnaturlige væsener er fremragende, troværdigt og også humoristisk lavet (jeg holdt meget af tandfeerne) og filmen planter en lang rækker billeder på ens nethinde, som virkeligt er one-of-a-kind, hvilket jo også er en af del Toros store forcer som filmmager.

Jeg har hørt at en masse mennesker har skuffede forventninger i forbindelse med Hellboy 2, og en del af mig kan godt forstå det – der er noget ved filmen, der gør at den ikke er helt oppe og ringe. Jeg har kommet frem til, at det for en stor dels vedkommende ligger i en masse uudnyttet potentiale omkring personernes udvikling – på trods af Doug Jones fremragende spil, kommer romancen mellem Abe Sapien og elverprinsessen Nuala ikke rigtigt til at virke troværdig, på trods af at den bare mangler en eller to uddybende scener for jeg helt troede på den. Burde elverne ikke også være mere påvirkede af skovgudens skæbne, taget i betragtning at den skulle være den sidste af dens slags? Og Liz’ valg i forhold til dødsenglen kunne der også godt være kogt noget mere suppe på uden at det gjorde noget.

Vor store, røde helt
Vor store, røde helt

Omvendt er det en særdeles veloplagt film som del Toro og [[Mike Mignola]] har skruet sammen – del Toro er stor fan af Hellboy, og den kærlighed er ligesom i den første film meget tydelig. I følge IMDB sagde han nej tak til at instruere Halo, Harry Potter 6 og I am Legend fordi det ville være kommet i vejen for at han instruerede Hellboy 2 – det er da dedikation! Og hele vejen igennem er filmen spækket med små detaljer, som jeg i sidste ende er fuldstændigt til salg for og som viser mig at der er nerve og kærlighed til stede.

Ultimativt kommer det i sidste ende meget an på ens forventninger – jeg forventede at se Hellboy fyre one-liners af og sparke bagdel, samtidig med at der var et stort og varieret person/monstergalleri, og det fik jeg opfyldt til fulde. Der er som nævnt nogle ting, der kunne være gået mere i dybden med, men den slags har man jo extended editions og director’s cut til at rette op på.

Hellboy 2: the Golden Army er på mange måder en sær film – på mange måder har den mere til fælles med Jim Hensons The Dark Crystal og Terry Gilliams tidlige fantastiske film end den har med tegneseriens pulp-rødder, men det fungerer utroligt godt i kontekst og folklore-temaet er også blevet stærkere og stærkere i Mignolas værker, så det er på mange måder alligevel i tråd med serien. Og med nogle gode skuespilspræstationer på lærredet – for at bruge en kliche, så er Ron Perlman Hellboy – er det bare at hanke op i en spand popcorn og slå bagdelen i sædet. Man er solidt underholdt hele vejen, og det er i grunden ikke så værst.

Fakta om filmen

Vurdering: Anbefales

Hellboy 2: The Golden Army
Universal Studios, 2008. 120 minutter.

Instruktør: Guillermo del Toro
Manuskript: Guillermo del Toro og [[Mike Mignola]]
Medvirkende:
Ron Perlman som Hellboy
Selma Blair som Liz Sherman
Doug Jones som Abe Sapien
Luke Goss som Prins Nuada “Silverlance”
Anna Walton som Prinsesse Nuala

Filmens officielle hjemmeside

Udgivet af

Ulf Reese Næsborg

Ulf Reese Næsborg er født i 1971, og har læst tegneserier siden da, hvilket vil sige at han har læst stort set samtlige albumudgivelser i Danmark indtil starten af 90'erne, hvor han begyndte at læse overvejende udenlandske tegneserier. Læser mest amerikanske tegneserier, både fra 'de to store' og fra Indie-udgivere. Yndlingsforfatterne er Grant Morrison, skarpt efterfulgt af Alan Moore, men han har også et blødt punkt for Brian Michael Bendis, J. Michael Straczynski og Brian K. Vaughan. Han er manden bag tegneseriesiden og som sådan den man skal kontakte hvis man har generelle spørgsmål eller kommentarer til siden.

5 tanker om “Dæmondrengen vs. Elverprinsen – Hellboy 2: The Golden Army”

  1. Ja – excuse me – men alt det der med hvor stor en fan Del Toro er – det er sgu meget godt – men vuffer djævlen laver han så ikke en film der er tættere på oplægget – det er jo for hulen en gendigtning – der er intet af det visuelle univers tilbage – der er intet af den langsomme stemningsskabende stil som er et ræddi Hellboy (Mignola) træk…når man ser alle de forstudier Mignola har lavet – og så ser alle de andre andre har lavet – så flår man sig i håret. Fx var dommedagshandsken i 1eren genstand for en lækker Mignolaskiste – tungt læder og radiorør – men Del Toro ville have noget med hjul og dingenoter – meget lidt hellboysk…set med min øjne er det dødsygt med disse filmskabere der ikke kan forholde sig til kildematerialet på en ordentligt måde – eller osse er jeg bare dybt uenig i fortolkningen. (Hvad helvede skal hellboy med katte?!?) Men det er ikke kun filmskabere – Allan More ser da osse ud til at have lavet præcis det samme fuckup på Spirit…

  2. Det er i mine øjne altid problematisk at overføre et værk fra et medie til et andet – der gælder simpelthen forskellige spilleregler for de forskellige medier. Her er vi nok alle (stort set) enige – film er ikke tegneserier er ikke romaner er ikke fotokunst er ikke ballet er ikke …

    Den store diskussion ligge i mine øjne i hvordan man overfører værkerne. Jeg ser to “grundskoler”:
    * Man prøver at lave en direkte og meget tro udgave af forlægget – her dukker 300 op som et eksempel på en film, der i det store og hele fortæller sit oplæg frame by frame, komplet med kameravinkler og hvad har man.
    * Man skider på etableret kanon og hvad har man og laver en film som er ens egen fortolkning af forlægget. Her tænker jeg naturligvis på del Toros Hellboy, men hvis Terry Gilliams Watchmen-filmatisering var blevet til noget, er jeg overbevist om at den også var faldet i denne grøft. Den nye Batman-serie hører i mine øjne også til her (og sgu også Burtons Batman).

    (En tredie løsning er at skide på alt ovenstående og prøve at lave en film, som er kommercielt salgbar frem for alt andet – den løsning springer jeg lige over, da den ikke har noget med kunst at gøre i mine øjne)

    Der er naturligvis fordele og ulemper ved begge løsninger – “den tro version” står og falder med hvor simpelt eller kompliceret forlægget er (det er min primære grund til at have bange anelser omkring Watchmen-filmatiseringen).
    “Ens egen version” hænger næsten 100% på hvor god instruktøren er, så der er langt større risiko for at den falder til jorden af den ene eller den anden grund. Frank Millers Spirit kunne ganske rigtigt godt ligne bagsiden af den medalje.

    Nå, nu løber det lidt af med mig … det jeg egentlig vil sige er, at del Toro i mine øjne klart er stor Hellboy-fan – så stor, at han kan lade sin egen kunstneriske vision forme og farve af Mignolas forlæg. Men i sidste ende er filmen del Toros og ikke Mignola per proxy, og det kan man mene om hvad man vil – personligt kan jeg godt lide det og mener at i kunstnerisk sammenhæng er det det, der giver mest mening.

    I sidste ende er det en like it or not. I like.

  3. Mja – der er osse den vej at man rammer TONEN i tegneserien og så kaster rundt med historien som det passer en. Hvad jeg har problemer med er at Del Toro er en mageløs filmskaber – hvorfor laver han så ikke bare sine egne ideer? Hvorfor tage fat i Hellboy hvis det eneste man syntes er fedt er selv figurdesignet (iøvrigt; Hellboy har ben i filmen af økonomiske årsager – lissom han også er for lille. Have der været flere penge havde han haft de korrekte dyreben og vejet 100 kilo mere).

  4. Det kan jeg sagtens følge, og det gør jo også at Pan’s Labyrinth i sidste ende er en bedre film end Hellboy 2.

    Jeg er ved at være der, hvor jeg ikke bryder mig om princippet i at man adapterer værker fra et medie til et andet – grundene til at gøre det er sjældent kunsteriske, men derimod kommercielle og det kommer der sjældent stor kunst ud af. Men på den anden side ser jeg jo dem alle sammen, så dermed skaber jeg det marked, som jeg er lidt imod.

  5. MMpja…altså – hvis man tager figurene og tonen og alver nye historier der passer til mediet – så er det sgu OK med mig. Nu har jeg aldrig været den store Spiderman – fan – men jeg syntes da at flimene var rimeligt vellykkede. I det hele taget er det nok lettere at lave film over tegneserier der har været fortolket af SÅ mange tegnere og forfattere som de store superhelte…

Der er lukket for kommentarer.