David Small: en barndom i gråtoner

De første ord i den amerikanske graphic novel Stitches er ildevarslende: I WAS SIX.
Uskyldigheden bliver her slået fast. Følelsen af, at noget mismodigt lurer, bliver understreget af værkets første illustration – et gråligt og gnidret billede af et olieraffinaderi.
David vokser op i Detroit i en grå familie. Faren er radiolog og røntgenfotograferer konstant David, angiveligt for at hjælpe ham af med et bihuleproblem. Han sætter også hans nakke på plads i en snæver vending eller udfører traumatiserende lavementer. Det sidste er vist ikke bihulerelateret. Moren er gnaven og bitter. I stedet for at tale rømmer hun sig mest, snøfter bag lukkede døre eller smækker med låger. Man vil bare ikke gøre hende mere knotten. Storbror Ted tæsker løs på sine trommer. Det er et hus fuld af ekstrem stilhed og larm.

David kan tegne, heldigvis, og han forsvinder bogstaveligt ind i sine illustrationer. Han fantaserer også om at falde gennem Kaninhullet og binder derfor et gult håndklæde om hovedet for at illudere Alices hår. Det er et modigt valg.
Da David er 11 år, opdager en af forældrenes venner en knude på hans hals. Det er angstfremkaldende, for i hjemmet er der selvfølgelig et lægeleksikon, så David er ikke helt uvidende om kroppens mutationer. Læger koster penge, og derfor prioriterer forældrene en ny bil, ny sofa, nyt tv, en vaskemaskine, fester og andre livsfornødenheder, som en almindelig amerikansk kernefamilie ikke bør snyde sig selv for.
Da David et par år efter endelig får sin operation, bliver det ret omfattende, og da han vågner, har han mistet en del af stemmebåndet.
Stilheden omfavner ham og skubber ham længere væk fra andre mennesker og ind i ensomheden.

Skævheden i familien, som især opleves igennem moren med de forvrængede følelser, griber helt ud af siderne og fortvivler læseren. Fordi noget er galt. Mere galt end lavementer, mere galt end mormoren, der skolder Davids hænder, og mere galt end at lade en knude gro i halsen på et barn igennem flere år.
Forældrene har ikke fortalt David sandheden.

Davids frustration, sorg og den forråelse, han oplever, er gribende, og illustrationernes enkle grå akvareludtryk understreger sårbarheden og efterlod mig med en følelse af poetisk bitterhed.
Erindringer opstår et sted mellem virkelighed og fiktion. Stitches er barsk men yderst intelligent og narrativt veldrejet. Historien handler ikke kun om følelsesmæssig afstumpethed og en forvrænget ensom barndom – David Small får farvelagt et større perspektiv.

Illustrationerne får trods sine gråtoner vist mange nuancer – også humor.
Der er noget glansbilledeverden over miljøet. Vi er i 50erne, og stemningen rammer meget godt gamle amerikanske reklamefilm for vaskepulver…eller måske er det i virkeligheden mere hen ad The Bodysnatchers? Stitches er en følelsesmæssig og socialrealistisk thriller. Den er grum men pusler i mange lag.

David Small er i dag en anerkendt og prisbelønnet børnebogsillustrator, og et enkelt sted er der også en hilsen til den gamle Plys-illustrator Ernest Shepard.

Udgivet af

Zenia Johnsen

Zenia blev født i 1975, har læst altid og gør det med vilje. Da Zenia var barn, besøgte hun bogbussens tegneseriekrybber hver onsdag. Tegneserierne var fulde af bussemænd og leverpostej, og så måtte man kun låne 5 ad gangen, fordi dengang i 80’erne var der knageme flere unger, der gad læse tegneserier, end der var tegneserier. Derfor brugte Zenia sine lommepenge på at købe kager til de andre børn på vejen, for at de skulle låne 5 tegneserier til hende på deres lånerkort. Når bomben sprænger, tager Zenia følgende tegneserier med sig bunkeren: Jaime Hernandez: Locas, Yslaire: Sambre, Boucq: Kun en illusion, Bourgeon: Vindens passagerer og Gimenéz: De professionelle

Skriv et svar