Den strømlinede Inkal

InkalenDer er få – om nogen – tegneserielæsere på min alder, som ikke har et eller andet forhold til [[Jodorowsky]] og [[Moebius]]’ storslåede science fiction-opus [[Inkalen]], der kom i seks bind fra forlaget Carlsen i perioden 1982-1989, men som siden da ikke har været genoptrykt og er blevet sværere og sværere at få fingre i antikvarisk. Nu foreligger den i en genoptrykt udgave i forlaget Faraos Cigarers efterhånden velkendte høje kvalitet.

For mig var Inkalen en stor oplevelse at læse dengang – jeg havde vendt mig fra barndommens Anders And, Tintin og Asterix mod Lee og Kirbys store, kosmiske armbevægelser … faktisk læste jeg ALT, der havde store, kosmiske armbevægelser, og Inkalen faldt bestemt på et tørt sted.

Vi følger den sølle klasse-R privatdetektiv John Difool, som kommer i besiddelse af Inkalen, en kosmisk artefakt (eller et levende væsen?) med umådelige kræfter, som der er mange der er interesserede i at få fat på – både sekten Amok, ledet af den smukke Tanatah, de fremmedartede Berg’er, den skræmmende Techno-sekt, den smukke og mystiske Animah samt en hel del flere. Undervejs kommer vi forbi den Gyldne Planet , fængselsplaneten Aquaend, ligesom vi mødte en lang række forbundsfæller, så som Difools trofaste betonpapegøje Deepo, barske Kill Hundehoved og ikke mindst den mystiske og – set med 15-årige briller – ultraseje Metabaron (ok, han er sgu også sej den dag i dag).

Difool lever i et ekstremt klasseinddelt samfund, hvor overklassen bærer glorier og aura, og deres yndlingsadspredelse er at se underklassen blive slagtet igennem oprør på oprør. Underklassen er heller ikke på nogen måde helgener – de lever i en næsten konstant bedøvelse, dels af stoffer, dels af 3d-tv, som kører overalt og er deres primære kontaktflade med omverdenen.

Inkalen er et overvældende værk, især ved første læsning, og selv om Moebius fantastiske tegninger bærer en stor del af fortællingen, så kommer store dele af værkets kompleksitet fra Jodorowskys manuskript, som er spækket med syrede, okkulte indfald og en masse underliggende teoristof fra alt fra Tarot (John Difool = John, The Fool) til The Emeralt Tablet og med hentydninger til ikke mindst Frank Herberts Dune-serie.

Inkalens nye klæder

Det, der allerede inden bogens udgivelse har splittet vandene totalt er den nye farvelægning, som forlaget har valgt at udsende værket i. Tråde i diverse diskussionsfora har allerede på forhånd udråbt den nye farvelægning som en VEDERSTYGGELIGHED! som er en trussel mod alt godt i verden og med garanti er bragt i verden udelukkende for at pisse direkte på netop den enkelte persons barndomsminder. Ja, det er en rimeligt ironisk distance jeg lægger, for alle ved jo at majoriteten af tegneseriefans (majoriteten af en hvilken som helst fanskare) frygter og hader forandring over alt andet, og som sådan er det ofte tjeneligt at træde et skridt tilbage og se hvor galt det går. Faraos må have fulgt med i disse diskussioner, for en god del af redaktørens forord er mere eller mindre et forsvar for at bruge den nye farvelægning.

Inden jeg fortsætter, er det måske på sin plads med nogle eksempler på den nye farvelægning:

(se også lidt sammenligning mellem de to versioner)

Hvad synes jeg? Det er måske 15 år siden jeg har læst 1. udgaven af Inkalen fra ende til anden, men jeg har bladret igennem de numre jeg har, og min konklusion må blive noget i retning af “både / og“.

Der har altid været ting ved den gamle farvelægning der irriterede mig – “det røde hav” på fængselsplaneten Aquaend fungerede aldrig rigtigt for mig, og den gyldne planet er nærmest brun-gul og det overordnede indtryk er lidt udflydende. Ja, det er sandsynligvis et bevidst valg, for samtidig er bl.a. denne udflyden med til at give serien et meget organisk præg, som er helt væk i den nye version – her er linjerne strammere, farverne klarere og kanterne mere spidse og hele universet fremstår mere strømlinet og maskinelt. Man kan gå mere i dybden, men det er for mig at se den helt centrale forskel – den gamle farvelægning er organisk og ekspressiv, mens den nye er strømlinet og logisk – eller sagt på en anden måde: den oprindelige farvelægning er meget europæisk i sit udtryk, mens den nye er meget amerikansk. Måske vi også har en del af stridens kerne (for nogle, i al fald)? Inkalen ska’ sku’ ikke amerikaniseres!

Mig er det sådan set fint med, hvis det får nogle nye læsere – der er opvoksede med den mere strømlinede farvelægning – til at hoppe på værket.

I dag er det stadigt et usædvanligt godt værk, og især Jodorowsky har vi ikke set i bedre form siden da, så Inkalen er stadig required reading for tegneserielæsere. Om man kan lide den nye farvelægning er en smagssag, men giv den en chance – jeg glemte alt om ny farvelægning og kontroverser nogle sider inde i værket og lod mig bare rive med af den intense, til tider Space Opera-agtige historie. Jeg tror de fleste læsere vil gøre det samme, med mindre de allerede er druknet i forudindtagethed.

Udgivet af

Ulf Reese Næsborg

Ulf Reese Næsborg er født i 1971, og har læst tegneserier siden da, hvilket vil sige at han har læst stort set samtlige albumudgivelser i Danmark indtil starten af 90'erne, hvor han begyndte at læse overvejende udenlandske tegneserier. Læser mest amerikanske tegneserier, både fra 'de to store' og fra Indie-udgivere. Yndlingsforfatterne er Grant Morrison, skarpt efterfulgt af Alan Moore, men han har også et blødt punkt for Brian Michael Bendis, J. Michael Straczynski og Brian K. Vaughan. Han er manden bag tegneseriesiden og som sådan den man skal kontakte hvis man har generelle spørgsmål eller kommentarer til siden.

10 tanker om “Den strømlinede Inkal”

  1. Jeg får decideret myrekryb af den nye farvelægning. Alle de der Photoshop gradierings-effekter får eksemplerne til at ligne still-billeder fra et Playstation 2 spil. Tegningerne ser ikke længere hånd-tegnede ud. Og nej, det er ikke KUN et spørgsmål om nostalgi.

  2. Man har efter min mening fået et genuint originalt værk til at ligne noget temmelig kedelig mainstream. Og så er farvelægningen simpelt hen dårligt håndværk – alt ser ud til enten at være lavet af plastic eller metal. Må vi bede om den gamle farvelægning i klare, flade farver: Her kommer Moebius’ streg bedst til sin ret.

  3. Hm, jeg er direkte uenig: Moebius streg bliver ofte direkte gemt bag den ekspressive farvelade, som er den oprindelige farvelægning, hvilket – røde have og brune guldplaneter upåagtet – er et af dens største problemer. Omvendt er den nye farvelægning nogle gange for ivrig med at lave det hele mere skarpt, hvilket gør den mere maskinel i sit udtryk.

    Bedste Moebius-farvelægning er klart i de senere værker, f.eks. i “Stjernernes Vandringsmand”-serien, hvor balancegangen mellem simplicitet og kompleksitet rammes perfekt. Inkalen farvelagt på denne måde havde efter min smag været perfekt.

    Hvis jeg skal provokere, vil jeg sige at Inkalen nu fremstår mere som det den altid i sit inderste har været, nemlig en kosmisk (super-)heltefortælling som Jim Starlin ville havde været stolt af. Det har aldrig været et voksent og følsomt indie-værk.

    Hypotetisk: hvis værket havde været udgivet med denne farvelægning fra en start af, tror I så helt ærligt det ikke havde haft klassikerstatus i dag? Det er vel trods alt historien og tegningerne, der primært bærer værket?

  4. Jeg synes at dette eksepel fortæller en del om den nye farvelægning vs. den gamle; hvilken rotte er fedest, coolest og fremfor alt mest originalt farvelagt – den nye eller den gamle?

    (og taberrotten er naturligvis den, der ikke har blå ører og grønne øjne…)

    1. I mine øjne forsvarer I bare jeres dyrebare barn-/ungdomsminder – men det er naturligvis også dem, som hele kontroversen handler om.

      Man kan fra min synsvinkel ikke tale om vinder- og taberrotter i to fortolkninger af et kunstværk (hvilket det jo et eller andet sted er) – det svarer til at sige at Bela Flecks bluegrass-coverversion af Funky Town “taber” fordi den ikke har nogen discorytmer og det havde originalen altså.

      1. Jeg synes tværtimod at rotteeksemplet tydeligt viser at det er muligt at anlægge en synsvinkel på farvelægningen, der ikke tager udgangspunkt i barn/ungdominder-diskurs: ser man bort fra guache-teknik vs. Photoshop, og kigger på ideerne bag farvelægningen, er den gamle rigere og mere original – altså, helt stille og roligt, synes jeg det er ret åbenlyst.

        (og jeg skulle mene at jeg ikke almindeligvis tilhører den fløj, der kræver at alt skal være so i gamle dage…)

Skriv et svar