Døden uden ende – The Walking Dead

Cover fra Walking Dead

Det amerikanske Independent forlag Image Comics er nok mest kendt for Todd McFarlanes Spawn-serie, men firmaets nyeste gulddreng hedder Robert Kirkman. Han startede sin triumffærd med serien Invincible (2002-) om teenage-superhelten Mark Grayson alias Invincible, som hurtigt blev firmaets mest succesfulde serie. Kort efter Invincible startede Kirkman sammen med tegneren Tony Moore den apokalyptiske zombieserie The Walking Dead, som jeg vil kigge nærmere på her.

De levende døde i Walking DeadI slutningen af første hardbackbind, er der et efterord af Kirkman, hvor han erklærer sin kærlighed til zombiefilm. Han har dog et stort problem med dem, nemlig at de slutter! Med The Walking Dead vil han følge verdens undergang til dens naturlige afslutning, han vil lave zombiefilmen uden ende. Resultatet er intet mindre end fantastisk og ikke mindst, skrækindjagende uhyggeligt.

I The Walking Dead følger man politibetjenten, Rick Grimes, der var politimand i den lille by Cynthia i den sydlige stat Georgia. Rick bliver skudt i tjenesten og ligger som følge i koma på hospitalet, mens zombierne hærger landet. På første side vågner han op fra sit koma og finder langsomt ud af, hvad der er sket. Da han kommer hjem opdager han, at hans kone, Lori, og søn, Carl, ikke er at finde nogle steder. Han lærer, at myndighederne har opfordret civilbefolkningen til at tage til storbyerne, hvor hæren bedre kan beskytte dem mod zombietruslen.

Scene fra Walking DeadRick kører derfor mod Atlanta, på jagt efter sin kone og søn, men opdager, at byen er fuldstændig overrendt af zombier. Han finder ved et held sin familie i en lille improviseret lejr uden for byen, hvor de forsøger at holde sig i live sammen med 12 andre overlevende. Herfra går det slag i slag. Man følger den lille gruppe, som leder efter et sikkert sted at leve. Undervejs er der jævnlig udskiftning i persongalleriet, da nye overlevende støder til gruppen, mens andre må lade livet.

Kirkman er ikke bange for at slå selv centrale karakterer ihjel, så man kan aldrig vide, hvem der ryger næste gang, og de overlevende bliver i den grad decimeret. Meget mere skal ikke siges om plottet, da chokfaktoreren er helt essentiel for læseoplevelsen.

Zombierne ligner dem, vi kender fra George A. Romeros kanoniske film, dvs. de er levende døde, som langsomt stavrer af sted på jagt efter menneskekød. Et bid dræber først og bringer derefter offeret tilbage som zombie, og man kan kun stoppe dem ved at ødelægge deres hjerne. Som i alle gode zombiehistorier fungerer zombierne som katalysatorer for ekstreme omstændigheder, i hvilke man kan lave nogle interessante karakterstudier. Hvordan reagerer man fx ved at se ens nærmeste blive forvandlet? Og hvilke tanker flyver der gennem ens hoved, når man bliver bidt, og ved at man snart selv vil være en del af de levende dødes rækker? I sidste ende viser det sig dog, at mennesket stadig er det farligste rovdyr.

Indeed it is ...
Indeed it is ...

Serien låner flittigt ideer fra andre zombiefortællinger, men fører dem ud til yderste logiske konsekvens. Hvis man nu amputerer en bidt legemsdel hurtigt nok, kan man så undgå forvandlingen?  Og er en zombie uden tænder overhovedet farlig? Også det menneskelige aspekt undersøges nøje. Hvordan ordner man fx toiletbesøg i en lille lejr, eller tøjvask, strøm, vand, mad, benzin, børnepasning, underholdning og vintertøj? Det er simpelthen en fornøjelse at se emnet blive behandlet med en sådan alvor og grundighed.

Der hvor The Walking Dead virkelig fænger er dog i dens persongalleri. Nok er mange af karakterene arketypiske, men de er stadig psykologisk troværdige. Det er i særdeleshed fascinerende at se, hvordan de reagerer på at leve omringet af døden, tvunget til selv konstant at slå ihjel. Generelt kan man adskille karakterene i dem, der bliver effektive dræbermaskiner, men måske mister deres menneskelighed i købet, og så dem, der simpelthen ikke kan håndtere det og må bukke under for apati, hallucinationer og selvmordstendenser. Man ved aldrig, hvornår én af karakterene knækker, men det er sikkert, at det er med fatale konsekvenser til følge både for dem selv og de andre.

Walking Dead - in the eye of the beholderSerien er tegnet i dystre sort-hvid-tegninger. De første 6 bind er tegnet af Tony Moore i smukke og detaljerede sort-hvid-tegninger, som udtryksfuldt benytter hele paletten af gråtoner. De var åbenbart for smukke, for han havde tilsyneladende problemer med at følge med hver måned. Derfor blev han erstattet af Charlie Adlard fra bind 7, men  fortsatte med at tegne forsiderne til og med bind 24. Adlards tegninger er mere skitseagtige og ikke så detaljerede, kontrasten er større, og de er i det hele taget ikke så lækre, som man var blevet vant til. Det er et hårdt slag, især fordi karakterene også ser anderledes ud, og man derfor skal til at lære dem at kende igen. Man vænner sig dog til Adlards stil, hvis hurtige, rå tegninger faktisk fungerer glimrende i en tegneserie som denne.

The Walking Dead er en fantastisk medrivende serie, som på det stærkeste kan anbefales, og ikke kun til zombiefans. Det er en fornøjelse at se, hvor seriøst Kirkman behandler zombiegenren. Det bliver sjældent fjollet eller for meget, men er altid en stærk følelsesmæssig oplevelse. Man lever sig ind i de strabadser den lille flok overlevendes må gennemgå, og følger deres successer og fiaskoer med stort engagement. En tegneserie – eller et hvilket som helst andet medie – kan dårligt håbe på mere, og man kan kun glæde sig over at Robert Kirkman ikke planlægger at stoppe serien foreløbigt, for det er svært af få nok.

Fakta om serien

The Walking Dead #1-54

Forfatter: Robert Kirkman

Tegnere: Tony Moore, Charlie Adlard

Gråtoner: Cliff Rathburn

Forlag: Image Comics

Serien er samlet i 9 TPB:

1 Days Gone Bye (2004)

2 Miles Behind Us (2004)

3 Safety Behind Bars (2005)

4 The Heart’s Desire (2005)

5 The Best Defense (2006)

6 This Sorrowful Life (2007)

7 The Calm Before (2007)

8 Made To Suffer (2008)

9 Here We Remain (2009)

Udgivet af

Christian Rasmussen

Christian Rasmussen (1979) tilbragte det meste af sin barndom i Fantask, hvor han næsten blev dus med Marvel-Morten. I sine rebelske teenageår forkastede han tegneserien, men blev atter forsonet med den på komiks.dk, hvor han i et ømt øjeblik valgte at købe Watchmen, From Hell og Sin City. Ynglingsforfatteren er og bliver Alan Moore, men han sætter også stor pris på Frank Miller, Neil Gaiman og Robert Kirkman. Han anmelder desuden litteratur og tegneserier på litteraturnu.dk.

8 tanker om “Døden uden ende – The Walking Dead”

  1. Der er et bestemt sted i et af de senere bind (som ikke skal spoiles her… don’t worry), hvor jeg på det nærmeste skreg højt i toget, hvor jeg sad og læste det. Hvis Kirkman havde siddet ved siden af mig, havde jeg grebet ham om halsen og skreget: HVAD FANDEN ER DER GALT MED DIG, MENNESKE!!! Altså, på den gode måde. Jeg kunne slet ikke håndtere denne udvikling i plottet, og som sådan er det genialt. Det er nemlig ikke altid at læseren skal have det, han (eller hun) har lyst til… men nærmere det, han (eller hun) har BRUG for. Og det forstår Kirkman. Hans greb om denne for ham ret atypiske type historie bliver bedre og bedre, som serien fortsætter, så lad os håbe, at den kommer til at køre rigtigt længe.

    Jeg har ikke det store problem med Adlards tegninger. De er mere løse, grovere og knapt så kønne, som Moores, men det er så heller ikke en køn serie. Jeg forguder Tony Moore, men hans kræfter er bedre brugt på Fear Agent, synes jeg. Og Adlard formidler historien ganske fint (selvom jeg gerne indrømmer, at det kan være lidt svært at kende forskel på nogle af figurerne en gang imellem, men så er det jo godt, at der jævnligt bliver tyndet ud i dem).

    Serier som Walking Dead er grunden til, at on-going tegneserier findes. Og jeg havde sjovt nok glemt at bind 10 lige var kommet. Så…. yey!!

  2. Helt enig Michael!

    Kirkman skriver fantastisk, men han har en syg syg hjerne. Eller lidt mere sagligt, er det som om han kan tænke ud over den fiktion han arbejder med. Han formår at springe over en mere typiske handlingsudvikling til fordel for noget fuldstændigt overraskende, og som konsekvens bliver det mere nærværende og troværdigt end så meget andet.

    Bind 10 ‘What We Become’ handler især om hvad jeg også var inde på i min anmeldelse, nemlig at miste sin menneskelighed for at være i stand til at overleve. Det er godt!

  3. Er helt enig i at det er en fantastisk serie. Jeg har først lige “opdaget” den så jeg har kun læst de 3 første bind og glæder mig allerede nu til at komme videre med serie.

    Som følge af den opdagelse er jeg hoppet med på en anden af Kirkmans serier nemlig Invincible som jeg overraskende nok også synes er ret god.

    Den eneste anke ved begge serier er at de begge mister den første tegner på serien, som jeg i begge tilfælde synes er bedre end dem der efterfølger dem.
    Normalt er jeg nemlig mest til tegnere end forfattere, men den seneste tid har jeg opdaget nogle fantastiske forfatter som jeg bare synes skriver nogle virkelige gode historier – her er Kirkman helt sikkert en af dem Brian K. Vaughan en anden.

    Kan i anbefale andet han har skrevet?!

    1. Invincible’s Ryan Ottley forbedrer sig ekstremt meget i løbet af serien, og er p.t. en af mine yndlingstegnere. Jeg kan IKKE anbefale Kirkmans Battle Pope. Den er rædselsfuld. Een lang dårlig joke, den gode setup til trods. Hans Marvel Team Up er godt, og Brit og Wolf-Man er to serier med godt potentiale, hvis man kan holde hans tendens til at slutte hvert amerikansk nummer af Wolf-Man med en cliffhanger ud. Jeg har personligt ikke det store imod det.

      Du kan evenuelt høre vore anmeldelser her: http://vatikan.dk/archives/tag/robert-kirkman

    2. Jeg kunne også godt lide Kirkmans Marvel Team-Up. Sjov og spændende og med et retro-feel uden at være RETRO! (hvis I forstår hvad jeg mener). Hans arbejde på Ant-Man deler vandene – nogle hader det, mens andre (mig selv, sagde hunden) synes at det er veloplagt og sjovt.

Skriv et svar