Dylan Dog #3: Nætter med fuldmåne

Da Dylan Dog begyndte at udkomme indgik Ulf og jeg en aftale om at skiftes til at anmelde numrene. Det viste sig at være en rigtig god ide, jeg er nemlig ikke specielt begejstret for zombie-fortællinger, mens jeg altid har haft en forkærlighed for varulve. I det tredie nummer i den danske udgave drager Dylan og Groucho nemlig til Schwarzwald for at undersøge en mystisk sag om en ung piges forsvinden, og det bringer dem i forbindelse med Dylan Dog universets version af varulve.

Varulve i vor kulturkreds kendes helt tilbage til Vølsung sagaen hvor Sinfjotli og Sigmund ved at iklæde sig ulveskind overtager dyrets egenskaber og vildskab. I andre beskrivelser er påklædningen mere symbolsk og man kan nøjes med et bælte af ulveskind. Men typisk ifører man sig dyrets skind for at få dets egenskaber, som vi også kender det fra de frygtede krigere bersærkerne, som jo altså er klædt i bjørne-særk eller tøj af bjørneskind. Rødderne kan uden tvivl føres helt tilbage til mere primitiv religion hvor jægeren identificerer sig med byttedyret, først direkte men senere gennem en shaman som nu påtager sig rollen som stammens totem på vegne af krigerne eller jægerne.

For det moderne menneske er de imidlertid ikke så praktisk at kunne påtage sig egenskaber fra et vildt rovdyr, det giver hverken en elevplads i Netto eller en formandspost i grundejerforeningen. Derfor fremstilles varulve da også ofte i moderne fortællinger som ramt af en ond skæbne eller en forbandelse, eller som et kulturmenneske i konflikt med sin vilde natur eller et menneske der ikke vil erkende sin mørke side. En varulve-fortælling kan næsten henfalde til en traditionel whodunnit hvor man skal finde ud af hvem varulven er inden den lille afsides by løber tør for indbyggere. Corben bruger det mesterligt i en af sine historier, hvor ulven ironisk nok viser sig at være præsten som til det sidste ikke vil vedkende sig den mørke side af sig selv.

I nyere tids fortællinger er varulven dog begyndt at fremstå i et mildere lys. Hvor der før var tale om en enkelt udstødt kan der nu, for eksempel i Anita Blake historierne, optræde hele flokke med en indbyrdes rangorden og social struktur. En slags skygge-samfund i forhold til det etablerede. Rollespil viser dem som økologi-bevidste forekæmpere for moder jord, mens moderne film som “Underworld” fremstiller dem som en selvstændig art der befolker en skyggeverden som eksisterer lige ude af øjenkrogen på vores sorgløse dagligdag.

Sclavi tager fat på myten om varulven med sin typiske Dylan Dog tematik. De to hovedtemaer som man altid kan regne med i Dylan Dog er “Dylan og kvinderne” og “Menneskelighed i monstrene, mennesket som monster”. Lad os tage “Dylan og kvinderne” først, selv om man vel dårligt kan tale om kvinder i det her tilfælde. Dylan og Groucho er som bekendt hyret for at undersøge en ung piges forsvinden, og det fører dem til Frau Bluchers kostskole for unge piger. Hvor indehaveren helst ser ham ude af syne hurtigst muligt. Dette gælder dog ikke hendes elever, som hurtigt bemærker at han er den eneste tiltrækkende mand i miles omkreds. Begivenhederne fører ham sammen med den unge Alexandra som muligvis er et spor i sagen, hun har imidlertid sin egen dagsorden og Dylan finder det svært at afvise hendes tilnærmelser – tsk tsk Dylan, bad Dog, no bisquit!

Da ingen ser ud til at ønske at hjælpe Dylan med opklaringen må han slå sig ned i den nærliggende landsby, som meget betegnende hedder Wolfburg. En slags bayersk “village that time forgot” hvor tyrolerhapt, lederhosen og piger med store blonde fletninger falder naturligt ind iblandt de gamle bindingsværks-bygninger. En by af den slags hvor man hvert øjeblik ville forvente at Dracula kunne komme flyvende forbi. Her stifter han nærmere bekendtskab med de lokale historier om hvem der lever i skovene, og meget betegnende er de ikke omtales som “ulve” men “fremmede” – de er ikke dyr, men mennesker man endnu ikke kender.

Hvem de fremmede er, og hvad motivet til den unge piges forsvinden er, skal ikke afsløres her, for historien er absolut værd for læsere selv at investere i. Bjarne Kristensen gør selv i forordet opmærksom på at det denne gang er to andre tegnere der står for illustrationen af Sclavis fortælling, Montanari og Grassani. Personligt forstår jeg ikke helt at han kalder måden at tegne på for dere “ikke ligefrem gyser-agtige stil”. Scenerne med Dylans kamp mod ulven i starten af bogen, og igen senere da han og Groucho konfronteres med ulvene i skoven gav for mig ihvertfald mindelser om Wrightsons varulve-illustrationer til Stephen Kings “Cycle of the Werewolf”. Så for mig virker tegnestilen ganske udmærket.

Slutteligt, så er det jo næsten ironisk at se sin egen anmeldelse af det første nummer citeret i “Dylan Dog Horror Club” vedrørende Grouchos rolle. For i “Nætter med fuldmåne” synes jeg faktisk han er langt mindre irriterende end i de to første numre. Hans rolle som den konstante ulykkesfugl der bare ikke kan lade være med at påkalde sig en værre skæbne ved at nævne de ting der heldigvis ikke er sket endnu er sjov, og hans konstant afbrudte historie om de fire mand der skal halshugges virker godt i sammenhængen selv om man godt kender den i forvejen. Jeg tror at grunden til at Groucho fungerer bedre i dette nummer end de tidligere er at hans vittigheder går ind og bliver en del af historien, på den måde virker han mindre malplaceret.

Skulle nogen være interesseret i at læse op på varulve, så har Wikipedia to udmærkede artikler som kan bruges som afsæt

http://en.wikipedia.org/wiki/Werewolf – dækker virkelighedns varulve i mytologi med videre.
http://en.wikipedia.org/wiki/Werewolf_fiction – dækker derimod varulve i fiktive værker, dog fortrinsvist bøger og film.

Fakta om serien

Dylan Dog #3: Nætter med fuldmåne
Bedømmelse: Anbefales

Forfatter: Tiziano Sclavi
Tegner: Montanari & Grassani
Oversætter: Bjarne Kristensen
Udgiver: Shadow Zone Media