En mesterlig obduktion – From Hell af Alan Moore og Eddie Campbell

Der er noget ved historien om Jack the Ripper, som pirrer nysgerrigheden hos rigtigt, rigtigt mange mennesker – historiens første seriemorder kalder pressematerialet fra Faraos Cigarer sagen, men der er flere aspekter gemt i det. Hvordan kunne det ske i Whitechapel, i det centrale London, midt i Imperiets hjerte? Hvorfor blev morderen aldrig fanget? Hvem kunne begå nogen så bestialske og alligevel sofistikerede mord? Var politiet inkompetente eller dækkede de over nogen?

Vel var pressen (allerede dengang) en stor del af grunden til at sagen blev blæst op, men alligevel er de reelle spørgsmål utallige og næsten lige så utallige er eftertidens forsøg på at besvare dem – “det var ham/dem!” har lydt fra utallige mere eller mindre kvalificerede efterforskere i tidens løb, og sagen er stadig spændende, ikke mindst fordi den forbliver uløst.

Alan Moore brugte ti år på at skrive From Hell, hvis titel er taget fra de første ord i et brev, som mange mener er fra den virkelige Jack the Ripper. Han har læst hvad der er at læse om sagen og – ikke mindst – om samtiden og har valgt at basere denne tegneserie på teorierne fra Stephen Knight om en sammensværgelse, som involverede blandt andre frimurerne og kongehuset.

Det er værd at bemærke, at Moore selv ikke tror på Knights teorier (som da også er blevet tilbagevist et utal af gange), men har valgt ham, da teorierne passede med den historie som han selv ville fortælle.

En “Whydunit”

I Moores udgave er det ikke en whodunit – han melder klart ud næsten fra en start af hvem han mener står bag mordene og bruger i stedet historien til dels at fortælle en whydunit og derigennem tegne et meget detaljeret billede af morderen og dels til at beskrive af Victoriatidens London og trække paralleller til vores tid.

Historien følger Dronning Victorias hoflæge, Sir William Gull, som får til opgave at rydde nogle prostituerede af vejen, der har viden om et uægte barn, som prins Albert har lavet med en simpel butiksassistent. Gull har imidlertid sin egen agenda, og sammen med den simple kusk John Netley udfører han de nu klassiske mord som en magisk besværgelse, hvis formål er at bryde de sidste rester af kvindekønnets magt over mændene.

Parallelt følger vi opklaringsarbejdet med fokus på politiinspektøren Frederick Abberline, der ikke rigtigt kommer nogen vegne i sagen, før han slår sig sammen med den synske Robert Lees – “synsk” skal her tages med et gran salt, da Lees på bogens allerførste sider indrømmer, at han svindlede hele vejen igennem og aldrig havde en egentlig vision.

Undervejs kommer vi igennem Londons historie, spekulationer omkring tidens natur, datidens medicinske (og psykiatriske) behandlingsformer, frimurernes loge og ritualer og møder et væld af kendte mennesker fra historiens samtid, bl.a. John “Elefantmanden” Merrick, en ung Aleister Crowley, Oscar Wilde, William Morris samt en del andre.

Som nævnt er det er afsindigt gennemresearchet værk vi har med at gøre med – lige fra Londons historie på gadeplan over medicinske behandlingsmetoder over frimurernes trosgrundlag til de slangudtryk som de prostituerede brugte i perioden. Det taler til Moores fordel, at researchen ikke kommer til at overvælde værket, men bare understøtter det. For de mere interesserede er der et appendiks på næsten hundrede sider, som side for side gennemgår værket og bl.a. fortæller hvad der er historiske fakta, hvad der er kvalificerede gæt og hvad der er det rene opspind. Der er også et tegnet appendiks 2 – “Mågejægernes dans” – som gennemgår de forskellige teorier omkring morderens identitet igennem tiderne.

From Hell er et imponerende værk, der som alle store værker indeholder lag på lag på lag – lidt a la Peer Gynts løg – og én læsning er slet, slet ikke nok.

Gnidrede skitser eller stor kunst?

Det er ofte blevet sagt at dette eller hint deler vandene, men sjældent har det været mere på sin plads end med Eddie Campbells tegninger. Et par illustrationer er på sin plads inden jeg fortsætter:

Disse eksempler er rimeligt repræsentative for Campbells tegnestil i From Hell – sorte og gnidrede flader, tegninger, som nogen gange næsten har skitsepræg og en tæt og klaustrofobisk sideopbygning.

Når man slår bogen op, er det ikke et umiddelbart tiltalende indtryk man får – det er lidt mørkt og gnidret det hele og tegningerne er ikke “pæne” i gængs forstand – men når man kommer i gang med læsningen, er universet komplet netop igennem tegningerne.

Der er en del scener i bogen, der hører til nogle af de uhyggeligste, der i mine øjne er frembragt indenfor mediet – den sorte droske, der kører gennem det regnvåde London, Dr. Gulls ildevarslende silouet med den høje hat og kniven i hånden og den generelle stemning af trøstesløshed kryber ind under huden på en og udfordrer ens nattesøvn.

Det skal i øvrigt tilføjes at bogen ikke er for hverken snerper eller sarte sjæle – vi har både eksplicit sex og nogle særdeles grusomme og minutiøst skildrede mord.

En længe ventet udgivelse

Den danske udgave af From Hell har været undervejs længe, men det har været ventetiden værd at få Moores store værk på dansk. 600 sider i rimelig indbinding for knapt 400 kroner må siges at være særdeles rimeligt, oversættelsen er fin og Allan Haverholms tekstning passer fremragende til Campbells streg og bogens tone.

From Hell er – som antydet – intet mindre end et mesterværk, og her er tale om obligatorisk læsning. Alt spiller sammen og intet er overladt til tilfældighederne, samtidig med at det er en bog, der kommer ind under huden på en i en næsten uhyggelig grad. Som med al genial og banebrydende kunst, kan man ikke vende tilbage From Hell og være uændret – man har set verden igennem en morders øjne, set tiden ophævet som en regel i børns leg, næsten mærket elendigheden og fattigdommen i Whitechapel på sig selv og det er svært at ryste af sig. Det er en hård rejse, men den er det værd – From Hell er den største læseoplevelse jeg har haft i år og den vigtigste udgivelse på dansk i lang, lang tid.

From hell.
Mr Lusk,
Sor
I send you half the Kidne I took from one women prasarved it for you tother piece I fried and ate it was very nise. I may send you the bloody knif that took it out if you only wate a whil longer

signed
Catch me when you can Mishter Lusk

Fakta om serien

From Hell, 2008. 604 sider, sort/hvid.

Bedømmelse: Anbefales varmt. Mesterværk!

Forfatter: Alan Moore
Tegner: Eddie Campbell

Forlag: Faraos Cigarer

Udgivet af

Ulf Reese Næsborg

Ulf Reese Næsborg er født i 1971, og har læst tegneserier siden da, hvilket vil sige at han har læst stort set samtlige albumudgivelser i Danmark indtil starten af 90'erne, hvor han begyndte at læse overvejende udenlandske tegneserier. Læser mest amerikanske tegneserier, både fra 'de to store' og fra Indie-udgivere. Yndlingsforfatterne er Grant Morrison, skarpt efterfulgt af Alan Moore, men han har også et blødt punkt for Brian Michael Bendis, J. Michael Straczynski og Brian K. Vaughan. Han er manden bag tegneseriesiden og som sådan den man skal kontakte hvis man har generelle spørgsmål eller kommentarer til siden.

20 tanker om “En mesterlig obduktion – From Hell af Alan Moore og Eddie Campbell”

  1. Fin anmeldelse … men er jeg virkelig den eneste der synes From Hell er sån lidt middelmådig? Jeg synes langt hen af vejen at billederne er grove og skitseagtige – og ikke på den gode måde, og Moore går lidt i selvsving, og glemme den “gode fortælleteknink”.
    Jeg vil personligt aldrig kalde den for et mesterværk, selvom mange gør det, og jeg ville aldrig anbefale den til en der ikke er habil serielæser.

  2. Ja, du er den eneste! :P

    Nej, jeg forstår godt dele af det du siger – hvad jeg ikke har med i anmeldelsen er, at det har taget mig et par forsøg at få læst hele værket. Jeg startede med at købe enkeltnumrene midt i 90’erne (men gik død) og har flere gange lånt den samlede engelske version, men ikke kunnet “få hul” på den.
    Den her gang var den der til gengæld (hvilket turde være åbenlyst), og det var i høj grad Campbells fortjeneste – samt det faktum at jeg havde læst en masse Moore rimeligt intensivt lige inden, så jeg var inde i stil og tankegang. Og jeg synes netop ikke han går i selvsving, hvilket han ellers i mine øjne godt kan være slem til – den nyeste League of Extraordinary Gentlemen var i mine øjne næsten ulæselig pga. Moores selvsving og selvfede genialitet. Det her er bare – i mine øjne – genialt.

    Jeg vil naturligvis heller ikke smide den i hånden på en der er ny i tegneseriens verden (med mindre jeg har solide indikationer på at han kan klare det – eller vil skræmme ham væk!), men det er et værk, som man på sigt bliver nødt til at forholde sig til, synes jeg. Man starter også sin færd igennem verdenslitteraturen et andet sted end Shakespeare eller Joyce, men det gør dem ikke til mindre vigtige værker.

  3. Jeg har forsøgt at fortære From Hell en del gange men er aldrig blevet færdig. Brillerne skal være nypudsede og der skal være masser af lys. Man kan heller ikke have den med i seng. Der er meget der skal koordineres :)
    Men jeg nød din anmeldelse. Du formidler værket rigtig godt og når det er sommertid vil jeg forsøge igen.

    Hør, hvad synes du om filmen?

  4. Tak for rosen – anmeldelsen har været en hård fødsel med masser af præstationsangst, så nu er the sky the limit.

    Jeg har ikke set filmen, og har heller ikke lyst til det. Jeg tvivler på at man kan filmatisere den uden at skamfere den, og er da også blevet bekræftet i min formodning fra flere uafhængige kilder.

  5. Jeg er enig med her allesammen :)

    Jeg synes, From Hell er et mesterværk, men samtidig er jeg lidt enig med Kim Larsen. Moore dropper lidt klassisk fortælleteknik, hvilket ikke gør det lettere for læseren, og Campbell tegner overlagt grimt. Første gang, jeg gik i gang med den, gik jeg også i stå.
    Men næste gang… wow, der brød jeg barrieren, og så… mesterværk! Med udråbstegn.
    Jeg tror, From Hell kræver, at man er indstillet på at læse den, ellers fungerer den bare ikke. Men får man først gravet sig ind i den, er det som at ramme en rig åre. Jeg har det på lidt samme måde med Moores roman “Voice of the Fire”, som jeg har haft stående længe. Den går jeg ikke i gang med, før jeg er motiveret for at læse den – har både tid, lyst og (vigtigst af alt) overskud.

  6. Well, fundamentalt synes jeg nok, at de grimme tegninger og den ukonventionelle fortælleteknik er en del af det geniale ved bogen – det er i mine øjne lidt ligesom at sige “Skriver ham der James Joyce ikke lidt rodet?” – jo, han gør! Og Picasso tegner pissegrimt. Modsat er der også mange, der skriver rodet og tegner grimt uden at være geniale, så der er naturligvis en skillelinje. Jeg synes bare at From Hell er flere kilometer på den rigtige side af den linje.

    Jeg læste i øvrigt From Hell lige efter jeg havde set “The Mindscape of Alan Moore”, så hans måde at tænke på var lidt mere klar for mig. Det er klart en metode, jeg kan anbefale – faktisk kan jeg bare anbefale “The Mindscape …” i det hele taget.

    Jeg har heller ikke fået læst “Voice of the Fire”, men har den også på min næsten uendelige to-read. Jeg har hørt meget blandet om den.

  7. Jeg vil da også lige tilslutte mig Ulf’s lovprisning, og give lidt hjælp til de endnu ikke overbeviste. From Hell ER lidt hård at komme igennem, og især Kapitel Fire – den okkulte rundtur i london – kan være tung. Den kan man roligt læse lidt hurtigt første gang – der skal nok komme flere gange.

    Jeg må sige, at jeg også startede med at synes at der var noget skitse -agtigt over Campbell, men der har jeg skiftet mening. Dért kunne nærmest ikke være mindre skitseret, og for at opdage det, er det en god idé at have en finger med omme i noterne bagerst. Dén bog er så gennem researchet at (for at parafrsere ovennævnte Joyce) man bruge den som bygge vejledning, hvis man skulle genopfør London anno 1889.

    Jeg er efterhånden blevet en meget stor Campbell-fan, fordi der er – synes jeg – både skønhed og præcision i hans filtrede og uigennemtrængelige streg. Han er den diamentrale modsætning til Joe Sacco, men jeg synes at de opnår meget af det samme: en så helstøbt og ensartet udtryk, at man til tider glemmer at det er tegninger man kigger på.

    Det bliver tit fremhævet at Moore i sit manuskript obducerer og genfortæller historien om Jack The Ripper. Jeg synes det er mindst lige så interessant hvad han ogør derudover: fortæller en historie om fascinationen ved det grusomme, lader os følge en okkult tankegang, der sikkert og langsomt glider over i ukarikeret vanvid – og så alligevel ikke? Og sidst men ikke mindst, fortæller en historie om 1800-tallets London og dets beboere, hvor han går helt tæt på de mest udsatte tragiske skæbner uden at blive det mindste melankolsk.

    From Hell er, efter min mening, et litterært værk i klasse med Nobelpriserne, og man kan ikke takke Farao-drengene nok for at have fået den ud på dansk.

    Voice of the Fire står også på min hylde og venter på en tid med masser af gå på mod, men jeg har kun hørt begejstrede anmeldelser. Filmen derimod…. Ptøj! Jeg tror faktisk godt man kan få ødeliagt sin læse oplevelse lidt af den, hvis man starter med filmen. De har kun det mest overfladiske til fælles, men nok til at det kan ødelægge et par overraskelser. Også er det i øvrigt heller ikke en særlig god film på dens egne præmisser.

  8. Tak for de vise ord – jeg havde ikke set parallellen mellem Campbell og Sacco, men jeg kan sagtens se hvad du siger. Har du læst Bacchus af Campbell? Her viser han hvor bredt han spænder i udtryk, især sammenlignet med From Hell. Der er ingen tvivl om at hans streg i From Hell er et bevidst stillistisk valg, som ikke kunne være anderledes, historiens rammer og emnevalg taget i betragtning.

    Og til alle kritikerne: hvordan skulle den ellers have været tegnet og af hvem? From Hell af Alan Moore og Jim Lee? :)

    1. Oohhh, ikke dårligt! Så skulle det være i stil med hans illustrationer til Frankenstein, men …

      Wrightson spent seven years drawing approximately 50 detailed pen-and-ink illustrations to accompany an edition of Mary Shelley’s novel Frankenstein, which the artist considers among his most personal work.
      (siger Wikipedia)

      Syv år om 50 sider … From Hell er på ca. 400 sider … så var den ikke udkommet endnu!

  9. Har ikke læst bacchus, den er på to-do-listen. Er vild med Alec tingene i øvrigt, selv om de nu og da er endnu mere grumsede end from hell. Jeg var dog helt forbløffet da jeg læste hans batman – dét er godt nok også et andet (også velvalgt) udtryk.

    Hvem skulle ellers have tegnet From Hell, dét er en sjov tanke, så selvom jeg ikke er kritiker vil jeg alligevel byde på den…
    Mine umiddelbare idéer er Michael Zulli eller Bill Sienkiewicz – Zulli i den der fede ingen-inker stil fra sidste bind i Sandman, Sienkiewicz en mellemting mellem stray toaster og Big Numbers.
    Men, det er svært at forestille sig at Moore’s ideer skulle kunne virke i andet end S/H, og Jeg synes ikke Zulli’s S/H ting (Alice cooper-tingen) er helt så vellykkede.

    Et andet bud kunne måske være Teddy Kristiansen? Jeg synes “It’s a bird” er fabelagtig lækkert illustreret, og den har også lidt af det der komplicerede udtryk som jeg kan lide ved from hell. Men altså jeg byder bare ind med nogen som ville kunne lkave noget af det samme som from hell allerede er, og dét der jo ingen grund til…

    Wrightson? Gad NOK vide hvordan det ville se ud?

  10. Sienkiewicz er et bedre bud end Zulli, synes jeg, men ingen af dem er helt ude i hampen. Teddy er også et spændende bud, men jeg har ikke set ham tegne noget så sort og deprimerende som From Hell skal være. Han kunne sikkert godt.

  11. Syv år om 50 sider … From Hell er på ca. 400 sider … så var den ikke udkommet endnu!
    Aj, nu hænger du dig i detaljer! ;)

  12. – og Zulli er vist heller ikke den hurtigste i branchen, mener jeg at have hørt…

    Kan vi konkludere at vi skal være glade for at Eddie Campbell er fremragende og rimeligt hurtig? :)

  13. Jeg stemmer på Rob Liefeld – jeg vil se dronning Victoria med sygelig hvepsetalje og ordentlig størrelse bryster, gerne i en umulig actionpositur. Han er garanteret også hurtig :)

  14. Og Abberline mangler en ordentlig gøb samt medfølgende patronbælter OG et sæt samuraisværd!

    Eller Greg Land – så kan personerne ligne dem fra filmen til mindste detalje og alle kvinderne kommer til at ligne pornomodeller! :)

    (i parentes bemærket: nej, Liefeld er ikke hurtig, hvilket mange halvfærdige projekter fra hans hånd vidner om – sand kunst tager tid!)

  15. Skal vi dén vej så synes jeg vi Johan Pedersen skal træde til. Han kan jo sende sende Bill Nash ind og yde Abberline forstærkning, og så bliver der i hvert fald ikke mangel på action.

Der er lukket for kommentarer.