Fantastic Four vol. 1. Hardcover af Waid og Wieringo

Mike WierengoDenne anmeldelse var egentlig under udarbejdelse så den kunne komme ud på samme tid som den næste artikel om Galactus og Silver Surfer, men nyheden om Mike Wieringos alt for tidlige død fik mig til at ændre på deadline. Som Mark Waid skriver i sin reaktion på tabet af sin mangeårige kollega så var der stadigt mange værker de skulle have nået at lave sammen. Det sker ikke så derfor må vi nøjes med at udbrede kendskabet til det de nåede.

I forbindelse med min anmeldelse af “Fantastic Four: The end” blev jeg en anelse forvirret over at familien Richards pludselig havde to børn. Det fik Ulf til at anbefale mig Mark Waid og Mike Wierngos udgave af Fantastic Four, hvor hun optræder i. I mellemtiden havde jeg også fået læst op på hende gennem Tom DeFalcos udmærkede og gennemillustrerede opslagsværk “Fantastic Four The Ultimate Guide”. Jeg tror at oplevelsen kun kan beskrives i termer fra de gamle Mastercard reklamer.

– DeFalcos Ultimate Guide: 250 kroner
– Waid og Wieringos Fantastic Four hardcover: 300 kroner
– Valeria Richards første ord: ubetaleligt

jeg skal ikke her afsløre hvad hendes første ord er, men det var et af de øjeblikke hvor man på samme tid er ved at skraldgrine, udbryde “Yes!”, og det er langt fra den eneste gang undervejs i historien at man bliver ramt af denne følelse.

Fantastic Four CoverDet var ellers med visse forbehold at jeg investerede i dette store hardcover bind, og faktisk var det Wierengos tegnestil der i første omgang afskrækkede mig. Ved første øjekast er der lidt for meget tegnefilm over hans måde at tegne på, den lidt karikerede stil fik mig til at frygte at historierne ville være fjollede og uden den store dybde. Men Ulf plejer jo at være stilsikker i sine anbefalinger, så jeg overvandt mine forbehold, og da jeg først havde fået plastic-indpakningen af bogen og bladret op på et par tilfældige sider kunne jeg se at Wieringos tegninger var helt perfekte til FF universet.

Tag bare den første modstander som FF er oppe imod, en omvandrende ligning eller et stykke fortekst til “The Matrix” som er stukket af fra klippebordet. Eller det uendelige bibliotek som Reed Richards finder hjemme hos Dr. Strange. Eller den helvedesdimension som Doom får åbnet op for. Som Mark Waid skriver i sit manifest i forbindelse med at han overtog serien, så er Fantastic Four ikke superhelte, de er berømtheder og eventyrere på en og samme tid. Realismen i serien komme til at ligge i deres personlighed, menneskeligheden og måden de fungerer sammen som en familie, omgivelserne derimod må gerne være så fantasifulde som muligt.

Mark Waids måde at skildre Marvels førstefamilie kan på mange måder godt minde om en amerikansk sitcom, ligesom en god detektivhistorie skal have et “aha” øjeblik hvor man forstår sammenhængen, så skal en god sitcom have et “åh nej” øjeblik hvor man allerede begynder at forudse at det vil gå grueligt galt. I det her tilfælde er “åh nej” øjeblikket da Sue Storm i et forsøg på at banke noget ansvarsfølelse ind i knolden på sin uregerlige bror ved at gøre ham til finanschef for Fantastic Fours kommercielle del. Jeg skal ikke her afsløre om det lykkes ham at formøble familiens formue og om Sue og Reed må redde kastanierne ud af ilden for ham.

Begge disse historier er gode nok i sig selv, men man opdager at de kun har været opvarmningsøvelser til den store forestilling. Jeg arbejdede en gang under en administrerende direktør som mente at have fundet måden at teste en restaurant hvor man har tænkt sig at invitere mange mennesker hen. Man bestiller en hummer bisque, og hvis de kan finde ud af at lave det, så har de nok også styr på resten. Nu er det sjældent at jeg føler trang til at invitere mange mennesker på hummer bisque, men princippet er godt nok. Og Fantastic Four universets svar på hummer bisque, kaviar naturel, foie gras, østers Rockefeller eller hvad man nu ellers vil vælge af metaforer, er Victor von Doom.

Waid og Wieringo forsøger sig med et modigt træk ved at lave om på figuren. Den slags kan går grueligt galt hvis man ikke ved hvad man gør, bare se Ultimate Fantastic Four som kom på dansk for et stykke tid siden. Men Waid gør det ikke uden omtanke, han ser kernen i Doom som et uudslukkeligt behov for at vise at han er klogere end Reed Richards, han må og skal bevise at han er den bedste og den klogeste. Selv inden eksplosionen der ødelagde hans ansigt var Doom drevet af at bevise sin overlegenhed.

Så mens vi er vant til at Doom er omgivet af højteknologi og robotter skabt i hans eget billede, så fremhæver Waid og Wieringo et andet aspekt af ham, nemlig magien. Her er han på hjemmebane og Reed Richards, manden der til det sidste tror at enhver overnaturlig ting han møder kun skyldes manglende viden om den bagvedliggende videnskabelige forklaring, er i den grad på udebane. Så Reed må tage udfordringen op hvis han skal redde sin familie ud af det helvede som von Doom har tænkt sig at udsætte dem for. Det kommer der både en god historie og en overraskende slutning ud af.

Og så tilbage til det jeg nævnte tidligere omkring amerikanske sitcoms, for bogen slutter af med en scene mellem Ben og Franklin som på den ene side er meget amerikansk og sentimental, men som på den anden side også virker rigtigt godt. Ben er altid typen der skal kommentere Reeds brug af fremmedord og lange sætninger til at forklare tingene på, og her lykkes det ham at lave en kort gengivelse af Victor Frankls “Man’s search for meaning” i sin egen helt specielle Yancy Street udlægning.

FF af WierengoUd over selve historierne skal man selvfølgelig i sådan en hardcover udgave også se på hvad der følger med af ekstra materiale, det er et område som er meget svingende. Nogen gange bliver man spist af med et par forkølede forstudier til personerne og en kasseret forside. Andre gange er det som her så overvældende at det næsten tager samme tid som et ekstra nummer af serien at læse. Dels får man Mark Waids manifest i forbindelse med at han overtog rollen som forfatter på serien. Vi får alle hans overvejelser om hvem FF er, hvad de enkelte personers rolle er i serien og hvad han planlægger at gøre med dem for at skabe en serie der stadig er relevant. Ud over det får man Waid og Wieringos kommentarer til en del af de scener der blev klippet fra for at få historien til at virke. For at det ikke skal være løgn får man så oven i alt dette det oprindelige oplæg til FF som Stan Lee så det den gang han opfandt serien.

Både Mark Waid og Stan Lee har åbenlyst haft ideer til serien som ikke dukkede op i det færdige produkt de leverede, og måske er det med rette at de ikke så dagens lys, men det gør dem bestemt ikke mindre interessante at læse om bagefter. Med alt dette materiale, plus de fremragende historier vil jeg sige at udgivelsen gør hvad den kan for at leve op til at være “The World’s Greatest Hardcover” som den beskedent udråber sig selv til på smudsomslagets inderside.

Verdens bedste – nok ikke, men bestemt så god at jeg allerede har købt andet bind og ved at der skal meget til for at jeg ikke køber tredie. Og god nok til at anbefale både til nye læsere og gamle fans.

Fakta om serien

Fantastic Four vol. 1 (Samler Fantastic Four #60-70 og #500-502)
Bedømmelse: Anbefales varmt

Forfatter: Mark Waid
Tegner: Mike Wieringo
Udgiver: Marvel Comics

Udgivet af

Kent Damgaard

Kent Damgaard er til daglig en stille og fredelig konsulent i IT branchen, men når mørket falder på skifter han til sin hemmelige identitet og skriver om superhelte, vampyrer, varulve og andre gode og rare ting på forskellige websites. Ud over Tegneseriesiden bidrager han til www.comicwiki.dk og forummet på www.comiczone.dk. Sidstnævnte har han fungeret som nyhedsredaktør for i en årrække. Indenfor tegneserier foretrækker han amerikanske superhelte, detektiver og horror, gerne ting der rækker tilbage til de gode gamles politiske ukorrekte pulp dage.

En tanke om “Fantastic Four vol. 1. Hardcover af Waid og Wieringo”

  1. Jeg havde præcis samme tilgang til Waid og Ringos FF som dig – "den der toony tegnestil, holder den til FF?".

    Og
    ja, den holder hele vejen, for når man går i gang med at læse er det
    bare endnu en måde af komme tæt på personerne på – når et ansigtsudtryk
    karrikeres let af Wieringo, har det den virkning at man bare kommer
    nærmere på personen. Og så var hans talent af en art, så han var i
    stand til at formidle en persons ansigtsudtryk selv om personen bærer
    maske – her er hans Doom et godt eksempel, selv om intet slår hans måde
    at tegne Spidey se overrasket ud igennem masken i et senere bind.

    Og jeg har snakket om Waids Doom før og jeg kan gerne gøre det igen – den rammer Doom så præcis som få andre.

    Doom
    er simpelthen så badass at hans blotte tilstedeværelse får børn til at
    græde, og Waid og Wieringos FF er på sine steder lige så badass, men på
    andre steder sjov eller rørende eller … jeg vil sådan set bare komme
    frem til at jeg tilslutter mig Kents "Anbefales varmt" og kan kun sige
    "glæd jer" til alle jer, som har den til gode endnu.

Der er lukket for kommentarer.