Guder klædt i spandex

Er superhelte i virkeligheden en videreførelse af de gamle guder? Er Lex Luthor i virkeligheden formet efter okkultisten Aleister Crowley? og er der en forbindelse mellem Batman og kaballah? Det mener forfatteren Christopher Knowles. Kent Damgaard ser nærmere på sagen i denne boganmeldelse.

Gudernes genkomst?

Our Gods Wear SpandexI vore dage er det på mode at hade tegneren Rob Liefeld, og blandt folk der gør det er der vist ingen tvivl om at Christopher Knowles står temmeligt langt fremme i køen. Knowles ser tegneseriens “Chromium age” som et onde der nu heldigvis er ovre. Chromium hentyder til datidens mange forskellige forsider på forskellige former for metallisk folie der skulle give et indtryk af at være trykt i guld og sølv, en kynisk spekulation i at skabe samlerobjekter ud af den blå luft.

Ifølge Knowles er vi heldigvis blevet reddet fra denne tidligere ondskab, og frelseren er ingen ringere end Alex Ross og hans samarbejde med Mark Waid om værket “Kingdom come” som også er udgivet på dansk. Her gør fortidens superhelte op med den nye tids ultra-voldelige helte som er ved at ødelægge verden. For Knowles er der nærmest tale om en form for exorcisme hvor Waid og Ross uddriver 90’ernes dårskab og vender tilbage til det som Superhelte egentlig skal stå for, nemlig de guder og den religiøsitet vi nærmest har tabt i vores moderne samfund.

Med sådan et forlæg og et forord hvor Knowles fortæller om sin fascination af alle former for spirituel udfoldelse kunne man godt blive lidt bekymret for at resten af bogen ville blive en ørkenvandring i genfødt kristendom og moderne moralvogten, men det er heldigvis ikke tilfældet. For Knowles har gjort sit hjemmearbejde og gør meget ud af at sætte scenen for sine påstande om vor moderne tegneseriekultur.

Guder og helte fødes

Christopher KnowlesKnowles trækker sine tråde helt tilbage til både egyptisk, græsk og romersk mytologi, men det er specielt de sidste 150 år at tingene for alvor begynder at tage form. Udgravninger i det gamle egypten vækker en ny interesse for fortidens myter, spiritismen og interessen for det okkulte begynder at gøre sit indtog og med den sættes scenen for en ny type af historier. Figurer som Aleister Crowley, Madame Blavatsky og Harry Houdini gør hver på deres måde et indtryk på det overnaturlige landskab og efterlader en inspiration som senere tegnere og forfattere kan trække på.

Men i stedet for at tage springet direkte til tegneserien tager Knowles os igennem en lang række af dens forløbere fra Conan Doyle over Sax Rohmer og videre til Lovecraft og Robert E. Howard. De tidlige figurer i tegneseriens verden som for eksempel The Shadow og Dr. Occult bliver sat i relief og knowles bruger dem til at vise sammenhængen til de mere moderne helte som vi kender dem idag. For mit at se er dette den stærkeste del af bogen, der er et væld af information om fortidens helte som man normalt ikke støder på. De enkelte tegnere og forfatteres tilknytning til enten religion eller forskellige okkulte grupperinger nævnes flittigt hvilket nogen gange fører til overraskende viden som måske kan hjælpe med at sætte dem i relief.

Guder, Golem og Amazoner

Efter at have sat brugt næsten halvdelen af bogens 230 sider til at sætte scenen begynder Knowles så at tage vore mest kendte helte under behandling. Superman og Captain Marvel bliver sat på plads som moderne Messias-legender mens Hawkman og Falcon får deres plads som genfortællinger af Horus fra den egyptiske mytologi. Så langt går det godt for Knowles, men i sit efterfølgende forsøg på at hægte den jødiske mytologis golem op på en række moderne serier begynder det at gå galt for ham. En golem er et væsen skabt af ler, animeret af en rabbiner ved hjælp af et magisk skaberord skrevet på den, skabt til at beskytte de jødiske samfund mod forfølgelse.

SuperheltFlere har hæftet sig ved myten om golem og det faktum at en lang række af de første skabere af vore dages superhelte har en jødisk baggrund, for eksempel Siegel og Schuster (Superman) eller Stan Lee og Jack Kirby (Marvel Comics). Nu har Knowles jo allerede brugt Superman i en mytologisk sammenhæng, så selv om flere andre har bemærket at han ville passe ind som en golem-manifestation lige så vel som en kristus-manifestation, så vælger Knowles at kigge andetsteds i DC’s univers, nemlig til Batman. Batman opstår ifølge Knowles for at beskytte de almindelige mennesker fra forbrydere og korruption der kan sidestilles med omverdenens forfølgelse af jøderne.

Ved hjælp af dette kunstgreb kan Knowles så også placere Punisher og Wolverine under eksempler på golem, mens de mere indlysende eksempler som Hulk og The Thing (som oven i købet er en jødisk superhelt) får en lidt mere overfladisk behandling. Personligt føler jeg nok at det er et lidt voldsomt kunstgreb Knowles benytter sig af her, jeg ville tro at der med fordel kunne være trukket andre mytologier ind som ville have passet bedre på Batman, Punisher og Wolverine.

Det går heller ikke helt godt for Knowles da han tager fat på myten om amazonerne. Wonder Woman ligger selvfølgelig lige til højrebenet her, og Knowles giver en del eksempler på andre amazoner i tidligere tider, hvorefter han konkluderer at denne type kvindelige helt mere eller mindre er gået i sig selv og sjældent ses idag. Personligt ville jeg jo sige at der vist aldrig tidligere har været så mange TV-serier og tegneserier hvor kvindelige krigere optræder på linje med mænd. Knowles får da også skudt sig selv lidt i foden ved at nævne James Camerons Dark Angel, mens han helt forbigår Buffy og Xena (som begge stadig udkommer som tegneserier), ligesom Red Sonja der lige har fejret 35 års jubilæum med genudgivelse af de gamle Marvel serier og en ny serie som ser ud til at kunne holde salgstallene. Heller ikke den nye Wonder Woman forfatter Gail Simones serie Birds of Prey eller den moderne Cassandra/Batgirl finder nåde for Knowles’ blik.

Gudernes skabere

I det hele taget begynder Knowles at tabe dampen mod slutningen af bogen. Her tager han fat på at fortælle om nogen af de kendte skabere som står bag de historier der efter hans tese signalerer gudernes genkomst i tegneserieverdenen. Historien om Jack Kirby er ganske interessant, måske især for læsere der ikke er så bekendt med hans personlige historie og arbejde hos DC. Jack Kirby var altid den tavse part i samarbejdet med Stan Lee, som i stedet lod sin blyant og pen tale for sig, derfor kender flere sikkert også Lees historie bedre end Kirby. Knapt så interessant bliver gennemgangen af Alan Moore og Neil Gaiman, mens Grant Morrison og Mike Mignolas biografier ikke har meget at sige i forhold til en gennemsnitlig Wikipedia artikel. På dette punkt i bogen har Knowles egentlig fået sagt hvad han ville og træder mest vande for at fylde sidetallet ud.

Konklusion

Joseph Michael Linsner med sin egyptiske katSelv om “Our gods wear spandex” virker som lidt af en fuser mod slutningen, så er den første del af bogen grund nok til at læse den. Den giver læseren god mulighed for at orientere sig i denne del af populærkulturens univers, måske ikke direkte et referenceværk, men dog en bog der giver masser af inspiration til videre studie. Som et partsindlæg i en debat om hvor tegneserier om superhelte bevæger sig hen er den knapt så anvendelig, Knowles har allerede fra starten besluttet sig for at Waid og Ross er de nye guder på seriehimlen, og så må resten af verden og fakta rette ind efter det.

Et andet godt argument for bogen er Joseph Michael Linsners tegninger. Jeg kender ellers mest Linsner for hans goth/horror babe Dawn, men hans ofte lidt humoristiske illustrationer til teksten viser at Linsner sagtens kunne tegne superhelte hvis lysten og inspirationen skulle melde sig.

230 sider for omkring 20$ er en udmærket handel med den nuværende dollarkurs for den der vil vide mere om de mytologiske og religiøse rødder for superhelte genren.

Til de der vil læse mere kan Linsner findes på sin hjemmeside mens Christopher Knowles uddyber sine betragtninger om superhelte og meget andet i sin blog.

Fakta om Bogen

Christopher Knowles: Our gods wear spandex

Bedømmelse: Anbefales

Forfatter: Christopher Knowles
Illustrationer: Joseph Michael Linsner
Udgiver: Weisner Books
ISBN: 1-57863-406-7

Udgivet af

Kent Damgaard

Kent Damgaard er til daglig en stille og fredelig konsulent i IT branchen, men når mørket falder på skifter han til sin hemmelige identitet og skriver om superhelte, vampyrer, varulve og andre gode og rare ting på forskellige websites. Ud over Tegneseriesiden bidrager han til www.comicwiki.dk og forummet på www.comiczone.dk. Sidstnævnte har han fungeret som nyhedsredaktør for i en årrække. Indenfor tegneserier foretrækker han amerikanske superhelte, detektiver og horror, gerne ting der rækker tilbage til de gode gamles politiske ukorrekte pulp dage.

6 tanker om “Guder klædt i spandex”

  1. Ja det er ærgeligt du bor så langt væk, ellers kunne du jo godt have nået at låne den mens jeg var på ferie. Jeg har en anden bog om samme emne på vej fra ComicZone med titlen “Superheroes and gods” som jeg nok skal anmelde når jeg får tygget den igennem.

  2. Det er et spændende emneområde, som bogen tager fat på – har vi fyldt vores nye Pantheon med superhelte? Er deres mytedannelse så stærk at vi kan ende med en decideret religion – vil vi engang i fremtiden se “The Church of Superman”?

    Grant Morrison danser lidt rundt om den varme grød med sin All Star Superman, men det er også noget af det eneste jeg har læst, der bevidst arbejder med de mytiske elementer i superhelteverdenen. Jeg mener at Morrison har omtalt Superman som “a God for the 21st century”, men kan ikke lige nu finde citatet.

    Hvor mange andre er der, som bevist arbejder med denne indfaldsvinkel? Moore gjorde det lidt i Supreme (og tog fiktionen-som-myte meget længere i Promethea), men jeg kan ikke rigtigt komme på andre lige nu.

    Det lyder med andre ord som en bog man bør læse!

  3. Promethea som en videreudvikling af Wonder Woman er også nævnt i bogen i det afsnit om Alan Moore der er mod slutningen.

    Jeg tror sagtens man kan forestille sig at nogen fortællinger glider ind i vores virkelighedsopfattelse. Lovcraft skrev i 20’erne og 30’erne historier som har fået folk til at udvikle deres egne ritualer til at påklade Cthulhu og der findes mindst et par udgaver i omløb af bøger som påberåber sig at være den rigtige udgave af hans Necronomicon.

  4. Jeg har faktisk for nyligt foreslået tidsskriftet “Kritik” en artikel om Batmans (og/eller superhelte generelt) kulturelle og filosofiske betydning. Min motiveringen var de mange superheltefilms store popularitet og udgivelsen af Michael Chabons og Jonathan Lethems meget roste “tegneserieinspirerede” romaner. Redaktionen var positiv overfor ideen, så hvis/når jeg får tid vil jeg få strikket noget sammen, muligvis med et udspark til ideen om superhelte som en form for moderne mytologi.

    Will Brookers diskussion i sidste kapitel af hans store Batmanbog, af, hvordan Batman-figuren tilsyneladende med tiden har opnået en mytologisk status, der overskrider eller går ud over, DC’s kontrol med figuren, er forøvrigt meget relevant for hele denne debat.

    Og så er der vist ikke megen tvivl om, at Bryan Singer i “Superman Returns” forsøger at køre Superman i stilling som en slags Kristusfigur, der ofrer sit liv for menneskehedens skyld, for til slut at vende tilbage fra de (næsten) døde.

  5. Jeg har opdaget at Batman for eksempel er populær indenfor Church of Satan, den gamle stifter Anton LaVey nævner ham i sine bøger og Tim Burtons film er også omtalt i “Nemo on Satanism”.
    Han passer perfekt ind i deres filosofi som dels er rettet mod det mørke og natten, dels har meget markante holdninger imod enhver form for kriminelle aktiviteter.

    Ikke overraskende har professoren i Engelsk med præsteambitioner Greg Garret i “Holy Superheroes” en hel del flere reservationer overfor det at tage loven i egen hånd.

    “Our gods wear spandex” gør i øvrigt også en del ud af at placere Frank Millers sympatier ude på den yderste højrefløj i forbindelse med hans genrejsning af Batman. Knowles bryder sig bestemt ikke om at Miller trækker Superman ned til at være håndlanger for regeringen. Uden at have dokumentation for det kunne jeg forestille mig at Miller gerne så kirke og stat skarpt adskilt.

Der er lukket for kommentarer.