Hellgate London 1-3

hellgatelondon.jpgGrænserne mellem tegneserier, film, bøger og computerspil som medier er blevet mere flydende i de senere år. Vi kan nu købe tegneserier på DVD, der har aldrig været så mange tegneserier filmatiseret eller på vej til at blive det som nu, og ingen filmatisering uden spillet baseret på filmen baseret på tegneserien.

Men indtil videre er de kræfter der driver de forskellige medier sammen oftere økonomiske end kunstneriske. En bog-serie baseret på et computerspil som Doom vil næppe ændre nogens liv, højest bortjage de væste abstinenser for en fan af spillet hvis der skulle opstå et disknedbrud. Tilsvarende har computerspil basereret på filmatiseringer næsten uden undtagelser været middelmådigheder eller eklatante fiaskoer som hverken tilfredsstiller hardcore spillere eller fans af den tegneserie der lægger figur til. Men forlagene fortsætter ufortøvet, for ingen tvivl om at den der først finder den rette formel for at håndtere denne sammensmeltning af medier vil være istand til at tjene rigtigt mange penge.

Seneste forsøg fra Dark Hors hedder “Hellgate London”, en mini-serie i tre dele baseret på computerspillet af samme navn. Spillet er ikke frigivet endnu, men kan forudbestilles på dets hjemmeside, så der er vist ingen tvivl om at de tre numre skal fungere som marketing/forsmag på hvad der er på vej.

Folkene bag Hellgate London er udbrydere fra spilfirmaet Blizzard som var med til at lave det store hit Diablo, og som computerspil betragtet har de skruet et ganske godt koncept sammen. Det hele foregår som navnet antyder i London hvor horder af dæmoner fra en parallel helvedesdimension er brudt igennem og har udslettet store dele af befolkningen. Mod dem står Tempelridderne og de magiske Kabalister. To forskellige typer af krigere som de fleste rollespillere vil kunne nikke genkendende til, stillet overfor en horde af dæmoner – fat mus og tastatur og vær klar til at samle XP og opgradere udstyr.

Til at overføre dette til tegneseriemediet har Dark Horse allieret sig med Ian Edginton som forfatter og Steve Pugh til at illustrere, og sidstnævnte leverer afgjort varen, selv om man må gå ud fra at han har haft en del concepter fra Flagship Studio at arbejde ud fra. Der er masser af dynamik og afhuggede arme og ben, eller hvad de forskellige dæmoner nu har af lemmer der svarer til det. Sikkert ikke så meget forskelligt fra hvad man kommer til at se i selve spillet, men tegneseriemediet har jo den fordel at man kan stoppe op og bladre frem og tilbage og dvæle ved enkelte detaljer. Monstre af computerspils-typen er nemligt oftere fascinerende end direkte skræmmende, kun en seriøst overstørrelse indvoldsorm som optræder kortvarigt gav mig sådan decideret myrekryb.

Selve historien derimod er ikke så meget at skrive hjem om. Tempelridderne er har været på hælene lige siden dæmonerne brød igennem, men det har ikke fået deres ledere til at opgive troen. Så dan en af deres researchere opdager en reference til et hemmeligt segl som måsk kan vende krigslykken så må tre repræsentanter for de tre grupper drage afsted sammen for at finde det. I tegneserien er der nemmeligt tilføjet en tredie gruppe ud over de to førnævnte, en gruppe militaristiske dæmonjægere. Om det er en tredie klasse som også kan spilles i det færdige spil skal jeg lade være usagt, spillets hjemmeside nævner kun de to førnævnte.

Fra Tempelriddernes side er det Commander Jessica Summerisle, som er meget yndig og blond. Som vi alle har vidst siden Red Sonja første gang tog sin ringbrynje-bikini på, så er det svært at se godt ud i pladerustning, men hun gør hvad hun kan. Hun har også brug for det, for der er ikke meget personlighed under jernpladerne. Hendes mandlige modstykke Captain Saul Petrus er en tilsvarende pæn men kedelig, lidt selvoptaget, type som man har lyst til at tage fat i og sige “Hey, Halo har ringet og de vil gerne have deres outfit tilbage”. Kun kabalisten Seeker Crowe stikker lidt ud i mængden med sit goth/metal outfit.

Selve historien er skabt over den sædvanlige læst med en række modsætninger som sættes i en situation hvor de er nødt til at samarbejde, og heldigvis byder situationen på masser af monstre som kan aflede opmærksomheden fra at ingen af de tre hovedpersoner for alvor har personlighed nok til at man kan tale om modsætninger der mødes. Resten er så uengagerende fortalt at jeg var nødt til at genlæse det forrige nummer hver gang et ny dukkede op for at huske hvad det gik ud på.

Alt i alt en udgivelse der mest taler til folk der i forvejen er fans af spillet og gerne vil standse op og nyde de flotte tegninger.

Udgivet af

Kent Damgaard

Kent Damgaard er til daglig en stille og fredelig konsulent i IT branchen, men når mørket falder på skifter han til sin hemmelige identitet og skriver om superhelte, vampyrer, varulve og andre gode og rare ting på forskellige websites. Ud over Tegneseriesiden bidrager han til www.comicwiki.dk og forummet på www.comiczone.dk. Sidstnævnte har han fungeret som nyhedsredaktør for i en årrække. Indenfor tegneserier foretrækker han amerikanske superhelte, detektiver og horror, gerne ting der rækker tilbage til de gode gamles politiske ukorrekte pulp dage.

En tanke om “Hellgate London 1-3”

Der er lukket for kommentarer.