Hvad er 4 x 676?

Det lille forlag [[Aben maler]] er mest kendt for sine danske udgaver af f.eks. Daniel Cloves Ghost World og Edwards Goreys finurlige billedbøger, men de har også en serie, kaldet [[676]], hvor danske tegnere og forfattere slår sig løs med det, som man vel bedst kan beskrives som tegneserie-noveller. Formatet er lille og kvadratisk og minder mest af alt om en forvokset pixibog.

Op til bogmessen kom der fire nye udgivelser i serien.

676 #009 – Thomas Thorhauge: Jørgen Leth

Sportsjournalisten Jørgen Leth har været genstand for megen omtale – ikke alt lige positiv – forskellige steder fra, men dette har han vist ikke prøvet før: [[Thomas Thorhauge]] har taget en række citater fra Leths selvbiografi, Det uperfekte menneske, og sat dem ind i en mildest talt syret tegneserie med Leth selv som hovedperson.

Vi ser Leth stå op og gå gennem en lem i gulvet til et mærkeligt kælderrum, befolket af haitianske kvinder. Hans videre færd involverer bl.a. en lysende åbning i maven på en af disse kvinder og et blændende symbolsk lynnedslag samt en knap så symbolsk morgenmad bestående af mango og omelet.

Det er et modigt træk at benytte en nulevende person på denne måde, men Thorhauge slipper forbilledligt fra det, ikke mindst på grund af den forløsende humor der er i værket. Jeg kan sagtens se denne udgivelse nå et meget større publikum end jeg forestiller mig at 676’ere normalt gør, da fans af Leth eje Thorhauges hyldest til ham. Jeg er personligt ikke så velbevandret i Lethania, så jeg sidder et par steder med en fornemmelse af at misse pointen – hvilket dog ikke trækker ned på det samlede indtryk.

676 #010 – Cav Bøgelund: Sorte

Sorte er en helt anden størrelse – her er tale om en pantomimeserie med titelfiguren som gennemgående person.

Pantomime-tegneserier er en afsindigt svær ting at få til at lykkes i mine øjne – man ender ofte med at man enten ikke forstår hvad der sker eller med at handlingen bliver påtaget simpel for at man skal kunne forstå den, men [[Cav Bøgelund]] klarer suverænt at lade sine 22 sider om Sorte give mening og man bliver draget ind i det særegne og unikke univers som historien foregår i.

Billedsiden får lige et par ekstra ord med på vejen, da de bærer så meget – Sorte ser ud som en drøm, som Fritz Lang kunne have haft omkring den tid han fik lavet kulisserne til Metropolis, parret med storyboards til en film, som Henry Selick endnu ikke har fået ideen til og sikkert aldrig får filmselskaberne med på alligevel.

Af de fire nye 676’ere er Sorte min personlige favorit, uden at jeg helt kan sætte en finger på hvorfor.

676 #011 – Gitte Skov: Den der får aben

Det er ikke alle minder om skoletiden, der er lige lykkelige, men det ser ud til at Gitte Skov har flere dårlige end gennemsnittet – Den der får aben behandler nemlig klikedannelser, mobning og skolegårdens hakkeorden og især det at befinde sig nederst i den.

Jeg fornemmer trækninger omkring øjnene på en del af mine læsere nu, så jeg vil fluks skynde mig at tilføje, at Gitte Skov holder sig væk fra de gængse klichéer der er forbundet med at fortælle denne type historie, og tager tekstmæssigt afsæt i børnerim og -sange, som ender som lyrik (“Så hellere een god sladrehank / ved hånden / end ti i døren / får sine bank. / Slår med ord. / Tarvelig.” ) kombineret med de meget udtryksfulde og skræmmende tegninger, der driver pointen hjem noget mere effektivt end en traditionel “det er synd for Knud at han bliver mobbet”-historie kan drømme om at gøre.

Modsat ender jeg med ikke at leve mig følelsesmæssigt ind i værket, hovedsageligt på grund af fortællestilens fragmentariske natur.

676 #012 – Anders Jørgen Mogensen og Simon Bukhave: Skæbnen er en ådselsæder

Kærlighed og død er gammelkendte temaer i litteraturen – ådselsædere knapt så meget, men alle tre er ingredienser i denne velfortalte historie om unge elskende, skæbne og en enkelt ræv.

Tegningerne er dystre og karakterfulde med god brug af sorte områder, hvilket giver en meget dramatisk, til tider nærmest træsnitsagtig effekt – dette passer igen meget godt til den præcise og virkningsfulde dialog.

Det er en velfortalt og makaber fortælling, som på mange måder nærmer sig fablens område, men som også viser hvor solidt man kan fortælle en historie på lidt plads – og endda få plads til en twist ending, som ikke virker påklisteret og som endda kom bag på mig.

Simon Bukhave kender jeg til fra forskellige sammenhænge (bl.a. antologien [[Blæk]]), mens jeg ikke kender Anders Jørgen Mogensen, som ifølge covernoterne også er sanger og tekstforfatter i sin civile identitet.

Resultatet af regnestykket

676 er en brandgod ide, og både novelleformen, prisen (35 kr) og udførelsen er helt i top – dansk tegneseriekultur trænger til et forum som dette, hvor vidt forskellige talenter kan slå deres folder. Min største anke er, at formatet bliver set som en hindring af for eksempel bibliotekerne – de køber generelt ikke serien, da de har problemer med at håndtere den rent fysisk (den er lille og numrene bliver let væk). Dette virker igen som en bremseklods for seriens – og dermed talenternes – udbredelse til et større publikum, og det er i mine øjne synd, for de fortjener noget mere opmærksomhed end tilfældet er.

676 er dansk tegneseries svar på Ritter Sport – kvadratisk, praktisk og god – og, tvinges jeg til at tilføje, noget mere nærende. Jeg glæder mig til næste runde.

Udgivet af

Ulf Reese Næsborg

Ulf Reese Næsborg er født i 1971, og har læst tegneserier siden da, hvilket vil sige at han har læst stort set samtlige albumudgivelser i Danmark indtil starten af 90'erne, hvor han begyndte at læse overvejende udenlandske tegneserier. Læser mest amerikanske tegneserier, både fra 'de to store' og fra Indie-udgivere. Yndlingsforfatterne er Grant Morrison, skarpt efterfulgt af Alan Moore, men han har også et blødt punkt for Brian Michael Bendis, J. Michael Straczynski og Brian K. Vaughan. Han er manden bag tegneseriesiden og som sådan den man skal kontakte hvis man har generelle spørgsmål eller kommentarer til siden.

4 tanker om “Hvad er 4 x 676?”

  1. Helt enig med dig i “Sorte” – og god pointe med Fritz Lang :)
    Bladrede kun lidt i Leth, og den er teknisk flot, men indholdet fangede mig ikke, må jeg indrømme (det er altså mere Leth fejl, end det er Thorhauge). De to andre har jeg også liggende til hyggelæsning.

  2. Jeg har også været forbi den elektriske ninus (kunne ikke lade være – det hed min kanin da jeg var barn :) ) og det er et ret interessant (og hyppigt opdateret) site. Jeg blev helt nostalgisk af at læse om Weinbaums odysse på mars, det bragte gode minder fra gymnasietiden :)

    Umiddelbart lyder både Leth og Sorte som interessante ideer, selv om det ligger lidt langt væk fra det jeg plejer at købe. Men Ulf har jo før trukket mig sparkende og skrigende til ting der lå udenfor det amerikanse univers :)

  3. Jeg plejer også at have det lidt svært med pantomime-serier, men når det gøres godt, fungerer det altså. Som med Sorte (eller Otto, verdens ensomste palindrom, for nu at nævne et andet dansk eksempel).

    Hmmm, er det nu, jeg skal forsøge at lokke dig med på Duracell-ninkaen, Kent…? Hvis nu jeg battler Ulf over dig – pistoler ved daggry?

Skriv et svar