Jens Lapidus og Peter Bergting: Bandekrig 145

Jeg må da indrømme, at jeg har haft mine (absolut ikke underbyggede) tvivl om gennemslagskraften af forsøgene på at udbrede graphic novel-formatet på dansk. Der er ingen tvivl om, at vi har fået nogle litterært set tunge udgivelser på gaden – og dertil nogle helt exceptionelle læseoplevelser. Men har det flyttet noget i forhold til den store mængde af læsere, dem der har fjernet sig fra tegneserien? Men når Modtryk udvider bogmarkedet mest populære genre til billed/tekst-kombinationen med den hårdkogte krimi “Bandekrig 145”, så må det da betyde, at der er sket en ændring i folks opfattelse af tegneserien. Om der så ligefrem er tale om “en nyskabende bog i en genre, som er næsten ikke-eksisterende i Skandinavien”, som pressematerialet hævder, ved jeg ikke helt; men selvfølgelig: hvis man begrænser genren til “krimi graphic novel”, er den nok så lille, at det er muligt at indtage en ganske stor plads.

Til gengæld er der tale om en ganske læseværdig og godt fortalt krimi. Testosteronen flyder ned ad siderne i en historie, der holder sig inden for de faste rammer, men det er fortalt, så man gladeligt bladrer frem for at se, hvad der sker.

Vi befinder os i det sydlige Stockholm, i postnummeret 145. En ung pige bliver voldtaget. Det kunne sagtens ende der, for en af gerningsmændene er halvbror til Eddie Ljublic, som ikke er en fyr, man ønsker at lægge sig ud med. Men Jiva, som pigen hedder, er søster til Mahmud, og der er ganske få mennesker, som han vil dø for. Jiva er et af dem, og Mahmud er indstillet på, at nogen kommer til at dø for det, der er sket. Og han tænker ikke på sig selv.

Snart er der bandekrig, et blodigt opgør, der truer med at sprede sig.

På den anden side står strømeren Hägerström, en rimeligt anstændig sjæl i et beskidt miljø. Først forsøger han at forhindre bandekrigen, sidenhen at begrænse den, altimens han modarbejdes fra alle sider af konflikten.

Manden bag historien er Jens Lapidus, et af de nyere og større navne blandt de svenske krimiforfattere. På dansk er udgivet to romaner: “Cash” og “Aldrig fucke up”, dele i en trilogi, der ligesom “Bandekrig 145” fokuserer på den stockholmske underverden. For stregen står Peter Bergting, en angiveligt ret produktiv tegner og illustrator, der senest har høstet god omtale på fantasy-serien “The Portent”. Han har omsat historien til tegneserie yderst professionelt og med et godt øje for, at kernelæseren måske ikke er at finde hos de hardcore billedaflæsere, men snarere hos folk, der er vant til at indtage deres historier gennem tekst. Billedsiden er derfor holdt rimeligt rolig – dog uden på noget tidspunkt at blive forsimplet. Han formår at fortælle historien, så den er til at følge med i, samtidig med at der er stemningsskabende detaljer, som ikke står i vejen eller kræver for meget af læserens bevidsthed. På den negative side er han ikke god til at tegne hunde, men det er en detalje, der ikke skygger for succesen – Bergtings formidling af historien gør den perfekt til krimilæsere, der ikke er vant til mediet, samtidig med at han fortæller så godt, at vi andre kan nyde det også.

Jens Lapidus’ historie virker – ud fra min begrænsede erfaring med krimigenren – lidt tung på klicheerne: en fraskilt betjent, der stræber efter at gøre det rigtige og har problemer med sin overordnede – tilsat lidt personlige problemer, et strejf af problematisk romantik og et skarpt fokus på Sveriges sociale problemer. Dertil kommer en scene, hvor Hägerström holder indre monolog om forholdet til sit barn og derefter handler stik imod det (for ikke at sige komplet idiotisk), hvilket raslede mig ud af læseoplevelsen. Men på den anden side af vægten – og klart med balancen i sin favør – ligger et stort antal scener, der bare fungerer. Særlig er første del af historien vellykket – man kan nærmest se, hvordan dominobrikkerne vælter hurtigere og hurtigere, mens både helte og skurke bliver suget ind i konflikten. Samtidig står både Mahmud og Hägerström ganske klart, så man som læser står med fod i begge lejre.

“Bandekrig 145” er godt skruet sammen, og samspillet mellem forfatter og tegner fungerer helt upåklageligt. Forhåbentlig kan den komme til at fungere som et gateway drug for nogle krimilæsere, når de indser, at tegneserier kan levere varen så godt. Om den trækker nogen den modsatte vej, tvivler jeg dog på.

Udgivet af

Janus Andersen

Janus læser meget og gerne, og især de fantastiske genrer har hans kærlighed. Han er også særdeles aktiv skribent og webmaster på sider som Horrorsiden, Den Elektriske Kanin, Fortællingen og ikke mindst Fanzine.dk Janus er - trods vedholdende rygter - ikke manden bag det store apokalyptiske puddelangreb i '33, selv om det stadigt ikke er opklaret hvorfor han var den eneste overlevende.