Junji Ito: Museum of Terror 1-3

“Tak for lån. Jeg bliver nok aldrig stor fan af Tomie :)”

Den ganske korte og noget sigende besked fulgte med, da en kollega afleverede de tre “Museum of Terror”. Jeg havde lånt dem til hende, efter hun havde anmeldt filmene baseret på Junji Itos værk på Gyseren.dk – i håbet om, at de originale historier ville tiltale hende mere end de afledte. Desværre ikke, viste det sig.

Det sjove er, at selv om jeg er vild med “Museum of Terror”, kan jeg egentlig godt forstå, hvorfor hun ikke kan lide den. Og selv om jeg har lovprist Junji Itos nok største værk, “Uzumaki”, så forstår jeg også godt, når Thomas Strømsholt ovre på Planet Pulp finder den helt mislykket. Jeg tror, at Itos værker er lidt som en vippe – det kommer an på, hvor man lægger vægten, om man rammer jorden på den ene eller anden side af den gode læseoplevelse.

Jeg lander selvsagt godt og tungt på den gode side, også med “Museum of Terror”. Ikke, at den mangler sine fejl, men den har også en energi og en vision, der virker overbevisende på mig.

De tre bind samler en lang række historier, som kan deles op i to.

Først og fremmest er der Tomie-historierne, som fylder de to første bind, dernæst en lang række enkeltstående historier, som fylder tredie bind under titlen “The Long Hair in the Attic”. Dette sidste bind er i sagens natur meget blandet både i udtryk, og hvor godt det lykkes Ito – hvor man i Tomie-bindene har et mere sammenhængende univers og en skaber, der tydeligvis udvikler sig igennem historierne.

Tomie er en ung pige – smuk og af typen, der tiltrækker unge og ikke helt så unge mænd som bier til holdning. I den allerførste historie om hende er hun netop død, og hele hendes klasse er ramt af det. Punktum. Den burde ende der, indtil Tomie møder op i skolen, tilsyneladende uden at vide, at hun nyde den evige hvile. Snart får vi historien om, hvad der virkelig skete, da hun døde, og den viser sig at involvere hele klassen – og Tomie er som en hævnende ånd, hvis tilsyneladende uvidenhed og besynderlige sorgløshed er som en negl over en tavle for alle de involverede.

Det er egentlig en ganske gennemskuelig skæbnefortælling – velfortalt, men i sig selv ikke noget ud over det sædvanlige. Itos svært definerbare styrke kommer, når han går over gevind. For historien stopper ikke der – omkring 750 sider fylder han med med historier om Tomie, alle ud fra de få fakta: Tomie får mænd til at forelske sig, og mænd slår Tomie ihjel, men hun vender altid tilbage. Og over gevind går han – for ideerne bliver mere og mere groteske, mens historierne vælter derudaf. Der er en manisk aggression i Juni Itos måde at fortælle på – hæng på eller fald af, land på den ene eller anden side af vippen, det er ligemeget, for han har ikke tænkt sig at stoppe op og kigge tilbage.

Hans værker- ikke de enkelte historier, men sammenhængen – er som groteske tæger, der bider sig fast i en ide og suger blod af dens, mens de vokser til store blævrende masser af blodfyldt kød, der virker på nippet til at eksplodere, hvad øjeblik det skal være. De virker foruroligende, alene fordi de formår at hænge sammen på trods af den umådelige vægt på dem.

Helt samme effekt har tredie og sidste bind i serien så ikke på mig – det er ene og alene enkeltstående historier, der så selvføgelig ikke kan opnå samme umådelige inerti. Her svinger vippen noget mere – nogle er okay håndværk, enkelte er lidt latterligt, og nogle få rummer den der ægte knivsæg af ægte ubehag. Det er det svageste bind af de tre, men dog med sine perler imellem.

God horror handler ofte om at finde det fremmede i det velkendte – måske er det derfor, at jeg som 34-årig mand i en sådan grad fascineres af Itos verden, der konsekvent tager udgangspunkt i teenagepiger og den verden, de færdes i. Det er ikke kvalmende romantisk glasur efter laveste fællesnævner, som en vis Stephenie Meyers brug af samme, men ægte mørke, hvor realismens vægge bryder sammen under vægten af det, der læner sig op ad dem udefra. Og så er det helt grundlæggende bare historier, der forstår at overraske igen og igen.

Udgivet af

Janus Andersen

Janus læser meget og gerne, og især de fantastiske genrer har hans kærlighed. Han er også særdeles aktiv skribent og webmaster på sider som Horrorsiden, Den Elektriske Kanin, Fortællingen og ikke mindst Fanzine.dk Janus er - trods vedholdende rygter - ikke manden bag det store apokalyptiske puddelangreb i '33, selv om det stadigt ikke er opklaret hvorfor han var den eneste overlevende.

4 tanker om “Junji Ito: Museum of Terror 1-3”

Skriv et svar