Playboy eller tegneserier?
Ingen køber Playboy eller Hustler på grund af artiklerne. Men det betyder ikke nødvendigvis at der ikke er gode artikler i nogen af disse publikationer.
Sådan er det også med visse tegneserier, jeg har købt Lady Death i årevis uden at have den helt store bekymring omkring kvaliteten af historien (serien tager heller ikke sig selv mere seriøst end at den har et årligt ”swimsuit” nummer), og ofte tilgivet en middelmådig Vampirella på grund af en god illustrator.
Babes kan få en til at tilgive, men kun til en vis grænse. Selv om Red Sonja er flink nok til at rende rundt i sin metal-bikini selv når det er minus-grader udenfor, så begynder jeg allerede der at småknurre hvis historien ikke er i orden. Hvis historien ikke er i orden så vil jeg hellere have rigtig porno.
Undskyld – de har vel ikke mindre?
Tarot er en af den slags serier der balancerer lige på grænsen, men som jeg lige måtte have en smagsprøve på efter at have set en del reklamer for serien i Previews. Seriens hovedperson Tarot ligner nærmest en krydsning mellem Red Sonja og Lady Death med sit sværd og flammende røde hår kombineret med et minimalt kostume dekoreret med diverse okkulte symboler, selv om hendes brystmål får de to førnævnte til at virke nærmest fladbrystede i sammenligning.
Ud over sin sparsomme beklædning og sine overdimensionerede former bliver Tarot assisteret af en flyvende kat, en ligeså barmfager veninde Raven hvis hudfarve igen bringer Lady Death i tankerne og en mere normal kæreste ved navn Jon.
Gode hekse, onde kræfter og iturevet tøj
Tarot er nemlig alt andet end normal, hun er en heks som skal kæmpe på harmoniens side mod mørkets og fordommenes onde kræfter. Forfatteren forsikrer os at det er ”a respectful incorporation of the wiccan tradition”, men det virker nu mere som en teenager der lige har læst at hekse laver ritualer iført det bare ingenting og har besluttet sig for at det kan der komme en god tegneserie ud af.
Det gør der også til tider, handlingen finder rigeligt af anledninger til at Tarot og Raven kan komme til at miste deres sparsomme beklædning og ende i forskellige udfordrende positioner, og det er faktisk lidt underholdende, som for eksempel i den første historie hvor de to bliver fanget i et moderne pandekagehus hvor en bager med okkulte tendenser har bagt den ultimative kagekone, som dog viser sig at være ret skræmmende under den pæne lyserøde glasur.
Wicca? – no we can’t
Desværre bliver serien også lidt selvfed i sin tilgang til wicca/heksekunst. Det kan være lidt svært at se den barmfagre Tarot som en repræsentant for forfulgte uskyldigheder og helt galt går det for Jim Balent i nummer 25 som afslutter samlingen.
Der er ikke nogen egentlig historie, snarere et længere højtravende manifest om hvad hekse er og hvad de har måttet gennemgå i tidligere tider. Det bliver dog hurtigt svært at finde ud af om forfatteren har en egentlig retfærdig indignation over hvad tidligere tiders hekseprocesser har påført kvinder af overgreb eller om han bare har haft lyst til at vise sin heltinde i nogen lidt mere kinky SM-omgivelser. Jeg fandt aldrig helt ud af om jeg forventedes at være indigneret eller erotisk opstemt.
Det er set bedre, for eksempel i Milo Manaras bidrag til antologien ”Menneskerettigheder – 6 fortællinger om undertrykkelse”, så egentlig ville det hjælpe lidt hvis Balent gav slip på sine ambitioner om at repræsentere noget seriøst og bare løb linen ud som producent af erotisk fantasy.
Fakta om serien
Jim Balent’s Tarot Witch of the Black Rose, 2007.
Bedømmelse: Kan anbefales til læsere der gerne vil have massevis af store bryster og lejlighedsvist underholdende historier. For mig bliver det nok ved den her ene samling.
Forfatter: Jim Balent
Tegner: Jim Balent/Holly Golightly
Forlag: Broadsword Comics
