Livet i storbyen

Omslaget til Astro City #1Astro City er en af de tegneserier, jeg altid har hørt meget godt om, men aldrig rigtigt fået mig taget sammen til at læse – det har jeg så rådet bod på nu, og er meget begejstret!

Den første samling i serien, Life in the Big City, er en serie afsluttede små historier om folk og helte i byen Astro City, som ligger i et univers, hvor der har været superhelte siden slutningen på 1. verdenskrig.

Vi får historien om Samaritan, der nærmest er Astro Citys svar på Superman – vi følger hans travle hverdag, ser ham redde menneskeliv i alle afkroge af verden, ser ham mødes med sin superheltegruppe Honor Guard, ser ham slås med en superskurk, modtage en pris fra taknemmelige borgere i byen. Men han har ikke et ledigt sekund på hele dagen, og da han endelig falder i søvn, drømmer han om at flyve frit og uhindret. Historien er eminent fortalt og tegnet, og indbragte da også Busiek en Eisner Award. Men det er ikke alt, hvad universet har at byde på…

Jack-In-The-Box fra Astro CityNæste historie er fortællingen om en ung journalist, der overværer en stor kamp mellem Honor Guard og en haj-agtig invasionsstyrke, og hvordan den artikel han skriver ender med at være.
Historien efter den handler om en tredierangs svindler, der ved et tilfælde opdager superhelten Jack-In-The-Boxs (en klar hilsen til Steve Ditkos mere syrede frembringelser) hemmelige identitet og hvad han efter lange overvejelser ender med at gøre med den oplysning.
Vi får også historien om kvinden der bor i Shadow Hill, en bydel, der er fyldt med overnaturlige væsner og hvor talismaner og beskyttelsesformularer er en del af hverdagen. Denne bydel er hendes hjem, men hun arbejder i den topmoderne bymidte, og historien skildrer hendes splittelse mellem tradition og den moderne verden.
I en Will Eisner-inspireret historie fortælles om en lille, undseelig mand, der i virkeligheden er et rumvæsen der samler data om Jorden som indledende fortrop for en invasion.
Endelig udvikler et stævnemøde mellem Samaritan og Astro Citys Wonder Woman-analog, Winged Wonder, sig til en ideologisk diskussion.

Det, der går igennem alle disse historier som en rød tråd er dels det meget komplette univers og dels Busieks brændende ønske om at vise os og involvere os i disse personers liv, og det lykkedes til fulde: man kommer helt ind under huden på figurerne.

You’re Now Leaving Astro CityKurt Busiek har igennem hele sin karriere skrevet den menneskelige vinkel på superheltegenren – vi har set det i Marvels og i Superman: Secret Identity, men denne gang er spillereglerne anderledes: det er nemlig Busiek selv der har lavet dem.

Astro City har efterhånden kørt – mere og mindre regelmæssigt – siden 1995, men altid med Busiek bag roret. Med på vognen er også Brent Anderson, der er tegner og krediteret som medskaber og Alex Ross, der tegner covers og designer dragter til figurerne.

Tegningerne og designet i det hele taget fortjener også et ord eller to med på vejen – Brent Anderson er en fremragende tegner med en utrolig spændvidde. Action, samtaler, retro-stil og humor klarer han med lethed og står for en meget vigtig stofliggørelse af universet – man får en klar fornemmelse af hvordan byen ser ud og hvordan det ville være at bo der. Appendixet er en gennemgang af det meget grundige skitsemateriale fra Anderson og Ross, og man får en god ide om det utroligt store forarbejde de har gjort for at få universet til at fungere.

Astro City- Life in the Big City er en vedkommende og essentiel udgivelse, og den får mine varmeste anbefalinger.

Fakta om bogen

Titel: Astro City – Life in the Big City
Forfatter: Kurt Busiek
Tegner: Brent Anderson (forsider og figurdesign af Alex Ross)
Udgiver: Homage Comics (under Wildstorm)
Bedømmelse: [rate 8.5]

Udgivet af

Ulf Reese Næsborg

Ulf Reese Næsborg er født i 1971, og har læst tegneserier siden da, hvilket vil sige at han har læst stort set samtlige albumudgivelser i Danmark indtil starten af 90'erne, hvor han begyndte at læse overvejende udenlandske tegneserier. Læser mest amerikanske tegneserier, både fra 'de to store' og fra Indie-udgivere. Yndlingsforfatterne er Grant Morrison, skarpt efterfulgt af Alan Moore, men han har også et blødt punkt for Brian Michael Bendis, J. Michael Straczynski og Brian K. Vaughan. Han er manden bag tegneseriesiden og som sådan den man skal kontakte hvis man har generelle spørgsmål eller kommentarer til siden.

Skriv et svar