Med venner som Frank Miller behøver man ikke fjender

Plakat til The SpiritOkay, Frank Miller… denne gang er det personligt! Jeg har rystet på hovedet af dig flere gange i det sidste årti, men har alligevel både lukket øjnene og set den anden vej over for blandt andet din grusomme behandling af Nattens Ridder i All Star Batman and Robin. Men nu bør der sættes en stopper for det! The Spirit er årets værste film, og det er DIN skyld!

Hvis man er gammel tegneserie-fan, så ved man, at [[Frank Miller (f. 1957)|Frank Miller]]s navn var lig med det rene guld i 80erne. Man kunne simpelthen ikke forestille sig, at han kunne lave andet end originale, grafisk interessante historier, ofte inden for neo-noir genren. [[Nattens ridder vender tilbage]] er en milepæl i tegneseriehistorien, og Batman Year One og diverse andre titler var alle med til at gøre tegneserien voksen og lødig. Personligt har denne anmelder en særlig plads i hjertet reserveret til Millers [[Daredevil]], der jo som bekendt havde historien om Elektra som en rød tråd løbende igennem herlighederne. Det var virkeligt godt skrevet og vidunderligt tegnet. Tegneserier var ikke kun for børn længere.

Millers aftryk og indflydelse kan ses på mangen en moderne tegneserie og tegneseriefilmatisering, og således var det nok helt umuligt at forestille sig 2008s helt store sejr med filmen om The Dark Knight uden Frank Millers værker som de giganter, der gerne lagde skuldre til instruktøren Christopher Nolan og resten af filmholdet. I 2008 blev altså også tegneseriefilmatiseringen voksen. Selv urimeligt underholdende og generelt set befriende fjollede film som [[Iron Man]] tog deres emne alvorligt, og det var herligt at se på.

Tilbage til stenalderen

"The Audience Screams" ville nok være mere på sin plads...
"The Audience Screams" ville nok være mere på sin plads...

Hvor ironisk er det så, at selv samme filmår i det amerikanske sluttede med Frank Millers såkaldte filmatisering af Will Eisners klassiske og banebrydende tegneserie om The Spirit? Det lykkes nemlig Miller at banke genren (hvis man kan kalde den det) helt tilbage til stenalderen, hvilket i tegneseriefilmatiseringens historie er lig med 80er filmen om Howard the Duck. Ja, det er rigtigt: Jeg har lige sammenlignet The Spirit med Howard the Duck filmen.

Men i objektivitetens navn vil det måske være retfærdigt at tale om Millers film på dens egne præmisser. Hvor umuligt det end lyder, vil jeg prøve at glemme Eisners tegneserie i et kort øjeblik og udelukkende tale om filmen som film. Hvilket dog er en rigtigt dårlig ide, da den heller ikke som sådan har ret meget at byde på. Den starter sin tåbelige historie midt i plottet, hvilket sagtens kan fungere i en god film. Det gør det ikke her. Og da Miller få minutter senere hopper en anelse tilbage i tid for at vise os, hvad der virkeligt skete… ja, så gør det desværre ikke tilskuerne ret meget klogere. Men Miller bruger uendeligt lang tid på det første set-piece, der vistnok foregår ved havnen. Det er ikke helt til at vide, da kulisserne (eller manglen på samme) ikke rigtigt afslører noget. Der er ikke nogen fornemmelse for tid og rum i åbningsscenen, eller i filmen for den sags skyld.

Efter den første slåskamp, der tydeligvis forsøger at genskabe den looney toones-agtige humor, som Eisner (hvis forlæg vi er i gang med at ignorere) brugte i sin noget mere kulørte tegneserie, bliver der snakket i en uendelighed om ikke særligt meget. Den tegnefilms-agtige slåskamp føles aldeles påtaget og det skurrer slemt imod dialogens tough guy talk, der forsøger at lyde som Raymond Chandler, men i stedet ender med at lyde som det rene ingenting. Dialogen kører i ring, scener varer alt for længe og handler om alt for lidt, og det virker som om, at alt er filmet i mere eller mindre uplanlagte one-takes. Allerede i første scene er det tydeligt, at Samuel L. Jacksons skurk, The Octopus, er uden substans og nærmest skandaløst dårligt spillet. Han ævler kontant løs om æg, og jeg har helt ærligt ikke helt forstået hvorfor.

spirit-posters3Den her anmeldelse har allerede været for lang, og vi er kun nået til første scene. Men det gør nu ikke så meget, da så godt som alle filmens (mange, mange, MANGE) problemer er tilstede i de første ti minutter: Et plot, der ikke giver mening, indholdsløst dialog uden bid, horribelt skuespil fra alle involverede, en visuel stil stjålet fra Miller selv samt en instruktør, der åbenbart ikke har den fjerneste anelse om, hvordan man skaber narrativ fremdrift i en film. Eller hvordan man instruerer actions-scener. Det er ganske forfærdeligt. Derudover er historien om The Spirits barndomskæreste, der nu er på den anden side af loven, stjålet fra Millers egen Daredevil tegneserie. Hvor fantasiløs har man lov til at være, spørger jeg bare?

Filmens store gimmick er naturligvis den visuelle stil, der på alle måder er en gentagelse af Robert Rodriguez’ filmiske oversættelse af Millers eget udtryk fra tegneserien om Sin City. Miller stjæler med andre ord også her fra sig selv og tvinger sit eget udtryk (eller mangel på samme) ned over en historie, det ikke passer til. Det er et af de bedste eksempler på, hvordan en egocentrisk instruktør kan forråde sin egen film, jeg nogensinde har set. Hvorfor Miller ikke bare kastede sig over Sin City 2 i stedet for at sparke til stakkels Will Eisner, er mig en gåde. Hvor stilen var spændende og nyskabende i Sin City, virker den her fortærsket og påtaget.

Normalt fremhæver man en films bedste skuespillerpræstationer i en anmeldelse. Det er dog ikke helt muligt i den her film, så i stedet vil jeg atter engang fremhæve Samuel L. Jackson, der spiller så dårligt, at man knapt nok kan huske dengang, man syntes han var cool. Det var vist i en Quentin Tarantino film for rigtigt længe siden. Nu er han (ligesom Miller) både en parodi på sig selv og en skygge af sit tidligere jeg. Fremhæves skal også Scarlett Johansson, der spiller som var hun med i en skoleopsætning af en dårlig krimi. Fuldstændigt uden timing og variation. Værst er dog Sopranos og 24 Timer veteranen Louis Lombardi, der spiller en række kloner, som Octopus bruger som håndlangere. Måske er det Millers manuskript og instruktions skyld, at Lombardi er så forfærdelig, men det ændrer altså ikke på, at disse kloner er det allerværste ved en allerede forfærdelig film.

Og netop disse kloner bringer os til min endelige pointe: Filmen har absolut ingenting med Eisners tegneserie at gøre. Personerne hedder det samme, Miller har forsøgt at tvinge (vanvittigt mislykket) slap-stick ned over filmen, men derudover er det svært at se, hvor Eisner gemmer sig i denne film. Udover klonerne har Miller også givet Spirit en mobiltelefon, der snakkes om internettet, og snigskytterne har lasersigte på deres rifler. Det er den mest unødvendige opdatering, jeg nogensinde har set i en film, og det er så selvbevidst gjort, at man næsten får dårlige mave af det.

Will Eisners The Spirit på vej hen til Frank Millers hus
The Spirit på vej hen til Frank Millers hus

Miller har altid været en stor fan af Will Eisner, hvis storbystegninger har inspireret så mange af hans egne tegneserier. Hensigten med filmen har sandsynligvis været at hylde Eisner ved at føre hans tegneserie op til vores nutid og gøre den relevant og tilgængelig for et mainstream publikum, men det er som sagt noget af en bjørnetjeneste, Miller her har gjort Eisner.

Burde vide bedre

Med venner som Frank Miller behøver man ikke fjender. Og jeg føler mig faktisk næsten personligt krænket af denne film. Som tegneserie-fan føler jeg mig talt ned til og hånet. Nogle af de mere positive anmeldelser, jeg har set af denne film, fremhæver filmens tegnefilmsagtige stil og hævder, at tegneserie-fans vil elske den. Men der tager de altså fejl! Filmen ser tegneserie-agtig ud på en måde, der får en til at tro, at instruktøren aldrig har læst en tegneserie i sit liv. Det er overfladisk, billigt og påtaget. Og det ville næsten være til at tilgive, hvis Frank Miller altså ikke havde skrevet og tegnet nogle af 80ernes bedste tegneserier. Han burde vide bedre!

Jeg skal dog gerne indrømme, at jeg ikke kedede mig i de 103 minutter, filmen varede. Jeg var nærmest hypnotiseret af dens rædderlighed og det tæppe-bombardement af dårlige, kunstneriske valg, der voldtog mine stakkels øjne på biograflærredet. Det er en fascinerende film, hvis man har smag for det helt forfærdelige. Men har man ikke det, så vil jeg klart anbefale, at man holder sig væk. Der var klar uenighed i den gruppe, jeg var inde at se filmen med, om den nu faktisk var så dårlig, at den var god, eller om den blot var så dårlig, at den ikke fortjener at leve. Det spørgsmål vil jeg lade stå åbent.

Men Frank Millers The Spirit er en forbrydelse imod menneskeheden. Og imod Will Eisner. Og så sandelig også imod den legende, som Frank Miller kunne have været blevet.

Udgivet af

Michael Lindal Andersen

Michael er født i det herrens år 1976. Han er en af de skyldige bag Københavns Internationale Tegneseriefestival, Komiks.dk, har skrevet tegneserienoveller til det engelske independent forlag Accent UK og nusser til daglig rundt på et tophemmeligt folkebibliotek et sted i Danmark. Hans tegneserieinteresse startede med serier som Yoko Tsuno og Linda og Valentin, fortsatte med Spider-man og Fantastic Four og er i de senere år muteret til en næsten uigenkendelig størrelse, der foretrækker grafiske romaner (gammel vin på herlige nye flasker) fra forfattere som Alan Moore, Daniel Clowes og Craig Thompson. Det er hans faste overbevisning, at især Scott Pilgrim styrer verden.

4 tanker om “Med venner som Frank Miller behøver man ikke fjender”

  1. på The Comics Journals board sagde Kim Thompson noget med at hvis man læser mellem linierne i den der Miller/Eisner bog så kan man godt fornemme at Eisner slet ikke kan lide Miller’s tegneserier, men prøver at opretholde den venlige facade.

  2. Jeg har ikke set (hele) filmen, men bedømt på de klip jeg har set, virker det som en ganske korrekt anmeldelse: Der er både tale om en forfærdelig ringe film, og en ren mishandling af Will Eisners tegneserie.

    En enkelt rettelse til anmeldelsen skal dog med: Historien om Spirits ungdomskæreste (Sand Saref), der nu er på den anden side af loven, ER faktisk hentet fra Spirit-tegneserien. Den stammer fra en episode der hedder sådan noget som “Sand Saref skal arresteres”.

Skriv et svar