?MEN. E. SKETS. BEDST. E. VEN. R? – WE3 af Grant Morrison, Frank Quitely og Jamie Grant

I en artikel fra 1950 argumenterede den tyske etolog Konrad Lorenz for at spædbarnets karakteristika udløser en medfødt mekanisme for affektion og omsorg hos voksne mennesker: et relativt stort hoved, store øjne, runde kinder, tykke og korte ekstemiteter og kluntede bevægelser.

Lorenz påpeger, at nogle af disse babytræk deles af visse dyr, som således udløser den samme respons hos mennesker – vi finder hvalpe og killinger nuttede, fordi vi simpelthen ikke kan lade være. Heri ligger måske også, som palæontologen Stephen Jay Gould foreslår, hemmeligheden bag Disney-figurernes popularitet.

Ofte skal der ikke mere til end et par store våde øjne, før end vi er solgt. I WE3 præsenteres vi for tre nuttede kæledyr: en labrador, en kat og en kanin. Alle tre har forvildet sig væk fra deres ejere og er endt i et militært laboratorium, hvor de er blevet omskabt til fjernstyrede dræbermaskiner iklædt panser og udstyret med rudimentære taleegenskaber.

Det kan næsten ikke blive mere stødende for vores retfærdighedssans, og da de tre tekno-biologiske våben slipper løs og dræber den ene soldat efter den anden, er vi læsere helt på de tre stakkels dyrs side – de vil jo bare væk fra laboratoriet og torturen: “MMMMEN ST!NK!” som katten udtrykker det.

Historien i WE3 er lige så simpel, som den er storladen, emotionelt appellerende og tempofyldt. Mennesket er hensat til en birolle og vises ofte kun i udsnit, en mund, en torso eller et afrevet hoved. De voldelige scener er ekstremt voldelige, men oplevet gennem dyrenes anderledes sansning af rum og tid forlenes scenerne med en særegen æstetik.

De tre dyr har hver deres personlighed i overenstemmelse med deres art. Kaninen er en smule frygtsom og distræt, katten er uafhængig og interesseret i fugle, og hunden vil hjem, et abstrakt begreb som de to andre dyr har svært ved at forstå. “?HOME IS?” spørger katten, og hunden svarer: “IS RUN NO MORE.”

Ligesom Frank Quitelys dynamiske og afbalancerede tegnestil har et stænk af Moebius, kan den minimale brug af dialog i WE3 vække mindelser om Moebius’ Arzach (1974): talebobler fremkommer først efter 13 sider, der er en næsten ordløs scene på 6 sider med 36×3 rammer (CCTV-billeder) og ikke færre end 10 splash pages.

Grant Morrison og Frank Quitely har før vist, hvor godt de kompletterer hinanden (JLA: Earth 2, New X-Men), og WE3 er ingen undtagelse. Det er stor fortællekunst og med Jamie Grants digitale rentegning og farvelægning bringes WE3 så tæt på perfektion, at selv ikke nok så mange superlativer og anmelderfloskler kan yde værket retfærdighed.

Det er for øvrigt samme trio der står bag All-Star Superman (2005-08).

Fakta om serien

WE3 (2005) 104 sider. Oprindeligt udgivet som WE3 #1-3 (2004)
Forfatter: [[Grant Morrison]]
Tegner: [[Frank Quitely]]
Rentegner og farvelægger: Jamie Grant
Forlag: Vertigo

Læs også:
Konrad Lorenz: Studies in Animal and Human Behaviour, Vol. II. Methuen & Co. 1971.
Stephen Jay Gould: The Panda’s Thumb: More Reflections in Natural History. Penguin Books 1980.

Udgivet af

Thomas Strømsholt

Thomas Strømsholt, der kom til verden samme år som Arkham Asylum, elsker tegneserier – ellers ville han jo ikke skrive om dem her på Tegneseriesiden. Blandt hans favoritkunstnere inden for dette fantastiske medium er George Herriman, Winsor McCay, Chester Gould, Grant Morrison, Jack Cole, Al Feldstein, Tardi, Bob Powell, Boucq, Alex Raymond, Jack Davis, Wally Wood, Harvey Kurtzman, Milton Caniff, Berni Wrightson, Frank Quitely, Will Eisner, Hergé, Jim Holdaway og Duncan Fegredo (to keep it short!) Hvad Strømsholt foretager sig, når han ikke skriver til Tegneseriesiden, er stillet til offentligt skue på www.tstromsholt.dk.

Skriv et svar