Neil Gaiman & John Romita jr.: De evige

Neil Gaiman & John Romita jr.: De evige”De evige”, udgivet på dansk af G. Floy Studio i 2007, samler syv hæfter i ét og tre af branchens store navne i én historie.

Titlens evige kunne sagtens tages for superhelte, men de er i virkeligheden et folk af udødelige skabninger, som mægtige gudevæsener har anbragt på Jorden. Serien blev skabt i 1976 af Jack Kirby, et navn, der har stået for mange klassiske tegneserieværker – han var bl.a. et af navnene bag Fantastic Four, X-Men, Hulk og en perlerække af andre kendte navne.

Historierne blev med tiden gjort til en del af Marvel-universet, men rummer også sin helt egen mytologi, hvor det er de helt store koncepter, der er oppe at ringe. Stjernevandrerne ankom til Jorden i dens helt unge dage og brugte planeten som et genetisk laboratorium – hvilket skabte en laverestående, voldelig race kendt som afvigerne og en race af nærperfekte væsener, de evige. Gennem tiden har de udødelige evige beskyttet menneskeheden mod de mangetallige afvigere.

”De evige” kobler to andre navne på Kirbys værk: forfatteren Neil Gaiman (selvfølgelig især kendt for Sandman-serien, men også en lang række andre tegneserier, romaner og andet) og tegneren John Romita Jr. (hvis streg har prydet et utal af historier). Det er garanter for kvalitet, men selv om det færdige resultat er langt bedre end de fleste af konkurrenterne, så når det aldrig op på det niveau, man burde kunne forvente.

Scene fra De EvigeHistorien indledes på lidt fortærsket vis: Mark Curry forsøger blot at blive læge, men han hjemsøges af drømme om mystiske væsener og kræfter. Og som om det ikke er nok, bliver han opsøgt af en mystisk mand ved navn Ike Harris, der påstår, at Mark er over en halv million år gammel, har overnaturlige kræfter og er sat på Jorden for at beskytte den. Harris er selv en af de evige, ligesom omkring hundrede andre på kloden skulle være det – men heller ikke hans hukommelse er, som den skulle være, og han kæmper forgæves for overbevise Mark.

Samtidig følger vi en lille gruppe mennesker: festarrangøren Sersi, tweener-tvstjernen Sprite, Thena Elliot, der laver våben for Tony Stark (også kendt som Ironman) og Druig, vicestatsminister for Vorozhikiet og med et udseende, som tydeligvis viser, at han ikke rummer det reneste hjerte. Forbindelsen mellem disse mennesker er naturligvis let at få øje på, men mysteriet er, hvorfor ingen  af dem husker deres meget lange fortid.

Det hele udspiller sig på baggrund af et samfund, hvor superhelte registreres, og der er uenigheder heltene imellem, hvordan man bør forholde sig til dette. Det er med andre ord en fordel, hvis man kender noget til Marvel-universet, før man går i gang med ”De evige” – ellers kan man nok støde på en del forvirrende detaljer.

Endnu en scene fra De EvigeI det store hele begår Gaiman og Romita en ganske underholdende og velskrevet superhelte-historie. De kan begge deres metier, og historien glider gnidningsfrit fra start til slut. Der er spænding, overraskelser og action, som man kunne ønske sig, og det krydres med storladent drama. Men alligevel er det, som om det ikke går op i en højere enhed. De enkelte scener fungerer upåklageligt, og Gaiman har en god fornemmelse for sine personer, men men men…

Det virker et sted, som om han ikke helt har gjort sig klart, hvad han vil med ”De evige”. Opdatere serien og få den op i gear igen, selvfølgelig, og det gør han efter bogen – antallet af personer skæres ned til en overskueligt størrelse, der introduceres nogle mål, nogle konflikter, der kan udvikle sig, og en altoverskyggende trussel. Men derudover? Der er lidt Superman/Lynet-leg med et par af personerne; lidt Jesus-skabelon over en af dem; lidt typisk overraskelse med en gammelkendt person – men det indledende plot (hvem er ude efter de evige?) gøres ret hurtigt forbi over et par fortællende sider uden egentlig et blive et klimaks, mens historiens egentlige klimaks forplumres af et flashback med et hastig introduceret underplot og lidt løber ud i sandet – simpelthen fordi der er tale om en serie, som skal fortsætte efter denne historie. Gaiman virker ikke helt tilpas i krydsfeltet mellem superhelte og guder, og resultatet bliver derefter. Der er masser af detaljer i ”De evige”, som gør, at den vinder ved flere gennemlæsninger, men desværre også nogle mangler, som gør, at den ikke vil blive husket, som den burde. Det, man får, er en velfortalt og underholdende tegneserie, men så heller ikke mere. Det er for så vidt nok, men man burde kunne forvente mere med de navne, der står på omslaget.

Udgivet af

Janus Andersen

Janus læser meget og gerne, og især de fantastiske genrer har hans kærlighed. Han er også særdeles aktiv skribent og webmaster på sider som Horrorsiden, Den Elektriske Kanin, Fortællingen og ikke mindst Fanzine.dk Janus er - trods vedholdende rygter - ikke manden bag det store apokalyptiske puddelangreb i '33, selv om det stadigt ikke er opklaret hvorfor han var den eneste overlevende.

9 tanker om “Neil Gaiman & John Romita jr.: De evige”

  1. Jeg var heller ikke imponeret over den, hvis man sammenligner med Gaimans arbejde på 1602.

    Men en god ting ved udgivelsen er at Kirbys oprindelige serie blev genoptrykt i Omnibus format og den holder stadig.

  2. Nu er jeg jo en sur gammel mand – og jeg var faktisk heller ikke vild med 1602. Den var okay, men ikke noget særligt.
    Så vidt jeg husker, blev den slået op som “superhelte for folk, som ikke læser superhelte” – men det eneste sjove i den var at spotte referencerne :)

  3. Janus: Nu er jeg jo en sur gammel mand – og jeg var faktisk heller ikke vild med 1602. Den var okay, men ikke noget særligt.
    Så vidt jeg husker, blev den slået op som “superhelte for folk, som ikke læser superhelte” – men det eneste sjove i den var at spotte referencerne )

    Jeg vil sige at den faktisk ramte sin målgruppe, da den udkom snakkede jeg en del online med nogen unge piger der var fans af Buffy/Angel serierne og de læste faktisk 1602 selv om de ikke var superhelte-fans. For dem har der selvfølgelig være en masse referencer som er gået hen over hovedet på dem, men til gengæld har de så måske synes om den lidt gotiske stemning der er i en del af tegningerne og det fantastiske element som måske leder tankerne hen på Ringenes Herre som var stor på det tidspunkt.

  4. Kent Damgaard:
    Jeg vil sige at den faktisk ramte sin målgruppe, da den udkom snakkede jeg en del online med nogen unge piger der var fans af Buffy/Angel serierne og de læste faktisk 1602 selv om de ikke var superhelte-fans. For dem har der selvfølgelig være en masse referencer som er gået hen over hovedet på dem, men til gengæld har de så måske synes om den lidt gotiske stemning der er i en del af tegningerne og det fantastiske element som måske leder tankerne hen på Ringenes Herre som var stor på det tidspunkt.

    Så er det altså kun gammel-sur-mand-segmentet, den er fejlet i. Gad vide, om der er nok af os til at lave en pressionsgruppe?

    1. Hov – bør måske tilføje, rent principielt, at en tegneserie, der tiltrækker unge pige som læsere og samtidig rummer superhelte, er en god ting. De er vist den aldersgruppe, der læser mest i det hele taget, så hvis man kan lokke dem til tegneserierne, er det en god ting (de har godt af lidt verdenslitteratur).

      1. Janus: Hov – bør måske tilføje, rent principielt, at en tegneserie, der tiltrækker unge pige som læsere og samtidig rummer superhelte, er en god ting. De er vist den aldersgruppe, der læser mest i det hele taget, så hvis man kan lokke dem til tegneserierne, er det en god ting (de har godt af lidt verdenslitteratur).

        Piger i den aldre læser vist ret meget – og mere vigtigt så virker det til at de holder ved med at læse, hvor drenge ofte falder fra.

        De mere dystre af superheltene oplever jeg som det der har appel til dem – hvis man er til Buffy/Angel eller Twilight, så vil man gerne have en bad-boy eller en plaget emo-lignende figur og der kan Wolverine eller Nightcrawler sagtens udfylde rollen :-)

        Ellers er der hele Dark Romance delen med Anita Blake, Dresden Diaries osv. som også kommer i tegneserieform.

        Måske skal man heller ikke underkende at de kvindelige heltes kostumer idag ikke er så udfordrende (og dermed at opfatte som kvindeundertrykkende) sammenlignet med hvad der ellers sker i pop-verdenen. Jeg har faktisk oplevet at yngre kvinder f.eks. ikke så meget lod sig forarge over Emma Frosts kostume – de var mere interesseret i hvilken skuespillerinde der ville kunne fremstille hende på film.

        Men mon ikke de store amerikanske forlag har lugtet lunten – tredie replik fra den nye Batgirl er “Boys are stupid!” – tyder på at de har et andet segment i tankerne end gnavne gamle mænd :-)

Skriv et svar