Rænkespil i Vatikanet – Åbenbaringer af Paul Jenkins og Humberto Ramos

Cover til ÅbenbaringerDer er noget ved en så stor, gammel og magtfuld organisation som den katolske kirke, der nærmest tigger konspitationsteoretikerne om at lave store og indviklede teorier om hvad der foregår bag kulisserne. [[Åbenbaringer]] træder samme grund som DaVinci-Mysteriet og (i nogen grad) Exorcisten, men formår alligevel at være sin egen.

Tegneserien starter med et mystisk dødsfald i Vatikanet, og det bliver ikke mindre mystisk af at en latin-messende person forsøger at stikke den allerede afdøde med en besynderligt udseende kniv.

Charlie Northern – en kriminalbetjent fra London – bliver tilkaldt, og snart viser sagen sig at være endnu mere indviklet end man først troede: den afdøde var første kandidat til paveembedet og den nuværende pave ligger for døden. Det ligner en klassisk sammensværgelse: væk med de andres kandidat, ind med vores. Da der samtidig er gang i en økonomisk kulegravning af Vatikanets midler, mangler der ikke just motiver eller mistænkte, og Charlie render da også ret hurtigt ind i adskillige huller i den officielle forklaring. Og undervejs begynder der at blive talt i krogene om djævletilbedelse

Personerne følger en masse af de vedtagne regler for denne type historie – den mistænkelige kardinal, den smukke unge kvinde, som også aner at der er noget galt, retsmediciner-vennen, den Rasputin-skæggede mistænkte, som på mystisk vis dør i sin fængselscelle, … men når vi når slutningen, er bøtten alligevel blevet vendt nok gange til at man stadig er interresseret i handlingen og personernes skæbne. Fortællemæssigt er historiens helt store gevinst dog den tvivlende hovedperson, der fremstår både levende og troværdig, ligesom hans handlinger altid virker in character … også når de overrasker.

Åbningsscenen fra ÅbenbaringerJeg er stadig i tvivl om hvorvidt jeg køber slutningens plottwist, som måske rækker lidt rigeligt ind i klichéen til min smag, men på den anden side får den plottet til at gå op på den eneste logiske måde, og det er også en bedrift, der er værd at tage og føle på.

Humberto Ramos er en af de tegnere, der konsekvent deler vandene – folk kan enten slet ikke lide ham eller også synes de som jeg, at hans streg er dynamisk og personlig og egentlig ret fed når man lige får vænnet sig til den. Jeg kan sagtens forstå at der folk der tænder af på hans stil, da der er mange kameler at sluge hvis man er vandt til mainstream.

Tegningerne til Åbenbaringer hører til noget af det bedste jeg har set fra hans hånd – hans Chibi-inspiration er ikke så dominerende som den nogen gange er, og der er en fin balance mellem tegningerne og den fremragende og meget stemningsfulde farvelægning.

Åbenbaringer er et blandet, men overvejende positivt bekendtskab – jeg har det svært med nogle af klichéerne undervejs (og slutningen!), men på den anden side var jeg solidt underholdt undervejs, ikke mindst takket være Charlie Northern, der med sin tørre humor og sin indre krise er et spændende bekendtskab.

Fakta om serien:

Vurdering: Anbefales

Åbenbaringer (2008). 160 sider.
Forfatter: Paul Jenkins
Tegner: Humberto Ramos, farvelagt af Leonardo Olea
Forlag: G. Floy Studio

Udgivet af

Ulf Reese Næsborg

Ulf Reese Næsborg er født i 1971, og har læst tegneserier siden da, hvilket vil sige at han har læst stort set samtlige albumudgivelser i Danmark indtil starten af 90'erne, hvor han begyndte at læse overvejende udenlandske tegneserier. Læser mest amerikanske tegneserier, både fra 'de to store' og fra Indie-udgivere. Yndlingsforfatterne er Grant Morrison, skarpt efterfulgt af Alan Moore, men han har også et blødt punkt for Brian Michael Bendis, J. Michael Straczynski og Brian K. Vaughan. Han er manden bag tegneseriesiden og som sådan den man skal kontakte hvis man har generelle spørgsmål eller kommentarer til siden.

Skriv et svar