Robotmanden, Transvestitgaden og Saksemændene fra Orqwith

– en rejse ind i Grant Morrisons Doom Patrol.

Grant Morrison har igen fyldt mit hoved med billeder og ideer:

Luften er fuld af hvide silouetter, hvor Saksemændene har klippet mennesker ud af vores virkelighed og ind i deres. De kommer fra Orqwith, et levendegjort, fiktivt univers bestående af én uendeligt stor by, bestående af glaslabyrinter og observatorier af knogler.

Mr. None og hans Dada-broderskab har fået fingre i et magisk maleri, og da de aktiverer det, opsluger billedet Paris. Ja, byen. Inde i maleriet er også gemt apokalypsens femte rytter, Intethed/Udryddelse.

Den Uskrevne Bogs Kult søger Det Femte Vindues Bog, som samtidig er en femtenårig dreng. På gaderne er deres agenter – Fear The Sky (der fremtræder som menneskekroppe med planeter som hoveder), The Pale Police (som udelukkende taler i anagrammer) og The Mystery Kites (som er myrdede mænds hud spændt ud i knogleskeletter) – i fuld gang med at finde ham, da de kan bruge ham til at påkalde The Unmaker, der vil lave skaberværket ugjort. Oh, og de har held med deres forehavende.

Mændene fra N.O.W.H.E.R.E. er ude i deres mission med at normalisere verden, og første sted de skal normalisere er da også lidt sært – det er nemlig Danny The Street, en bevist (og mobil) gade, som oven i hatten er transvestit, sådan at der i vinduerne på værktøjsbutikker hænger blomstrede gardiner.

Doom Patrol møder også Flex Mentallo, en glemt superhelt, som mestrer “muskel-mysteriet”, og forsøger at gøre Pentagon rund ved at spænde sine muskler på den rigtige måde.

Grant Morrisons Doom PatrolDoom Patrol blev lanceret i 1963 som en serie om lidt mærkelige helte, der forsvarede en verden, der frygtede dem og deres kræfter. Sammenligningen med X-Men er fristende, men serierne dukkede op på markedet samtidig, og der er da også en masse forskelle på de to serier.
Doom Patrol har altid været DCs “mærkelige” serie, men da Grant Morrison overtog serien i 1988, nåede serien nye højder, både hvad angår “mærkelighed” og heldigvis også hvad angår kvalitet og originalitet.

Morrison tog mange af de etablerede figurer og smed dem på porten, mens de tiloverblevende fik en ny drejning. Cliff Steele var oprindeligt en racerkører, der var med i et uheld der smadrede hans krop. Hans hjerne endte så i en robotkrop, og han optrådte som holdets stærke mand under navnet Robotman. Grant Morrison viser os små 25 år efter figurens “fødsel” hvordan det må være:
“Kan du forestille dig hvor simple robotsanser er i forhold til menneskelige? Det eneste jeg har er minderne om hvordan ting plejede at føles eller smage.
De siger at amputerede mennesker føler fantomsmerter i deres manglende lemmer. Well, jeg er totalt amputeret. Jeg bliver hjemsøgt af min krops spøgelse! Du ved at jeg får hovedpine, men jeg får også følelsen af at skulle skide indtil jeg indser at jeg ikke har nogle tarme mere.”

I stedet for det gamle hold, dukker nu nye figurer op: Crazy Jane lider af personlighedsspaltning, og hver af hendes personligheder – vi kender til ca. 40 af de i alt 64 – har sin egen superkraft.
Dorothy er en lille abe-lignende pige, som kan manifestere sin underbevidsthed i fysisk form.
Rebis er en hermafroditisk sammensmeltning af tidligere medlem Larry Trainor, hans læge Elanor Poole og en “negativ ånd”, som i sin tid gav Trainor hans superkræfter.

Serien træder meget bevidst udenom superhelteseriens klicheer – hvis Doom Patrol endeligt ender i en kamp, foregår den som regel i baggrunden, mens vores opmærksomhed rettes mod en detalje i forgrunden, som er vigtig for plottet. Ligeledes benytter Morrison teknikker som “cut-up” (benyttet af bl.a. William S. Burroughs) og ideer fra Jorge Luis Borges og Troldmanden fra Oz.

Grant Morrisons Doom Patrol er selv efter næsten 20 år stadig et frisk pust og særdeles vedkommende, og enhver der leder efter en serie, der ikke er “paint-by-numbers” bør læse den.

Samlinger af Grant Morrisons Doom Patrol

  1. Crawling from the Wreckage
  2. The Painting That Ate Paris
  3. Down Paradise Way
  4. Musclebound
  5. Magic Bus

Yderligere læsning:

Wikipedias side om Doom Patrol
Doom Patrols – en bog om bl.a. postmodernitet i moderne tegneserier
Doom Patrol Online – bl.a. annoteringer til de enkelte numre
Yderligere Doom Patrol-relaterede links

Udgivet af

Ulf Reese Næsborg

Ulf Reese Næsborg er født i 1971, og har læst tegneserier siden da, hvilket vil sige at han har læst stort set samtlige albumudgivelser i Danmark indtil starten af 90'erne, hvor han begyndte at læse overvejende udenlandske tegneserier. Læser mest amerikanske tegneserier, både fra 'de to store' og fra Indie-udgivere. Yndlingsforfatterne er Grant Morrison, skarpt efterfulgt af Alan Moore, men han har også et blødt punkt for Brian Michael Bendis, J. Michael Straczynski og Brian K. Vaughan. Han er manden bag tegneseriesiden og som sådan den man skal kontakte hvis man har generelle spørgsmål eller kommentarer til siden.

En tanke om “Robotmanden, Transvestitgaden og Saksemændene fra Orqwith”

  1. Damn! Ja det er sgu’ 20 år siden den kom ud. Jeg var en glad teenagedreng da jeg opdagede Doom Patrol. Har dem alle endnu. En god serie der varmt kan anbefales.

Der er lukket for kommentarer.