Science Fiction Classics

Graphic Classics - Science Fiction ClassicsSom læser med en stor forkærlighed for science fiction kunne jeg sagtens deltage i en længere diskussion af, hvornår genren stammer fra – er det Mary Shelley, der er dens mødrene ophav, eller er det Thomas Moore, der er faderen? Skal man for så vidt længere tilbage i den klassiske litteratur for at finde dens rødder? Det er en diskussion, der kan blive ved i det uendelige, hvilket naturligvis ikke hører hjemme her, men én hurtig konklusion vil jeg dog hurtigt drage: science fiction har sine rødder i tekstmediet.

Det er en genre med hang til de store, overvældende billede, og det er naturligvis også grunden til, at den er velyndet inden for både filmen og tegneseriens verden – men der findes ganske enkelt et større antal værker inden for den litterære del af genren, og som følge deraf også en større mængde værktøjer, faste kunstgreb, memer og læserforventninger. At læse en moderne science fiction-roman kan være en forvirrende affære, fordi det på mange måder er som et træde ind midt i en langvarig samtale.

Det er derfor fristende, i forsøget på at omsætte genren til nogle af disse andre medier, at kaste sig over de mere klassiske værker – de har bevist deres gyldighed, de har ikke samme krav til forudsætninger hos læseren, og så er de jo ganske enkelt gode historier. At de så samtidig ikke har en nulevende forfatter og dertil hørende krav om kompensation er sikkert også et lille plus.

I det syttende bind af Eureka Productions Graphic Classics er turen kommet til science fiction, og på de 144 sider, hæftet indeholder, bydes på 7 forskellige historier af forskellige forfattere, illustreret af skiftende tegnere og nok også (må man indrømme) med skiftende status af ”klassiker” inden for genren. Alt i alt er der dog tale om et udvalg, der kommer bredt omkring og viser meget forskellige vinkler på ideen om fremtiden.

Fælles for historierne heri er, at de (med et enkelt tilfælde, som vi vender tilbage til) undgår alle spidsfindigheder om genrens rødder; de er alle sammen tydeligvis (gammeldags) science fiction, selv en uvant læser ville kunne genkende som sådan.

Faktisk starter vi på dansk grund, med en en-sides-version af H. C. Andersens ”Om årtusinder”, sat på billeder af Hunt Emerson. Digterens fremtidsvision (om hvordan turister vil rejse verden rundt på ingen tid) er dog blevet kogt ned til en joke om ungdommen nu om dage. Hurtigt læst og hurtigt glemt.

Side fra War of the WorldsHelt anderledes er det med H. G. Wells’ ”Klodernes kamp”, som Rich Rainey har omskrevet, og Micah Farritor har illustreret. Her er klart samlingens mesterstykke, hvor historie og tegninger passer perfekt sammen – Farritor rammer stemningen af britisk stiff upper lip, mens de store katastrofer står på omkring personerne. ”Klodernes kamp” er nok moderen til alle historier om invasion fra rummet, og det er en stor opgave at overføre den til et andet medie – denne udgave beviser, at det sagtens kan lade sig gøre uden at se stort på historien og ansætte Tom Cruise til at sælge billetter. Scenerne med velklædte gentlemen, der brændes op under det første møde med de interplanetare rejsende, rummer lige præcis den power, som gør originalen til en klassiker.

Den eneste kritik af historien er for så vidt, at den har måttet begrænse sig på pladsen – og der er derfor blevet redigeret kraftigt i fortællingen. Med den dobbelt plads kunne Rainey og Farritor få noget helt exceptionelt ud af Wells’ original.

Når først Wells er medtaget i en sådan samling, bliver man næsten nødt til også at bringe en historie af Jules Verne, og der har man beklageligvis valgt ”In the Year 2889” (på dansk som ”Et Verdensblad i Aaret 2889” ). Den er hovedsageligt klassisk i den forstand, at den fremviser nogle af genrens værste dårligdomme: der er nemlig tale om en fremtidsvision snarere end en historie. Der er med andre ord ikke det store plot – Verne fortæller ganske enkelt om en helt almindelig dag i avismanden Fritz Napoleon Smiths liv. Smith bliver altså blot et talerør, som skal vise os den fagre nye verden og alle den tekniske undere. Tegnet som et grimt afsnit af The Jetsons virker den anakronistisk på mere end én måde.

Stanley G. Weinbaums ”A Martian Odyssey” er faktisk lige kommet på dansk under titlen ”Odyssé på Mars” og er fra genrens mere kulørte periode. Det skinner naturligvis igennem i historien, men også i tegningerne, hvor George Sellas formår at holde en fin balance mellem det dramatiske, det selvhøjtidlige og det lettere komiske. Det er muligvis ikke sådan, Weinbaum selv har opfattet sin historie, men i mine øjne er det en velfungerende, moderne udgave af den. Der er laserpistoler, skarpskårne kæber og retskafne mænd, så det formelig bobler op fra siderne.

Endnu en side fra War of the WorldsSir Arthur Conan Doyles værker inden for science fiction-genren overskygges naturligvis i høj grad af en vis privatdetektiv med store deduktive evner. Men han har altså skrevet en del ganske læseværdig science fiction, bl.a. om professor Challenger. Det var bl.a. ham, der drog til The Lost World og fandt dinosaurer – en titel, som naturligvis senere blev tyvstjålet til opfølgeren til Jurassic Park, som altså intet har med Doyles værk at gøre (bortset fra tilstedeværelsen af dinosaurer, forstås).

”The Disintegration Machine” handler ikke om angiveligt uddøde kæmpekrybdyr, men derimod om den tidligere nævnte professor. Og den er endnu et underholdende eksempel på, hvordan historie og streg spiller sammen, i dette tilfælde med en underfundig strøm af humor til følge. Challenger bliver bedt om at undersøge en vis Theodore Nemors påstande om at have opfunde en maskine, der kan adskille hvad som helst ned i dets enkelte atomer. Det bliver en historie med store maskiner, gale videnskabsmænd og intellekternes kamp. Nåja, og så med et godt lille twist til sidst.

Efter Doyle går turen til Lord Dunsany og dermed også til den af historierne, der afgjort ikke er science fiction. Overhovedet. ”The Bureau d’Echange de Maux” er en klassisk fortælling om en magisk forretning – af typen, der er der det ene øjeblik og ikke det næste, og som sælger mystiske genstande. Her er der tale om en bytteforretning, hvor man kan afhænde sine egne ulykker for andres. Den er effektivt og stemningsfuldt illustreret af Brad Teare i en træsnitsagtig stil; men det er ikke science fiction.

E. M. Forsters ”The Machine Stops” afrunder samlingen, men desværre ikke på et højdepunkt. Det er historien om, hvad der sker, når vi bliver for afhængige af teknologien, så det burde ligge lige til højrebenet at opdatere den rent grafisk, skulle man mene – desværre fremhæver Ellen M. Lindners næsten naivistiske tegninger snarere historiens mere akavede sider. Alt andet lige fungerer historien dog stadig.

”Science Fiction Classics” er en blandet landhandel – naturligvis, fristes man til at sige. Men i det store hele er det helt klart kvaliteten, der vejer tungest. Det er gode historier, yderst kompetent fortalt. Og som klassikere betragtet er det yderst spændende at se, hvor forskelligt de skiftende tegnere og manuskriptforfattere har grebet det an. Man kommer næsten hele vejen rundt – fra det meget seriøse til det meget underholdende. Det er ganske godt klaret på så relativt få sider.

Fakta om udgivelsen

Science Fiction Classics: Graphic Classics Volume Seventeen. 144 sider i farve.

Mere information.

Udgivet af

Janus Andersen

Janus læser meget og gerne, og især de fantastiske genrer har hans kærlighed. Han er også særdeles aktiv skribent og webmaster på sider som Horrorsiden, Den Elektriske Kanin, Fortællingen og ikke mindst Fanzine.dk Janus er - trods vedholdende rygter - ikke manden bag det store apokalyptiske puddelangreb i '33, selv om det stadigt ikke er opklaret hvorfor han var den eneste overlevende.

Skriv et svar