The Boys
Efter at have læst Garth Ennis’ ”Preacher” og ”Punisher”, begge blevet til under samarbejde med tegneren Steve Dillon, gik jeg her og troede at grænsen for sorte og politisk ukorrekte historier var nået. Men jeg tog fejl. Ennis (denne gang sammen med Darick Robertson) formår i sin nye serie ”The Boys”, at dreje skruen en tand mere.
En gut ved navn Billy Butcher er ved at samle sit gamle black-ops team af sindsyge voldspsykopater, der fungere som CIA’s forlængede arm og særlig indsatsstyrke overfor de mere og mere magtfulde superhelte-teams. The Butcher mangler folk og han indrullerer en stakkels skotsk fyr ved navn Wee Hughie (tegnet efter skuespilleren Simon John Pegg – hovedrolle i ”Shaun of the dead”, hvis det siger dig noget) i sit team. Wee mister sin elskede på særlig grotesk vis, da ”speedsteren” A-train fra de magfulde helte ”The Seven” har et showdown med en skurk, og derfor er Wee skræddersyet til Butchers team. Det er nemlig ikke bare et team som reagerer når heltene er blevet for stærke, men et hadsk personligt vendetta for Billy Butcher og hans kumpaner, der alle har et horn i siden på ”the good guys” og især ”The Seven”. Vi følger således Wees oplevelser med hans nye ”venner”, og en ny mørk verden, han er fuldstændigt uforstående overfor (der er et hav af scener, hvor Wee ser det ene groteske optrin efter det andet i en blanding af skræk og dyb undren) og længe prøver at slippe væk fra, for tilsidst at falde til.
Og hvad så med heltene. Ja rigtige helte er der ikke mange af i denne serie, (på nær én, men hun tager i den grad også skraldet) for de såkaldte ”superhelte” er en flok arrogante, selvpromoverende, overfladiske, sexhungrene, pengefixerede og sexistiske sataner. Sjovt nok minder de i deres kræfter meget om de gamle klassiske Justice League helte, hvilket jo gør serien særligt provokerende overfor en old timer som mig og mit små-sentimentale forhold til de The Flash,Martian Manhunter og selvfølgelig Superman himself. Der eksperimenteres med alt hvad menneskets sorte sjæl har fundet på af dårligdomme og groteske absurditeter og det er ”heltene” der står for de mest utrolige, ubehagelige udskejelser.
Historien er simpelthen er fyldt med røvhuller og der er meget få figurer der har noget positivt og varmt at byde på, hvilket jeg synes er et af seriens problemer, men der er undtagelser og der hvor serien er bedst, er i de scener hvor venskaberne opstår på trods af alt det syge lort Wee, Billy Butcher og heltinden Starlight, befinder sig midt i. Et andet mindre problem er tegneren Darick Robertson, som er meget svingene i sin fremstilling, fra det sublime til det meget ordinære, hvilket indimellem er forstyrrende for historien.
Udover venskabs-temaet er ”The Boys” på flere måder en historie om magt. Hvordan man får den, holder fast i den og hvad man bruger den til og den kyniske pointe må vel være, at den ikke skal være til anden gavn end dig selv. Moralsk fordærvelse følger dem der har den og det gælder på alle niveauer i denne historie, selvom der selvfølgelig er nogle absolutte topscorer.
På en knivsæg balancerer historiens kulsorte parodier, mellem at falde i ved den indimellem overdreven brug af platte, provokerende, sexfikserede splatterscener – og holde sig oppe ved hjælp af den skarpe, rappe og slangprægede dialog som Ennis er så dygtig til. Jeg synes det kammer over indimellem. Det er som om der bliver fyldt for meget på af klamme ting disse ”helte” og ”skurke” foretager sig og jeg kan ikke helt forstå hvorfor, men en ting er sikkert, jeg morede mig det meste af tiden og jeg skal helt klart følge videre med i Wee og Billy Butchers oplevelser.
Ennis er den store provokatør i moderne amerikanske tegneserier, men da manden samtidig virkeligt kan skrive, tilgiver jeg ham mange ting, herunder de par steder i The Boys hvor han går lidt over stregen.
Jeg var faktisk positivt overrasket over serien, da jeg havde ventet at det kun var "jeg hader Superhelte"-provokation, men han får mig overbevist om at der er en længerevarig historie i serien, som kommer til at udfolde sig yderligere i de næste par bind.
Desuden er der nogle af de sjoveste gags Ennis nogensinde har skrevet i serien – jeg lo højt et par steder under læsningen, hvilket bestemt ikke er en hverdagsforteelse.
Jeg vil godt anbefale den, dog med det forbehold at man nok skal holde sig væk hvis man nemt bliver forarget.
Fans af serien kan med fordel checke The Pro af Ennis og tegnet af Amanda Conner.
Den lyder jo interessant nok til at man burde købe den ved lejlighed. Der er noget med at den oprindelige serie er lukket og at den nu fortsætter på et andet forlag? Er der nogen der ved om der kommer en form for opsamling i en trade paperback så vi der ikke var med på noderne i første omgang kan nå at indhente det forsømte?
The Boys blev først udgivet på DC via Wildstorm, men efter #6 lukkede de for det varme vand, stort set uden forklaring. De havde ellers udsendt solicitations for de næste 4-5 numre og den første TPB, men #6 var det sidste nummer fra Wildstorm og TPBen kom aldrig.
Så tog Ennis og Robertson serien med til Dynamite, der efter en forventelig forsinkelse på et halvt års tid genoptog udgivelsen for et par måneder siden og udgav TPBen. Det ser ud til at den er udsolgt og de har været nødt til at genoptrykke – læs mere her.
Cool, tak :-) Jeg havde fået ind i mit hovede at det var Image de fortsatte hos, men jeg kunne af åbenlyse årsager ikke finde den på deres hjemmeside.
Dynamite er ret gode til at sikre at fans får forhistorien, til Painkiller Jane genoptrykte de også hele forhistorien, også selv om dele af den er selvmodsigende med hensyn til kontinuitet.
Tak for informationerne – jeg anmelder og I har styr på resten:)
Nu fik jeg endeligt taget mig sammen til at købe og læse den og det er faktisk noget af det bedste jeg har læst i et stykke tid. Jeg har det ok med at serien bliver meget sort og nihilistisk på sine steder, det er en god mod-dosis til hvad man ellers læser af superhelte-historier.