Jeg er for første gang i tegneseriesidens historie i tvivl om hvad jeg skal mene – og dermed skrive – om en tegneserie. Det er naturligvis alt sammen [[Henrik Rehr]]s skyld – ham og hans nyeste udgivelse [[Svøm!]].
Grundpræmisen er simpel, nærmest banal: en skikkelse iklædt svømmebriller og tætsiddende dragt svømmer igennem en række surreelle scenarier, alt imens der bliver klippet en række barndomsminder ind. Til sidst når hovedpersonen frem til en ø, hvor han giver svømmebrillerne videre til en dreng, der fortsætter rejsen i en blæksprutte-ballon.
Så simpelt kan handlingen refereres, men er på ingen måde retfærdigt overfor tegneserien at gøre det – en stor del af det, der driver mig igennem er den fremragende billedside, der byder på mange unikke scenarier. Ja, jeg skrev blæksprutteballon tidligere som om det er den naturligste ting i verden, og denne naturlige ubesværethed går igen flere steder og er for mig bogens største aktiv. Disse passager ville egentlig være nok for mig, og dette medfører at jeg bliver en blanding af irriteret på og ligegyldig overfor flashback-sekvenserne. Omvendt har jeg også svært ved at træde fra Odense i 1970’erne (formoder jeg?) og direkte ned i et hav fyldt med skæggede, langnæsede mænd.
Det handler om rejsen igennem livet, om at komme igennem det store ukendte indre hav og om at næste generations rejse ikke er den samme som ens egen.
Mit store problem med Svøm! er, at den i mine øjne sætter sig imellem to stole: jeg kan ikke få de surrelle svømmepassager til at passe sammen med de realistiske flashbacksekvenser – springet er for stort til at jeg kan beholde min suspension of disbelief.Jeg havde i virkeligheden hellere set to serier, men jeg har også samtidig en fornemmelse af ikke rigtigt at tilhøre målgruppen…
Der er også et par tåkrummende banale sekvenser undervejs – her tænker jeg især på klippe-navlestreng-over-scenen – men de styrer ikke bogen, ligesom de ikke trækker væsentligt ned i helhedsindtrykket.
Det der gør, at jeg hæver hammeren, men aldrig lader den falde over Svøm! er dels at den er virkeligt godt tegnet og dels at de to fortællestile alligevel hænger sammen i sidste ende. Er den så værd at læse? Ja, for den prøver noget nyt og – måske meget vigtigere – den er ærlig i sit forsøg. Jeg er heller ikke færdig med den – jeg tager den ned fra hylden om et par måneder, og så kan det være at min svømmestil passer bedre sammen med Rehrs.
Fakta om serien
Vurdering: Anbefales (hvis man hører til målgruppen)
Svøm! (2008). 80 sider
Tegner og forfatter: Henrik Rehr
Forlag: [[Forlaget Fahrenheit|Fahrenheit]]
Jeg er enig i, at Svøm! skal have point for forsøget – og i at den skal læses igen. Selvom den umiddelbart virker noget kunstig og “litterær” på mig, har den alligvel et eller andet der gør at jeg er nødt til at se den igen. Hm….