WhY bother? – Y: The Last Man

Eskatologiske spekukulationer har formentlig været en del af menneskehedens tankegods siden sumererne. I de mytologiske verdensbilleder er der oftest tale om en regeneration, som når istider for en stund luger ud blandt arterne, men at alt liv kan ophøre endegyldigt er en kristen tanke, der går igen i det moderne naturvidenskabelige verdensbillede – f.eks. entropien og Big Crunch. Apokalypsen kan altså komme i mange forskellige variationer, og det kan derfor ikke undre, at temaet danner grundlag for megen science-fiction.

Cover til Y - the Last Man

Nærliggende er det at forestille sig, hvordan de sidste tider vil tage sig ud for det sidste menneske. Grainville var en af de første, der forsøgte sig, nemlig med romanen Le dernier homme (1805), som året efter blev oversat til engelsk. Britiske digtere som Byron, Thomas Campbell og Thomas Hood tog tråden op, og Mary Shelley skrev en roman, The Last Man (1826). Siden da har temaet været behandlet utallige gange i bøger og film.

Men hvor god idéen end kan forekomme, er resultatet sjældent blevet vellykket, bl.a. demonstrerer Shelleys roman den vel nok største svaghed ved denne subgenre  – det forudsigelige. At fortælleren ydermere er i første person, gør kun fortællingen endnu mere kedelig, det eneste der fastholder læseren er Shelleys sproglige stil:

Arise, black Melancholy! quit thy Cimmerian solitude! Bring with thee murky fogs from hell, which may drink up the day; bring blight and pestiferous exhalations, which, entering the hollow caverns and breathing places of earth, may fill her stony veins with corruption, so that not only herbage may no longer flourish, the trees may rot, and the rivers run with gall – but the everlasting mountains be decomposed, and the mighty deep putrify, and the genial atmosphere which clips the globe, lose all powers of generation and sustenance. Do this, sad visaged power, while I write, while eyes read these papers.

Ja, det er ikke let at være ene menneske tilbage på en planet dækket af pestens ofre. Samtidige anmeldere var ikke begejstrede – “We are reluctantly obliged to pronounce the work a decided failure” – og for en gangs skyld må man give dem ret. I 1927 leverede anmelderen John Wilson et frontalangreb på den omsiggribende tendens: “There is no such thing as the Last Man, or the Last Grosset, or the Last Dew-Drop, or the Last Rose of Summer, or the Last Kick to a Cockney, or the Last Pot of Porter, or the Last Long Sermon” – eller den sidste lange indledning!

The Last Man af Shelley The Last Woman on Earth Cover til I am Legend

Men hvem tager anmeldere alvorligt? Den sidste mand var kommet for at blive, og det til trods for en sovepille som The Purple Cloud (1901) af M. P. Shiel. Større held havde Richard Matheson med den post-apokalyptiske I Am Legend (1954), hvor den sidste mand desperat forsøger at holde horder af vampyr-zompier på armslængde, et plot som filminstruktøren George A. Romero senere har kogt en del blodsuppe på.

I Am Legend blev første gang filmatiseret i 1964 under titlen The Last Man on Earth, men fire år tidligere havde Roger Corman taget samme tema op, idet han dog skiftede kønnet ud – The Last Woman (alene med to mænd). Hvad man end vil mene om disse film har selve filmsproget en evne til at tilføre det-sidste-menneske-genren en elementær spænding, som savnes hos Shelley, og er fuldstændig fraværende hos Shiel.

En egentlig indføring i genren vil føre for vidt, meningen med ovenstående er da også blot at introducere et af de seneste skud på stammen, Brian K. Vaughans tegneserie Y: The Last Man (2002-08).

Side fra Y - the Last ManVaughans udgangspunkt er naturligvis katastrofen, i nærværende tilfælde den simultane død af alle bærere af et Y-kromosom, altså hankønsvæsner. Dog med to undtagelser: Yorick Brown og hanss abe Ampersand, som altså nu er alene i en verden fuld af kvinder. For nogle en misundelsesværdig situation, men ikke for den unge romantiker Yorick, som er forelsket i Beth, som desværre for Yorick befinder sig langt fra Washington, D.C.

I kølvandet på katastrofen er infrastrukturen brudt mere eller mindre sammen, the last flight to Australia er forlængst lettet. Der er da også andre presserende ting, såsom fortsættelsen af menneskeracen. Her er Yorick og Ampersand nøglen, men først må de bringes sikkert til genetikeren dr. Alison Mann i Boston. Den nye amerikanske præsident (visse institutioner forgår ikke så let) sender Yorick afsted eskorteret af Agent 355 og herfra består handlingen af den ene forvikling efter den anden, farefulde optrin og cliff-hangers. Ét er nemlig transportvanskeligheder, noget andet er, at ikke alle kvinder sørger over hankønnets forsvinden.

Da The Daughters of the Amazon, en ultrafeministisk og militant gruppe, der opfatter Le Grand Départ for en velsignelse, får nys om den sidste mand, går jagten ind – med den yderligere forvikling, at Yoriks søster Hero er med i det bevæbnede kobbel. Senere kommer så en hel deling israelske soldater anført af en galning, en ninja, og meget mere. There’s never a dull moment – bortset fra at citronen klemmes og vrides (så længe skidtet sælger, går det nok) og de mange Kodak-stunder, hvor vores hovedpersoner enten skændes som børn eller fører dybe samtaler.

Advarsel: herefter  spoilers omkring serien!

Sidste nummer af Y - the Last ManDet gælder især seriens sidste bind, hvor der tales og tales, uden at der af den grund bliver sagt noget. “Whys and Wherefores” er i det hele taget noget af en skuffende afslutning på en serie, som ellers har været både underholdende og spændende trods sin visuelle fattigdom – Pia Guerras tegninger mangler dybde og liv, synsvinklen er ofte fantasiløs og baggrundene nærmest ligegyldige. I Y: The Last Man er det altså alene plottet, der driver værket.

Men det knager i fugerne. Fortællestilen er noget henefter tv-serien Lost med bratte kronologiske spring, og forklaringer der stritter i alle mulige retninger, hvilket altsammen tjener til at forvirre læseren. Som i Lost får man en (begrundet) mistanke, om at forfatteren også er på Herrens mark – Vaughan er da også tilknyttet omtalte tv-serie. Hvorfor faldt Yorick og Ampersand ikke død om sammen med de andre XY’er?

Moder Naturs hævn? Biogisk våbenførelse med utilsigtede konsekvenser? En forstyrrelse i drømmetiden? En mystisk amulet? Eller morfisk resonans (“spontaneous transmission of data at genetic level” )? Personligt foretrækker jeg sidstnævnte forklaring, men hvor vidunderligt weird den end er, forklarer det stadig ikke, hvorfor der er en sidste mand og en sidste hanabe – og som alle der har fulgt serien så langt ved, er Yorick slet ikke så unik. Angiveligt føler Vaughan, at forklaringen er der, hvis blot man leder efter den – but why bother?

Y: The Last Man begyndte ellers så fint. Som en af bifigurerne, filminstruktøren Cayce B. Sheldon siger om tegneserier: “This format has all the advantages of film and none of the drawbacks. It’s the cheapest way to get your unfiltered vision into as many hands as possible!” Det er så sandt, som det er sagt. Hollywood er dog allerede i sving med at overføre den prisbelønnede tegneserie til moving pictures, og i princippet er der jo intet til hinder for at få en god film ud af et halvdårligt forlæg – i princippet!

Fakta om serien

Y: The Last Man #1-60

Forfatter: [[Brian K. Vaughan]]
Tegner: Pia Guerra
Rentegner: José Marzán, Jr.
Forlag: Vertigo

Serien er samlet i 10 TPB:

Book 1: Unmanned (2003)
Book 2: Cycles (2003)
Book 3: One Small Step (2004)
Book 4: Safeword (2004)
Book 5: Ring of Truth (2005)
Book 6: Girl on Girl (2005)
Book 7: Paper Dolls (2006)
Book 8: Kimino Dragons (2006)
Book 9: Motherland (2007)
Book 10: Whys and Wherefores (2008)

Udgivet af

Thomas Strømsholt

Thomas Strømsholt, der kom til verden samme år som Arkham Asylum, elsker tegneserier – ellers ville han jo ikke skrive om dem her på Tegneseriesiden. Blandt hans favoritkunstnere inden for dette fantastiske medium er George Herriman, Winsor McCay, Chester Gould, Grant Morrison, Jack Cole, Al Feldstein, Tardi, Bob Powell, Boucq, Alex Raymond, Jack Davis, Wally Wood, Harvey Kurtzman, Milton Caniff, Berni Wrightson, Frank Quitely, Will Eisner, Hergé, Jim Holdaway og Duncan Fegredo (to keep it short!) Hvad Strømsholt foretager sig, når han ikke skriver til Tegneseriesiden, er stillet til offentligt skue på www.tstromsholt.dk.

5 tanker om “WhY bother? – Y: The Last Man”

  1. Yeahbutwhat? Kalder du Y the Last Man for halvdårlig? Det er jo næsten en provokation af Von Trierske proportioner, unge mand! Jeg vælger at tro, at du ligesom Ampersand kun smider med afføring ud af kærlighed og hengivenhed (og det er i øvrigt i selvsamme smiden rundt med afføring at forklaringen på Yoricks overlevelse skal findes).

    Personligt var jeg rigtigt glad for slutningen. Det er rigtigt, at ikke alt bliver forklaret helt tilfredsstillende, men jeg var alligevel ret følelsesmæssigt berørt af begivenhederne i sidste bind. Yorick har jo ret i at forklaringen i sidste ende ikke er så vigtig (omend det kan være en frustrerende konklusion på et stykke litteratur), og at det eneste man kan gøre er at se fremad, hvilket det sidste kapitel så smukt illustrerer. Faktisk synes jeg at sidste kapitel er tæt på fremragende.

    Egentlig ser jeg heller ikke serien så meget som en undergangshistorie, som jeg ser den som en mediteren over kønnenes roller i vores samfund. Hvor meget betyder det egentlig, om vi er mænd eller kvinder? Vaughan vælger så at pakke det ind i et lag af pulp-litteratur komplet med hemmelige agenter, astronauter, ninjaer osv osv. Det kan man mene om, hvad man vil (selv havde jeg lidt et problem med pulp-vinklen første gang, jeg læste serien, men det faldt alt sammen på plads i anden gennemlæsning), men underholdende er det i hvert fald.

    Hvis serien lider under noget så er det, at Vaughan startede serien som en ung mand i 20erne og sluttede den som en lidt mindre ung mand i 30erne. Man kan godt mærke, at det er en ung mand, der har skrevet de første bind i serien. Dette forklarer sikkert også ninjaerne, piraterne og spionerne. Men sådan må det så være. Tiden går sin gang, og vi bliver ældre.

    Og diskussionen om Lost kan vi tage en anden god gang… Oh yes :-)

  2. Jeg er enig med alt hvad Michael Lindal skrev. Du må være vanvittig hvis du ikke bryder dig om Y.

  3. Spoiler alarm.

    Jeg synes serien er udmærket uden dog at ville udråbe den til et mesterværk. Der er for mange tråde som der ikke bliver fulgt op på. Og den der med at det er rejsen og ikke målet som er det vigtige er bare for nemt. Lidt ligesom når man lader sine hovedpersoner vågne op af en drøm, når det hele er blevet for knudret…

    Jeg synes egentlig sidste trade er udmærket bortset fra det allersidste hæfte. Alt hvad der sker her forekommer lidt kluntet og utilfredsstillende synes jeg, især det sidste forsvindingsnummer.

    Jeg vil også give anmelderen ret i at serien virkelig kunne have vundet meget med en mere habil tegner en Guerra. Hun ødelægger muligvis ikke noget, men hun tilfører heller ikke noget overhovedet.

    Når det så er sagt så er serien stadig læsværdig omend jeg ikke synes den kommer helt i mål.

  4. “Personligt foretrækker jeg sidstnævnte forklaring, men hvor vidunderligt weird den end er, forklarer det stadig ikke, hvorfor der er en sidste mand og en sidste hanabe”

    Var det ikke fordi der var noget antistof i Ampersands afføring, skabt af dr. Matsumori til at dræbe Manns klonede barn?

Der er lukket for kommentarer.