Nestor Burma

Den amerikanske tegneseriekritiker Douglas Wolk skriver et sted (s. 13 i Reading Comics – How Graphics Novels Work (Da Capo Press, 2007) for nu at være helt præcis), at det synes at være så godt som umuligt at lave en vellykket tegneserieudgave af et allerede foreliggende litterært værk. Alle hidtidige forsøg på at overføre romaner eller noveller til tegneserieform er således, hævder Wolk, mislykkedes og hele idéen med at forsøge er grundlæggende misforstået og forkert.

For Wolk er manglen på vellykkede tegneserieudgaver af litterære værker en klar indikation af, at tegneserier ikke er en litterær genre, men derimod et selvstændigt kunstnerisk medie, dvs. en selvstændig menneskelig udtryksform, hvis produkter skal læses, fortolkes og kritiseres ud fra dette medies egne præmisser og normer, på samme måde som det er tilfældet med f.eks. film, litteratur og billedkunst. Hvis tegneserier ”blot” var en litterær genre, så burde det (eller det synes i det mindste at være Wolks påstand) være langt lettere at overføre romaner og noveller til tegneserieform, og der burde derfor findes langt flere vellykkede tegneserieudgaver af litterære værker.

Det eneste eksempel på en gennemført og succesfuld tegneseriebearbejdning af en roman, som Wolk kan komme i tanke om, undtagelsen der bekræfter hans regel, er David Mazzucchellis og Paul Karasiks fortolkning af Paul Austers City of Glass. Dette værk, hævder Wolk, ”…works only because it extends Auster’s metafictional games into a visual dimension.” (Reading Comics, s. 13).

Wolk går ikke nærmere i dybden med hvad han mener med dette, men hans tanke synes at være, at Mazzuchelli og Karasik udforsker og udfordrer tegneseriens visuelle muligheder på samme måde som Auster udforsker og leger med det litterære medies muligheder og begrænsninger. Austers ”metafictional games”, hans leg med hans valgte medies (romanens) grænser og muligheder, overtages og fortsættes af Mazzuchelli og Karasik, men i en visuel, ikke en tekstlig, form. Både Mazzuchellis og Karasiks tegneserieudgave af City of Glass og Austers oprindelige roman leger således med og udfordrer deres respektive mediers form og muligheder, og det er denne leg der gør, at overgangen fra bog til tegneserie lykkes. Det er, hævder Wolk, fordi Mazzuchelli og Karasik fokuserer på og søger at gengive City of Glass’ form, i stedet for at fokusere på bogens konkrete narrative indhold, at deres tegneserieudgave fungerer.

Der er ganske meget i Wolks analyse, som forekommer plausibelt, og et langt stykke vej er jeg ganske enig med ham. At betragte tegneserier som et selvstændigt medie er således langt mere frugtbart end at forsøge at forstå dem som en litterær genre. Dels så slipper man for den tåbelige ”jamen det er jo bare tekst med billeder”-diskussion, og dels så undgår man på forhånd at indholdsbestemme hvad tegneserier kan og bør beskæftige sig med, noget som det er let at komme til at gøre, hvis tegneserier partout skal indpasses i eller opfattes som en bestemt genre. Derudover så har Wolk også en pointe i at insistere på, at det er problematisk og vanskeligt at overføre et værk skabt indenfor et medie til et andet medie. Udover manglen på vellykkede tegneserieudgaver af bøger, så er de utallige dårlige filmatiseringer af glimrende romaner (og tegneserier) er et glimrende bevis for dette.

Wolk indrømmer imidlertid, at blot fordi det er vanskeligt at overføre værker fra et medie til et andet medie, så betyder det ikke at det er umuligt. Principielt er der således ikke noget til hinder for, at der kunne være produceret glimrende tegneserieudgaver af diverse litterære værker. Wolk er bare endnu ikke stødt på andre eksempler end City of Glass.

Her skinner Wolks amerikanske baggrund igennem. Enhver der har beskæftiget sig en smule med europæiske tegneserier vil således slå en højlydt latter op ved tanken om at Mazzuchelli og Karasiks City of Glass skulle være det eneste vellykkede eksempel på at en roman kan overføres til tegneserieform, og hvis Wolk nogensinde havde læst Jacques Tardis Nestor Burma serie, baseret på en række romaner af den franske krimiforfatter Léo Malet, så ville han næppe være kommet med den påstand.

Jeg har, må det retfærdigvis siges, aldrig har læst Malets romaner om Burma, men at dømme ud fra det jeg har hørt om dem, så tilhører de, ganske bevidst og helt uden skam, den genre man bedst kan betegne som kiosklitteratur. Dette skinner klart igennem i tegneserierne, som på godt og ondt rummer alle de træk som kendetegner god triviallitteratur. Nestor Burma er således en privatdetektiv af den gode gammeldags type: hårdtslående, forhutlet, moralsk anløben og med et lettere anstrengt forhold til den officielle ordensmagt, men samtidig i besiddelse af en veludviklet retfærdighedssans. Hvis han havde været amerikaner ville Burma have pulset cigaretter, drukket billig bourbon og hængt ud på den lokale bar. Nu er han imidlertid fransk, så i stedet tilbringer han megen tid på de parisiske caféer, hvor han drikker rødvin, ryger pibe, afhører mistænkte og forsøger at finde hoved og hale på de sager han mere eller mindre uforvarende bliver indblandet i.

Malet skrev i alt 29 romaner om Burma, hvoraf Tardi (foreløbigt) har illustreret 7. Af disse er 4 udkommet på dansk, udgivet af Faraos Cigarer: Rue de la Gare 120 og Skydetelt på Place de la Nation (begge i 2008), samt Tåge over Tolbiac-broen og Døden i Rue de Paradis (i 2009). Rue de la Gare 120 og Tåge over Tolbiac-broen har begge tidligere været udgivet på dansk, men er til nyudgivelserne blevet nyoversat af den oprindelige oversætter, Søren Vinterberg, der også har oversat de to øvrige album.

Den overordnede plotstruktur i alle de fire albums er klassisk: Nestor Burma bliver, mere eller mindre tilfældigt, indblandet i en speget affære, som regel en mordgåde, undertiden med tråde til hans egen fortid, som han desperat forsøger at finde sammenhæng i. I flere tilfælde, f.eks. i Tåge over Tolbiac-broen og Rue de la Gare 120, viser det sig, at det er Burmas blotte tilstedeværelse og beslutning om at blande sig, der er den katalysator, der, om ikke sætter historien i gang, så i det mindste er årsag til flere af de mord og forbrydelser der bliver begået. Og ofte er det ikke Burma selv der aktivt får opklaret sagen, men derimod en række mere eller mindre tilfældige hændelser, som leder til forbrydelsens opklaring. Tardi har til Informations Christian Monggaard fortalt, at han, når han omskrev og omstrukturerede Malets romaner til sine albums, forsøgte at lappe de værste plothuller.

”Når jeg opdagede jeg, at et plot ikke hang sammen, ringede jeg til ham [Malet] og sagde: ‘Jeg forstår ikke, at den person kan dukke op igen, fordi han døde da i begyndelsen af romanen. Kan du forklare mig det?’ […] Malet svarede mig: ‘Jeg har skrevet det for lang tid siden. Gør med det, hvad du vil.”

Selv efter Tardis bearbejdning er der imidlertid klare huller i historierne. Rue de la Gare 120, som er det længste af Tardis Burma-albums, er et klart eksempel på de problemer, som Malets plot lider under. Nestor Burma sidder under Anden Verdenskrig i krigsfangelejr, hvor han bl.a. møder Fange 60202, en mand med hukommelsestab som ikke ved noget som helst om sin fortid. På sit dødsleje får han imidlertid hukommelsen igen og opdager tilsyneladende at han kender Burma. Hans sidste ord er således: ”Burma! Giv Helene besked. Rue de la Gare 120.” Burma løslades fra fangelejren og da toget med de løsladte fange på vej mod Paris holder stille i Lyon får han pludselig øje på en af sine tidligere medarbejdere fra detektivbureauet. Ikke så snart har de fået hils på hinanden, før medarbejderen skydes ned for øjnene af Burma. Lige inden han dør får han med sine sidste kræfter råbt ”Chef!!! Rue de la Gare 120.” Burma hopper resolut af toget – og så kører historien derudaf.

Allerede i historiens set-up har vi således flere (urimelige) tilfældigheder: et møde med en hukommelsessvækket tidligere bekendt (som Burma ikke selv kan huske hvem er), et møde med en tidligere medarbejder på en tilfældig banegård i Frankrig og så selve det, at begge disse personer tilsyneladende har forbindelse med et og det samme sted, nemlig det mystiske adresse Rue de la Gare 120. Og som historien skrider frem, så hober flere og flere tilfældigheder sig op. Et væsentlig element i historien afhænger således helt og aldeles af, at en af de personer, som Burma var i krigsfangelejr med, pludseligt og uden nogen forklaring dukker op igen, i færd med at bryde ind på Burmas kontor i Paris!

Det fantastiske ved Tardis albums er imidlertid, at disse urimeligheder og tilfældigheder på ingen måde mindsker læseglæden. Man stryger igennem albummene og enten overser eller ignorerer de huller der er i historien. Og grunden til dette er, som Tardi selv har udtrykt det, at man ikke læser Malet (og Tardis fortolkning af Malet) for plottet, men for stemningen, for atmosfæren, for fornemmelsen af at bevæge sig rundt i Frankrig og Paris i 1940’erne og 50’erne. I interviewet med Monggaard indrømmer Tardi således, at han et langt stykke hen af vejen betragter Malets romaner som ”en rigtig god undskyldning for at tegne gaderne i Paris. Selve plottet er ikke så vigtigt, og man er ligeglad med, om de skyldige bliver fanget til sidst. Det interessante er stemningen og det at rekonstruere tiden.” Og til netop det job er der næppe nogen der er bedre end Tardi. Hvert af de fire album tager således udgangspunkt i og foregår primært indenfor et af Paris’ 20 arrondissementer, og Paris’ lokaliteter spiller i det hele taget en væsentlig rolle i serien. Tardi fortæller, at han bevidst valgte at illustrere de af Malets romaner ”…der foregår i de mest fattige, skumle kvarterer. I Tåge over Tolbiac-broen kommer man aldrig uden for det 13. arrondissement, og jeg kan godt lide tanken om at bruge de elementer, der er til stede i området, på åstedet, og udnytte dem til at skabe en intrige.”

En af de største glæder ved at læse de fire Burma-albums er således Tardis detaljerede og fantastiske tegninger af Paris under og efter anden verdenskrig. Atmosfæren driver ned siderne og den parisiske tåge nærmest bølger en i møde når man åbner albummene. Tardis Burma-albums minder her på mange måder om Conan Doyles Sherlock Holmes historier. Det som jeg husker bedst fra disse noveller og historier er som regel ikke plottet eller historierne, men derimod stemningen; fornemmelsen af at befinde sig i London i den sidste halvdel af 1800-tallet. Og grunden til at jeg atter og atter vender tilbage og genlæser disse historier er primært (men selvsagt ikke udelukkende) fordi jeg ønsker at genopleve denne stemning. På samme måde er det med Tardis Burma-albums. De regnvåde toppede brosten; den billige rødvin; de korrupte betjente; piberøgen; de dejlige damer og tågen over Tolbiac-broen er skildret og tegnet med en sådan omhu og (ja, nu bliver jeg lige højtravende) kærlighed, at det er en rendyrket fornøjelse at fordybe sig i. Og så skide være med om historierne hænger sammen eller ej.

Hvilket alt sammen bringer os tilbage til Wolk og den diskussion jeg indledte med, nemlig spørgsmålet om, hvorvidt man kan overføre et værk skabt indenfor et medie til et andet medie. Wolks svar var, at ja, det kan man, hvis man respekterer såvel det oprindelige værks særegenhed og det medie man selv arbejder indenfor. Wolk har, synes jeg, ganske ret i dette, og det er, vil jeg mene, netop fordi Tardi både respekterer det værk han tager udgangspunkt i og har et indgående kendskab til tegneseriemediets virkemidler, at hans udgaver af Malets romaner er så vellykkede. Han har taget Malets litterære form, den stemningsfulde kiosklitteratur, med alt hvad dette betyder af plotmæssige svagheder og manglende troværdighed, og overført den til tegneseriemediet. Historien er skam også fulgt med, men den er bare ikke nær så vigtig, som den ville have været, hvis det var Tolstoy Tardi havde prøvet at gengive.

Når det drejer sig om den håndværksmæssige udførelse af de fire Tardi-albums så er det, som næsten altid med Faraos Cigarer, tale om rigtig god kvalitet: Hardcover, god indbinding, god tekstning, flot tryk, et interessant forord til Tåge over Tolbiac-Broen af Léo Malet himself, og et oplysende efterskrift til Rue de la Gare 120 af oversætteren Søren Vinterberg. Når der nu er kælet sådan for detaljerne, så er det netop derfor ekstra trist, at der alligevel er et par beklagelige smuttere her og der. Tilsyneladende er Skydetelt på Palace de Nation således ikke oversat af nogen. Der mangler i hvert fald en angivelse af, hvem oversætteren (Søren Vinterberg) er. Og så indledes Rue de la Gare 120 med et kort, to-siders, forord, som opridser den politiske situation i Frankrig under Anden Verdenskrig. Dette forord er dels forholdsvis dårlig skrevet (eller muligvis dårlig oversat? Der er ikke opgivet nogen forfatter) og dels kunne det have brugt en ekstra omgang korrekturlæsning (Middelhavet staves med stort i en linje og med småt tre linjer senere).

Dette er imidlertid småtterier som ikke skal fjerne fokus fra, at der er tale om en virkelig, virkelig flot udgave af Tardis værker, som det er en glæde at have stående på sin reol og en endnu større glæde at tage frem og læse i.

Bonusinfo: Faraos Cigarer har, ifølge deres hjemmeside, planer om at (gen)udgive Tardis fantastiske Adéles Ekstraordinære Oplevelser. Denne anmelder glæder sig som et lille barn!

Fakta om serien

Vurdering: Anbefales på det allerkraftigste. Nestor Burma for ever! Køb, køb.

Nestor Burma 1: Rue de la Gare 120 (2008), 200 sider, kr. 298.
Nestor Burma 2: Skydetelt på Place de la Nation (2008), 80 sider, kr. 168.
Nestor Burma 3: Tåge over Tolbiac-broen (2009), 85 sider, kr. 168.
Nestor Burma 4: Døden i Rue de Paradis (2009), 60 sider, kr. 148.
Boks med alle fire bind: kr. 698

Tegner: Jacques Tardi
Forfatter: Léo Malet
Forlag: Faraos Cigarer

Pauline … af Loisel, JB Djian og Mallié

Den_døde_kæmpe_2Pauline… er andet bind i forfatterne Regis Loisels og JB Djians samt tegneren Malliés fantasy-/eventyr-serie Den Døde Kæmpe. I seriens første bind, Biernes Tårer blev vi introduceret for seriens to hovedpersoner: Erwan, en ung fyr fra den franske provins, som (af grunde vi ikke får forklaret nærmere) har fået til opgave at rejse til ”Derovre”, en eventyrlig parallelverden, hvor han skal udføre en hemmelig opgave (hvis præcise natur og formål vi heller ikke får nogen præcis forklaring på) og Pauline, en universitetsstuderende fra Paris, som ved et tilfælde er blevet indblandet Erwans mission. Bind 1 sluttede med at Erwan, Pauline og deres rejsekammerater – repræsentanter for nogle af de forskellige racer som bebor ”Derovre” – når frem til deres rejsemål: Et enormt skelet, resterne af den døde kæmpe, som har lagt navn til serien.

Pauline… begynder præcis hvor Biernes tårer sluttede, nemlig for foden af den døde kæmpes skelet. Det viser sig, at det ritual, som er hele formålet med rejsen, skal gennemføres i kæmpens kranie, hvorfor Erwan og de øvrige deltagere i missionen drager ind i skelettet, mens Pauline venter udenfor. Ritualet, som synes af tappe Erwan for livskraft, gennemføres tilsyneladende uden problemer, men da selskabet vender tilbage til der hvor de efterlod Pauline, så er hun væk.

døde-kæmpe-2-s005_Page_4Erwan, der som følge af ritualet er svækket og tilsyneladende lider af febervildelse, kan ikke deltage i eftersøgningen af Pauline. For at helbrede Erwan gennemfører de øvrige medlemmer af rejseselskabet et nyt ritual, men desværre viser det sig, at en af deltagerne er en forræder, der benytter lejligheden til at forgifte de øvrige medlemmer af selskabet. Erwan formår med nød og næppe at flygte og vende tilbage til vores verden. Her opdager han for det første, at mens hans mission ”Derovre” kun syntes at tage et par uger, så er der gået over et år i den virkelige verden, og for det andet at Pauline også er vendt tilbage til Jorden, men at hun kom tilbage et halvt år før ham og at hun er vendt hjem til Paris.

Resten af Pauline…, hvilket vil sige de resterende 2/3 af bindet, beskriver Erwans (forgæves) forsøg på at genfinde Pauline og de mere eller mindre mystiske ting han i den forbindelse finder ud af. I sit forsøg på at opspore Pauline erfarer Erwan således, at hun tilsyneladende var gravid, da hun vendte tilbage fra ”Derovre”, men at hendes graviditet er forløbet langt hurtigere end normalt, og at hun, på trods af at der kun er gået et halvt år siden hendes hjemkomst, allerede har et barn på tre år. Samtidig så viser det sig at både klimaet og samfundet at være ved at bryde sammen. Tørke, oversvømmelser, sygdom samt økonomisk og politisk uro plager alle verdens lande, og på sin rejse til og rundt i Paris støder Erwan igen og igen på tegn, der synes at antyde, at dette på en eller anden måde hænger sammen med hans mislykkede færd til ”Derovre”. Bindet slutter uden at Erwan har fundet Pauline, men til gengæld opdager han, på de allersidste sider, at… Nej, det må I altså selv læse jer frem til, men jeg kan godt afsløre, at det er en rigtig cliffhanger af en afslutning!

døde-kæmpe-2-s005_Page_5Da jeg tidligere på året anmeldte Biernes Tårer her på Tegneseriesiden, skrev jeg, at jeg savnede lidt fremdrift og action i serien, og brokkede mig over, at historien forekom mig en smule forudsigelig. Efter at have læst seriens andet bind trækker jeg begge disse kritikpunkter i mig igen. Ganske vist er der ikke kommet mere action, men til gengæld har det vist sig, at historien langt fra er så ligetil og forudsigelig, som den umiddelbart forekom. Og da Loisel og Djian samtidig konsekvent nøjes med at antyde hvad der egentlig foregår, frem for direkte at fortælle det, så bliver man som læser holdt på tæerne og engageret i historien, på en måde som er langt mere frugtbar og produktiv, end hvis de blot havde tilsat mere action.

I stedet for at få forklaret, hvad Erwans mission præcist går ud på, så får vi således løbende antydninger og hints, men er selv nødt til selv at føje en masse manglende brikker til puslespillet. Og at lade Pauline forsvinde ud af historien allerede efter 15 sider, uden at fortælle hverken Erwan eller læseren, hvor hun er blevet af, er et overraskende, men samtidig helt eminent, dramaturgisk greb. Dels så giver det læseren en umiddelbar interesse i at læse historien til ende, nemlig at finde ud af hvad pokker der er sket med Pauline, samtidigt med at han, med Erwan (som jo heller ikke ved hvad der er sket), får en figur at identificere sig med. Læseren (eller i det mindste denne læser) lever sig ind i Erwans søgen efter Pauline, og forstår hans frustration over ikke at kunne finde hende; over at møde hendes venner, kolleger og tilfældige bekendte, men ikke hende selv; over ikke at kunne hitte hoved og hale i de historier og hentydninger om hende, som han får støvet frem. Man forstår Erwan, fordi man selv har samme mål som han, nemlig at få at vide hvor Pauline er blevet af og hvad der er sket med hende, siden man sidst så noget til hende.

døde-kæmpe-2-s005_Page_6(I parentes bemærket, og apropos absolut ingenting, så kan jeg desuden ikke lade være med at bemærke, at franske tegneserieskabere tilsyneladende kan et eller andet med at formidle samfundsmæssigt og økologisk sammenbrud på en afdæmpet, realistisk og dagligdags måde. Beskrivelsen af folks reaktion på den økonomiske og politiske ustabilitet i Pauline… fik mig således flere gange til at tænke på to af mine favorit Linda og Valentin album, Metro Chatelet, retning Cassiopeia og Brooklyn Station, endestation Kosmos, som begge besidder lidt af den samme adstadige og meget nede på jorden dommedagsstemning. Som T.S. Eliot udtrykte det i Hollow Men: ” This is the way the world ends. Not with a bang but a whimper.”)

Som det fremgår af ovenstående er jeg blevet væsentligt mere positiv stemt overfor serien om Den Døde Kæmpe efter at have læst Pauline… Jeg er stadig ikke helt sikker på, hvad der egentlig foregår, og hvor serien er på vej hen. Men det er netop en del af charmen ved serien, og i en tid hvor alt går hurtigere og hurtigere er det en sand nydelse at støde ind i en serie, hvor forfatterne tager sig god tid til at fortælle deres historie. Som det også var tilfældet i første bind, så er Malliés tegninger virkeligt flotte – hans figurer og tegnestil minder sine steder en del om Loisels , og det er ment som en ros – og Lapierres farvelægning fungerer endnu engang glimrende. Trykket er flot, papiret er godt, hardcoverformatet kommer virkelig til sin ret. Kort sagt: Faraos Cigarer leverer endnu engang et upåklageligt produkt, specielt når man tager prisen (kr. 148) i betragtning.

Fakta om serien

Vurdering: Anbefales. Skønt jeg stadig ikke er helt sikker på, hvad der foregår, så glæder jeg mig virkelig til bind tre.

Den Døde Kæmpe 1 – Pauline… (2009). 64 sider
Tegner: Vincent Mallié.

Forfatter: Régis Loisel og JB Djian
Forlag: Faraos Cigarer

En døende mands feberfantasier?

Coveret til Corto Maltese - Mu begynder som en surrealistisk feberfantasi. Der indledes på side et med en flok plettede tropefisk, der tilsyneladende er fordybet i samtale om den græske myte om Atlantis. Talebobler udgør en betydelig del af de enkelte billeder og synes, ret forvirrende, at antyde, at det måske alligevel ikke er fiskene der taler, men nogen eller noget, der befinder sig lige uden for billedrammen. Fra billede til billede skifter vores, læserens, synsvinkel, idet der uden varsel zoomes ind og ud på de forskellige fisk, så vi det ene øjeblik har flokken svævende og det næste er helt tæt på de enkelte fisk. Sidste billedramme på første side forekommer således umiddelbart at være et ultra close-up af en af fiskene – måske af et fiskeøje? Dette billede fortsættes på side to, hvor der først zoomes endnu tættere på fisken (ramme 1-3) for derefter langsom at blive panoreret ud igen (ramme 4-6), alt i mens diskussionen af Atlantis fortsætter. På side tre er vores perspektiv blevet trukket så langt tilbage, at vi opdager, at den foregående side ikke har været close-ups af en fisk, men derimod af et (billede af?) et ansigt set i profil. Yderligere forskydninger af perspektivet afslører at profilen tilhører en kraftig udsmykket figur, der umiddelbart ligner et vægmaleri, og taleboblerne viser, at det er denne figur, der udgør den ene del af samtalen. Den sidste billedramme på tredje side forskydes vores perspektiv endnu engang, men på en ny og overraskende måde: Det er et close-up af et menneskeansigt, indrammet af en gul cirkel. På de følgende par sider afsløres det, at den samtale, der blev indledt på side et, tilsyneladende er en diskussion mellem to undersøiske vægmalerier, med en person iklædt en gammeldags dykkerdragt (tænk Tintin i Enhjørningens hemmelighed) som en interesseret, men noget skeptisk, tilhører. På side 10-12, bliver dykkeren langsomt hævet op til havoverfladen og hevet ombord på et skib, og da han får hjelmen af opdager vi, tilsyneladende samtidigt med ham selv, at personen i dykkerdragten er Corto Maltese. De foregående sider har tilsyneladende blot været en illusion; en hallucination forårsaget af trykproblemer og manglende ilttilførsel.

Scene fra Corto Maltese - MuDermed er temaet og den overordnede handling for blevet præsenteret. [[Corto Maltese]] er, med et blandet udvalg af venner og bekendte fra sin fortid (Rasputin, Gyldenmund, Levi Colombia, Soledad) på jagt efter det forsvundne rige Mū, også kendt som Atlantis. Som i ethvert godt eventyr er der pirater, kidnapninger, kærlighed, hemmelige civilisationer, underjordiske kongeriger, farlige indfødte og vulkanudbrud. Men handlingen er som sådan sekundær; for [[Hugo Pratt|Pratt]] har det væsentlige ved tydeligvis ikke været historien, men derimod stemningen – og muligheden for at lade Corto Maltese syre ud på svampe. Der er lange, fabelagtigt flotte, drømmeagtige sekvenser, hvor man, ligesom i albummets indledende sider, ikke er sikker på, om det der foregår, er virkeligt eller blot noget der foregår i Corto Malteses fantasi. Virkelighed og hallucination glider ubesværet ud og ind af hinanden, og blandes på måder, som det er svært at forestille sig kan lade sig gøre indenfor andre medier.

er (og er skrevet som) det sidste album om og med Corto Maltese og er et vemodigt og smukt farvel til en af tegneserieverdenens mest elskede og kendte figurer. Den rastløse sømand fra Malta har, om nogen, været med til at gøre tegneserien respektabel som andet og mere end underlødig underholdning, og har samtidig formået at bevare et talstærkt og trofast publikum. I giver Pratt os alt det, som altid har kendetegnet Corto Maltese serien – og giver det hele en ekstra tand: Der er melankoli, vemod, dejlige (men ikke altid trofaste)kvinder, tvetydigt skurkagtige personer, fantastiske tegninger, åndeløst smukke billeder og meget, meget andet.

er næppe det rette sted at starte for en Corto Maltese novice; albummet fordrer et vist kendskab til Pratts persongalleri, og skønt historien på overfladen forekommer forholdsvis simpel, så er forløbet undertiden så eksperimenterende og udsyret, at det kan være vanskeligt at følge med i ved første gennemlæsning. På samme måde vil næppe omvende eller overbevise dem, som ikke på forhånd er fans af Pratts Corto Maltese serie; dertil er historien for indadvendt og for centreret om Corto Malteses eget univers. Meget symptomatisk foregår handlingen på, under og omkring en ø, og modsat andre albums i serien (Corto Maltese i Sibirien f.eks.), spiller det konkrete tidspunkt historien foregår på ikke den store rolle. Bortset fra utallige historiske referencer til den fjerne fortid er der således så godt som ingen henvisninger til konkrete (politiske og sociale) begivenheder i den omgivende verden. er en historie om og med Corto Maltese og Corto Malteses omgangskreds, og resten af verden spiller i den sammenhæng ikke nogen større rolle. Men for alle os som elsker Corto, og ønsker at sige farvel til ham, er der ingen vej uden om: er, selvfølgelig, et “must have”.

Og så må jeg lige (endnu engang) rose Faraos Cigarers udgivelsespolitik. Der er i den grad ikke gået på kompromis med noget ved udgivelsen af . Hardcover; godt papir, godt tryk, flotte farver – og så er der lige lagt 100 siders ekstramateriale oven i. Hugo Pratts egen forhistorie til ; forstudier til albummet; en bunke artikler om Atlantis-myten; gengivelser af gamle søkort; fotografier af Maya-vægmalerier og meget andet som jeg slet ikke har fået kigget ordentligt på endnu. Kudos til forlaget for den konsekvente fastholdelse af den høje kvalitet. Den eneste (lillebitte) anke jeg har, er, at det er lykkedes at stave Levi Colombias navn på tre forskellige måder i hhv. pressematerialet (Colombo); ekstramaterialet (Columbia) og selve serien (Colombia). Men det er vitterligt en detalje

Fakta om bogen:

Vurdering: Klart anbefalelsesværdigt hvis man på nogen som helst måde har et forhold til Corto Maltese. Det store spørgsmål er, om man er villig til at spendere de næsten 400 kr. som albummet løber op i.

Titel: . 270 sider (170 siders tegneserie + 100 siders “ekstramateriale” ).

Forfatter og Tegner: Hugo Pratt
Forlag: Faraos Cigarer
Pris: kr. 398

Bag om Batman

batman-biografi Batman. Masken og manden – en biografi er udgivet i anledning af 70-års jubilæet for Batmanfigurens opståen og første optræden i Detective Comics no. 27, udgivet i maj 1939. Formålet med bogen er dels at give en kort tegneseriehistorisk gennemgang af Batmanfigurens opståen og udvikling (i første del) og dels at tegne en form for psykologisk portræt af Batman igennem læsninger af udvalgte Batmanværker (i anden del).

I bogens indledning fortæller forfatteren, Søren Hemmingsen, at han til den tegneseriehistoriske gennemgang fået hjælp af (Marvel) Morten Søndergaard (der også er krediteret som medforfatter til bogen), mens han selv har udarbejdet det psykologiske portræt i anden del. Efter bogens udgivelse har Morten Søndergaard dog erklæret, at teksten til bogens første del uden hans vidende er blevet så kraftigt omskrevet og omredigeret, at han ikke kan genkende sit eget bidrag, og derfor ikke kan stå inde for teksten (se f.eks. denne artikel på DR’s hjemmeside).

Uden at vide hvordan Mortens oprindelige tekst har set ud er det selvsagt svært at vurdere, i hvilket omfang den trykte tekst er blevet omskrevet. For en umiddelbar betragtning forekommer den historiske gennemgang af Batmanfigurens og Batmanseriens udvikling dog solid, men noget kortfattet og en smule rodet. Udover Batmans egen udviklingshistorie præsenteres vi, som nødvendige baggrund for denne historie, også for historien om Supermans opståen, samt nogle overordnede bemærkninger om superheltegenrens udvikling. Alt i alt får man således næsten hele den amerikanske superheltetraditions historie opsummeret på 50 (meget korte) sider. Det giver selvsagt ikke megen tid til at fordybe sig i detaljer, og man kan undertiden blive helt forpustet af at skulle holde trit med forfatterne, når de haster op igennem årtierne. Og når der samtidig krydsklippes mellem på den ene side Batmanfigurens udvikling og på den anden side hele superheltegenrens udvikling, er det ofte nødvendigt at holde tungen lige i munden for at holde styr på teksten, hvilket ikke just fremmer den pædagogiske formidling. Folk der kender en smule til Batmans (og de øvrige superheltes) udvikling vil næppe lære meget nyt, men gennemgangen kan muligvis tjene til at introducere interesserede til den amerikanske tegneserieverdens vildvoksende og fascinerende baggrundshistorie – med det forbehold, at teksten som sagt undertiden går meget hurtigt frem.

Bogens anden del rummer seks kapitler, som med baggrund i kendte og mindre kendte Batmanhistorier søger at kortlægge en række væsentligt træk ved og sider af Batmanfiguren. Første kapitel diskuterer forholdet mellem og forskellene på Batman og Superman. Andet kapitel undersøger Batmans evne til at knytte venskab med andre. I tredje kapitel er emnet Batman og kærligheden. Fjerde kapitel omhandler Batmans (manglende?) forhold til Gud og det religiøse. Femte kapitel gennemgår Batmans forhold til sine fjender. Ikke overraskende lægges der her særlig vægt på forholdet til Jokeren, og på de måder hvorpå Jokerens vanvid kan ses som et slags perverteret spejlbillede af Batmans egen sindstilstand. Denne diskussion fortsættes i bogens korte afsluttende kapitel, ”Batman på briksen”, som eksplicit tager spørgsmålet om Batmans mentale ligevægt op.

Det psykologiske portræt af Batman der tegnes her er på mange måder mere interessant end den historiske gennemgang i første del, der jo (alt andet lige) må siges at være forholdsvis velkendt stof. Dels er det de essentielle aspekter af Batmanfiguren, som diskuteres; dels giver Hemmingsen sig forholdsvis god tid til at udfolde sit syn på Batman-figuren, og dels er det spændende at se en fortolkning af denne figur, som næsten udelukkende baserer sig på værkerne (herunder de to sidste film), i stedet for primært at bygge på ”ydre” kulturelle og sociale faktorer. Hemmingsen har tydeligvis haft Batman helt inde under huden, og hans fremstilling af figuren er båret af et dybt personligt engagement og interesse, hvilket klart kommer til udtryk i Hemmingsens forord, som det nok er værd at citere et længere uddrag fra.

Frem for at producere en tør og pedantisk afhandling har jeg bestræbt mig på at skildre superhelten som både en arketype og et menneske af kød og blod. Der kan rejses kritik for manglende akademisk stringens: der er adskillelige karakterer, som ikke bliver beskrevet, ligesom superhelten ikke bliver sat på plads i et større kulturkritisk og teoretisk skema. Fans af DC Comics’ vidt forgrenede og komplekse univers vil kunne pege på syndige undladelser og stribevis af inkonsekvenser. Men det ermin Batman, som læseren møder på disse sider. Vred, rationel og gudsfornægtende på samme tid afbilder Batman den vestlige civilisations ansigt på et niveau, hvor læsernes, forfatternes og illustratorernes bud er lige gyldige. 
(s. 8-9).

Det er tydeligvis en forfatter, der brænder for sit emne, som taler her, og det kan man mærke både på teksten og i fortolkningerne. Man kan være uenig i hans syn på Batman og i hans tilgang til og fortolkning af konkrete værker, men det er umuligt ikke at være imponeret over den alvor og et engagement, han er gået til opgaven med.

Et par kritiske bemærkninger om bogen er dog på sin plads. For det første kunne teksten godt have brugt en ekstra gang korrekturlæsning. Der er således flere steder i teksten, hvor der enten mangler tegn, eller hvor der er et par ekstra mellemrum mellem ordene (se f.eks. s. 23 og s. 133). Og så er overskriften på kapitel 4 ikke den samme i hhv. indholdsfortegnelse og brødtekst. Det er dumme fejl, som kunne have været undgået. For det andet kunne man have ønsket sig at forfatteren og forlaget havde lagt en konsekvent linje for brugen af amerikanske termer. Hvorfor oversættes ”the Golden Age” og ”the Silver Age” til hhv. ”Guldalderen” og ”Sølvalderen”, mens ”the Modern Age” ikke oversættes? Og hvorfor omtales visse superhelte og superheltegrupper med deres danske navn (Grønne Lygte; Lynet; De Fantastiske Fire), mens andre udelukkende omtales med deres oprindelige amerikanske navn (The Martian Manhunter; Spider-Man; Justice League)?

Man kan også rejse en mere overordnet kritik af bogen. Uden at ville beskylde bogen eller forfatteren for ”manglende akademisk stringens”, så forekommer det mig således dybt besynderligt, at man ikke har forsynet Batman. Masken og manden med en bibliografi. Især til første dels historiske gennemgang, hvor der angives en del årstal, henvises til en lang række forfattere, tegnere og redaktører, samt diskuteres en del kontroversielle emner (ikke mindst spørgsmålet om Bill Fingers bidrag til Batmanfigurens skabelse) kunne det have været rart med oplysninger om, hvilke kilder der er brugt, og hvilken litteratur der er blevet anvendt. Og fordi den historiske gennemgang er så kompakt og kortfattet ville det have været rart med et par henvisninger til, hvor man kan få mere at vide om Batmans og superheltegenrens udvikling. (For de som måtte være interesserede kan jeg anbefale Gerard Jones’ glimrende Men of Tomorrow Geeks, Gangsters, and the Birth of the Comic Book (Basic Books, 2004) og Bradford Wrights ligeledes glimrende Comic Book Nation: The Transformation of Youth Culture in America (The Johns Hopkins University Press, 2003).

Dette problem er ikke helt så udtalt i bogens anden del, der jo mestendels bygger på Hemmingsens læsninger af konkrete Batman-serier, og derfor ikke synes at have behov for at henvise til andre værker end netop disse udgivelser. Omvendt så betyder Hemmingsens tilgang, at hans læsning har en tendens til at lukke sig om sig selv. Som en følge af hans konsekvente forsøg på at forstå Batman på Batmans (og Batmanuniversets) egne præmisser, og deraf følgende afvisning af at sætte figuren i forbindelse med det omgivende samfund isoleres Batmanfiguren fra det omgivende samfunds sociale og kulturelle strømninger. Og dermed bliver det svært at se, på hvilken måde Batman (med Hemmingsens egne ord) kan siges at afbilde ”den vestlige civilisations ansigt”. Hemmingsens portræt af Batman ville i mine øjne have været mere relevant vundet betydeligt, hvis han, ved siden af sine egne værklæsninger, også havde inddraget de sociale og kulturelle baggrundsfaktorer, der har været med til at forme figuren. En helt afgørende mangel ved bogen er således, at den på intet tidspunkt henviser til eller gør brug af den formodentlig bedste bog, der endnu er skrevet om Batman, nemlig Will Brookers fantastiske Batman Unmasked. Analyzing a Cultural Icon (Continuum, 2001), der ud over en kronologisk gennemgang af Batmanfigurens udvikling også diskuterer de utallige kulturelle betydningslag, som figuren rummer (og bl.a. fik mig til at forstå relevansen og betydningen af den homoseksuelle fortolkning af Batman). Blandt andre relevante værker som kunne være blevet inddraget kan nævnes Roberta Pearsons og William Uricchios antologi: The Many Lives of The Batman. Critical Approaches to a Superhero and His Media (Routledge 1991) og Batman Unauthorized (redigeret af Denny O’Neill(!!), Benbella Books, 2008).

Det mest grundlæggende problem med Batman. Masken og Manden er måske, at det er uklart, hvem bogens målgruppe er. Bogens to dele taler således til to forskellige grupper. Første del tydeligvis rettet mod mennesker, som ikke har noget større kendskab til Batman eller til superheltegenren, og som derfor måske har brug for et kort historisk oprids af figurens udvikling. Bogens anden del synes derimod i høj grad at tale til fans, som allerede har et forhold til og en mening om Batmanfiguren og som må formodes at kende til de tekster og værker der diskuteres. Man kan derfor spørge sig selv, om den første slags læsere vil have lyst til at kaste sig ud i en (forholdsvis tekstnær) psykologiske fortolkning af Batman, og om den anden slags læsere gider læse endnu en (ikke specielt nyskabende eller dybtgående) historisk gennemgang af Batmans udvikling.

På trods af disse vanskeligheder og problemer skal forlaget og forfatteren dog roses for at have tage Batmanfiguren og superheltegenren alvorligt og for at have gjort et modigt, men ikke fuldstændig vellykket, forsøg på at formidle deres interesse for dette emne.

Og så er bogens forside for resten både stemningsfyldt og flot.

Fakta om bogen:

Vurdering: Bogens første del kan anbefales for nybegyndere udi superheltegenren. Bogens anden del bør læses af alle danske Batmanfans – om ikke andet så for at finde ud af, hvorvidt og hvorfor man er uenig med Hemmingsens fortolkning af Batman.

Titel: Batman. Masken og manden – en biografi. 160 sider 
Forfattere: Søren Hemmingsen og Morten Søndergaard 
Forlag: Forlaget Bindslev

Pris: kr. 169

Biernes Tårer af Loisel, Djian og Mallié

loiselmallie_dendoedekaempe1Det skal ikke være nogen hemmelighed, at en af denne anmelders all-time favourite tegneserie-serier er Serge Le Tendres og Régis Loisels Jagten på Tidsfuglen. Da jeg som tegneserieinteresseret teenager i en mindre dansk provinsby tilfældigt faldt over serien var det lidt af en åbenbaring. En intelligent, veltegnet, spændende og morsom FANTASY-tegneserie? Den slags var ikke hverdag tilbage i slut-80erne. Og så var der jo selvfølgelig Zassa, troldkvinden Maras datter, hvis åbenlyse fortrin har gjort et stort og uudsletteligt indtryk på mangen en mandlig tegneserielæser.

Det var derfor med stor forventning, at jeg gav mig i kast med Biernes Tårer, første bind i Loisels seneste serie: Den Døde Kæmpe. Mine forventninger blev dog kun næsten opfyldt.

Historien er forholdsvis simpel.  Pauline er universitetsstuderende fra Paris, som har lånt et hus på landet af en veninde, for at få ro til at læse til eksamen. På vej til huset bryder hendes bil imidlertid sammen, og hun får hjælp og husly af Erwan, en lokal fyr på hendes egen alder. Erwan, viser det sig, er en mand med en mission. Med hjælp og vejledning fra Mester Christo, en gammel blind troldmand, er han nemlig på vej ud på en længere rejse “Derovre” –  en eventyrlig parallelverden fyldt med sære væsner. Efter en del skænderier, som udstiller forskellene på Pauline, den lettere arrogante storbypige, og Erwan, den afslappede og godmodige fyr fra landet, ender de ved en fejl begge to “Derovre”, og Erwan bliver, mod sin vilje, nødt til at tage Pauline med på sin rejse. Da albummet slutter, er vi blevet præsenteret for en række af de forskellige væsener, der lever i den anden verden, vi har fået en række antydninger af, hvad Erwans mission går ud på, og i har fået en række tegn på, at Pauline måske ikke er helt så negativt stemt over for Erwan, som man umiddelbart kunne tro. Kort sagt: En klassisk, næsten traditionel, eventyr/fantasy-historie.

At kalde Den Døde Kæmpe for “Loisels seneste serie” er lidt af en tilsnigelse: Godt nok er han, sammen med JB Djian, medforfatter på serien, men modsat såvel Jagten på Tidsfuglen som den senere serie om Peter Pan, så har Loisel ikke tegnet serien. Det har derimod den mig ukendte Mallié – og det har han gjort rigtig godt. Tegningerne er flotte og klare, og farvelægningen (af Lapierre) giver stemning og karakter til såvel landskabs- som persontegningerne. Hvad angår selve udgivelsen, så lever Faraos Cigarer endnu engang op til sit ry som et kvalitetsforlag: Hardcover indbinding, godt papir, godt tryk, god tekstning, god (så vidt jeg kan bedømme) oversættelse. Med andre ord: En rigtig, rigtig flot udgivelse.

Dette betyder dog ikke, at Biernes tårer er uden fejl og mangler, de har blot intet med tegningerne eller selve udgivelsen at gøre, men derimod med Loisels og Djians historie. For det første er der, som nævnt, tale om en meget klassisk historie; en historie som, i det mindste i dette første bind, endnu ikke rigtigt har budt på nogen overraskelser. Så snart Pauline og Erwan mødes er man klar over, at deres umiddelbare modsætninger nok skal blive afløst af gensidig tiltrækning. Og Paulines arrogante storbyfacon virker lidt for karikeret og stereotypisk. Da hun på side 1, efter at være ankommet til den lille lokale togstation, for sig selv tænker: “Sikke et hul. Velkommen til Bonderøvsland, min pige”, ja, så er den erfarne tegneserie-  og børnebogs- læser allerede klar over, at hun nok hurtigt vil blive udsat for begivenheder, der vil få hende til at skifte mening. Der sker ikke rigtigt noget i Biernes Tårer, som man ikke på forhånd kunne have regnet ud. For det andet så sker der generelt ikke særligt meget i Biernes Tårer. Der bruges en del tid på at få de forskellige personer og verdener præsenteret og gjort bekendte, og ikke så meget plads på reel handling. Biernes Tårer bærer kort sagt tydeligt præg af at være det første bind i en serie: Vi introduceres for hovedpersonerne, møder en gammel troldmand og en del fremmedartede væsner, samt får antydningen af en større historie, som det hele indgår i, men der SKER ikke rigtigt noget.

Kan Biernes Tårer anbefales? Så ganske afgjort. Den er flot, veltegnet og skal nok holde opmærksomheden fanget. Og med en vejledende udsalgspris på kun kr. 128 er det ikke prisen der bør afholde en fra at købe den. Og skønt der som sagt er lidt problemer med det dramatiske flow i første bind, så er grundlaget lagt for noget, der sagtens kan blive en rigtig god serie. Og det skulle ligne Loisel dårligt, hvis tingene virkeligt er så enkle og ligetil, som de umiddelbart synes at være her i bind et. Mon ikke der vil komme en overraskelse eller to i de kommende bind?

Fakta om serien

Vurdering: Anbefales – især hvis der kommer lidt mere gang i de næste bind

Den Døde Kæmpe 1 – Biernes Tårer (2009). 56 sider 
Tegner: Vincent Mallié.

Forfatter: Régis Loisel og JB Djian 
Forlag: Faraos Cigarer