God’s greatest hits: R. Crumb – Verdens skabelse

Robert Crumb var i 60’erne og 70’erne en af hovedkræfterne i den amerikanske undergrunds tegneseriebevægelse Comix, og har givet os så ikoniske karakterer som Mr. Natural og Fritz the Cat.

Nu har han efter fire års arbejde, givet os en tegneserieudgave af en rigtig mainstream klassiker – Biblen. Nærmere bestemt Første Mosebog, som også er den saftigste og mest interessant del af Det gamle testamente. Her optræder klassiske bibelhistorier som Adam og Eva, Noa og syndfloden, ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra, Josef og hans brødre og mange flere.

Teksten har Crumb trofast taget fra den seneste (engelske) oversættelse af Første Mosebog, og på dansk er det teksten fra Det Danske Bibelselskabs autoriserede oversættelse fra 1992 der bruges. Der er kunnet lavet få ændringer, for at få det til at passe ind i tegneseriemediet, som alle er anført bagerst i bogen.

Det siger en del at Crumb, som vanligt nyder at provokere, her udgiver med bibelautoriteters velsignelse, og man må da også sige at Crumb har holdt sig i skindet. Man kunne forvente at med så saftigt materiale som Sodoma og Gomora, masseomskæringer og adskillige sex- og incestscener, ville Crumb forfalde til at gå lidt amok. Men Crumb holder sig trofast til biblens ord, og viser ikke mere end han behøver.

Faktisk er Verdens Skabelse så trofast mod sit oplæg, at den på bedste vis demonstrerer hvor absurd og usammenhængende en historie det egentlig er. Crumb er sig selv bevidst om denne tendens. I forordet fortæller han hvordan andre tegneserietilpasninger af Biblen, ofte kommer scener ind som ikke optræder i det tekstlige oplæg, mens Crumb, som ikke troende, holder sig nøjagtig til tekstens ord.

Crumb udviser desuden et godt kendskab til Biblens tekst og fortolkninger i en kommentarsektion til sidst i bogen, hvor han diskuterer de mulige ændringer som teksten har gennemløbet gennem tiden, herunder især rettelser og omskrivninger der fremhæver patriarkalsk magt, frem for den oprindelige matriarkalske.

Crumb undlader måske nok at provokere unødigt, men hans vanlige stil dominerer stadig i høj grad. Således er kvinderne alle storrøvede og med spidse granatbryster, og ikke mindst notorisk grimme. De sort/hvide tegninger er superdetaljerede og de tætte skraveringer giver næsten én ondt i armen.

Tegneseriemediet passer godt på det tekstlige forlæg, især i lange, uoverskuelige opremsninger af familieforhold og sønner, som fx “Esaus førstefødte søn Elifaz’ sønner… høvdingene Tema, Omar, Sefo, Kenaz, Kora, Gatam og Amalek” som hver får deres lille portræt, og på den måde gøres læsevenligt og mindre arbitrært.

Jeg vil ikke kalde Verdens skabelse et stort værk, men det er forfriskende at vi endelig har fået en trofast gengivelse af Første Mosebogs tekst, som så samtidig er noget mere appetitlig og lettere at gå til end Det gamle testamente.

Fakta om værket

Titel: Verdens skabelse

Oversættelse: Søren Vinterberg

ISBN: 9788711433461

Omfang: 208 sider

Indbinding: Hardcover

Pris: 299.95

Lilith i underverdenen

Scene fra MSerien Lilith i underverdenen, hvoraf bind to netop er kommet på gaden, er et nyt dansk bidrag ud i tegneseriemediet, både for de implicerede skabere, forfatteren Oskar K og tegneren Rasmus Bregnhøi, og for forlaget Branner og Korch. Det er altid rart med flere danske aktører på den danske tegneseriescene, og fra udgangspunktet har jeg været meget optimistisk omkring disse udgivelser. Desværre føles udgivelserne mest af alt som forsøg på at være med i ”graphic novel” bølgen, og man skal desværre lede langt efter gode grunde til at investerer i disse bøger frem for så mange andre.

I serien følger vi den blinde, synske pige Lilith og hendes ’førerhund’ den limsniffende gadedreng Schniff. De bevæger sig rundt i en unavngiven noir-storby hvor skyggerne er lange, og alt ligger i et blåt skær. I Lille Miss Nobody finder de skelettet af ukendt pige, tilsyneladende et mord der måske hænger sammen med en hvid unummereret ambulance der jagter dem. ’Mordet’ viser sig dog, noget antiklimatisk, at være en slags ulykke, og den hvide ambulance og alle de andre løse tråde bliver ikke samlet op her. I det hele taget virker plottet først og fremmest som en noget spinkel undskyldning for at vise spændende locations i storbyen, som ligner en blanding af de gyldne tyveres Berlin, Dickens London, og Københavns istedgade-kvarter.

Omslag til MI bind to, der hedder M, sker der heldigvis en betragtelig positiv udvikling. Værket, der som titlen ganske eksplicit gør opmærksom på, er en gendigtning af Fritz Langs fænomenale filmklassiker M fra 1931, om en barnemorder, eminent spillet af Peter Lorre, der jagtes gennem Berlins gader. Her bærer storbyen selvsagt endnu mere præg af mellemkrigstidens Berlin. De blå nuancer er her erstattet af røde. En rød himmel over Berlin, og røde armbind på nazisterne der går strækmarch gennem gaderne. Der er dog også henvisninger det 19. århundredes Paris, ikke mindst med brugen af det berømte parisiske sindssygehospital Salpêtrière. Historien i bind to har betragteligt mere kød på sig end det første bind, som da også grundlæggende følger plottet i Fritz Langs film, selvom den stadig er ret svag.

Undervejs gives der nik til andre noir- og krimiklassikere fra tegneserieverdenen, som Alan Moores og Eddie Campbells sublime From Hell og Frank Millers berømte neo-noir serie Sin City. Den sidste i form af Nancy der optræder på en natklub, men som fremfører tyske slagere iført blonde Prinsesse Leia frikadeller, i stedet for at svinge pisken iført cowboyhat.

Omslag til Little Miss NobodyDe to tegneserier fremstår begge som noget ujævne og ubearbejdede værker. Herrerne Oskar K (den erfarne børnebogsforfatter Ole Dalgaard) og illustratoren Rasmus Bregnhøi er bestemt ikke nybegyndere i børnebogsafdelingen, men det er de så sandelig i tegneserieafdelingen, og det mærkes, især i det første bind. Nu gør de det selvfølgelig heller ikke nemmere for sig selv, ved IKKE at lave en børnetegneserie, men en voksen tegneserie, som så ikke rigtigt er for voksne alligevel. Karaktererne, dialogen og plottet er overfladisk og forsimplet, men børnemord, stofmisbrug, prostitution, striptease og organhandel er vel næppe tiltænkt et barnligt publikum?

Jeg må så også indrømme at jeg ikke er meget til Rasmus Bregnhøis illustrationer. Han har jo ellers vundet priser for tegningerne til netop Lille Miss Nobody, så måske er det bare min helt egen idiosynkrasi, ikke desto mindre bryder jeg mig ikke om den bevidst forsimplede stil karaktererne har, og de udetaljerede baggrunde, som ofte ikke er andet end rene farveflader. Det virker for mange andre tegnere af alternative (læs: ikke-superhelte) tegneserier, men ikke her.

Alt i alt kan jeg ikke med god samvittighed anbefale disse to værker. Man kan selvfølgelig håbe at den positive udvikling fra bind et til bind to fortsætter i kommende udgivelser, men det er nok tvivlsomt at jeg nogensinde bliver fan.

Fakta om serien

Lille Miss Nobody

Branner & Korch, 88 sider, kr. 179,95. ISBN: 978-87-411-0144-6

M

Branner & Korch, 93 sider, kr. 179,95. ISBN: 978-87-411-0145-3

Skrevet af: Oskar K

Illustreret af: Rasmus Bregnhøi

Den sidste synd – Sin City 7: Ind i helvede af Frank Miller

Cover til Sin City 7Med udgivelsen af syvende bind af Frank Millers hårdkogte serie Sin City, som på dansk har fået titlen Ind i helvede, har det danske tegneserieforlag G. Floy Studio sandsynligvis færdiggjort oversættelsesarbejdet af serien. Siden Miller lagde sidste hånd på den amerikanske original From Hell and Back i 2000, er der nemlig ikke udkommet mere i Sin City universet – på papir i hvert fald.

Det er nok meget godt, for bind syv er præget af en træthed og monotomi i sine virkemidler. Det virker som at Miller kender sit univers og dets mekanismer lidt for godt, og derfor formår han ikke at skyde samme entusiasme og fortælleglæde i bogen som i de tidligere (fantastiske) bind.

Ind i helvede starter meget passende som det første bind i sin tid startede, med en mand der møder og forelsker sig i en mystisk kvinde, kun for at miste hende igen, og så i resten af fortællingen uddele sin blodige hævn på de skyldige. Men i stedet for Marvs muskuløse knudemand, der blindt uddeler tæsk med gigantnæverne i sin blodrus over luksusluderen Goldies død, hedder den mandlige part her Wallace og er en følsom maler med langt sort hår. Nå ja, så er han desuden højt dekoreret Navy Seal-soldat og kan dræbe en mand på 99 forskellige måder.

Wallace redder Esther fra et selvmordsforsøg. Esther er vist skuespiller eller noget lignende, men vigtigst er selvfølgelig at hun, som de fleste kvinder i Sin City universet, kan bryste sig af ypperlige former, store læber, og – i dette tilfælde – en glat ibenholtshud. Wallace tager Esther med hjem, og de finder med det samme gnisten, og tilbringer derefter en hyggelig aften i Basin Citys natteliv.

Scene fra Sin City - ind i HelvedeI hvert fald lige indtil Wallace bliver skudt med en bedøvelsespil, og hjælpeløst må se til mens to skumle skikkelser kidnapper hans nyfundne kærlighed.

Herfra går det hånd i hånd. Wallace optrevler den organisation der står bag Esthers kidnapning, i et Millersk hævntogt gennem Sin Citys afkroge. Det viser sig at organisationen bag er et større foretagende der handler i slaver og organer, og har en mindre hær som vagtværn. Undervejs støder man blandt andet på gamle kendinge som kæmpechaufføren Manute, og den nymfomaniske lejemorder Delia, som poserer som Esthers værelseskammerat.

Det er ikke handlingen der fænger i Ind i helvede, skabelonen minder som sagt utrolig meget om første bind af Sin City. Når det så er sagt, er plottet her unødvendigt kompliceret. Hvis man ikke holder tungen lige i munden taber man hurtigt tråden. Kausaliteten i bogen er ikke så stram og velkomponeret som den ellers plejer at være i Sin City-bøgerne, og samtidig er den med sine 300 sider den længste og dyreste i serien. En god opstramning villet have gjort underværker.

Det mange Sin City-fans forventer af en bog, er nok utvivlsomt mange scener med halvnøgne kvinder, og udpenslede actionscener, og her skuffer Ind i helvede bestemt ikke. Ligene hober sig op i skønne sort-hvid farver, og den ene pin-up kvinde efter den anden poserer i smagsfulde skyggerige positurer.

Der er også en sjov og original sekvens i bogen, hvor Wallace hallucinerer efter at være blevet injiceret med et stof af lejemorderen Delia. Her skruer Miller ned for kontrasten, og pludselig kommer der faktisk gråtoner i Sin City (!). Wallace bliver reddet fra situationen af sin ven Kaptajnen, som, i Wallaces hallucinationer, forvandler sig til forskellige popkulturelle ikoner, som Kaptajn Amerika, Rambo, Kong Leonidas, Dirty Harry og Hellboy – for at nævne nogle få! Det er en underholdende og afvekslende scene, det er bare synd at G. Floy Studio ikke har bragt den i farver. Sådan udkom den nemlig i USA, farvelagt af Millers ekskone Lynn Varley. I stedet må vi så nøjes med gråtonerne.

Ind i helvede følger i høj udstrækning den succesfulde Sin City-skabelon, den bærer bare præg af en vis træthed i sit udtryk, og gør derfor ikke så stort indtryk som de tidligere bind i serien. Det ændrer dog ikke ved at den sætter punktummet for Millers fantastiske neo-noir serie, som nok skal se masser af succes endnu med de kommende filmatiseringer.

Fakta om serien

Sin City – Ind i helvede.

G. Floy Studio, 300 sider i sort/hvid, kr. 248,00. ISBN 978-87-91630-52-1.

Skrevet og illustreret af: Frank Miller

Oversat af: Steffen P. Maarup

Den sidste synd – Sin City 7: Ind i helvede af Frank Miller

Med udgivelsen af syvende bind af Frank Millers hårdkogte serie Sin City, som på dansk har fået titlen Ind i helvede, har det danske tegneserieforlag G. Floy Studio sandsynligvis færdiggjort oversættelsesarbejdet af serien. Siden Miller lagde sidste hånd på den amerikanske original From Hell and Back i 2000, er der nemlig ikke udkommet mere i Sin City universet – på papir i hvert fald.

Det er nok meget godt, for bind syv er præget af en træthed og monotomi i sine virkemidler. Det virker som at Miller kender sit univers og dets mekanismer lidt for godt, og derfor formår han ikke at skyde samme entusiasme og fortælleglæde i bogen som i de tidligere (fantastiske) bind.

Ind i helvede starter meget passende som det første bind i sin tid startede, med en mand der møder og forelsker sig i en mystisk kvinde, kun for at miste hende igen, og så i resten af fortællingen uddele sin blodige hævn på de skyldige. Men i stedet for Marvs muskuløse knudemand, der blindt uddeler tæsk med gigantnæverne i sin blodrus over luksusluderen Goldies død, hedder den mandlige part her Wallace og er en følsom maler med langt sort hår. Nå ja, så er han desuden højt dekoreret Navy Seal-soldat og kan dræbe en mand på 99 forskellige måder.

Wallace redder Esther fra et selvmordsforsøg. Esther er vist skuespiller eller noget lignende, men vigtigst er selvfølgelig at hun, som de fleste kvinder i Sin City universet, kan bryste sig af ypperlige former, store læber, og – i dette tilfælde – en glat ibenholtshud. Wallace tager Esther med hjem, og de finder med det samme gnisten, og tilbringer derefter en hyggelig aften i Basin Citys natteliv.

I hvert fald lige indtil Wallace bliver skudt med en bedøvelsespil, og hjælpeløst må se til mens to skumle skikkelser kidnapper hans nyfundne kærlighed.

Herfra går det hånd i hånd. Wallace optrevler den organisation der står bag Esthers kidnapning, i et Millersk hævntogt gennem Sin Citys afkroge. Det viser sig at organisationen bag er et større foretagende der handler i slaver og organer, og har en mindre hær som vagtværn. Undervejs støder man blandt andet på gamle kendinge som kæmpechaufføren Manute, og den nymfomaniske lejemorder Delia, som poserer som Esthers værelseskammerat.

Det er ikke handlingen der fænger i Ind i helvede, skabelonen minder som sagt utrolig meget om første bind af Sin City. Når det så er sagt, er plottet her unødvendigt kompliceret. Hvis man ikke holder tungen lige i munden taber man hurtigt tråden. Kausaliteten i bogen er ikke så stram og velkomponeret som den ellers plejer at være i Sin City-bøgerne, og samtidig er den med sine 300 sider den længste og dyreste i serien. En god opstramning villet have gjort underværker.

Det mange Sin City-fans forventer af en bog, er nok utvivlsomt mange scener med halvnøgne kvinder, og udpenslede actionscener, og her skuffer Ind i helvede bestemt ikke. Ligene hober sig op i skønne sort-hvid farver, og den ene pin-up kvinde efter den anden poserer i smagsfulde skyggerige positurer.

Der er også en sjov og original sekvens i bogen, hvor Wallace hallucinerer efter at være blevet injiceret med et stof af lejemorderen Delia. Her skruer Miller ned for kontrasten, og pludselig kommer der faktisk gråtoner i Sin City (!). Wallace bliver reddet fra situationen af sin ven Kaptajnen, som, i Wallaces hallucinationer, forvandler sig til forskellige popkulturelle ikoner, som Kaptajn Amerika, Rambo, Kong Leonidas, Dirty Harry og Hellboy – for at nævne nogle få! Det er en underholdende og afvekslende scene, det er bare synd at G. Floy Studio ikke har bragt den i farver. Sådan udkom den nemlig i USA, farvelagt af Millers ekskone Lynn Varley. I stedet må vi så nøjes med gråtonerne.

Ind i helvede følger i høj udstrækning den succesfulde Sin City-skabelon, den bærer bare præg af en vis træthed i sit udtryk, og gør derfor ikke så stort indtryk som de tidligere bind i serien. Det ændrer dog ikke ved at den sætter punktummet for Millers fantastiske neo-noir serie, som nok skal se masser af succes endnu med de kommende filmatiseringer.

Sin City – Ind i helvede.

G. Floy Studio, 300 sider i sort/hvid, kr. 248,00. ISBN 978-87-91630-52-1.

Skrevet og illustreret af: Frank Miller

Oversat af: Steffen P. Maarup

Døden uden ende – The Walking Dead

Cover fra Walking Dead

Det amerikanske Independent forlag Image Comics er nok mest kendt for Todd McFarlanes Spawn-serie, men firmaets nyeste gulddreng hedder Robert Kirkman. Han startede sin triumffærd med serien Invincible (2002-) om teenage-superhelten Mark Grayson alias Invincible, som hurtigt blev firmaets mest succesfulde serie. Kort efter Invincible startede Kirkman sammen med tegneren Tony Moore den apokalyptiske zombieserie The Walking Dead, som jeg vil kigge nærmere på her.

De levende døde i Walking DeadI slutningen af første hardbackbind, er der et efterord af Kirkman, hvor han erklærer sin kærlighed til zombiefilm. Han har dog et stort problem med dem, nemlig at de slutter! Med The Walking Dead vil han følge verdens undergang til dens naturlige afslutning, han vil lave zombiefilmen uden ende. Resultatet er intet mindre end fantastisk og ikke mindst, skrækindjagende uhyggeligt.

I The Walking Dead følger man politibetjenten, Rick Grimes, der var politimand i den lille by Cynthia i den sydlige stat Georgia. Rick bliver skudt i tjenesten og ligger som følge i koma på hospitalet, mens zombierne hærger landet. På første side vågner han op fra sit koma og finder langsomt ud af, hvad der er sket. Da han kommer hjem opdager han, at hans kone, Lori, og søn, Carl, ikke er at finde nogle steder. Han lærer, at myndighederne har opfordret civilbefolkningen til at tage til storbyerne, hvor hæren bedre kan beskytte dem mod zombietruslen.

Scene fra Walking DeadRick kører derfor mod Atlanta, på jagt efter sin kone og søn, men opdager, at byen er fuldstændig overrendt af zombier. Han finder ved et held sin familie i en lille improviseret lejr uden for byen, hvor de forsøger at holde sig i live sammen med 12 andre overlevende. Herfra går det slag i slag. Man følger den lille gruppe, som leder efter et sikkert sted at leve. Undervejs er der jævnlig udskiftning i persongalleriet, da nye overlevende støder til gruppen, mens andre må lade livet.

Kirkman er ikke bange for at slå selv centrale karakterer ihjel, så man kan aldrig vide, hvem der ryger næste gang, og de overlevende bliver i den grad decimeret. Meget mere skal ikke siges om plottet, da chokfaktoreren er helt essentiel for læseoplevelsen.

Zombierne ligner dem, vi kender fra George A. Romeros kanoniske film, dvs. de er levende døde, som langsomt stavrer af sted på jagt efter menneskekød. Et bid dræber først og bringer derefter offeret tilbage som zombie, og man kan kun stoppe dem ved at ødelægge deres hjerne. Som i alle gode zombiehistorier fungerer zombierne som katalysatorer for ekstreme omstændigheder, i hvilke man kan lave nogle interessante karakterstudier. Hvordan reagerer man fx ved at se ens nærmeste blive forvandlet? Og hvilke tanker flyver der gennem ens hoved, når man bliver bidt, og ved at man snart selv vil være en del af de levende dødes rækker? I sidste ende viser det sig dog, at mennesket stadig er det farligste rovdyr.

Indeed it is ...
Indeed it is ...

Serien låner flittigt ideer fra andre zombiefortællinger, men fører dem ud til yderste logiske konsekvens. Hvis man nu amputerer en bidt legemsdel hurtigt nok, kan man så undgå forvandlingen?  Og er en zombie uden tænder overhovedet farlig? Også det menneskelige aspekt undersøges nøje. Hvordan ordner man fx toiletbesøg i en lille lejr, eller tøjvask, strøm, vand, mad, benzin, børnepasning, underholdning og vintertøj? Det er simpelthen en fornøjelse at se emnet blive behandlet med en sådan alvor og grundighed.

Der hvor The Walking Dead virkelig fænger er dog i dens persongalleri. Nok er mange af karakterene arketypiske, men de er stadig psykologisk troværdige. Det er i særdeleshed fascinerende at se, hvordan de reagerer på at leve omringet af døden, tvunget til selv konstant at slå ihjel. Generelt kan man adskille karakterene i dem, der bliver effektive dræbermaskiner, men måske mister deres menneskelighed i købet, og så dem, der simpelthen ikke kan håndtere det og må bukke under for apati, hallucinationer og selvmordstendenser. Man ved aldrig, hvornår én af karakterene knækker, men det er sikkert, at det er med fatale konsekvenser til følge både for dem selv og de andre.

Walking Dead - in the eye of the beholderSerien er tegnet i dystre sort-hvid-tegninger. De første 6 bind er tegnet af Tony Moore i smukke og detaljerede sort-hvid-tegninger, som udtryksfuldt benytter hele paletten af gråtoner. De var åbenbart for smukke, for han havde tilsyneladende problemer med at følge med hver måned. Derfor blev han erstattet af Charlie Adlard fra bind 7, men  fortsatte med at tegne forsiderne til og med bind 24. Adlards tegninger er mere skitseagtige og ikke så detaljerede, kontrasten er større, og de er i det hele taget ikke så lækre, som man var blevet vant til. Det er et hårdt slag, især fordi karakterene også ser anderledes ud, og man derfor skal til at lære dem at kende igen. Man vænner sig dog til Adlards stil, hvis hurtige, rå tegninger faktisk fungerer glimrende i en tegneserie som denne.

The Walking Dead er en fantastisk medrivende serie, som på det stærkeste kan anbefales, og ikke kun til zombiefans. Det er en fornøjelse at se, hvor seriøst Kirkman behandler zombiegenren. Det bliver sjældent fjollet eller for meget, men er altid en stærk følelsesmæssig oplevelse. Man lever sig ind i de strabadser den lille flok overlevendes må gennemgå, og følger deres successer og fiaskoer med stort engagement. En tegneserie – eller et hvilket som helst andet medie – kan dårligt håbe på mere, og man kan kun glæde sig over at Robert Kirkman ikke planlægger at stoppe serien foreløbigt, for det er svært af få nok.

Fakta om serien

The Walking Dead #1-54

Forfatter: Robert Kirkman

Tegnere: Tony Moore, Charlie Adlard

Gråtoner: Cliff Rathburn

Forlag: Image Comics

Serien er samlet i 9 TPB:

1 Days Gone Bye (2004)

2 Miles Behind Us (2004)

3 Safety Behind Bars (2005)

4 The Heart’s Desire (2005)

5 The Best Defense (2006)

6 This Sorrowful Life (2007)

7 The Calm Before (2007)

8 Made To Suffer (2008)

9 Here We Remain (2009)