Alan Moore & Kevin O’Neill: Det hemmelighedsfulde selskab 1+2

Tredje bind af [[Alan Moore]] og Kevin O’Neills meta-pulp-pastiche ”[[Det Hemmelighedsfulde Selskab]]” kommer snart på dansk, så det er et godt tidspunkt at genlæse de to første historier – og har man ikke læst dem før, kan vi konkludere allerede nu, at stort set ethvert tidspunkt er et godt tidspunkt at starte.

Mange kender nok Selskabet fra filmatiseringen, The League of Extraordinary Gentlemen fra 2003; de to ting er dog (mildest talt) meget forskellige. Filmen er en søndagsfilm – af den slags, der nok nydes bedst med tømmermænd, chips og cola. Tegneserier er søndagslæsning – af den slags, som nydes bedst, når man har tid, sted og overskud. Det er nemlig lige dele god historie og litterært puslespil med et væld af detaljer.

Det er Alan Moore, der har skrevet historien, og han har tidligere (og senere, for disse to bind er udkommet imellen årene 1999 og 2003 oprindelig) begået både gennemført kulørte historier og større, mere tunge værker – her synes jeg, at det i høj grad lykkes ham at forene de to. Han dykker ned i fortidens kulørte hæfter og forlener dem med en vis vægt kraft af sit overlegne fortælletalent.

Titlens selskab består ganske enkelt af folk fra litteraturhistorien – og dermed ikke ment Bram Stoker, Robert Louis Stevenson, Jules Verne, Sir Rider Haggard og HG Wells, men derimod deres personer, hvad enten de er hoved- eller bi- i de originale værker. Romanfigurer dør aldrig rigtig, men deres ophavsret forfalder, og det er det faktum, som danner basis for Det Hemmelighedsfulde Selskab. Personer oprindeligt skabt af de førnævnte forfattere placeres i en udgave af Victoriatidens England med masser af Steampunk-undertoner; det er England på sit højeste med masser af retro-retro-futuristisk teknologi i baggrunden.

Det første bind, som blot hedder ”Det hemmelighedsfulde selskab”, fortæller historien om, hvordan Selskabet samles (eller rettere, hvordan den seneste inkarnation af selskabet samles, for vi får hen ad vejen også listet lidt oplysninger om tidligere udgaver). Det er lederen af efterretningsvæsenet, Champion Bond (som det er svært ikke at se som en forfader til en vis James), der sætter en frøken Murray til at samle en række meget specielle individer. Mina hedder hun til fornavn og var tidligere gift med Jonathan Harker – og nyder man at genkende en henvisningen til en biperson i Dracula, kender man en smule af fryden til at læse om Selskabet, den litterære ækvivalent til at fange snefnug med tungen. Og det er formelig som et løbe gennem en snestorm af intertekstuelle referencer.

Den første person, Mina får med, er kaptajn på sin egen ubåd og hedder (naturligvis) Nemo. Den næste er H. Rider Haggards eventyrer Quatermain. Den tredje må de finde i Paris, hvor detektiven Auguste Dupin fører dem gennem noget, der minder ubehageligt om ”Edgar Allan Poe”, men ender et helt andet sted. Og sådan går det, fra historie til historie, hvor ikke blot personerne men også baggrundene har deres helt egen betydning.

Da først hele Selskabet er samlet, viser det sig snart, at en grusom fare truer det britiske imperium, og det mildest tale umage team må drage i felten.

En lykkelig slutning ved jeg ikke, om jeg vil kalde det, der kommer ud af det, men det må være tydeligt for enhver, at det går godt nok til, at der kunne komme en forsættelse. Her er titlen Klodekrigen, og i stedet for blot at løfte folk op fra litteraturens genpøl har Moore denne gang samlet en hel historie op, som han søsætter sin tidligere fangst i – der er tale om HG Wells’ ”Klodernes kamp”, og marsboernes invasion udspiller sig på én gang som i originalen og helt originalt.

De to historier er overlegent fortalt. Moore styrer sine tegneserier minutiøst, samtidig med at han lægger en forfærdeligt masse arbejde i dem, og det kan ses – ikke nok med, at han forstår at fortælle en historie, men samtidig formår han at formidle mængder af baggrundsinformation i baggrunde og henkastede bemærkninger. Et mesterværk, tøver jeg ikke med at kalde det, men samtidig må jeg også indse, at en stor del af de to værkers charme har at gøre med, hvorvidt man finder fortællingernes sfære for interessant. Min kone, hvis smag jeg ellers ofte deler, har aldrig kunnet se pointen, men har så heller ikke den baggrund, der gør, at hun kan fortabe sig i referencerne og de indforståede vittigheder. På den gode side må det så også betyde, at baggrund og historie hænger sammen – de kan ikke fungere alene, eller i al fald ikke fungere lige så godt.

Tredje historie om Det Hemmelighedsfulde Selskab skulle være på vej på dansk fra Forlaget Fahrenheit. Efter denne genlæsning kan det i mine øjne ikke gå hurtigt nok. Det virker umuligt, men Moore har tidligere vist, at han er i stand til at overgå sig selv; alene tanken om, at han vil overgå dette, er nok til at give hjertebanken.

Jim Woodring: Alkymisterne

Forside til alkymisterneJim Woodring er… sær. Besynderlig, mærkværdig, grotesk, bizar og sær. Og fascinerende. Uendeligt fascinerende.

”Alkymisterne” er den første Jim Woodring-titel på dansk, og det er (naturligvis, fristes man til at sige) Aben Maler, der står bag. Så man ved, at man får serveret noget, der bevæger sig i grænselandet mellem tegneserie og Kunst med stort K (omend jeg ikke tror, forlaget ser nogen skillelinie); men kender man ikke Woodring i forvejen (mit eget kendskab var yderst overfladisk), er det svært at forudse, hvad der venter bag den uskyldigt udseende forside.

De lige så uskyldige facts er som følger: ”Alkymisterne” er på cirka hundrede sider, er helt blottet for dialog eller tekst i det hele taget og rummer i en birolle en af Woodrings faste figurer, den katteagtige Frank. Tegningerne er holdt i sort/hvid i en næsten træsnitsagtig stil.Scene fra Alkymisterne af Jim Woodring

Men de uskyldige facts flyder blot på overfladen og dækker kun dårligt over alle de sorte absurditeter, der stiger op fra dybderne. At begive sig ind i ”Alkymisterne” er som at stikke hovedet dybt i en heksegryde og lade ens hjerne koge langsomt. Det er som et angreb, der har evnen til at skylle fra det visuelle over i ens andre sanser; det er som at lugte og høre og frem for alt føle med øjnene, synæstesi i tegneserieform.

Men hvad er ”Alkymisterne”? Måske er det en parabel over, hvad der skaber et menneske, hvad der hæver det over dyrene og i sidste ende sandsynligvis også tvinger det til at vende tilbage dertil. Måske. Måske er det noget helt andet. Igen er der overfladen: et griselignende menneskedyr tvinges til at søge tilflugt i en hule, hvor det udsættes for et tændstiklignende djævledyr. Det lykkes vor hovedperson, menneskegrisen, at undslippe, og den begiver sig ud på en mareridtsodyssé, der bringer den i kontakt med mærkeligere og mærkeligere væsener.

Scene fra Alkymisterne af Jim WoodringWoodring leger med en drømmelogik, som rent faktisk går i spænd med historien. Normalt er det et kunstgreb, jeg ikke bryder mig om, men det er, fordi det som regel virker som en undskyldning – hos Woodring passer det sammen med tegningerne, med historien, med den underliggende stemning af gru, som siver ud af siderne.

Det er Woodrings streg, som rummer den dystre magi, der binder det hele sammen.

Billederne er ikke umiddelbart tiltalende. De er ikke pæne. De får ikke én til at sige wow. Men de passer superbt sammen med den historie, Woodring fortæller (hvad den så end er). Stregerne er dybsorte, og billederne ligeså. Men det forunderlige er, at de – trods deres flertydigheder og mangel på letkøbt aftydning – er ufatteligt lette at aflæse. Woodring er knudret og mærkelig, men han holder sidedesignet enkelt og let at overskue, og det bliver på intet tidspunkt svært at følge med i, hvad der foregår.

Hvad det så betyder, er en helt anden sag, der får læserens hjerne op i gear. For på trods af de hindringer, der synes at stå i vejen for en umiddelbar nydelse af ”Alkymisterne”, så er det et værk, der synker ned i læserens tanker og derfra sender sine bobler af hallucinoge illustrationer op, så de brister lige bag øjnene på én. Det er et værk, der er luftigt, men tungt og helt umuligt at binde fast. Det er Hieronymus Bosch i det 21. århundrede. Det er eksistensiel horror. Det er Disney på LSD. Det er sandsynligvis mange ting for lige så mange mennesker. Men det er først og fremmest en tegneserie, man bør læse. Hvis man altså ikke er bange for at blive udfordret. Hvis man ikke er bange for at blive ført et ganske andet sted hen. Hvis man ikke er bange.

Robert Vendetti & Brett Weldele: The Surrogates

Cover til Surrogates vol. 1Robert Venditti og Brett Weldeles science fiction-krimiserie ”The Surrogates” er netop blevet filmatiseret (og er landet i de danske biografer) med Bruce Willis i hovedrollen. Jeg har ikke set filmen, men det er ikke svært at forestille sig grunden til, at den er blevet realiseret – de to ophavsmænd har et skarpt syn for gode billeder, samtidig med at de forstår at fortælle en god og kraftfuld historie.

Serien er oprindeligt udgivet i fem bind, som senere er samlet i en trade paperback (og nu også genudgivet i forbindelse med filmen) – senere er der kommet en lidt kortere historie til, udgivet med undertitlen ”Flesh and Bone”. Fælles for de to er krimiintrigen og så det univers, der bliver spundet omkring den – og som den bedste science fiction spiller de to ting sammen på ypperste vis.

”The Surrogates” foregår i 2054 – i en verden, som på overfladen minder meget om vor egen; der er ingen flyvende biler, ingen rumvæsener, ingen robotter med bagtanker om verdensherredømme. Der er smukke mennesker, som gør de ting, mennesker nu engang gør – og så er der en sortklædt skikkelse, som slår dem ihjel. Men ingen dør, for de to dræbte er ikke mennesker, de er surries, surrogater – avatarer eller erstatningskroppe, som styres fra brugerens eget hjem, eller hvor denne nu måtte befinde sig.

Surrogaterne er spredt over hele samfundet – alle, der har råd, er i besiddelse af en alternativ krop, der som regel er smukkere, mere udholdende og i det hele taget bare bedre end den, de er født med. Men hvorfor så slå nogen ihjel, hvis man ved, at man i virkeligheden ikke rammer nogen?

Cover til The Surrogates: Flesh and BoneDet er den sag, som de to politimænd Harvey Greer og Pete Ford sættes til at løse. De er et klassisk par, Greer den ældre og garvede og Ford den yngre og mere kække. Det er især den førstnævnte, der er i fokus, for hans privatliv bliver langsomt bundet ind i ”morderens” motiver, som går langt ud over et enkelt drab. Greers ægteskab er langsomt ved at bukke under – konen har låst sig inde og vil kun fortsætte ægteskabet som sin surrogat, uanset hvor meget Greer bedyrer sin kærlighed til hendes eget, fysiske jeg. Selv begynder han at sætte spørgsmålstegn ved behovet for at leve sit liv via stedfortræder – et spørgsmålstegn, der er en stor del af gerningsmandens plan.

Fra den enkle begyndelse fører historien til et stort og voldsomt klimaks med vidtrækkende konsekvenser.

”Flesh and Bone” er en prequel til ”The Surrogates” – der er andre hovedpersoner, igen indenfor politiet, og historien er flyttet til 2039. Her fortæller Venditti og Weldele et historisk omdrejningspunkt, som kun refereres kort i den originale historie – i den verden, som fører op til første bind. Her er surrogaterne ikke så udbredte i samfundet, og historien starter med en hadforbrydelse, udført af surrogater mod levende, af metal mod kød og blod, men selvfølgelig af mennesker mod et andet menneske. Det er noget nær den perfekte brug af prequel-formen, fordi den fortæller sin helt egen historie, samtidig med den udvider universet. Første del af den er faktisk i mine øjne bedre end originalen, fordi Venditti får gjort historien mere fokuseret på personerne og derfor sætter endnu mere på spil. Henimod slutningen er det dog ikke alle tråde, der bliver lige godt bundet op.

Fælles for de to værker er, at de udnytter science fiction-genren til det yderste – de postulerer en ændring (som i sig selv jo blot er en fremskrivning af folks liv bag computerskærmen) og lader den løbe igennem både historien og den baggrund, den udspiller sig på. Historierne er gode – spændende, klassiske kriminalfortællinger – men det er alle de små touches, de små detaljer, der gør serien så eminent. ”The Surrogates” handler om mennesker, og den er tydeligvis et billede på vor egen tid. Endnu mere imponerende bliver det, når man opdager, at serien faktisk er forfatterens debut – den er forbløffende flot konstrueret; der er en lille tendens til at forfalde til de storladne virkemidler i begge bind, men der er en intens nerve, som løber igennem det hele.

I ekstramaterialet indrømmer forfatteren sin forkærlighed for Astro City og Watchmen – sidstnævnte skinner især igennem i de artikler, reklamer og andet, som er strøet gennem historien og ærligt talt ikke bidrager med det store, mens man tydeligere mærker åndsfællesskabet med Kurt Busieks historier. Vendetti har samme evne til at vise normale mennesker i unormale omstændigheder, illustreret effektivt og stemningsfuld af Weldele. ”The Surrogates” kan anbefales.

Før Inkalen

Forside til Før InkalenAlexandro Jodorowskys originale værk om Inkalen udkom på dansk i 6 bind i 1981-89 (under serietitlen [[John Difool]]). Nu, en god del år efter, har Faraos Cigarer udgivet det, der på godt dansk hedder en prequel, altså en forhistorie til det originale værk. Historien viser, at det er en farlig øvelse at begive sig ud i, men Jodorowsky har også lavet en ganske vellykket (igen godt dansk) [[spin-off]]-serie til Inkalen, nemlig den indtil videre 10 bind lange serie om Metabaronernes kaste. Så der burde være grund til at skrue forventningerne lidt i vejret.

Problemet med en prequel er naturligvis, i hvilken grad den skal (og kan) hænge sammen med originalværket. Med mindre forfatteren har været meget forudseende i sit arbejde med det originale værk, er der grænser for hvad han kan lave på det historiemæssige plan – en velfungerende historie kan godt havde uforklarede elementer, men bør dog ikke direkte have løse tråde tilbage i tiden, som prequel’en kan gribe fat i. Tilbage er der at forklare, hvorfor personerne er, som de er – hvilket også bør være afklaret til en vis grad i originalen, eller i al fald ikke kræve forklaring (se blot Star Wars for nu at tage et klassisk eksempel: havde vi behøvet tre films ørkenvandring for at få skåret ud i CGI-pap, hvorfor Darth Vader var, som han var?). Og så er der naturligvis muligheden for at smide en masse indforståede henvisninger på bordet.

Side fra Før inkalenSå er der spørgsmålet, hvordan man bør anmelde en prequel. Skal man genlæse originalen og sammenholde de to, kræve 100% overensstemmelse mellem de to? Jeg har valgt at lade være – og blot forholde mig til den (måske lettere lyserøde) erindring, jeg har om oplevelsen af at læse den oprindelige Inkal-historie: en sprudlende historie formelig fyldt med ideer, drejninger, vilde indspark og overraskelser. Sagaen om Inkalen var måske ikke 100% sammenhængende, men den opvejede det med alle sine andre kvaliteter. Den forundrede.

”Før Inkalen” handler om John Difool, den oprindelige series absolutte hovedperson. Jodorowsky har valgt at fortælle hans baggrundshistorie – hans noget groteske barndom og ungdom, og hvordan det egentlig gik til, at han blev detektiv. Det betyder bl.a., at historien er lidt fastlåst, for vi ved, hvem der overlever, og hvor de havner henne. Det er en skavank, som forfatteren forsøger at opveje ved at fylde historien med endnu flere og endnu mere groteske påfund. Jeg vil ikke forsøge at forklare dem her, for de skal ærligt talt opleves.

Kritikken først: ærligt talt er lidt af magien forsvundet. Det er Zoran Janjetov, der har illustreret denne gang, og det er med skiftende held; bl.a. har vor hovedperson det med at skifte udseende til en vis grad. Ligesådan svinger computerfarvelægningen mellem ganske og mindre vellykket. Og historien – eller rettere: historierne – har det med at blive noget rodede.

Side fra Før InkalenJodorowsky har sit helt eget univers af sex, kynisme, tabu-brud, religion og andet godt – det er stadig ene og alene hans, men det virker lidt, som om tiden måske er løbet fra det. Det er ikke længere grænseoverskridende eller overraskende – snarere end forundrende er det blevet forvirrende.

Men der er også en grund til, at det ene og alene er Jodorowskys univers – for jeg tror ikke, nogen anden kunne få det til tilnærmelsesvist at fungere, som det lykkes ham.

Der er et stærkt satirisk element i ”Før Inkalen”, og det er især den del af værket, der gør det værd at læse. Og omend jeg synes, at der jongleres med lidt for mange elementer over historiens næsten 300 sider, så er der altså en kerne af dem, som fungerer. Selv om den høje hastighed er en del af forfatterens kendetegn, så kunne det nok have hjulpet at sætte farten en smule ned her. Som læser kan man selv gøre en del ved at læse tegneserien i dens enkelte kapitler i stedet for ud i ét.

”Før Inkalen” lider naturligvis under at blive sammenlignet med en klassiker, hvilket den ikke kan leve op til. På sine egne vilkår kan den dog godt være en ganske fornøjelig læseoplevelse – især hvis man ikke tager den i for store bidder og tillader sig at lade Jodorowskys eksplosionsfortællestil udfolde sig. Og så er den første store udgivelse i en række af Inkal-værker fra Faraos Cigarer. Den bliver ganske snart fulgt op af en samlet udgivelse af hele den klassiske historie, hvilket i sig selv er grund til jubel. Så skal man ikke ud og søge efter de gamle og svært tilgængelige hæfter, men kan i stedet få historien samlet i én lækker udgave som her.

Fakta om værket

Titel: Før Inkalen. 294 sider i farver. ISBN: 978-879197634-6

Forfatter: [[Alexandro Jodorowsky]]
Tegner: [[Zoran Janjetov]]
Forlag: Faraos Cigarer

Neil Gaiman & John Romita jr.: De evige

Neil Gaiman & John Romita jr.: De evige”De evige”, udgivet på dansk af G. Floy Studio i 2007, samler syv hæfter i ét og tre af branchens store navne i én historie.

Titlens evige kunne sagtens tages for superhelte, men de er i virkeligheden et folk af udødelige skabninger, som mægtige gudevæsener har anbragt på Jorden. Serien blev skabt i 1976 af Jack Kirby, et navn, der har stået for mange klassiske tegneserieværker – han var bl.a. et af navnene bag Fantastic Four, X-Men, Hulk og en perlerække af andre kendte navne.

Historierne blev med tiden gjort til en del af Marvel-universet, men rummer også sin helt egen mytologi, hvor det er de helt store koncepter, der er oppe at ringe. Stjernevandrerne ankom til Jorden i dens helt unge dage og brugte planeten som et genetisk laboratorium – hvilket skabte en laverestående, voldelig race kendt som afvigerne og en race af nærperfekte væsener, de evige. Gennem tiden har de udødelige evige beskyttet menneskeheden mod de mangetallige afvigere.

”De evige” kobler to andre navne på Kirbys værk: forfatteren Neil Gaiman (selvfølgelig især kendt for Sandman-serien, men også en lang række andre tegneserier, romaner og andet) og tegneren John Romita Jr. (hvis streg har prydet et utal af historier). Det er garanter for kvalitet, men selv om det færdige resultat er langt bedre end de fleste af konkurrenterne, så når det aldrig op på det niveau, man burde kunne forvente.

Scene fra De EvigeHistorien indledes på lidt fortærsket vis: Mark Curry forsøger blot at blive læge, men han hjemsøges af drømme om mystiske væsener og kræfter. Og som om det ikke er nok, bliver han opsøgt af en mystisk mand ved navn Ike Harris, der påstår, at Mark er over en halv million år gammel, har overnaturlige kræfter og er sat på Jorden for at beskytte den. Harris er selv en af de evige, ligesom omkring hundrede andre på kloden skulle være det – men heller ikke hans hukommelse er, som den skulle være, og han kæmper forgæves for overbevise Mark.

Samtidig følger vi en lille gruppe mennesker: festarrangøren Sersi, tweener-tvstjernen Sprite, Thena Elliot, der laver våben for Tony Stark (også kendt som Ironman) og Druig, vicestatsminister for Vorozhikiet og med et udseende, som tydeligvis viser, at han ikke rummer det reneste hjerte. Forbindelsen mellem disse mennesker er naturligvis let at få øje på, men mysteriet er, hvorfor ingen  af dem husker deres meget lange fortid.

Det hele udspiller sig på baggrund af et samfund, hvor superhelte registreres, og der er uenigheder heltene imellem, hvordan man bør forholde sig til dette. Det er med andre ord en fordel, hvis man kender noget til Marvel-universet, før man går i gang med ”De evige” – ellers kan man nok støde på en del forvirrende detaljer.

Endnu en scene fra De EvigeI det store hele begår Gaiman og Romita en ganske underholdende og velskrevet superhelte-historie. De kan begge deres metier, og historien glider gnidningsfrit fra start til slut. Der er spænding, overraskelser og action, som man kunne ønske sig, og det krydres med storladent drama. Men alligevel er det, som om det ikke går op i en højere enhed. De enkelte scener fungerer upåklageligt, og Gaiman har en god fornemmelse for sine personer, men men men…

Det virker et sted, som om han ikke helt har gjort sig klart, hvad han vil med ”De evige”. Opdatere serien og få den op i gear igen, selvfølgelig, og det gør han efter bogen – antallet af personer skæres ned til en overskueligt størrelse, der introduceres nogle mål, nogle konflikter, der kan udvikle sig, og en altoverskyggende trussel. Men derudover? Der er lidt Superman/Lynet-leg med et par af personerne; lidt Jesus-skabelon over en af dem; lidt typisk overraskelse med en gammelkendt person – men det indledende plot (hvem er ude efter de evige?) gøres ret hurtigt forbi over et par fortællende sider uden egentlig et blive et klimaks, mens historiens egentlige klimaks forplumres af et flashback med et hastig introduceret underplot og lidt løber ud i sandet – simpelthen fordi der er tale om en serie, som skal fortsætte efter denne historie. Gaiman virker ikke helt tilpas i krydsfeltet mellem superhelte og guder, og resultatet bliver derefter. Der er masser af detaljer i ”De evige”, som gør, at den vinder ved flere gennemlæsninger, men desværre også nogle mangler, som gør, at den ikke vil blive husket, som den burde. Det, man får, er en velfortalt og underholdende tegneserie, men så heller ikke mere. Det er for så vidt nok, men man burde kunne forvente mere med de navne, der står på omslaget.

Science Fiction Classics

Graphic Classics - Science Fiction ClassicsSom læser med en stor forkærlighed for science fiction kunne jeg sagtens deltage i en længere diskussion af, hvornår genren stammer fra – er det Mary Shelley, der er dens mødrene ophav, eller er det Thomas Moore, der er faderen? Skal man for så vidt længere tilbage i den klassiske litteratur for at finde dens rødder? Det er en diskussion, der kan blive ved i det uendelige, hvilket naturligvis ikke hører hjemme her, men én hurtig konklusion vil jeg dog hurtigt drage: science fiction har sine rødder i tekstmediet.

Det er en genre med hang til de store, overvældende billede, og det er naturligvis også grunden til, at den er velyndet inden for både filmen og tegneseriens verden – men der findes ganske enkelt et større antal værker inden for den litterære del af genren, og som følge deraf også en større mængde værktøjer, faste kunstgreb, memer og læserforventninger. At læse en moderne science fiction-roman kan være en forvirrende affære, fordi det på mange måder er som et træde ind midt i en langvarig samtale.

Det er derfor fristende, i forsøget på at omsætte genren til nogle af disse andre medier, at kaste sig over de mere klassiske værker – de har bevist deres gyldighed, de har ikke samme krav til forudsætninger hos læseren, og så er de jo ganske enkelt gode historier. At de så samtidig ikke har en nulevende forfatter og dertil hørende krav om kompensation er sikkert også et lille plus.

I det syttende bind af Eureka Productions Graphic Classics er turen kommet til science fiction, og på de 144 sider, hæftet indeholder, bydes på 7 forskellige historier af forskellige forfattere, illustreret af skiftende tegnere og nok også (må man indrømme) med skiftende status af ”klassiker” inden for genren. Alt i alt er der dog tale om et udvalg, der kommer bredt omkring og viser meget forskellige vinkler på ideen om fremtiden.

Fælles for historierne heri er, at de (med et enkelt tilfælde, som vi vender tilbage til) undgår alle spidsfindigheder om genrens rødder; de er alle sammen tydeligvis (gammeldags) science fiction, selv en uvant læser ville kunne genkende som sådan.

Faktisk starter vi på dansk grund, med en en-sides-version af H. C. Andersens ”Om årtusinder”, sat på billeder af Hunt Emerson. Digterens fremtidsvision (om hvordan turister vil rejse verden rundt på ingen tid) er dog blevet kogt ned til en joke om ungdommen nu om dage. Hurtigt læst og hurtigt glemt.

Side fra War of the WorldsHelt anderledes er det med H. G. Wells’ ”Klodernes kamp”, som Rich Rainey har omskrevet, og Micah Farritor har illustreret. Her er klart samlingens mesterstykke, hvor historie og tegninger passer perfekt sammen – Farritor rammer stemningen af britisk stiff upper lip, mens de store katastrofer står på omkring personerne. ”Klodernes kamp” er nok moderen til alle historier om invasion fra rummet, og det er en stor opgave at overføre den til et andet medie – denne udgave beviser, at det sagtens kan lade sig gøre uden at se stort på historien og ansætte Tom Cruise til at sælge billetter. Scenerne med velklædte gentlemen, der brændes op under det første møde med de interplanetare rejsende, rummer lige præcis den power, som gør originalen til en klassiker.

Den eneste kritik af historien er for så vidt, at den har måttet begrænse sig på pladsen – og der er derfor blevet redigeret kraftigt i fortællingen. Med den dobbelt plads kunne Rainey og Farritor få noget helt exceptionelt ud af Wells’ original.

Når først Wells er medtaget i en sådan samling, bliver man næsten nødt til også at bringe en historie af Jules Verne, og der har man beklageligvis valgt ”In the Year 2889” (på dansk som ”Et Verdensblad i Aaret 2889” ). Den er hovedsageligt klassisk i den forstand, at den fremviser nogle af genrens værste dårligdomme: der er nemlig tale om en fremtidsvision snarere end en historie. Der er med andre ord ikke det store plot – Verne fortæller ganske enkelt om en helt almindelig dag i avismanden Fritz Napoleon Smiths liv. Smith bliver altså blot et talerør, som skal vise os den fagre nye verden og alle den tekniske undere. Tegnet som et grimt afsnit af The Jetsons virker den anakronistisk på mere end én måde.

Stanley G. Weinbaums ”A Martian Odyssey” er faktisk lige kommet på dansk under titlen ”Odyssé på Mars” og er fra genrens mere kulørte periode. Det skinner naturligvis igennem i historien, men også i tegningerne, hvor George Sellas formår at holde en fin balance mellem det dramatiske, det selvhøjtidlige og det lettere komiske. Det er muligvis ikke sådan, Weinbaum selv har opfattet sin historie, men i mine øjne er det en velfungerende, moderne udgave af den. Der er laserpistoler, skarpskårne kæber og retskafne mænd, så det formelig bobler op fra siderne.

Endnu en side fra War of the WorldsSir Arthur Conan Doyles værker inden for science fiction-genren overskygges naturligvis i høj grad af en vis privatdetektiv med store deduktive evner. Men han har altså skrevet en del ganske læseværdig science fiction, bl.a. om professor Challenger. Det var bl.a. ham, der drog til The Lost World og fandt dinosaurer – en titel, som naturligvis senere blev tyvstjålet til opfølgeren til Jurassic Park, som altså intet har med Doyles værk at gøre (bortset fra tilstedeværelsen af dinosaurer, forstås).

”The Disintegration Machine” handler ikke om angiveligt uddøde kæmpekrybdyr, men derimod om den tidligere nævnte professor. Og den er endnu et underholdende eksempel på, hvordan historie og streg spiller sammen, i dette tilfælde med en underfundig strøm af humor til følge. Challenger bliver bedt om at undersøge en vis Theodore Nemors påstande om at have opfunde en maskine, der kan adskille hvad som helst ned i dets enkelte atomer. Det bliver en historie med store maskiner, gale videnskabsmænd og intellekternes kamp. Nåja, og så med et godt lille twist til sidst.

Efter Doyle går turen til Lord Dunsany og dermed også til den af historierne, der afgjort ikke er science fiction. Overhovedet. ”The Bureau d’Echange de Maux” er en klassisk fortælling om en magisk forretning – af typen, der er der det ene øjeblik og ikke det næste, og som sælger mystiske genstande. Her er der tale om en bytteforretning, hvor man kan afhænde sine egne ulykker for andres. Den er effektivt og stemningsfuldt illustreret af Brad Teare i en træsnitsagtig stil; men det er ikke science fiction.

E. M. Forsters ”The Machine Stops” afrunder samlingen, men desværre ikke på et højdepunkt. Det er historien om, hvad der sker, når vi bliver for afhængige af teknologien, så det burde ligge lige til højrebenet at opdatere den rent grafisk, skulle man mene – desværre fremhæver Ellen M. Lindners næsten naivistiske tegninger snarere historiens mere akavede sider. Alt andet lige fungerer historien dog stadig.

”Science Fiction Classics” er en blandet landhandel – naturligvis, fristes man til at sige. Men i det store hele er det helt klart kvaliteten, der vejer tungest. Det er gode historier, yderst kompetent fortalt. Og som klassikere betragtet er det yderst spændende at se, hvor forskelligt de skiftende tegnere og manuskriptforfattere har grebet det an. Man kommer næsten hele vejen rundt – fra det meget seriøse til det meget underholdende. Det er ganske godt klaret på så relativt få sider.

Fakta om udgivelsen

Science Fiction Classics: Graphic Classics Volume Seventeen. 144 sider i farve.

Mere information.