Muzak fra en tryllefløjte – Peter & Max af Bill Willingham

Et fortryllende univers, skrev Mads Bluhm om FABLES i sin korte introduktion til seriens univers her på dette site. Med sit udgangspunkt i både kendte og ukendte karakterer fra alverdens eventyr og børnerim har forfatteren Bill Willingham da også ramt en rig guldåre af fortællinger, som tilmed er blevet flot illustreret af bl.a. Mark Buckingham og Steve Leialoha.

FABLES begyndte i 2003 og har siden høstet over to dusin velfortjente Eisner-priser, ikke mindst for tegningerne og de fantastiske forsider af James Jean. Undervejs har der dog været narrative udsving til den forkerte side – en rammefortælling, der blev presset ud over alt for mange numre; fabler, der blev lidt for mundæne, konservative dydsmønstre; og en ensidig pro-Israelitisk subtekst, hvor løsningerne voksede ud af geværløb.

Ikke overraskende har serien skudt en del sideskud. Det første spin-off var 1001 NIGHTS OF SNOWFALL, siden fulgte JACK OF FABLES og miniserierne THE LITERALS og CINDERELLA. Det seneste skud på stammen er romanen PETER & MAX. “For many reasons, a prose novel just seemed like the right way to tell the story, and I’m pretty happy with that. Some things just cry out for a different format. I think this story was a good example of that,” har Bill Willingham udtalt.

Men lad det være sagt med det samme: overgangen fra tegneserien til romanen er i dette tilfælde ikke særlig vellykket. Tegneserier er (lidt forenklet sagt) fortællinger i billeder, hvor ord og tegninger understøtter hinanden; mens tegneserieforfatteren trækker på tegneren og farvelæggeren, har romanforfatteren ”kun” ord. Willinghams sprog er simpelt hen for fattigt, og fortællingens plot er tilsvarende tyndt.

Titlens Peter og Max er henholdsvis taget fra et engelsk børnerim (”Peter Piper picked a peck of pickled peppers”) og det tyske sagn om ”Pied Piper,” ham vi kender som rottefængeren fra Hamln. I romanen er Peter og Max brødre, og de har begge magiske fløjter – og så er de dødsfjender. Efter mange, mange hundrede år (fabler lever længe) er det endelig blevet tid til det endelige opgør, og inden for denne ramme får vi at vide, hvordan det gik til, at der kom ondt blod imellem dem. ”Ondt blod” skal her forstås meget bogstaveligt.

Hvad skete der virkelig med børnene fra Hamln? Ja, Max er en morder. Han går fra at være en klynkende og jaloux snotunge til fadermorder til massemorder i løbet af meget kort tid. Max er så ond, at han udgollumnerer Gollum. Og så må det jo næsten ende, som det ender, for den absolutte ondskab kan jo ikke forstås, kun bekæmpes med alle midler.

Selv med den ekstra dimension, som en tegnet fortælling giver, ville det have været en flad og uinteressant historie. Faktisk kan jeg kun give PETER & MAX to positive skudsmål: Steve Leialohas vignetter og helsides illustrationer er som altid en fornøjelse for øjet, mens romanen er hurtigt læst.

Fakta om værket

Peter & Max. A Fables Novel. 2009. 368 sider

Forfatter: Bill Willingham

Illustrator: Steve Leialoha

Forlag: Vertigo/DC Comics

HOLY SHOCKEROO! It’s … Batman: Scarecrow Tales

Bill Finger, Bob Kane, m.fl. World’s Finest Comics #3, Fall 1941

“Fear has no brains; it is an idiot.”

Bill Finger, Bob Kane, m.fl. World’s Finest Comics #3, Fall 1941
Bill Finger, Bob Kane, m.fl. World’s Finest Comics #3, Fall 1941

Citatet stammer fra den amerikanske forfatter og journalist, Ambrose Bierce, men kunne lige såvel have været formuleret af Jonathan Crane, psykologen der blev Scarecrow. Som barn morede Jonathan sig med at skræmme fugle, som professor Crane ved Gotham University fornøjede han sig med at skræmme de psykologistuderende.

Det sidste var selvfølgelig et led i hans entusiastiske forskning i frygtens psykologi, men universitetets ledelse så anderledes på sagen. Inden Jonathan Crane blev afskediget, havde han igennem længere tid måttet døje sine kollegers hån, mobning og bagtalelse. Ikke på grund af hans akademiske evner, men fordi han var en særling, der brugte alle sine penge på bøger og derfor gik klædt som et fugleskræmsel. Med andre ord en sympatisk person. Da han til sidst ikke længere kunne udholde omgivelsernes pres, slog han ind på en kriminel karriere som pengeafpresser, idet han maskerede sig som et fugleskræmsel: ”So I look like a scarecrow … That will be my symbol … A symbol of poverty and fear combined!”

Bill Finger, Bob Kane, m.fl. World’s Finest Comics #3, Fall 1941
Bill Finger, Bob Kane, m.fl. World’s Finest Comics #3, Fall 1941

Det er oprindelseshistorien, sådan som den er fortalt i ”Riddle of the Human Scarecrow” (1941) skrevet af Bill Finger og tegnet af Bob Kane, Jerry Robinson og George Roussos. Det er naturligt nok også den indledende fortælling i SCARECROW TALES (2005), en antologi med i alt otte historier, der strækker sig over perioden 1941-2002.

Coverillustration af Jim Balent & Bill Sienkiewicz Scarecrows eneste våben er frygt.

Crane, der kan mere end sin Freud, benytter sig af visse gasarter, kemiske midler og højfrekvente lydbølger til at indgyde sine omgivelser frygt eller ligefrem vække specifikke fobier til live hos sine ofre og (ikke mindst) sine modstandere – den dynamiske duo. Ifølge Freud opstod fobier når det frygtede objekt blev symbol for noget skræmmende, som det var pinligt at benævne. Cranes tilgangsvinkel er mere evolutionær. Når Ambrose Bierce skriver, at frygt gør hjerneløs, har han utvivlsomt ret. Irrationel frygt medfører i mange tilfælde en højst uhensigtsmæssig adfærd, værst naturligvis når vi deler vores frygt med andre – over for f.eks. burkaer eller influenza – og veksler frygten til vrede, en mekanisme som reformatorer, ambitiøse politikere og avisredaktører til alle tider har benyttet sig af. Ikke desto mindre har frygt (eller fobi) en adaptiv funktion. Chimpanser født i fangeskab skriger i rædsel første gang, de ser en slange, hvilket er en indlysende hensigtsmæssig adfærd. Vi kender sikkert alle til noget lignende – slangen i græsplænen, der bare var en haveslange, eller det lille gib når vi overraskes af en fuldstændig harmløs edderkop. Pointen er, at der kunne være fare på færde. Som psykologen og hjerneforskeren Steven Pinker skriver: “Fear is the emotion that motivated our ancestors to cope with the dangers they were likely to face.”

Gardner Fox, Bob Kane & Joe Giella. Batman #189, February 1967Det er i udgangpunktet intet hverken irrationelt eller neurotisk i at frygte mørket, især ikke når man bliver spærret inde i et bælgmørkt rum med et par rovdyr, således som det sker for Batman og Robin i ”Fright of the Scarecrow” (1967) forfattet af Gardner Fox (der allerede i ’39 var med til at udvikle Batmanfiguren) og tegnet af Bob Kane og Joe Giella. Her er slam-bang action så det batter, men da Batman indser at frygten ikke kan bekæmpes med næver alene, må han ty til viden! ”The Scarecrow’s Trail of Fear” (1975) er Denny O’Neil på automatpilot, men stadig læselig takket være Dick Giordanos rentegning (den perfekte balance mellem kraftige strøg og henkastede streger).

I ”The Scarecrow’s Fearsome Face-Off!” (1976) er Batman helt fraværende, til gengæld får vi Jokeren versus Scarecrow: – Die laughing, Scarecrow! – No, Joker … It’s you who will die … of fright!

Herefter følger antologiens længste og kedeligste historie, ”The 6 Days of the Scarecrow” (1981), som dog har et interessant lille twist. Som bekendt tilskriver fuglenes instinkt dem en vis påpasselighed over for mennesker, heraf fugleskræmslet på marken. Rationalet bag Batmans kostume er det samme – at indgyde frygt i de kriminelles sind. Men da Scarecrow injicerer Batman med et frygtfremkaldende hormon, begynder han at sprede mere frygt end godt er.

Som sagt har frygt en adaptiv funktion. Ikke overraskende viser studier at mennesker og andre dyr, der af en eller anden grund ikke registrerer frygt, har en kort levetid. Dette er oplægget til ”Fear For Sale” (1987) af Mike W. Barr. Det er en orginal historie, hvor Scarecrow giver sine ofre frygtløshed, men desværre tegnet i 1980’ernes værste stil.

Ligeså original, men langt bedre tegnet og fortalt, er ”Mistress of Fear” (1998) af Peter Milligan og Duncan Fegredo (makkerparret bag THE ENIGMA). Uforvarende får Scrarecrow sympati for et af sine ofre, en ung kvinde ved navn Becky, som han efterfølgende kurtiserer på sin egen særprægede facon. Det går hårdt ud over Becky, men alligvel formår Milligan at skabe et dybfølt og forstående portræt af Jonathan Crane.

Samlingen rundes af med den uinspirerede ”Fear of Sucess” (2002), der intet nyt føjer til Scarecrow-figuren, og selv visuelt er den en bundskraber – Roger Robinsons streg får Bob Kane til at fremstå som en mester.

Ja, kvaliteten svinger i SCARECROW TALES – sådan er det jo med antologier – men generelt er der dog tale om et fint lille udvalg, der både introducerer og reintroducerer en af Batmanmytologiens mest interessante skurke.

Fakta om serien

Batman: Scarecrow Tales (2005) 171 sider

Forfatter: Bill Finger, Gardner Fox, Denny O’Neil, Elliot S! Maggin, Gerry Conway, Mike W. Barr, Peter Milligan, Devin Grayson
Tegner: Bob Kane, Jerry Robinson, George Roussos, Joe Giella, Irv Novick, Don Newton, Alan Davis, Duncan Fegredo, Roger Robinson
Rentegner: Dick Giordano, Tex Blaisdell, Dan Adkins, Paul Neary, John Floyd
Pinups: George Pratt, Mark Stutzman, Jim Balent & Bill Sienkiewicz, Mike Mignola, Dermot Power
Forlag: DC

Krazy Kat: Kærlighed og Kunst i George Herrimans Kuriøse Kosmos

“Darn few comic strips challenge their readers any more.”
– Bill Watterson

Ignatz i en klassisk situationDet begyndte nærmest som en pludselig indskydelse i bunden af en avistribe i 1910. George Herriman, der syntes, at der var plads til lidt ekstra, tegnede en mus, der i bedste slapstick-tradition smed en mursten i nøden af en kat. Små tre år efter fik katten og musen deres egen selvstændige stribe – KRAZY KAT.

Striben blev en øjeblikkelig succes, men der gik ikke mange år, før den mistede sin appel til den brede smag. Læserne klagede til redaktørerne, som klagede til deres chef, William Randolph Hearst. Her kunne historien om KRAZY KAT være endt, for som enhver god kapitalist forstod Hearst hensynet til den laveste fællesnævner.

Hearst-aviserne var berygtede for at jage sensationer og for at sponsorere begivenheder, som så blev rapporteret som nyheder (”yellow journalism”). Men aviskongen havde en anden og mere idealistisk side. Hvor for eksempel andre amerikanske aviser underspillede jødeforfølgelserne i Nazityskland, gik Hearsts tabloidaviser mod strømmen.

KontactNår KRAZY KAT alligevel fortsatte (om end med mindre og mindre udbredelse), skyldtes det simpelt hen, at Hearst elskede den. Det har utvivlsomt også spillet en rolle, at striben havde fundet et lille og trofast publikum blandt et segment, der ellers nødigt ville gribes på fersk gerning med snuden i en af Hearsts sensationslystne aviser, nemlig de intellektuelle. Således havde kunstkritikeren Gilbert Seldes allerede i 1924 udnævnt KRAZY KAT til et af de største amerikanske kunstværker, og en jazzballet var blevet opført på Broadway.

Ifølge George Herriman var KRAZY KAT hverken udtænkt eller født: ”it jes’ grew” mens han arbejdede på humørstriben THE DINGBAT FAMILY.

Familien Dingbat og dem nedenunder

THE DINGBAT FAMILY, der blev trykt første gang i juni 1910, handlede om den lille og komisk udseende E. Pluribus Dingbat, der levede med sin kone og to børn i en beboelsesejendom i New York. Mr. Dingbat havde sine problemer med familien, men da de samme år fik nye overboer skiftede striben karakter og navn til THE FAMILY UPSTAIRS.

The Family Upstairs
The Family Upstairs

Det særlige ved familen ovenpå var, at vi aldrig fik dem at se, men de larmede. Alene spektaklerne var slemt nok for Mr. Dingbat, men situationen (læs: hans nerver) blev yderligere forværret af, at alle hans forsøg på at klage til den støjende familie ovenpå mislykkedes. Ofte skete det med store personlige og økonomiske omkostninger for Mr. Dingbat selv, og heri lå stribens komiske omdrejningspunkt. Det hele endte med at ejendommen blev revet ned, familien Dingbat flyttede, og striben vendte tilbage til sit oprindelige koncept og titel.

Skønt såvel konceptet, miljøet og tegnestilen var forholdsvis tidstypisk (THE BUNGLE FAMILY, BRINGING UP FATHER), udviser striben flere af de særegne stilmæssige træk, som Herriman senere videreudviklede i KRAZY KAT, bl.a. protagonistens kompulsive adfærd og den varierede gentagelse. Og så var der det med katten og musen.

Familien Dingbat havde en kat, det var den, der nederst i panelet blev forulempet af en mus, uden at det havde nogen relation til stribens egentlige handling. Det udviklede sig så til et smalt panel under hovedpanelet, en underetage, hvor musen kunne gokke katten – nu navngivet Krazy Kat – med en mursten.

4 1910-jul-26
The Family Upstairs, 26/7 1910

Dette optrin stjal efterhånden læserens opmærksomhed fra hovedpanelet. En enkelt gang overtog de to dyr endog pladsen fra Mr. og Mrs. Dingbat, som så måtte flytte undrende ned i underpanelet. Der var ikke meget plads dernede, men alligevel formåede Herriman at fylde baggrunden med kinesiske pagodaer, minareter, kaktusser og totempæle – igen et særligt Herrimansk stiltræk.

Der blev også plads til en række bifigurer, hvoraf nogle senere flyttede med over i KRAZY KAT, bl.a. hunden Bull Pupp, der som Offissa Pupp blev det tredie medlem af en bizar kærlighedstrekant. I den nye stribe blev bylandskabet skiftet ud med et ørkenlandskab, Coconino County i det syd-vestlige Amerika.

Herriman fortsatte med THE DINGBAT FAMILY indtil 1916, hvorefter han primært koncentrerede sig om KRAZY KAT.

Missil of love, and iffection

Hvis man skal sige det kort, består KRAZY KAT af geniale variationer over en simpel formular: den malefikante Ignatz Mouse kaster mursten efter Krazy, der opfatter det som en kærlighedserklæring, mens hunden Offissa Pupp, som er romantisk forelsket i Krazy, opfatter musens handlinger som syndige.

En sær kærlighedstrekant
En sær kærlighedstrekant

Det slutter som regel med, at Ignatz arresteres og fængsles i sidste panel, men præventive anholdelser er også en del af Pupps beføjelser. Alligevel kan Ignatz ikke lade være, og det findes der en forklaring på. Der var nemlig engang, hvor musefolket levede lykkeligt, men så kom der en forfader til Krazy Kat og decimerede musene; Ignatz Mouse, hedder det, ser sig som hævneren af denne fortidige udåd.

Men Ignatz’ adfærd er simpelt hen for kompulsiv til, at vi kan tro på denne forklaring. Det skal da også indskydes, at dette indblik i forhistorien kom så tidligt som i 1912 og aldrig siden blev gentaget. Der er ingen grænse for Ignatz’ opfindsomme krumspring, når det gælder om at kaste murstenen, uden at lovens repræsentant opdager det, men selv når Offissa Pupp står lige ved siden af, kan Ignatz ikke styre sin trang.

Ignatz forsøget at lægge bånd på sig selv – forgæves. Krazy Kat, 6/1 1918
Ignatz forsøget at lægge bånd på sig selv – forgæves. Krazy Kat, 6/1 1918

Dertil kommer, at Ignatz hader pansere, hvilket skal ses i sammenhæng med spiritusforbudet og Pupps selvhøjtidelige personlighed, men man fornemmer, at lovovertrædelsen rummer en attraktion i sig selv. Offissa Pupp har en tilsvarende tvangsmæssig adfærd, idet hans livsmission er at søge synd, og straffe den. Ignatz og Pupp kan således anskues som et komplementært modsætningspar, der kredser om stribens stjerne, Krazy Kat.

Akvarel sendt til en fan, omk. 1925
Akvarel sendt til en fan, omk. 1925

Krazy har tre indbyrdes forbundne karakteristika: sorgløshed, simpelhed og nysgerrighed. Sorgløsheden, eller glæden, kommer bl.a. til udtryk i sange og dans. Når Krazy rammes af Ignatz’ mursten, bliver ”han” (forklaring på anførelselstegn følger) en ”heppy, heppy kat”. Hvis murstenen derimod udebliver, overfaldes Krazy af længselsfuld melankoli.

8 histor3

Simpelheden viser sig i Krazys umiddelbare tilgang til verden. Som med murstenen, således også med forholdet mellem Ignatz og Offissa Pupp, som Krazy kun kan forstå som en leg. Dette sorgløse og simple sind er kombineret med en nysgerrighed, der måske nok hører barnet til, men også er filosoffens, kunstnerens og videnskabsmandens adelsmærke.

Krazy lever i sin egen verden, men ikke isoleret fra omverdenen. Krazys verden er det udgangspunkt, hvorfra ”han” foretager sine undersøgelser af fænomenerne og tester dem mod sin logik. Holder en ildflue sig varm hele tiden, spørger ”han” Ignatz. Nej, lyder svaret. Er en honingbi sød? Da Ignatz igen svarer nej, udbryder Krazy: ”Daw-gawn!! What is what it’s called anyway?” Ignatz har svaret på rede hånd: “A Krazy Kat that’s krazy,” siger han, og kyler en mursten afsted.

Krazy Kat, 7/9 1918
Krazy Kat, 7/9 1918

Lewis Carroll, der i forordet til SYLVIE AND BRUNO bemærkede at ”No word has a meaning inseparably attached to it,” ville have forstået Krazy, men Ignatz er en helt igennem no-nonsense-mus. Af samme årsag irriteres han over, at Krazy ikke kender sit eget køn. I en stribe fra oktober 1915 står Krazy over for et seriøst – men rent spekulativt – dilemma: ”Y’see I don’t know whether to take unto myself a wife, or a husband.” Andetsteds bliver spørgsmålet mere konkret, idet Krazy adopterer en killing, men hvad skal killingen kalde Krazy, far eller mor?

Læserne var også forvirrede. Den skøre kat blev næsten konsekvent omtalt med det maskuline pronomen, men hvis Ignatz og Pupp var af hankøn, måtte Krazy vel være en hunkat. Når Krazy tilmed kunne optræde iklædt strutskørt, blev denne antagelse yderligere underbygget. Men på Herrimans tid blev det maskuline pronomen brugt generisk og henviste således til en person i almindelighed uden hensyn til køn.

10 k-i 6

Frank Capra udbad sig en afklaring og fik et svar af den slags, der ville have fået Ignatz til at gribe efter den nærmeste mursten: ”I don’t know. I fooled around with it once; began to think the Kat is a girl – even drew up some strips with her being pregnant. It wasn’t the Kat any longer; too much concerned with her own problems – like a soap opera. Know what I mean? Then I realized Krazy is something like a sprite, an elf. They have no sex. So that Kat can’t be a he or a she. The Kat’s a spirit – a pixie – free to butt into anything. Don’t you think so?”

Det vil føre for vidt at introducere alle de bifigurer, der sammen med den androgyne kat, musen og hunden udgjorde det brogede persongalleri i Coconino County. Men blandt de mere eller mindre faste medlemmer bør nævnes Kolin Kelly, fabrikant af mursten; Bum Bill Bee, filosoferende vagabond; og endelig Joe Stork, ”purveyor of progeny to prince, and proletariat”, som ingen ønsker at få besøg af.

Krazy Kat, 2/7 1922
Krazy Kat, 2/7 1922

Efterhånden som striben udviklede sig, blev Ignatz’ fjendtlige indstilling til Krazy mindre markant, og det står klart, at murstenen hele tiden har været noget andet og mere end blot voldshandling: den er et symbol. Hvis vi ser bort fra Offissa Pupps udlægning (”Sin’s most sinister symbol”) er Krazy måske ikke så skør endda i sin fortolkning af murstenen som et ”missil of love, and iffection”?

12 krazykat-1940

Somethin’ turva topsa in Kokonino Kounty

Der har været mange forslag til, hvad KRAZY KAT egentlig handlede om. Frank Capra, der skrev, at striben ”tilted cat whiskers at inhumanities”, udnævnte George Herriman til ”one of the first intellectual philosophers to comment entertainingly and shrewdly on life’s frustrations through the medium of the comic strip” (præcis som Capra selv gjorde i sit medium, filmen).

For digteren e. e. cummings handlede striben om demokrati (Krazy) som en balancegang mellem individualisme (Ignatz) og samfund (Pupp), mens en læser med teologiske tilbøjeligheder fandt en vision af Paradis før syndefaldet med Krazy som både Adam og Eva, Ignatz som slangen og Pupp som ærkeenglen Michael. Læsere med freudianske tendenser behøver nok ikke lede længe efter en passende udlægning, hvorimod mere neurovidenskabeligt orienterede kan se hunden, katten og musen som henholdsvis det præfrontale cortex, pattedyrshjernen og det limbiske system.

Krazy Kat, 9/8 1937
Krazy Kat, 9/8 1937

13aJournalisten og tegneserieforskeren Jeet Heer har foreslået, at KRAZY KAT dybest set handler om en ”inter-species love triangle”. Krazy er en sort kat, der elsker en hvid mus, der gengælder denne kærlighed med vold. Men den mest fordomsfulde er overraskende nok ikke Ignatz. I en episode, hvor han er blevet sværtet helt sort af sod, er det ham, der bliver udsat for vold af Krazy, idet Krazy fejlagtigt tror, at det er en fremmed mus fra Etiopien. I en anden episode har Krazy besøgt en skønhedssalon for at blive hvid, og dermed vække Ignatz’ interesse – hvilket virker, indtil Ignatz opdager sandheden under make-upen. I det omfang Krazy og Ignatz er fanget i et spind af racistiske fordomme, sætter det Offissa Pupps rolle i et andet lys. Den hvide politihund er jo ikke bare forelsket i den sorte kat men gør sit bedste for at forhindre den hvide mus’ hate-crimes.

Listen over mulige fortolkninger er lang, men sikkert er det, at ingen fortolkning kan være fyldestgørende i sig selv. De er snarere gensidigt supplerende og vidner således om stribens mange lag – og indtil videre har jeg kun berørt de lag, der findes i den del af værkets tekstur, som udgøres af plottet.

Krazy Kat, 30/10 1918
Krazy Kat, 30/10 1918

Hverken handling eller plot er der meget af i KRAZY KAT, og når man tager i betragtning, at der er tale om en humørstribe, er der forsvindende få egentlige pointer. En dybere forståelse og værdsættelse af KRAZY KAT må altså komme et andet sted fra.

Gilbert Seldes ramte hovedet på sømmet, eller hovedet med murstenen, da han betegnede Herrimans kunst som fantastisk i dette ords ældste betydning, noget der hører fantasiens verden til og gør (det vi opfatter som) det uvirkelige og umulige virkeligt og muligt. Yes, Ignatz, you may nick my noodle!

Det fantastiske i Herrimans kunst ligger først og fremmest i tegningerne og det særegne univers, som flød fra blækhuset. Lige fra begyndelsen havde Herriman eksperimenteret med formen. For eksempel dikterede indholdet, om striben blev horisontal (som det var almindeligt) eller vertikal. Det var dog først fra april 1916, da striben begyndte at udkomme om søndagen, at Herrimans visuelle genialitet for alvor manifesterede sig.

15 hs_Krazy Kat - 1916-09-03
Krazy Kat, 3/9 1916

Herriman udnyttede den forøgede plads – en hel avisside – med en virtuositet og opfindsomhed som kun Winsor McCay før ham. Den traditionelle opbygning med konsekutive paneler forvitrer, panelerne bliver færre, de skråner og vælter, forsvinder endog helt eller delvist. Men hvor McCays Nemo rejser fra denne verden ind i en anden verden, har Herriman taget skridtet fuldt ud og skabt et selvstændigt fantasi-univers til sine karakterer.

Krazys verden hedder Coconino County, et ørkenlandskab, der er blevet kaldt komplet irrationelt og surrealt, hvilket det da også til en vis grad er. Coconino County er nemlig i konstant bevægelse og forvandling. I et panel ses en kaktus i baggrunden, i det næste panel ses en klippeformation eller en hytte eller en totempæl på samme sted. Der er træer, der gror i potter, en horisont, der afslører sig som en mur, en måne, der minder om en kvart citron, og ørkenlandskabet kan fra den ene dag til den anden skifte til et marinelandskab.

Krazy Kat, 12/9 1937
Krazy Kat, 12/9 1937

Herrimann fik sin inspiration fra det sydvestlige Amerika. Enhver der har set westerns – især John Fords – vil genkende visse af klippeformationerne, for eksempel ”the Mittens” i Monument Valley, Arizona. Vi befinder os altså i Navajo-regionen (det virkelige Coconino County ligger lidt længere væk). Også navajoernes kultur inspirerede Herriman, hvilket blandt andet kom til udtryk i mønstre, ornamenter og mytologiske naturkræfter såsom ”the Wind Witches” og ”the Snow Squaws”.

Den evige forvandling og bruddet på kontinuiteten mellem panelerne forvirrer ikke blot læserens visuelle perception, men udfordrer vores vante forestillinger om kausalitet, lokalitet og tid. Snarere end at være irrationelt, anfægtes rationalismen. Til gengæld er der unægteligt surrealistiske elementer i KRAZY KAT. Det var der også i LITTLE NEMO IN SLUMBERLAND, men Krazys nærmeste slægtning udfoldede sig på det store lærred – FELIX THE CAT. Til Herrimans visuelle pointer føjer der sig endnu to lag – det verbale vid og nedbrydningen af den fjerde væg.

Krazy Kat, 5/4 1919
Krazy Kat, 5/4 1919

Poddin’, was that rimmock a lengwidge – or wot?

Sproget i KRAZY KAT er ligeså særpræget – eller idiosynkratisk – som landskabet. Krazys dialekt er muligvis yat, en New Orleans-dialekt, men med elementer af Brooklyn yiddish tilsat onomatopoietika. Herrimann havde desuden en forkærlighed for alliterationer, ordspil, omvendt ordstilling, fonetiske gengivelser og arkaisk sprogbrug. To eksempler:

Krazy on his way to a rendevous (seelvooplay) pauses a moment in the presence of an “egg” – upon which he lays a loose limp eye – and rolling a lean thought in his fatous head, plunges into the perplexities of (wotchacallit?) – “life”. (2/11 1930)

A fugitive rounds the corner – with speed – as is the way with fugitives. While a moment later that which made him fugit – with speed – also rounds the corner. (15/4 1923)

Den flygtende og den forfølgende er naturligvis henholdsvis Ignatz og Offissa Pupp. Sidstnævntes pompøse talemåder ligger i forlængelse af hans selvhøjtidelige personlighed:

I sense the feel of evil – every nerve of me vibrates to the symphony of sin – somewhere at this very moment, crime holds revel. (16/11 1941)

All the world beams with beauty. The skies are ashine with sheen – prettiness prevails – and yet he packs a mind stuffed with a dire dearth of dignity. (14/7 1940)

Synderen Ignatz taler for det meste et helt normalt engelsk. Som nævnt ovenfor aggraveres han over Krazys sprogfilosofiske undersøgelser. I en stribe fra 1918 diskuterer de sprogets natur:

– Why is lenguage, Ignatz?

– Language is that we may understand one another.

– Can you unda-stend a Finn, or a Leplender, or a Oshkosher, huh?

– No.

– Can a Finn, or a Leplender, or a Oshkosher unda-stend you?

– No.

– Then I would say lenguage is that that we may mis-unda-stend each udda.

Ignatz forstår ikke Krazys logik, og reaktionen er herefter – en mursten. Læserne forstod hverken de verbale eller de visuelle pointer – de klagede. I 1944 var cirkulationen reduceret til kun femogtredive aviser, mens for eksempel BLONDIE kom i over tusind aviser. Men helt misforstået af samtiden blev KRAZY KAT ikke, ligesom den heller ikke faldt helt uden for visse af tidens strømninger.

Krazy Kat, 28/8 1918
Krazy Kat, 28/8 1918

I 1913 var borgerskabet blevet chokeret over den moderne kunst (fauvisme, impressionisme og kubisme), der var udstillet i The Armory Show, New York. Nogle år efter kom Dada og såede en mistro til rationalismen og samfundets konvententioner, som nogle af surrealisterne senere videreførte. M. Thomas Inge har i et glimrende essay om KRAZY KAT kaldt Herriman en amerikansk Dada og bl.a. sammenlignet striben med Magrittes LES MOTS ET LES IMAGES (1929): der er en forskel mellem, hvad vi siger, og hvad vi mener, mellem hvad vi tror, vi ser, og hvad vi ser.

Endelig var en ny generation ved at vokse op. Så forskellige personer som Charles M. Schultz og Jack Kerouac anerkendte Herrimans indflydelse. Kerouac skrev om KRAZY KAT, at den var ”an immediate progenitor of the Beat Generation and its roots could be traced back to the glee of America, the honesty of America, it’s wild, self-believing individuality.”

18 KrazyKat_3-15-42_lg
Krazy Kat, 15/3 1942

Herrimans kreativitet mistede ikke styrke med årene, tværtimod. Han vedblev at undersøge og udvide sit mediums grænser. I juni 1935 begyndte KRAZY KAT at komme i de nye farvelagte søndags-tegneseriesektioner i tabloidformat, og Herriman benyttede såvel det nye format som farverne til at eksperimentere videre med form og komposition. Men den måske allerstørste grænse – muren mellem fiktion og virkelighed – havde han allerede tidligt brudt igennem.

It’s wot’s behind me that I am

En af McCays mindre kendte striber var LITTLE SAMMY SNEEZE. Idéen var den enkle, at Sammy led af eksplosive nyseanfald, som forstyrrede verden omkring ham. En dag nøs den stakkels dreng så kraftigt, at stribens ramme brød sammen omkring ham, et af tegneseriehistoriens helt store øjeblikke.

Herriman bibeholdte rammen, men lod ofte panelerne være indrammede af teatergardiner og andre rekvisitter fra scenen. Og som en skuespiller er bevidst om publikum, skuespillet, kulisserne og dramatikeren, således er også Krazy, Ignatz og Pupp bevidste om, at de er tegnede karakterer i en tegnet verden. De kan for eksempel henvende sig direkte til både læseren og tegneren. I en episode arresteres Ignatz af Pupp i det første panel, men da de når frem til fjerde og sidste panel, er fængslet endnu ikke færdigtegnet. Pupp henvender sig kommanderende til tegneren: ”Wa-a-l – Finish it!!! Y’got kartoonist’s kramp?” En enkelt gang ser vi endog tegnerens hånd sætte proppen i et blækhus, hvor Igantz og Krazy har gemt sig – formentlig for tegneren.

Ignatz takker tegneren. Krazy Kat, 13/9 1940
Ignatz takker tegneren. Krazy Kat, 13/9 1940
Krazy læser Krazy Kat. Krazy Kat, 16/4 1922
Krazy læser Krazy Kat. Krazy Kat, 16/4 1922

I en hyppigt citeret søndagsstribe fra 1922 finder Krazy en avis, i hvilken han ikke blot læser sin egen stribe, men den selvsamme stribe, han aktuelt befinder sig i. Det er meget forvirrende, for hvordan kan man være to steder på samme tid? ”Because, fool, how could it be aught were it not thus,” svarer Ignatz – og for en gangs skyld må vi give ham medhold. Som M. Thomas Inge bemærker: ”We often measure art against reality rather than allow art to develop its own world and reason for being.” [Fig. 20: Krazypanel-4-16-1922]

Et andet og ligeså berømt eksempel stammer fra 1939, hvor Ignatz finder et blækhus og en pensel. Først tegner han en ramme, dernæst sig selv i rammen. Offissa Pupp kommer og kigger interesseret til, mens Ignatz tegner en mursten og Krazy. Ignatz’ tegnede mus samler murstenen op, og kaster den efter Krazy. I det næste panel ses Pupp i færd med at tegne et fængsel, hvor Ignatz sidder bag tremmer. For at der ikke skal være tvivl, har Pupp skrevet ”JAIL” på sit papir. Nedenfor står Krazy og (lidt længere væk) Ignatz, der netop har kastet en mursten afsted. Nederst på siden, hvor en spætte betragter et lærred, fortsættes refleksionen over kunst og virkelighed: ”But he’s a ott krittik, ain’t he?” spørger Krazy. ”Yes,” svarer Pupp, ”but he’s also a woodpecker.”

Krazy Kat, 11/6 1939 (her gengivet uden farver)
Krazy Kat, 11/6 1939 (her gengivet uden farver)

Disse og andre metafiktive episoder er mere end blot vittige tricks; de er med til at understrege de visuelle pointer omkring virkelighedens og kunstens natur, samt forholdet mellem værket og kunstneren: ”It’s wot’s behind me that I am,” som Krazy siger.

A squint at me may give you a laugh

George Herriman blev født i 1880 i New Orleans, men allerede tre år efter flyttede familien til Los Angeles, hvor George kom i katolsk skole. Sytten år gammel solgte han en tegning til Los Angeles Herald-Examiner, hvor han de næste tre år tegnede reklamer og politisk satire. Derefter sprang han på et godtstog til New York, hvor han skabte sine første syndikerede striber. Fælles for tidlige striber som MUSICAL MOUSE, ACROBATIC ARCHIE, GOOSEBERRY SPRIGG og THE DINGBAT FAMILY var, at de fokuserede på dyr og kompulsoriske (eller excentriske) personligheder. Herriman skrev senere, at dyr ”are of great importance to a cartoonist, no matter what kind of strip he is drawing. Almost any strip needs an animal in it once in a while, to add human interest, emphasize the reactions of the characters, to make the strip more realistic.” Selv havde han på et tidspunkt fem hunde og tretten katte.

Selvportræt, 1922
Selvportræt, 1922

Der har været spekuleret meget i Herrimans etnicitet. Som det var tilfældet med så mange andre samtidige tegnere, lavede Herriman i sine tidlige striber karikaturer af bl.a. negre og rødhuder, der vil få en moderne læser til at krumme tæer. I dag vil vi kalde det racisme (bortset fra Dansk Folkeparti, Jyllands-Posten og Trykkefrihedsselskabet, der vil kalde det ytringsfrihed), dengang var det god humor. I følge fødselsattesten var Herriman farvet, og hans forældre blev i en folkeoptælling betegnet mulatter. ”Colored” blev imidlertid brugt om næsten alle med en mørk lød, afrikanere, italienere, grækere, etc. Men hvis han ikke var af ren arisk afstamning, var der ingen af hans kolleger, der bemærkede det, ej heller den læge, der i dødsattesten skrev, at afdøde var kaukasier.

KRAZY KAT var en født succes – men i aftagende. Havde det ikke været for Hearst, der for øvrigt havde sin egen private zoologiske have, ville striben formentlig have endt som en fodnote i tegneseriehistorien. Hearst gav Herriman en livstidskontrakt med King Features Syndicate, og under Depressionen var Herriman (mod sin vilje) en af de højst betalte tegnere. Herriman var genert og nærmest selvudslettende beskeden: ”A squint at me may give you a laugh – I’m a funny looking monkey.”

George Herriman, omk. 1940
George Herriman, omk. 1940

Herrimans kone døde i 1934, og få år efter fulgte den ene af hans to døtre. Resten af sit liv tilbragte Herriman som noget nær en eneboer i sit hjem i Holywood, hvor han havde boet siden 1922. Han arbejdede hver dag på sin stribe, tog sig af sine dyr og sov ved siden af tegnebordet. Fra Holywood var der ikke langt til det sydvestlige Amerika, som han holdt så meget af. Fra 1922 var landskabet begyndt at fylde mere i KRAZY KAT, og efterhånden antog det en lige så betydelig rolle som Krazy, Ignatz og Pupp. Det var da også over Monument Valley, at Herrimans aske blev spredt, da han døde den 25. april 1944. På tegnebordet lå en uges ufærdige striber.

Med Herriman døde KRAZY KAT – som avisstribe. For i Kokonino Kounty lever Krazy, Ignatz, Pupp og alle de andre videre til inspiration for tusindvis af kunstnere, som Walt Disney sagde, og en glæde for mindst ligeså mange læsere. Inden for sit mediums rammer havde Herriman sprængt rammerne – og skabt stor kunst.

Sammen med LITTLE NEMO IN SLUMBERLAND og BRINGING UP FATHER er KRAZY KAT et af højdepunkterne i en tid, hvor tegneserier først og fremmest var comics. Men hvor Winsor McCays og George McManus’ humor er mere umiddelbart tilgængelig, forudsætter Herrimans absurde og visuelle humor, at læseren bruger lidt længere tid end normalt på at fatte galoppen. Som Bill Watterson sukkede, udfordrer KRAZY KAT sin læser på en måde, som pokkers få humørstriber siden har gjort.

24 1932-painting-for-ernest-pascal
Oliemaleri, omk. 1932

Alle søndagssiderne med KRAZY KAT er genoptrykt i tyve bind fra henholdsvis Eclipse Comics (1916-25) og Fantagraphics Books (1925-44).

Fantagraphics Books har desuden udgivet: Krazy & Ignatz: The Kat Who Walked in Beauty. The Panoramic Dailies of 1920.

The Spirit reinkarneret

Action, Mystery & Adventure i The Spirit: Book One af Darwyn Cooke

Begyndelsen på tegneseriens guldalder sættes ofte til 1938, året hvor en lille kapsel fra planeten Krypton gennembrød Jordens atmosfære og pløjede ned i Kansas’ muld. Både formen og formatet var dog allerede blevet etableret med henholdsvis striben Happy Hooligan (1900) og hæftet Funnies on Parade (1933).

Den kreative impuls, som er essensen af guldalderbegrebet, havde i de mellemliggende år skabt klassikere som Little Nemo in Slumberland, Krazy Kat, Dick Tracy og Little Orphan Annie og efter 1933 kom striber som The Phantom og Terry and the Pirates. Guldalderens begyndelse kan altså med nogen ret dateres til før 1938.

Derimod er det indiskutabelt, at superhelten blev født i 1938. I efterdønningerne fra Supermans nedslag opstod ikke blot et sandt boom af superhelte og tegneseriehæfter, men også mange nye forlag. Et af dem var Everett M. Arnolds Quality Comics Group.

EisnerBlueMed en række talentfulde tegnere i sin stald, var forlagets navn ikke vindmageri men en garanti: Jack Cole (Plastic Man), Lou Fine (The Black Condor), Bill Ward (Torchy), Bob Powell (Crack Comics), Reed Crandall (Blackhawk) – og [[Will Eisner]], hvis maskerede helt næppe behøver nærmere introduktion. Men lad os alligevel kort se på The Spirits meritter.

I en tid domineret af superhelte var Denny Colt, alias [[The Spirit]], uden kappe, spandex og superkræfter. I stedet havde han en diminutiv maske, charme, hjerne og muskler. Endelig havde han, ligesom sin ældre kollega Dick Tracy, en mirakuløs evne til klare sig helskindet igennem selv de værste tæsk og den heftigste kugleregn.

spiritDet var en noirish krimi-serie fuld af action og vold, død og humor, skæbnefortællinger og direkte fjollede optrin, samt de smukkeste femme fatales nogensinde set i en tegneserie. Hvert Spirit-eventyr blev indledt med en visuelt overvældende splash-page, hvor titelheltens alias ofte dannede kulissen eller på anden måde blev vævet ind i scenen.

Denne formmæssige virtuositet begrænsede sig ikke til den første side. Nok havde Milton Caniff (inspireret af filmmediet) allerede eksperimenteret med billedvinkler, men Eisner gik adskillige skridt videre. Læserens øjne blev ført rundt i alle mulige og umulige vinkler, alt mens handlingen fløj afsted accentueret af Eisners suveræne fornemmelse af miljø og beherskelse af lys og skygge.

Persongalleriet var så farverigt, at hovedpersonen ikke altid stod i handlingens centrum. Karakterernes personlighed kom ikke kun til udtryk gennem deres handlinger og ord, men som hos Dickens også gennem deres kropssprog. Alt dette – og mere til – medvirkede til at skabe en serie, som synes synonym med dens skaber.

Will Eisner tegnede The Spirit fra 1940 til 1952. Der var ghosttegnere og ghostforfattere, heriblandt Lou Fine, Jack Cole og Jules Feiffer, men det bemærkes ikke. Inden sin død i 2005 sørgede Eisner for, at rettighederne til The Spirit overgik til DC. Nye og flotte genoptryk kom på gaden, men det var ikke tilstrækkeligt: Serien skulle genoplives.

spirit10Men hvem evnede at løfte arven? Hvem havde modet til at føre Eisners populære helt ind i det 21. århundrede? Æren – eller udfordringen – tilfaldt tegneren og forfatteren Darwyn Cooke, som forståeligt nok modtog tilbudet med blandede følelser: ”The Spirit was simultaneously the most exciting and horrifying offer I’d been made in my career,” betror han intervieweren fra The Comics Journal.

Cookes tegnestil taget i betragtning var han det oplagte valg. I serier som New Frontier og Catwoman er blækket tydeligvis blandet med guldalderstøv. Her tænker jeg særligt på hans forkærlighed for rene og vinlede streger, kantede fingre, kæber og muskler. Alligevel er det forståeligt, hvis nogle har mødt Spirits genopstandelse med skepsis.

Jeg var skeptisk. Ville Cookes Spirit være en pastice eller ligefrem et plagiat? Ville han, i et krampagtigt forsøg på at være original, falde for dekonstruktivismens fristelse? Og hvad med Ebony? Men al min forudindtagede skepsis blev gjort til skamme. Skønt Cookes Spirit (samt bifigurer og miljø) ligner Eisners, er både streg og fortælling Cookes egen.

Billedvinklerne er mere rolige end Eisners men ligeså velvalgte. Lys og skygge håndteres perfekt, og kropssprogets register udnyttes til fulde, hvilket kompenserer for Cookes udeltaljerede baggrunde. De indledende splash-pages kan måske nok opfattes som en homage, men indtil videre lever de helt op til Eisners fantasifulde standard.

I de syv nye Spirit-eventyr, som udgør The Spirit: Book One finder vi gamle kendinge som Dolan, Ellen, P’Gell, Mister Carrion og Ebony. Dolan er stadig lige ilter, Ellens rolle er som førhen indskrænket til at være den tro forlovede (som dog har mere forstand på internettet end Spirit), mens Mister Carrion til gengæld er blevet kreativ direktør i Julia Communications (opkaldt efter hans elskede grib).

pgellAt P’Gell stadig kan gøre alle hankønsvæsner til viljeløse proselytter, vil ikke komme som nogen overraskelse for dem, der har stiftet bekendtskab med Cookes Catwoman. P’Gell udstråler præcis den rette blandning af uskyld, sårbarhed og drivende seksualitet, som kendetegner en femme fatale.

Ebony2Eisners Ebony White var (mildt sagt) en stereotyp, der kan få selv den mest venligt indstillede moderne læser til at krumme tæer. Men under Cookes hånd er Spirits sidekick ikke bare blevet en ung mand, han er blevet cool og mindst ligeså charmerende som Spirit selv.

Af nye karakterer bør nævnes Ginger Coffee og Hussein Hussein. Førstnævnte er en sexet tv-reporter, som i jagten på den gode historie ikke går af vejen for at sætte sit eget liv på spil, mens sidstnævnte er en lykkejæger med et stænk af Peter Lorres karakter i Casablanca over sig, men knapt så slesk.

I den sidste historie (skrevet af [[Jeph Loeb]]) bringes Spirit sammen med Batman og Robin i kampen mod et overdådigt opbud af Gothams superskurke og – endelig – Spirits ærkefjende, den mystiske Mister Octopus. Af de syv historier er den måske det svageste led, men generelt er underholdningsniveauet højt.

Spiritcircle

Som hos Eisner byder også Darwyn Cookes The Spirit på action og vold, død og humor, samt en enkelt skæbnefortælling, men (i modsætning til sin forgænger) ingen fjollede optrin. Cooke har ikke bare formået at genoplive en gammel helt fra guldalderen, han har givet figuren nyt liv. Hvorvidt Cookes efterfølgere, Mark Evanier og Sergio Aragones, formår at føre stilen og ånden videre, skal jeg ikke kunne sige … endnu!

Fakta om serien

The Spirit: Book One (2008, 192 sider) indeholder:

The Spirit #1-6 (2007)

Forfatter: Darwyn Cooke

Tegner: Darwyn Cooke

Rentegner: J. Bone

Farvelægning: Dave Stewart

Forlag: DC Comics

Batman/The Spirit #1 (2007)

Forfatter: Jeph Loeb

Tegner: Darwyn Cooke

Rentegner: J. Bone

Farvelægning: Dave Stewart

Forlag: DC Comics

Batencyklopædien

Supersleuth, arch-avenger of crime, foe of the underworld … this is the Batman! … A dark-mantled fighter who seems to dwell in night itself and whose fame as a scourge of evil has become almost legendary. (Batman #4/4, Winter 1941)

Cover til BatencyclopædienSom det vil være de fleste bekendt, har Batman i år rundet syv begivenhedsrige decennier: Fra Bill Fingers “The Case of the Chemical Syndicate” til Grant Morrisons Batman: R. I. P. og Final Crisis; fra Bob Kanes kantede efterligning af Chester Goulds stil til Tony S. Daniels super glatte streg; fra utallige revisioner, udvidelser, alternative virkeligheder og parallelle verdener til det multidimensionale DC-univers’ kollaps og videre til 52 – hvem pokker kan holde styr på alt dette?

Svaret er Robert Greenberger, forhenværende DC-redaktør, medforfatter til DC Comics Encyclopedia og egenhændig ophavsmand til The Essential Batman Encyclopedia. Egenhændig er måske så meget sagt, bl.a. bygger Greenberger på Michael Fleishers og Janet Lincolns The Encyclopedia of Comic Books Heroes Vol. 1: Batman (1976), der længe har trængt til at blive ført à jour.

En god encyklopædi er for mig først og fremmest en fælde. Jeg søger måske efter faktuelle oplysninger inden for et specifikt emne, men før jeg ved af det, er jeg via krydsreferencernes snørklede irgange kommet fra (lad os sige) kynikeren Diogenes til sommerfuglen Argynnis.

Selv med afgrænsede encyklopædier er der mange muligheder for at blive fanget og ende med meget mere information end den ønskede. Et tilfældigt opslag i The Essential Batman Encyclopedia kan således føre fra Poison Ivy til Floronic Man (hvem?) til Swamp Thing til Lex Luthor til Braniac, etc., etc., idet alle veje naturligvis fører til Rom, i.e. Batman.

Cover til Batman #1 Cover til Batman #251 Cover til Batman #688

Robert Greenbergers vidtspændende og gennemillustrerede Batencyklopædi opfylder altså mit første kriterium. En effektiv fælde ville den dog ikke være, hvis den ikke også var konsistent, gennemarbejdet, overskuelig, velskrevet og fuld af detaljer om stort og småt i perioden maj 1939 til september 2007 – hvilket den er. Lad os tage et kig på en af de kortere artikler, Doctor Dreemo (krydsreferencer angives ved versaler):

DARBY DEEMS was a stage performer, a self-professed expert on dreams. As Doctor Deemo, he used his stage notority to become host of radio’s The Nightmare Hour. Rather than use his expertise to help people understand their dreams, however, he was actually delving deep to better understand his guest’s subconscious fears. Deems then schemed to exploit them at a later date, as he did when he blackmailed one guest who had committed murder. Batman and ROBIN tracked and apprehended Doctor Dreemo and his men, ending the threat. (World’s Finest Comics #17, Spring 1945)

Hvem får ikke lyst til at læse lige præcis det nummer? Som ved så mange andre encyklopædier af denne art har man dog på fornemmelsen, at referaterne kan være mere interessante end historierne, men det er så absolut ingen anke – i mange tilfælde vil historierne jo desuden være uopdrivelige.

Et udvalg af Batmans skurkeI lighed med Fleisher & Lincoln koncentrerer Greenberger sig “kun” om de karakterer, der har optrådt mindst to gange i en af de mange kernetitler (og for Greenbergers vedkommende tillige miniserier og Batman-relaterede titler som Catwoman, Robin, Justice League of America og Birds of Prey), men det forhindrer altså ikke for eksempel Doctor Dreemo i at få en artikel i begge encyklopædier.

Den største forskel ligger i detaljerne. I kerneartikler følger Fleisher & Lincoln personerne kronologisk efter de enkelte titlers udgivelsesår, og deres referater er spækkede med (ofte lange) citater, mens Greenbergers tekstuelle referencer er mere arbitrære, citatløse og kortere. Til sammenligning spænder Alfred Pennyworth over næsten ni sider i den gamle encyklopædi, i den nye sølle to sider. En anden forskel er at Greenberger desværre ikke medtager historiske personer, så hvis man vil vide hvor, og hvornår Jules Verne assisterede Batman, må man ty til Fleisher & Lincoln, hvis optegnelser stopper sidst i tresserne (svaret er Batman #98/1, March 1958).

Greenbergers The Essential Batman Encyclopedia overflødiggør altså ikke sin forgænger, men supplerer den, og – måske vigtigst af alt – fører den stadigt voksende historie om Batmans eventyr op til dato. Bogen er med sine 388 sider for stor til dit utility belt (se under U), men uundværlig hvis du ønsker at genopfriske Bathulens interiør, bekendtskabet med Jokeren, Two-Face og Hugo Strange, besøge fremmede planeter eller blot tilbringe et par timer med at tilegne dig en viden, som med garanti ikke er efterspurgt på arbejdsmarkedet.

Fakta om værket

Robert Greenberger: The Essential Batman Encyclopedia. DC Comics/Del Rey Books 2008. Paperback, 388 sider, rigt illustreret i s/h og farve.

WhY bother? – Y: The Last Man

Eskatologiske spekukulationer har formentlig været en del af menneskehedens tankegods siden sumererne. I de mytologiske verdensbilleder er der oftest tale om en regeneration, som når istider for en stund luger ud blandt arterne, men at alt liv kan ophøre endegyldigt er en kristen tanke, der går igen i det moderne naturvidenskabelige verdensbillede – f.eks. entropien og Big Crunch. Apokalypsen kan altså komme i mange forskellige variationer, og det kan derfor ikke undre, at temaet danner grundlag for megen science-fiction.

Cover til Y - the Last Man

Nærliggende er det at forestille sig, hvordan de sidste tider vil tage sig ud for det sidste menneske. Grainville var en af de første, der forsøgte sig, nemlig med romanen Le dernier homme (1805), som året efter blev oversat til engelsk. Britiske digtere som Byron, Thomas Campbell og Thomas Hood tog tråden op, og Mary Shelley skrev en roman, The Last Man (1826). Siden da har temaet været behandlet utallige gange i bøger og film.

Men hvor god idéen end kan forekomme, er resultatet sjældent blevet vellykket, bl.a. demonstrerer Shelleys roman den vel nok største svaghed ved denne subgenre  – det forudsigelige. At fortælleren ydermere er i første person, gør kun fortællingen endnu mere kedelig, det eneste der fastholder læseren er Shelleys sproglige stil:

Arise, black Melancholy! quit thy Cimmerian solitude! Bring with thee murky fogs from hell, which may drink up the day; bring blight and pestiferous exhalations, which, entering the hollow caverns and breathing places of earth, may fill her stony veins with corruption, so that not only herbage may no longer flourish, the trees may rot, and the rivers run with gall – but the everlasting mountains be decomposed, and the mighty deep putrify, and the genial atmosphere which clips the globe, lose all powers of generation and sustenance. Do this, sad visaged power, while I write, while eyes read these papers.

Ja, det er ikke let at være ene menneske tilbage på en planet dækket af pestens ofre. Samtidige anmeldere var ikke begejstrede – “We are reluctantly obliged to pronounce the work a decided failure” – og for en gangs skyld må man give dem ret. I 1927 leverede anmelderen John Wilson et frontalangreb på den omsiggribende tendens: “There is no such thing as the Last Man, or the Last Grosset, or the Last Dew-Drop, or the Last Rose of Summer, or the Last Kick to a Cockney, or the Last Pot of Porter, or the Last Long Sermon” – eller den sidste lange indledning!

The Last Man af Shelley The Last Woman on Earth Cover til I am Legend

Men hvem tager anmeldere alvorligt? Den sidste mand var kommet for at blive, og det til trods for en sovepille som The Purple Cloud (1901) af M. P. Shiel. Større held havde Richard Matheson med den post-apokalyptiske I Am Legend (1954), hvor den sidste mand desperat forsøger at holde horder af vampyr-zompier på armslængde, et plot som filminstruktøren George A. Romero senere har kogt en del blodsuppe på.

I Am Legend blev første gang filmatiseret i 1964 under titlen The Last Man on Earth, men fire år tidligere havde Roger Corman taget samme tema op, idet han dog skiftede kønnet ud – The Last Woman (alene med to mænd). Hvad man end vil mene om disse film har selve filmsproget en evne til at tilføre det-sidste-menneske-genren en elementær spænding, som savnes hos Shelley, og er fuldstændig fraværende hos Shiel.

En egentlig indføring i genren vil føre for vidt, meningen med ovenstående er da også blot at introducere et af de seneste skud på stammen, Brian K. Vaughans tegneserie Y: The Last Man (2002-08).

Side fra Y - the Last ManVaughans udgangspunkt er naturligvis katastrofen, i nærværende tilfælde den simultane død af alle bærere af et Y-kromosom, altså hankønsvæsner. Dog med to undtagelser: Yorick Brown og hanss abe Ampersand, som altså nu er alene i en verden fuld af kvinder. For nogle en misundelsesværdig situation, men ikke for den unge romantiker Yorick, som er forelsket i Beth, som desværre for Yorick befinder sig langt fra Washington, D.C.

I kølvandet på katastrofen er infrastrukturen brudt mere eller mindre sammen, the last flight to Australia er forlængst lettet. Der er da også andre presserende ting, såsom fortsættelsen af menneskeracen. Her er Yorick og Ampersand nøglen, men først må de bringes sikkert til genetikeren dr. Alison Mann i Boston. Den nye amerikanske præsident (visse institutioner forgår ikke så let) sender Yorick afsted eskorteret af Agent 355 og herfra består handlingen af den ene forvikling efter den anden, farefulde optrin og cliff-hangers. Ét er nemlig transportvanskeligheder, noget andet er, at ikke alle kvinder sørger over hankønnets forsvinden.

Da The Daughters of the Amazon, en ultrafeministisk og militant gruppe, der opfatter Le Grand Départ for en velsignelse, får nys om den sidste mand, går jagten ind – med den yderligere forvikling, at Yoriks søster Hero er med i det bevæbnede kobbel. Senere kommer så en hel deling israelske soldater anført af en galning, en ninja, og meget mere. There’s never a dull moment – bortset fra at citronen klemmes og vrides (så længe skidtet sælger, går det nok) og de mange Kodak-stunder, hvor vores hovedpersoner enten skændes som børn eller fører dybe samtaler.

Advarsel: herefter  spoilers omkring serien!

Sidste nummer af Y - the Last ManDet gælder især seriens sidste bind, hvor der tales og tales, uden at der af den grund bliver sagt noget. “Whys and Wherefores” er i det hele taget noget af en skuffende afslutning på en serie, som ellers har været både underholdende og spændende trods sin visuelle fattigdom – Pia Guerras tegninger mangler dybde og liv, synsvinklen er ofte fantasiløs og baggrundene nærmest ligegyldige. I Y: The Last Man er det altså alene plottet, der driver værket.

Men det knager i fugerne. Fortællestilen er noget henefter tv-serien Lost med bratte kronologiske spring, og forklaringer der stritter i alle mulige retninger, hvilket altsammen tjener til at forvirre læseren. Som i Lost får man en (begrundet) mistanke, om at forfatteren også er på Herrens mark – Vaughan er da også tilknyttet omtalte tv-serie. Hvorfor faldt Yorick og Ampersand ikke død om sammen med de andre XY’er?

Moder Naturs hævn? Biogisk våbenførelse med utilsigtede konsekvenser? En forstyrrelse i drømmetiden? En mystisk amulet? Eller morfisk resonans (“spontaneous transmission of data at genetic level” )? Personligt foretrækker jeg sidstnævnte forklaring, men hvor vidunderligt weird den end er, forklarer det stadig ikke, hvorfor der er en sidste mand og en sidste hanabe – og som alle der har fulgt serien så langt ved, er Yorick slet ikke så unik. Angiveligt føler Vaughan, at forklaringen er der, hvis blot man leder efter den – but why bother?

Y: The Last Man begyndte ellers så fint. Som en af bifigurerne, filminstruktøren Cayce B. Sheldon siger om tegneserier: “This format has all the advantages of film and none of the drawbacks. It’s the cheapest way to get your unfiltered vision into as many hands as possible!” Det er så sandt, som det er sagt. Hollywood er dog allerede i sving med at overføre den prisbelønnede tegneserie til moving pictures, og i princippet er der jo intet til hinder for at få en god film ud af et halvdårligt forlæg – i princippet!

Fakta om serien

Y: The Last Man #1-60

Forfatter: [[Brian K. Vaughan]]
Tegner: Pia Guerra
Rentegner: José Marzán, Jr.
Forlag: Vertigo

Serien er samlet i 10 TPB:

Book 1: Unmanned (2003)
Book 2: Cycles (2003)
Book 3: One Small Step (2004)
Book 4: Safeword (2004)
Book 5: Ring of Truth (2005)
Book 6: Girl on Girl (2005)
Book 7: Paper Dolls (2006)
Book 8: Kimino Dragons (2006)
Book 9: Motherland (2007)
Book 10: Whys and Wherefores (2008)

Milde Marx! – Lawman af Erwin Neutzsky-Wulff og Jørgen Bitsch

Omslaget til LawmanSatiren har det ikke nemt. Ikke som følge af Jyllandsposten men fordi satirens yndlingsobjekter, politikerne, fremtræder så karrikerede, at de næsten overfløddiggør satirikerens latterliggørende pen.

Når en minister med spindoktoreret arrogance afviser enhver kritik, når en anden folkevalgt leder efter farlige muslimer under taburetten, og en tredje ser kommunister allevegne, kan det være svært at finde den rette grimasse. I værste fald vænner vi os til dem, og bemærker hverken snorene eller reklamesmilet. Som allerede Guy de Maupassant udtrykte det: “Vi lever i et århundrede, hvor skælmene minder om ligbærere og kalder sig: Politikere.”

Men ind på scenen kommer Lawman, en tegneserie skrevet af forfatteren [[Erwin Neutzsky-Wulff]] (bl.a. Døden) og tegnet af Jørgen Bitsch ([[Overdanmark]]), der satiriserer over den omsiggribende højrefløjs paranoid-satiriske udlægning af dagens Danmark og den klassiske (amerikanske) superhelt. [[Lawman]] er nemlig en ægte dansk superhelt, der har påtaget sig at bekæmpe de samfundsundergravende elementer.

De første fire historier stammer tilbage fra 2002-3, mens den sidste er fra 2008. I den indledende historie får vi Lawmans oprindelseshistorie: Inden han iførte sig kappe, maske og spandex var han et postbud, hvis job blev overtaget af indvandrere pga. “positiv forskelsbehandling.” Først da – og godt hjulpet på vej af nyhedsmedierne – blev denne moderne Holger Danske vakt til dåd. For der er jo nok at tage fat på, eller rettere uddele tæsk til, heriblandt pushere, zombificerede autonome og forsvarsadvokater.

Superskurke er der naturligvis også i Lawman: General BZ, der drømmer om at indføre et stalinistisk diktatur, Babu Satan, der vil gøre alle danskere til muslimer, og – mest markant skildret af dem alle – Kaptajn Anarko, der vil “ned med alting” og kommer med udbrud som “Milde Marx!” Endelig er der Saddam Hussein, som pønser på at omskabe Irak til en turistattraktion, men heldigvis kommer Lawman den frie verden til undsætning.

Karikeret? Javist, men når skælmene minder om ligbærere, må satirikeren slibe pennen en ekstra gang, for satire skal gøre ondt. Og Neutzsky-Wulffs og Bitschs satire gør ondt -på undertegnede især på grund af deres demaskerende portræt af superhelten som borgerskabets fascistoide repræsentant. Satiren understreges gennem klassiske tekstbokse, farvelægning i raster, flotte splashpages og en streg som lægger sig op af guldalderens tegnestil, pasticheagtig, men dog personlig. Visse steder kan rammerne virke for små til, at Bitschs talent rigtig kan træde frem, men det påvirker ikke helhedsindtrykket af en flot og gennemført satirisk tegneserie.

Fakta om serien

Lawman (2008) 45 sider i farver

Forfatter: Erwin Neutzsky-Wulff

Tegner: Jørgen Bitsch

Forlag: Progressive Publishing

Se iøvrigt Jørgen Bitschs hjemmeside: Qualitycomics.dk

?MEN. E. SKETS. BEDST. E. VEN. R? – WE3 af Grant Morrison, Frank Quitely og Jamie Grant

I en artikel fra 1950 argumenterede den tyske etolog Konrad Lorenz for at spædbarnets karakteristika udløser en medfødt mekanisme for affektion og omsorg hos voksne mennesker: et relativt stort hoved, store øjne, runde kinder, tykke og korte ekstemiteter og kluntede bevægelser.

Lorenz påpeger, at nogle af disse babytræk deles af visse dyr, som således udløser den samme respons hos mennesker – vi finder hvalpe og killinger nuttede, fordi vi simpelthen ikke kan lade være. Heri ligger måske også, som palæontologen Stephen Jay Gould foreslår, hemmeligheden bag Disney-figurernes popularitet.

Ofte skal der ikke mere til end et par store våde øjne, før end vi er solgt. I WE3 præsenteres vi for tre nuttede kæledyr: en labrador, en kat og en kanin. Alle tre har forvildet sig væk fra deres ejere og er endt i et militært laboratorium, hvor de er blevet omskabt til fjernstyrede dræbermaskiner iklædt panser og udstyret med rudimentære taleegenskaber.

Det kan næsten ikke blive mere stødende for vores retfærdighedssans, og da de tre tekno-biologiske våben slipper løs og dræber den ene soldat efter den anden, er vi læsere helt på de tre stakkels dyrs side – de vil jo bare væk fra laboratoriet og torturen: “MMMMEN ST!NK!” som katten udtrykker det.

Historien i WE3 er lige så simpel, som den er storladen, emotionelt appellerende og tempofyldt. Mennesket er hensat til en birolle og vises ofte kun i udsnit, en mund, en torso eller et afrevet hoved. De voldelige scener er ekstremt voldelige, men oplevet gennem dyrenes anderledes sansning af rum og tid forlenes scenerne med en særegen æstetik.

De tre dyr har hver deres personlighed i overenstemmelse med deres art. Kaninen er en smule frygtsom og distræt, katten er uafhængig og interesseret i fugle, og hunden vil hjem, et abstrakt begreb som de to andre dyr har svært ved at forstå. “?HOME IS?” spørger katten, og hunden svarer: “IS RUN NO MORE.”

Ligesom Frank Quitelys dynamiske og afbalancerede tegnestil har et stænk af Moebius, kan den minimale brug af dialog i WE3 vække mindelser om Moebius’ Arzach (1974): talebobler fremkommer først efter 13 sider, der er en næsten ordløs scene på 6 sider med 36×3 rammer (CCTV-billeder) og ikke færre end 10 splash pages.

Grant Morrison og Frank Quitely har før vist, hvor godt de kompletterer hinanden (JLA: Earth 2, New X-Men), og WE3 er ingen undtagelse. Det er stor fortællekunst og med Jamie Grants digitale rentegning og farvelægning bringes WE3 så tæt på perfektion, at selv ikke nok så mange superlativer og anmelderfloskler kan yde værket retfærdighed.

Det er for øvrigt samme trio der står bag All-Star Superman (2005-08).

Fakta om serien

WE3 (2005) 104 sider. Oprindeligt udgivet som WE3 #1-3 (2004)
Forfatter: [[Grant Morrison]]
Tegner: [[Frank Quitely]]
Rentegner og farvelægger: Jamie Grant
Forlag: Vertigo

Læs også:
Konrad Lorenz: Studies in Animal and Human Behaviour, Vol. II. Methuen & Co. 1971.
Stephen Jay Gould: The Panda’s Thumb: More Reflections in Natural History. Penguin Books 1980.

Hello Spaceboy! – Marvel Boy af Grant Morrison

[[Grant Morrison]]s stil fornægter sig ikke: parallelle verdener, epifanidrevne motorer, underjordiske begrebsrum, klonede supersoldater, kritik af markedskræfterne og et strejf af fetichisme – Marvel Boy har det hele og mere til.

Kree-krigeren Noh-Varr, som er havareret på Jorden, minder ikke meget om den gamle Marvel Boy, men han er både et marvel og en teenager, Jack fra The Invisibles tilsat insekt-DNA og nanoaktive kropsvæsker, men ikke nær så irriterende.

Fuld af retfærdig harme påbegynder han et hævntogt mod hele menneskeheden, der således må bøde for et enkelt menneskes overgreb, den griske multi-trillionær Doctor Midas, som til gengæld er parat til at ofre hele planeten – datteren Oubliette inklusive – for at bade i kosmiske stråler ([[Jack Kirby]] in memoriam).

Gennem J. G. Jones’ tegninger – hans evne for komposition og energiske sekvenser, de lækre detaljer og levende persontegninger – får det actionprægede plot endnu et nøk, there’s never a dull moment.

Men Marvel Boy byder på mere end blot skæg og herlig massedestruktion, f.eks. da en rumparasit, det levende firma Hexus, bryder løs og fortærer de jordiske firmaer et efter et: “It imitates what people want. It hypnotizes them with sophisticated advertising techniques, then makes employees of them.

Jo jo, der er skam tale om en Marvel-tegneserie, vel at mærke i serien Marvel Knights, forlagets forsøg på at bryde ud af den “tegneserier-er-for-børn-myte”, som Marvel selv har perpetueret gennem årenes løb – arven fra the Comics Code. Med Morrisons og Jones’ Marvel Boy tager Marvel ikke kun endnu et skridt ud af børnehaveklassen men formår også at leve op til sit navn.

Tilbage er der kun at sige: Hvornår kommer fortsættelsen?

Fakta om serien

Marvel Boy Vol. 1 (2001) 144 sider

Forfatter: [[Grant Morrison]]
Tegner: J. G. Jones (med Ryan Kelly)
Rentegner: Sean Parsons

Forlag: [[Marvel]]

Ud af Batmans skygge flyver Gothams rovfugle – Birds of Prey af Gail Simone

Tager man et hastigt vue over tegneserierne fra guldalderen til i dag, er der ét træk som i særlig grad dominerer, nemlig bærere af XY-kromosomer, den særlige afart af mennesket som går under betegnelsen mænd.

Der er mænd, der descenderer til planeten Jorden, enten som frelsere eller plager; mænd, der transformeres til halvguder eller halvmonstre; mænd, der påtager sig roller som helte eller skurke og banker hinanden halvt eller helt fordærvet – hvilket naturligvis afspejler et dominerende aspekt ved vores judæo-kristne kultur.

Men kigger man grundigere efter, vil man naturligvis finde bærerne af det perfekte kromosompar, kvinderne. Vi kan nævne i flæng Wonder Woman, Elasti-Girl, Vampirella, Elektra, Modesty Blaise, Batgirl, Red Sonja, Catwoman, Zatanna og Supergirl, samt ikke at forglemme Huntress, Black Canary og Oracle.

De to sidstnævnte fik i 1996 deres egen miniserie, Birds of Prey, forfattet af Chuck Dixon. Senere blev miniserien fast, og fra #56 til #108 blev pennen ført af [[Gail Simone]], som lagde ud med at tilføje Huntress. Bemærk, at dette kun er en omtale af #56-85, idet jeg ikke har læst Dixons (og ingen afsavn mener at lide) og endnu ikke har fået fingrene i Simones efterfølgende numre – men der er også nok til mange timers underholdende læsning.

Black Canary i Birds of Prey

Med undtagelse af den iltre Huntress, hvis borgerlige navn er Helena Bertinelli, er persongalleriet ikke ligefrem det oplagte valg. Oracle, eller Barbara Gordon, den forhenværende Batgirl, er som bekendt invalid, og Black Canary, datter af den oprindelige superheltinde fra fyrrene, har altid virket lidt fjollet med sit supersoniske skrig. Men ikke mere: Gail Simone har skabt en Black Canary, som virker overbevisende, hvilket i sig selv er en bemærkelsesværdig bedrift.

Ligeledes med Oracle, som hidtil kun har spillet en birolle, men nu – bevæbnet med sine computere, intelligens og sit eget team – går mere aktivt til værks i bekæmpelsen af Gothams metamenneskelige kriminelle og selvtægtsudøvere. Eller rettere: i første omgang koncentrerer de tre rovfugle sig om Gotham, men snart udvider de deres territorium til at omfatte resten af landet, samtidig med at en fjerde fugl kommer til, nemlig Lady Blackhawk.

Af andre optrædende kan nævnes Wildcat, Nightwing, Batgirl (Barbaras efterfølger) og Batman, for en gangs skyld reduceret til en birolle, og af skurke møder vi blandt andre Savant, Lady Shiva, Cheshire, Thorn og Braniac.

Det foruroligende ved Oracles altovervågning – hun er Big Brother inkarneret – berøres i begyndelsen, men derefter desværre ikke (måske har vi det tema i vente?). Et andet emne, som kort tages op, er den velkendte selvtægtsproblematik. Som Huntress siger: “How do we know that we’re right, and they’re wrong?” hvortil Black Canarys vage svar lyder: “Maybe it’s about where the line is … where you choose to stand before you take that step” – og det omtalte skridt er mord.

Selve fortællingerne svinger i kvalitet. Alvor blandes med humor, der er intrige og weird science (en kybernetisk virusinfektion), dialogen er god, og de respektive karakterers indre monologer forstyrrer kun sjældent handling og action. Birds of Prey er spændende og velskrevet, faktisk så meget at jeg blev fastholdt trods de første fem numres mangaiserede tegnestil. Heldigvis kan Ed Benes meget mere, og fra #65 rentegner han selv. Hans mænd er mestendels svulmende muskelbundter med enorme kæbepartier, hvilket kan opfattes som en vittig karikatur, og hans kvinder – især vore tre heltinder – er rene pin-up-drømme.

Fakta om serien

Birds of Prey: Of Like Minds (2004) 143 sider, opsamler #56-61
Forfatter: Gail Simone
Tegner: Ed Benes
Rentegner: Alex Lei
Forlag: DC

Birds of Prey: Sensei & Student (2004) 168 sider, opsamler #62-68
Forfatter: Gail Simone
Tegner: Ed Benes, Michael Golden, m.fl.
Rentegner: Alex Lei, Ed Benes, m.fl.
Forlag: DC

Birds of Prey: Between Dark & Dawn (2006) 176 sider, opsamler #69-75
Forfatter: Gail Simone
Tegner: Ed Benes, Rod Adrian, m.fl.
Rentegner: Ed Benes, Rob Lea, m.fl.
Forlag: DC

Birds of Prey: The Battle Within (2006) 237 sider, opsamler #76-85
Forfatter: Gail Simone
Tegner: Joe Bennett, Ed Benes, m.fl.
Rentegner: Jack Jadson, Ed Benes, m.fl.
Forlag: DC