tegneseriesiden

“Choose a track. Doesn’t matter what it is – just that it matters to you. Stick it on and turn it up. Close your eyes. And listen HARD. Focus. Just feel the song. Let it sweep over you. Breathe it in. Let it possess you. And when you can feel it filling every single cell in your body … just ride it as long as you can.”

Hvis musik for dig kun er noget der kører på radioen uden din bevidste indblanding; rart at have, men ikke livsvigtigt eller bare signifikant, er dette ikke en bog for dig.

Hvis du aldrig har oplevet at et stykke musik stoppede dig midt i en sætning, løftede dig op i nakkeskindet for derefter at transportere dig til en anden verden og derpå sende dig tilbage igen, uvis på hvor lang tid der egentligt er gået, er dette sandsynligvis heller ikke en bog for dig.

Der er nogle ideer, der i deres slående simplicitet umiddelbart forekommer indlysende sande. Phonogram af Jamie McKelvie og Kieron Gillen er baseret på en sådan idé:

musik er magi.

For nogen et banalt udsagn, men har man en gang prøvet at fortabe sig i en sang, ved man i sit hjerte, at det er den reneste sandhed du kan møde.

Musik ér magi.

I Phonogram: Rue Britannia følger vi David Kohl, som er Phonomancer, altså en magiker hvis kræfter er baseret på musik – eller som han selv siger: ”I do intricate vivisection rituals on pop songs to better understand their totemic powers”.

Kohl bliver af den store gudinde udvalgt / truet / forbandet til at undersøge hvad der er galt med et af hendes aspekter, den nu afdøde guddommelige dronning af Britpop, Britannia. Ja, britpop – musikgenren, som startede midt i 90′erne med navne som Oasis, Blur, Pulp, Kenickie, The Auteurs, og som kulminerede med Knebworth-festivallen i 1996, hvor Oasis spillede for en kvart million mennesker – og som 2.5 million mennesker (en ud af tyve briter) forgæves forsøgte at få billet til.

Men det er nu fortid, Britannia er død og hendes følge af musik og fans er forlængst væk eller i al fald fortsat til andre ting. Og dog – der er noget galt et sted: Kohls gamle flamme, Beth, dukker op i britpop-spøgelsesform, selv om hun er i live og Kohl selv sætter uden at tænke en Echobelly-plade på. Så ved man, at der er noget rygende galt.

Undervejs drager vi igennem Memory Kingdoms, møder Retromancers (”Nostalgia Parasite. A kind of phonomancer in the same way a date rapist is a kind of lover”), Indie Dave (”More a very crude golem sculpted from decomposing festival detritus”) og det hele kulminerer under bakken Primrose Hill, hvor Britannia i sin tid blev til.

Man kan se Phonogram: Rue Britannia som et billede på nødvendigheden af at lægge fortiden bag sig, og det vil ikke være helt forkert, men samtidig byder den på et unikt indblik i musikkens magiske underverden, det sted hvor kunsten møder sit publikum og forandrer dem, har magt over dem. Selv var jeg ikke blandt Britannias undersåtter – jeg fordybede mig på det tidspunkt i Desert Rocks transcendentale, monumentale tyngde – men jeg kan sagtens forholde mig til følelsen alligevel.

En noget anden sag er Phonogram: The Singles Club.

Her er der tale om flere små fortællinger, der alle foregår samme aften på samme natklub, og som til sidst knyttes sammen til en stor mangefacetteret fortælling, set fra syv forskellige menneskers øjne. Der er – som det nødvendigvis må være med den slags fortælling – nogle afsnit, der fungerer bedre end andre. Eller snarere, afsnit, som taler mere til én end andre gør. Ja, der er en forskel.

Hvis Rue Britannia er et koncept-debutalbum, er Singles Club den svære toer, som teknisk set er  1′eren overlegen, men som ikke helt har den samme energi. Den er dog stadig fremragende og særdeles læsværdig.

Ærgeligt for begge samlingers vedkommende er det, at de ikke har medtaget de mange B-sides; små, afsluttede en-sides fortællinger som kørte bagerst i månedsbladet. De er ikke essentielle for noget, men de ville have været rare at have.

Noget meget iøjnefaldende ved begge bind af Phonogram er, hvor meget værkerne taler med deres egen stemme. Det er ikke Moores nøje planlagte kinesiske æske, fyldt til randen med fakta og instruktioner. Det er heller ikke Morrisons hjerne- og hjertevridende mindfuck. Åbenbaringerne er ikke afgrundsdybe og jordrystende. Tværtimod er det næsten nøgterne skildringer af en flok menneskers liv – mennesker, der alle er berørt af musikken basale magi. Det er fremragende og vedkommende.

Er du nået hertil i anmeldelsen, er det nok fordi du kender følelsen. For musik er magi, og vi der er berørt af den, ved det allerinderst i vores sjæl.

Del dette indlæg med andre:

Som skrevet tidligere, er der flere medlemmer, der har været – og er – med til at lave det spritnye og supersmarte all-star tegneseriemagasin Nummer 9.

Besøg det! Elsk det! Nummer 9 leve!

Menøøøøhhh … hvad så med sitet her, tegneseriesiden? Bliver her nu fuldstændigt dødt? Bliver siden nedlagt? Laver vi en Rackham (lukker aktivitet og lader arkivet stå)?

Nej, slet ikke.

Tegneseriesiden startede som fis og ballade og nørderier, men blev så meget mere seriøst hen ad vejen, samtidig med at jeg ikke rigtigt – af flere grunde - havde held med at tilføre siden bredde og almen appeal. Den har stadigt sin kerne centreret omkring de amerikanske tegneserier.

Nummer 9 er så den store, brede satsning med noget for alle (håber vi+) – og det passer mig storartet, for det giver mig mulighed for at skære ideen om en bred, altomfavnende tegneseriesiden væk og gå tilbage til at nørde igennem. Når jeg skriver til tegneseriesiden fremover, skal det være sjovt og ikke pligt.

Nok om mig – hvad med de andre skribenter? Som det ses, er Janus Andersen stadig i fuld gang og en del af de øvrige faste skribenter har også givet tilsagn om at ville blive ved med at skrive til sitet med mellemrum. Dog har Kent Damgaard, sidens ældste medarbejder – både målt på alder og på hvor længe han har skrevet til sitet – valgt at stoppe sit virke her på siden og afsøge nye interesser. Jeg ønsker Kent held og lykke med det, siger tusind tak for hans store indsats på sitet og holder hans stol varm hvis nu …

Tegneseriesiden startede sjovt, blev så mere og mere træls rent arbejdsmæssigt grundet uindfriede ambitioner og voksende arbejdspres, og bliver nu forhåbentligt fedt igen med en “tilbage til rødderne”-approach. Længe leve begge sites!

Del dette indlæg med andre:

Så har Danmark fået et nyt tegneseriesite, nemlig Nummer9.dk – chefredaktør Erik Barkman siger:

Nummer 9 er et nyt magasin på nettet for alle med interesse for tegneseriemediet – eller den niende kunstart, som de siger i Frankrig. På Nummer 9 vil vi bringe anmeldelser, nyheder og baggrundsstof, som henvender sig til både nye og garvede tegneserielæsere.

Bag Nummer 9 står en samling skribenter, der har slået deres folder hos bl.a. Rackham, Tegneseriesiden og tegneseriemagasinet STRIP! Tilsammen vil staben bestræbe sig på at dække alt fra humørstriber og klassiske superhelte over den fransk-belgiske albumtradition til manga og eksperimenterende graphic novels.
Vi har indgået et samarbejdet med STRIP!, som betyder, at vi har fået lov til at bringe artikler fra bladets omfattende arkiv. Det er en enestående mulighed, som forhåbentlig vil komme mange læsere til gode.
Vi håber på interessante dialoger, så skriv endelig kommentarer til indlæggene eller opret tråde i forummet.
God fornøjelse!

Sitet er blevet til i nært samarbejde med tegneseriesiden, og der er flere skribenter herfra, der er involveret i sitet – hvilket også forklarer vores lange tavshed. Hvad betyder det for tegneseriesiden.dk? Lukker vi? Nej, slet ikke! Mere om det senere!

Del dette indlæg med andre:

Rygterne har længe huseret, men forleden fik vi syn for sagen, da Apple lancerede deres tablet, kaldet en iPad. Blandt de mange ting, som man bl.a. får med i købet af den lille gadget er adgang til en særlig butik på nettet, kaldet iBookstore – tænk iTunes, bare for e-bøger. Fra starten er der nogle forholdsvis store forlag involveret (Penguin Books, HarperCollins, Simon & Schuster, Macmillan Publishers og Hachette Book Group USA), men ingen deciderede tegneserieforlag. Men mon ikke både Apple og adskillige tegneserieforlag er interesserede i at få noget op at stå, for iPad’en kan meget vel blive den redningsplanke, som branchen har råbt på i årevis.

Det er værd at bemærke at resten af artiklen er ren spekulation fra min side – ingen ved noget om tegneserieplaner for iPad’en, iBookstore vil sandsynligvis ikke engang være tilgængelig i Danmark (endnu) når iPad kommer til landet og der er meget få hands-on-beretninger om den.

(Apples reklame-introduktion til iPad – frarådes hvis man er allergisk overfor gentagen brug af frasen “The BEST”)

Den digitale kiosk

Et alvorligt slag mod tegneseriebranchen – både her hjemme og i udlandet – er tegneseriens tilbagetog fra kiosker og boghandler (selv om boghandel-problemet ikke er helt så stort i f.eks. USA som herhjemme). Probelmstillingen er åbenlys: hvis ikke læserne kan få fingre i serierne, kan de ikke købe og læse dem – et problem, som forværres yderligere når man ser på “nye læsere”-problematikken: hvorfra skal der komme nye læsere, hvis ikke de har mulighed for at se titlerne på hylderne?

Hvis man køber det teoretiske scenarie at  iBookstore til iPad bliver bare en tiendedel så udbredt som iTunes Store (11 millioner sange, 6 milliarder downloads) og AppStore (140.000 programmer, 3 milliarder downloads) er til iPod Touch / iPhone, er det et realistisk bud at sige at vi her ser på en endog meget attraktiv distributionskanal, som f.eks. Marvel og DC skal se at få sikret sig en del af hurtigst muligt.

Med en rimelig prissætning bliver det igen nemt at følge med i månedlige titler, prøve sig frem blandt ukendte titler – og bagefter gå ud og købe fysiske TPBs / luksusudgaver af de bedste. Bonus for forlagene, som får solgt flere eksemplarer, bonus for læseren, som får flere valgmuligheder og naturligvis bonus for Apple. Men er der kun fordele for de store selskaber?

AppStore-effekten

For bare få år siden var spil-verdenen opdelt i de store, ofte multinationale selskaber, som lavede spil med teams på mindst 20-30 udviklere og internationale markedføringskampagner i ryggen – og på den anden side en lille flok ihærdige indie-spiludviklere uden nogen distributionsmulighed ud over netsalg. Ofte var der her tale om måske 2-3 folk, der lavede spil i deres fritid uden reel udsigt til at det nogensinde blev andet end en hobby. På den anden side er indie-spillene ofte blevet rost for deres originale indhold og tilgang til mediet.

Denne situation har nu ændret sig i nogen grad – vi har stadig de store selskaber, men grundet AppStore (og f.eks. Steam til PC, Wii Marketplace til Nintendo Wii og lignende muligheder til andre platforme) er der nu en opblomstring i indie-verdenen, sandsynligvis forårsaget af en større mulighed for at tjene mere end de almisser indie-udviklere har måttet nøjes med tidligere.

Parallellen til indie-tegneserier bør være åbenlys – optagelse i iBookstore betyder mulighed for distribution til de – sandsynligvis – millioner af iPads, som Apple kommer til at sælge. Et scenarie hvor en tegner udgiver en tegneserie på iBookstore og ender blandt bestsellerne i kategorien “tegneserier” er ikke fuldstændigt urealistisk. Naturligvis vil de kræve noget benarbejde – sandsynligvis primært i de sociale medier – at nå dertil, men det er ikke meget anderledes end nu, hvor udgivelseskontrakter heller ikke bare har for vane at dumpe ned i skødet på fremadstræbende tegnere.

“Men den mulighed ligger der allerede i form af webcomics – der er flere millionærer på den konto”.
Tjoeh “flere”? Nuvel, webcomics lever ofte af merchandise og / eller trykte udgaver af striberne – og har ingen indtægt fra selv striben. Den mulighed foreligger nu. Desuden vil man have én publiceringsplatform med en fast skærmstørrelse og opløsning, hvilket kun kan være en fordel – man skal ikke tænke forskellige operativsystemer og skærmopløsninger.

Et andet element er naturligvis muligheden for at udforske de muligheder en berøringsfølsom skærm byder på – der er naturligvis masser af faldgruber at ryge i, men samtidig er der en masse spændende veje man kunne gå. Jeg håber på forgangsmænd m/k, der driver mediet fremad på denne nye platform – for har jeg lært én ting, er det at den menneskelige kreativitet i praksis er ubegrænset. Måske dette er en god og givende platform for leg med mediet?

Ikke kun dans på roser

Naturligvis er det ikke et rosenrødt scenarie – for det første er det ingen der rigtigt har prøvet iPad’en i længere tid, så hvorvidt den egentligt er egnet som tegneserielæseanordning, må bero på et gæt ud fra de tilgængelige informationer. Det vil naturligvis gøre hele indholdet af denne artikel uaktuelt, hvis den ikke duer til det – men det er så bare indtil der kommer et bedre bud.

Mere alvorligt er måske Apples noget moralske og restriktive holdning til hvad de tillader i deres AppStore (erotisk / pornografisk indhold er i al fald udelukket). Vi kan risikere nogle meget renskurede og ensrettede værker og det er klart en problemstilling, som man skal forholde sig til – i øvrigt ligemeget om udbyderen af indhold hedder Apple, Google eller Amazon.

Mange mennesker har også indvendinger mod ideen om digitale tegneserier, men det er en diskussion, der er mere følelsesladet end den er noget andet – “Jeg elsker duften og følelsen af mine tegneserier” “Jeg VIL eje mine tegneserier fysisk” “En digital tegneserie er ikke den samme oplevelse”.

Jeg tager naturligvis gerne en diskussion om dette, men det er i mine øjne ikke specielt interessant : folks meninger er oftest rimeligt låste i denne del af diskussionen, hvilket sjældent gør dem særligt sjove at drøfte tingene med. Det  er også ved siden af det, jeg ser som sagens kerne: en digital distributionskanal vil kunne give mediet ny luft under vingerne og måske endda være med til at udvikle det. Hvis man ikke kan lide tanken om at læse sine tegneserier på en skærm, kan man bare lade være … men jeg er overbevist om at fremtiden (eller i al fald en del af den) er lige dér, ved dine fingerspidser.

Der er mange argumenter for og imod iPad’en som tegneserielæser, men der skal ikke være tvivl om at det er et spændende perspektiv, som vi ikke er færdige med at udforske her på siden (der arbejdes pt. på at tilvejebringe et anmeldelseseksemplar) – i mellemtiden kan du jo passende byde ind: hvad synes du? Kan digitale tegneserier, distribueret gennem en globalt tilgængelig markedsplads, give mediet et boost eller er det bare en fis i en virtuel hornlygte?

Del dette indlæg med andre:

“Himlen er forunderlig.

Som om den er hævet over tiden og bare eksisterer.

Hvis evigheden var som himlen var der aldrig nogen, der blev voksne. Barnet i os ville blive ved med at eksistere. Ligesom himlen … Men tiden gør os voksne og den voksne tilstand lægger vores barnlige sind i lænker.

Nu hvor jeg igen var 14 år, så jeg pludselig alt muligt, som jeg før havde overset.”

For et par år siden tog jeg tilbage til min fødeby, som jeg boede i den første del af min barndom. Jeg havde ikke været der siden.
Jeg brugte en del tid på at gå rundt i byen, se de steder og stier jeg opholdt mig på i en anden, på mange måder mere ukompliceret tid. Mit gamle hjem, min gamle skole, kiosken (nu lukket), hvor jeg brugte lommepenge på tegneserier, gadekæret, hvor jeg fiskede vandkalve og haletudser – det var der alt sammen. Naturligvis gav det anledning til en del refleksion fra min side – naturligvis, for tanken om at vende tilbage til et tidligere tidspunkt i ens liv og eventuelt ændre på sin livslinje må være så gammel som det reflekterende menneske. Det er ikke så meget et spørgsmål om at gøre gjort ugjort, men snarere om at gøre ugjort gjort. Hvad nu hvis … ?

I Jiro Taniguchis Min fjerne barndomsby er det den samme tematik, der tages op: hovedpersonen Nakahara ender ved et tilfælde i sin barndomsby, falder i søvn og vågner op i sin 14-årige krop i starten af 1960′erne. Året han færdiggør grundskolen og starter på gymnasiet … og året hvor hans far en dag forsvinder sporløst for aldrig at vende tilbage. Kan han med sin voksne erfaring forhindre sin far i at forlade den lille, lykkelige familie og efterlade kaos eller er historien mejslet i sten og kan aldrig ændres?

Undervejs giver hans voksne viden og selvsikkerhed kombineret med ungdommens fysiske form og gåpåmod ham en række fordele: han får meget bedre resultater i skolen, bliver god til atletik og ikke mindst bliver den populære pige forelsket i ham. Omvendt ser han også negative sammenhænge, som han ikke havde bemærket før og finder ud af en masse om sin far, som han aldrig har vidst før.

Fundamentalt set er det en forholdsvis velkendt historie, der bliver fortalt i “Min fjerne barndomsby”, men på den anden side er der mange historier, der i deres fundament er ens – det er ofte måden, de bliver fortalt på, der gør hele forskellen. Taniguchi er heldigvis en forrygende fortæller – historien er medrivende, personerne levende og frem for alt giver han handlingen plads til at ånde uden på noget tidspunkt at skynde sig. Ikke dermed sagt at historien er kedelig, for det er den bestemt ikke – jeg læste de 408 sider med uhørt fart – den tager også bare sin tid til at bygge spændingen op. Tegningerne er detaljerede grænsende til det perfektionistiske, men har stadig liv og frem for alt hjerte – man får et glimrende indtryk af en landsby i Japan i starten af 1960′erne, hvilket – ved alt andet end et tilfælde – også var det tidspunkt, hvor Taniguchi var ung.

Og min egen tur til min barndomsby? Selv om tingene i store træk var som dengang, var alting alligevel underligt at se på: afstandene og vinklerne var på en eller anden måde forkerte, som om deres dimensionerne var fortegnede. Men selv om der var nogle ydre ændringer, var den vigtigste ændring indeni – det var dér, min barndomsverden altid havde været og dér den stadig var – som en del af det, jeg er nu. Naturligvis var der ikke ændret noget i min barndomsby – det eneste der var anderledes, var mig. Man kan aldrig vende tilbage til fortiden, men det er samtidig den, der former nutiden og fremtiden.

Taniguchi udforsker elegant barndommens verden og dens sammenhæng med ens nutidige jeg, og man er fanget hele vejen – og som med de bedste historier, går man derfra og har fået stof til eftertanke og er måske også blevet rykket en smule.

Dette er afgjort “Manga for voksne” eller en “Manga Graphic Novel” og bør læses af alle, der kan lide gode, velfortalte historier, som ikke er bange for at gå i dybden og dvæle i detaljen. Samtidig er det japansk kultur på højt plan – forordet drager paralleller til Murakami, Kurosawa og Miyazaki, og det er ikke helt ved siden af. En fremragende udgivelse fra forlaget Fahrenheit, som hermed indleder 2010 i fin stil.

Del dette indlæg med andre:

Det er den ultimative, katastrofale katastrofe – zombier, død og eksplosioner overalt i det centrale København og det ser sort ud for vores hovedpersoner Viola, Hassan og Bernt, som vi i slutningen af bind et efterlod på toppen af et hotel med hele bygningen fyldt af udøde.

Men der er ikke noget der er så slemt, at det ikke kan blive værre, og når både militæret og specialstyrker prøver at kontrollere situationen ved en garvet zombie-fan godt at man skal være på vagt. Vi efterlader vores hovedpersoner på vej igennem en brændende, zombiefyldt by i en jeep fyldt med våben, hvilket forhåbentlig leder til endnu mere højspænding i bind 3.

Exodus 2 tager afsæt i første bind, men er, well, endnu bedre – der er endnu bedre hold på personerne (og vi får fyldt noget baggrund på dem), pacingen er helt rigtig og de sort/hvide træsnitsagtige tegninger står endnu skarpere end før. Der bliver også introduceret nye plotelementer, endda i en sådan grad at jeg har svært ved at se hvordan serien skal kunne slutte tilfredsstillende på kun ét bind. Well, Exodus bind 4-6 ville da også være endda meget velkomne, for her er tale om en udgivelse, der fænger fra start til slut.

Jacob Rask Nielsens bøger har – som denne sides faste læsere nok har gættet – en høj stjerne hos mig. Jeg falder først og fremmest for den energi, som ligefrem stråler ud af siden – her er sgu fortælleglæde, som ikke lader sig knægte af noget som helst, og i sidste ende er det meget centralt i forhold til hans produktion: det har en uforlignelig energi og wow-faktor og frem for alt en tydelig kærlighed til mediet og det at fortælle historier som sådan.

Ligningen ser i sidste ende sådan ud:

Zombier*√(hjerner*ofre/ild±økser i hjerneskaller) + 2*awesome² = Exodus.

Køb den nu bare!

Del dette indlæg med andre:

Jeg har været inde på det tidligere, men det er en så god pointe, at jeg gerne siger det igen: der er mangel på gode, nye tegneserier til børn. Der ligger mange forventninger på børnenes skuldre, så hvorfor ikke forventningen om at de skal sørge for mediets videre beståen, når vi gamle ikke længere kan læse hvad der står på siden – både i bogstavelig og overført betydning. Derfor er det så vigtigt at få fat på dem i en tidlig alder og sætte ind med en solid hjernevask påvirkning.

Her falder Goddag Julle Julemand af Thierry Robin og Lewis Trondheim på et tørt sted – det er nemlig en fortræffelig og meget indtagende sag.

Historien er en pantomime, og selv om dette stiller højere krav til tegningernes forståelighed og panelernes flow, lykkes det til fulde: jeg, testperson A (6 år) og testperson B (4 år) er helt med på historien om den lille julemand Julle, som vi følger fra han vågner for at lave pakker til børnene til han går i seng igen efter endt mission. Thierry Robin har valgt en forholdsvis stram og klassisk 4×4-opdeling (afbrudt af lejlighedsvise helsider)  til at folde sin meget charmerende streg ud på, og det var ikke noget problem for nogen at følge med i handlingerne eller at snakke og pege på de mange flotte og detaljerede billeder.

Det er simpelthen en stor fryd at læse bogen – hvad end man er voksen eller barn – og har man som voksen en smule barnesind gemt allerinderst, kan man ikke andet end at begejstres af de fantastiske scenarier og figurer bogen byder på: den fantastiske julegavefabrik, som laver legetøj af skrald, den godmodige “Meget lidt afskyelig Snemand”, det fantastiske skib og den ondsindede Sneslange. Men over dem alle står Julle Julemand selv, en lidt naiv, hjertensgod julemand med en god del barnesjæl i behold. Det hele hænger sammen i et finurligt lille univers med helt sin egen logik – og med fem bind i alt på fransk kan man kun håbe at vi får resten af serien at se på dansk. Det fortjener den – og vi og vores børn.

Goddag Julle Julemand er årets juleudgivelse (selv om den strengt taget ikke kun kan læses til jul), og bør findes under mange juletræer landet over.

Fakta om serien:

Goddag Julle Julemand. 46 sider i farve, Forlaget Fahrenheit, 2009. ISBN 978 87 92320 01 8

Tegninger: Thierry Robin
Historie:  Lewis Trondheim

Del dette indlæg med andre:

Af alle forfattere jeg kan komme i tanke om, er der ingen som jeg har et så blandet forhold til som Garth Ennis. Der er få i amerikansk mainstream, der kan skrive så præcise og rammende personskildringer som han kan og han har en evne til at give skruen på sine plots lige én tand mere, især når man ikke venter det. Omvendt så bliver han også for meget for mig – han synes at ville holde fast i en rolle som plathedens depraverede mester, nogle gange for enhver pris. Med i bagkataloget har han Preacher, som plothuller til trods har status som nyklassiker, den fabelagtige, men oversete Hitman og en forrygende version af Marvels selvtægtshelt The Punisher. Og i nyere tid har vi fået Battlefields, som er fremragende og gribende skildringer af mennesker under 2. verdenskrig. Nu har han begået en ny serie, Crossed, som ifølge forfatteren selv er “as far as I’ve ever gone”.

Seriens præmis er simpelt: en flok mennesker forsøger at overleve fra dag til dag i et USA, som er overrendt af mennesker, transformerede til The Crossed. Med en blodig, arvævsagtig korsform hen over ansigtet og et manisk udtryk i øjnene, myrder, lemlæster og voldtager The Crossed sig hen over landet, og får man deres kropsvæsker – blod, spyt, sæd – i sig, transformeres man selv til en af dem og sønderdeler med høj latter de mennesker, man øjeblikke forinden kaldte venner og familie. De er ikke udøde, som er sultne efter menneskekød – de er bare mennesker, som lader til at være overtaget af deres inderste, mørkeste side og som udforsker hvor meget ondt de kan gøre andre. Gerne på så innovative måder som muligt.

Man ved ikke hvad der har frembragt the crossed – flere teorier nævnes undervejs i serien, men ingen autoritative – men det er heller ikke vigtigt. Vigtigt er det at de, der stadigt er mennesker kæmper en særdeles ulige kamp for deres egen overlevelse. Ja, det er en zombie/survival horror-type, men alt er taget til yderste ekstrem: hvis man falder i hænderne på dem, dør man ikke “kun” – man har faktisk ikke nogensinde haft nogen mareridt, der er så slemme som det, der helt sikkert vil overgå en. Her er for eksempel en af hovedpersonernes forhistorie (klik kun, hvis du tror du kan håndtere det):

Hvad er det så for en serie – eller rettere: hvad er det så for en Garth Ennis, der skriver den?
Til at starte med var jeg lige ved at droppe serien – volden virkede for overdrevet og selvforherligende, og serien virkede mest af alt som en “fuck jer, nu er jeg hos et lille forlag, hvor jeg må skrive alt! ALT! Se, nu parterer de  onde et barn! Se, nu hugger de et ben af et offer og har sex med det bagefter!”. Selv om der faktisk var en del god personbeskrivelse, troværdig dialog og et rimeligt solidt setup, var volden og de ekstreme scener simpelthen for meget for mig, og jeg betragter mig egentligt ikke som sart. Jeg vil bare have mening, for ellers er det for mig chokværdi for chokværdiens skyld, og så kan det være ligemeget. Tredie nummer af serien ændrede imidlertid mit syn på den: vel var det stadig ekstremt, men tempoet var noget mere afdæmpet og vigtigere endnu: jeg tror jeg så Ennis formål med serien (hvilket jeg ikke havde kunnet før).

Crossed #3 indeholder en rystende, grænseoverskridende scene, men modsat seriens øvrige scener sker den off-camera – og modsat de øvrige rystende scener, er det ikke the crossed der er direkte involverede. Mere kan jeg ikke sige uden at spoile for meget, men scenen fungerede for mig som et vendepunkt i forhold til min forståelse af serien, der stadig er rystende, men nu har meget mere mening. Det betyder ikke at jeg ikke stadigt har forbehold i forhold til serien, for det har jeg.

Ennis har mange pointer med Crossed, men en meget vigtig pointe er at den største trussel menneskeheden står overfor er sig selv. I George A. Romeros klassiske zombiefilm Dawn of The Dead bliver shoppingcentret fyldt med udøde ofte fremhævet som en metafor for det ukritiske forbrugersamfund, men metaforen i Crossed er en helt anden. The Crossed er menneskets morderiske skyggeside, fravær af empati og kærlighed og et darwinistisk vrangbillede, hvor den grusomste overlever. Vore menneskelige hovedpersoner antyder lige og lige et gran af håb, men samtidig ligger implicit at enhver på ethvert tidspunkt kan blive Crossed.

Jacen Burrows tegninger skifter for mig mellem at være let kluntede og ekstremt rammende, men selve fortællingen hænger sammen, rent billedmæssigt. Burrows største force er nok evnen til at lade folk tale igennem deres ansigtsudtryk, hvilket tillader Ennis at økonomisere med ordene og lade billederne tale. At jeg oplever The Crossed som ekstremt skræmmende, er også klart Burrows fortjeneste – han dypper øjensynligt sin pen i ren malice, når han tegner dem.

Det er ofte sagt at civilisationens fernis er millimetertyndt. I Crossed udforsker Garth Ennis præcis hvor tyndt, og resultatet er hverken kønt eller behagelig læsning. Er det nødvendigt? Det vil jeg lade den endnu ufortalte slutning afgøre, for hænge på, det gør jeg nu. Muligvis mod bedre vidende…

Del dette indlæg med andre:

Der er få – om nogen – tegneserielæsere på min alder, som ikke har et eller andet forhold til Jodorowsky og Moebius‘ storslåede science fiction-opus Inkalen, der kom i seks bind fra forlaget Carlsen i perioden 1982-1989, men som siden da ikke har været genoptrykt og er blevet sværere og sværere at få fingre i antikvarisk. Nu foreligger den i en genoptrykt udgave i forlaget Faraos Cigarers efterhånden velkendte høje kvalitet.

For mig var Inkalen en stor oplevelse at læse dengang – jeg havde vendt mig fra barndommens Anders And, Tintin og Asterix mod Lee og Kirbys store, kosmiske armbevægelser … faktisk læste jeg ALT, der havde store, kosmiske armbevægelser, og Inkalen faldt bestemt på et tørt sted.

Vi følger den sølle klasse-R privatdetektiv John Difool, som kommer i besiddelse af Inkalen, en kosmisk artefakt (eller et levende væsen?) med umådelige kræfter, som der er mange der er interesserede i at få fat på – både sekten Amok, ledet af den smukke Tanatah, de fremmedartede Berg’er, den skræmmende Techno-sekt, den smukke og mystiske Animah samt en hel del flere. Undervejs kommer vi forbi den Gyldne Planet , fængselsplaneten Aquaend, ligesom vi mødte en lang række forbundsfæller, så som Difools trofaste betonpapegøje Deepo, barske Kill Hundehoved og ikke mindst den mystiske og – set med 15-årige briller – ultraseje Metabaron (ok, han er sgu også sej den dag i dag).

Difool lever i et ekstremt klasseinddelt samfund, hvor overklassen bærer glorier og aura, og deres yndlingsadspredelse er at se underklassen blive slagtet igennem oprør på oprør. Underklassen er heller ikke på nogen måde helgener – de lever i en næsten konstant bedøvelse, dels af stoffer, dels af 3d-tv, som kører overalt og er deres primære kontaktflade med omverdenen.

Inkalen er et overvældende værk, især ved første læsning, og selv om Moebius fantastiske tegninger bærer en stor del af fortællingen, så kommer store dele af værkets kompleksitet fra Jodorowskys manuskript, som er spækket med syrede, okkulte indfald og en masse underliggende teoristof fra alt fra Tarot (John Difool = John, The Fool) til The Emeralt Tablet og med hentydninger til ikke mindst Frank Herberts Dune-serie.

Inkalens nye klæder

Det, der allerede inden bogens udgivelse har splittet vandene totalt er den nye farvelægning, som forlaget har valgt at udsende værket i. Tråde i diverse diskussionsfora har allerede på forhånd udråbt den nye farvelægning som en VEDERSTYGGELIGHED! som er en trussel mod alt godt i verden og med garanti er bragt i verden udelukkende for at pisse direkte på netop den enkelte persons barndomsminder. Ja, det er en rimeligt ironisk distance jeg lægger, for alle ved jo at majoriteten af tegneseriefans (majoriteten af en hvilken som helst fanskare) frygter og hader forandring over alt andet, og som sådan er det ofte tjeneligt at træde et skridt tilbage og se hvor galt det går. Faraos må have fulgt med i disse diskussioner, for en god del af redaktørens forord er mere eller mindre et forsvar for at bruge den nye farvelægning.

Inden jeg fortsætter, er det måske på sin plads med nogle eksempler på den nye farvelægning:

(se også lidt sammenligning mellem de to versioner)

Hvad synes jeg? Det er måske 15 år siden jeg har læst 1. udgaven af Inkalen fra ende til anden, men jeg har bladret igennem de numre jeg har, og min konklusion må blive noget i retning af “både / og“.

Der har altid været ting ved den gamle farvelægning der irriterede mig – “det røde hav” på fængselsplaneten Aquaend fungerede aldrig rigtigt for mig, og den gyldne planet er nærmest brun-gul og det overordnede indtryk er lidt udflydende. Ja, det er sandsynligvis et bevidst valg, for samtidig er bl.a. denne udflyden med til at give serien et meget organisk præg, som er helt væk i den nye version – her er linjerne strammere, farverne klarere og kanterne mere spidse og hele universet fremstår mere strømlinet og maskinelt. Man kan gå mere i dybden, men det er for mig at se den helt centrale forskel – den gamle farvelægning er organisk og ekspressiv, mens den nye er strømlinet og logisk – eller sagt på en anden måde: den oprindelige farvelægning er meget europæisk i sit udtryk, mens den nye er meget amerikansk. Måske vi også har en del af stridens kerne (for nogle, i al fald)? Inkalen ska’ sku’ ikke amerikaniseres!

Mig er det sådan set fint med, hvis det får nogle nye læsere – der er opvoksede med den mere strømlinede farvelægning – til at hoppe på værket.

I dag er det stadigt et usædvanligt godt værk, og især Jodorowsky har vi ikke set i bedre form siden da, så Inkalen er stadig required reading for tegneserielæsere. Om man kan lide den nye farvelægning er en smagssag, men giv den en chance – jeg glemte alt om ny farvelægning og kontroverser nogle sider inde i værket og lod mig bare rive med af den intense, til tider Space Opera-agtige historie. Jeg tror de fleste læsere vil gøre det samme, med mindre de allerede er druknet i forudindtagethed.

Del dette indlæg med andre:

Tegneserier for børn er ved at være en mangelvare, og tegneserier for de allermindste er praktisk talt ikke-eksisterende. Ikke desto mindre er det en enormt vigtig gruppe at skrive til – dels fordi tegneserien er et uvurderligt redskab til at stimulere barnets mentale udvikling, idet den både dækker den visuelle afbildning af konceptet/tingen og det tilknyttede ord / begreb. Og dels også fordi vi skal have fat i børnene som små og lære dem at læse tegneserier, så nogen af dem forhåbentligt holder ved mediet når de bliver større.

Hovedpersonen i Little Mouse gets ready er – ikke overraskende – en lille mus, som skal blive klar til at tage med sin mor hen i laden, som er fyldt med sjove steder at lege og en masse lækkerier.

Den lille mus fører læseren igennem mysterierne ved selv at tage tøj på – mærket skal f.eks. være bagi, for at underbukserne vender rigtigt (og man skal huske at få halen ud igennem halehullet) – indtil han er fuldt påklædt og klar til at tage med sin mor over i laden. Men hov, hvordan er det nu lige det er med mus og tøj?

Jeff Smith er mest kendt for sit omfattende værk Bone, som han selv udgav i perioden 1991-2004, og hans rene, klassiske stil passer godt til figuren og målgruppen – og det er nogle både veloplagte og super-charmerende tegninger med masser af liv og glimt i øjet han leverer. Historien er – ganske med vilje, formoder jeg – ikke Shakespeare, men fortalt så de små kan indleve sig og så de voksne kan holde ud at læse den op mere end en gang.

Grænsen mellem (nogle) billedbøger og tegneserien er ved første øjekast lettere flydende, men man kan ikke – ud over målgruppe – klassificere Little Mouse som en billedbog: det er en fuldblods tegneserie, med sekventiel handling, talebobler og fartstreger! Den er da også en del af en forlagsserie, der hedder Toon Books (som bl.a. Art Spiegelman står bag), der bliver lanceret med sloganet “Bringing new readers to the pleasure of comics!” – hvilket jo må siges at være den rette ånd!

Little Mouse er en fin lille tegneserie til de unge læsere, og har man børn indenfor målgruppen skal ikke lade sig skræmme af at der – endnu – ikke foreligger en dansk oversættelse. Den kan sagtens simultanoversættes og er et god skridt på vejen til tidlig og grundig indoktrinering hjernevask påvirkning af ens børn.

Fakta om serien

Little Mouse gets ready. Toon Books, 2009. 32 sider i farve. ISBN: 1-935179-01-2

Skrevet og tegnet af Jeff Smith

Se forlagets præsentation

Del dette indlæg med andre: