Ulf Reese Næsborg er født i 1971, og har læst tegneserier siden da, hvilket vil sige at han har læst stort set samtlige albumudgivelser i Danmark indtil starten af 90'erne, hvor han begyndte at læse overvejende udenlandske tegneserier.
Læser mest amerikanske tegneserier, både fra 'de to store' og fra Indie-udgivere. Yndlingsforfatterne er Grant Morrison, skarpt efterfulgt af Alan Moore, men han har også et blødt punkt for Brian Michael Bendis, J. Michael Straczynski og Brian K. Vaughan.
Han er manden bag tegneseriesiden og som sådan den man skal kontakte hvis man har generelle spørgsmål eller kommentarer til siden.
Som I nok har lagt mærke til, bliver siden stort set ikke opdateret længere. Det er der flere grunde til.
Den første grund hedder nummer 9 – jeg lægger en masse udviklingstid derovre (der sker snart store ting på den tekniske front), og en del af de faste skribenter er på min anbefaling migreret derover. Det er lige efter mit hoved og en udvikling jeg er rigtig glad for – hvis ikke du er læser, skal du se at blive det nu.
Den anden grund er mere personlig. Tegneseriesiden startede som et personligt projekt og et uimodståeligt behov for at skrive noget begavet om nogle af de fantastiske tegneserier, jeg gik og læste. Det lykkedes over al forventning, men nu er jeg et andet sted i mit liv, hvor det at skrive om tegneserier lige pt ikke fylder så meget – og så giver det ikke mening for mig at blive ved med at lade som om det er tilfældet.
Eller sagt på en anden måde: enhver sætning skal afsluttes med et punktum og ethver historie skal have en afslutning, fordi uden afslutninger giver helheden ikke mening.
Så: farvel og tak for nu. Tak til alle skribenterne, som løftede og muterede projektet til noget andet og mere end jeg havde tænkt fra starten. Tak til forlagene, som leverede anmeldelseseksemplarer. Og ikke mindst tak til alle læserne – nogle stille, andre deltagende. Det har været det hele værd.
Mange gode hilsner,
Ulf Reese Næsborg, chefredaktør, slavepisker og idemand (find selv på flere titler).
PS. Selv om der ikke kommer yderligere opdateringer, forbliver siden online som arkiv.
Kan du lide zombier, robotter og Rum-karate? Og tegneserier også? Så skulle du måske tage et kig på Rock Manlyfist – Master of Space Karate, som er en ny webcomic af svenske Johan Wanloo. Den skuffer ikke.
Nej, det er ikke Micronauts der får en revival, men derimod en billedserie ovre på Comic TwArt, som er en gruppeblog hvor kunstnerne Chris Samnee, Tom Fowler, Francesco Francavilla, Mitch Breitweiser, Mike Hawthorne, Ron Salas og Evan Shaner hænger ud – og udfordrer hinanden med ét overordnet tema om ugen.
Denne uge er temaet minimalisme, og det er der kommet mange interessante tegninger ud af:
– men der er mange flere på sitet og oveni det tidligere ugers udfordringer. Så hvad venter du på?
Den her type indlæg skal traditionelt indledes med et tilbageblik, og jeg føler mig i dagens anledning meget traditionsbundet:
For fem år siden sad jeg en sen nattetime og flyttede tegneserieanmeldelser fra min personlige blog til mit nyindkøbte domæne, tegneseriesiden.dk (nej, jeg havde ikke en flok reklamefolk til at brainstorme det catchy, sexede navn). Tidligere på dagen var domæneregistreringen gået igennem, og nu sad jeg med sovende baby i skødet og lagde sidste hånd på værket.
Det vil sige, “sidste hånd” er naturligvis et håbløst naivt koncept når man snakker om et site som tegneseriesiden, for der har ikke været mange rolige øjeblikke siden da – for det meste på den fede måde.
Det hele var en noget anden form end i dag, men det kan man se i mit forrige tilbageblik. Siden da har vi været meget mere igennem – bredere emnedækning, flere skribenter, kåringen som bedste tegneseriesite i universet nogensinde (eller hvordan det nu var) og meget andet. Nu sover siden, i al fald udadtil, men mon ikke den snart rejser sig igen som den har gjort så ofte før?
For mit vedkommende har det været fem fantastiske år: udover at have skrevet små 350 indlæg – 140000 ord – har mit arbejde med siden bragt mig vidt omkring, skaffet mig nye venner og i det hele taget været en stor, stor gevinst i mit liv. Tak for det, alle jer som har været implicerede – alt andet lige allermest tak til de mange skribenter (11 i alt), som på et eller andet tidspunkt har skrevet til siden.
Og så har jeg vist lige en artikel eller to, som skal skrives…
“Choose a track. Doesn’t matter what it is – just that it matters to you. Stick it on and turn it up. Close your eyes. And listen HARD. Focus. Just feel the song. Let it sweep over you. Breathe it in. Let it possess you. And when you can feel it filling every single cell in your body … just ride it as long as you can.”
Hvis musik for dig kun er noget der kører på radioen uden din bevidste indblanding; rart at have, men ikke livsvigtigt eller bare signifikant, er dette ikke en bog for dig.
Hvis du aldrig har oplevet at et stykke musik stoppede dig midt i en sætning, løftede dig op i nakkeskindet for derefter at transportere dig til en anden verden og derpå sende dig tilbage igen, uvis på hvor lang tid der egentligt er gået, er dette sandsynligvis heller ikke en bog for dig.
Der er nogle ideer, der i deres slående simplicitet umiddelbart forekommer indlysende sande. Phonogram af Jamie McKelvie og Kieron Gillen er baseret på en sådan idé:
musik er magi.
For nogen et banalt udsagn, men har man en gang prøvet at fortabe sig i en sang, ved man i sit hjerte, at det er den reneste sandhed du kan møde.
Musik ér magi.
I Phonogram: Rue Britannia følger vi David Kohl, som er Phonomancer, altså en magiker hvis kræfter er baseret på musik – eller som han selv siger: ”I do intricate vivisection rituals on pop songs to better understand their totemic powers”.
Kohl bliver af den store gudinde udvalgt / truet / forbandet til at undersøge hvad der er galt med et af hendes aspekter, den nu afdøde guddommelige dronning af Britpop, Britannia. Ja, britpop – musikgenren, som startede midt i 90’erne med navne som Oasis, Blur, Pulp, Kenickie, The Auteurs, og som kulminerede med Knebworth-festivallen i 1996, hvor Oasis spillede for en kvart million mennesker – og som 2.5 million mennesker (en ud af tyve briter) forgæves forsøgte at få billet til.
Men det er nu fortid, Britannia er død og hendes følge af musik og fans er forlængst væk eller i al fald fortsat til andre ting. Og dog – der er noget galt et sted: Kohls gamle flamme, Beth, dukker op i britpop-spøgelsesform, selv om hun er i live og Kohl selv sætter uden at tænke en Echobelly-plade på. Så ved man, at der er noget rygende galt.
Undervejs drager vi igennem Memory Kingdoms, møder Retromancers (”Nostalgia Parasite. A kind of phonomancer in the same way a date rapist is a kind of lover”), Indie Dave (”More a very crude golem sculpted from decomposing festival detritus”) og det hele kulminerer under bakken Primrose Hill, hvor Britannia i sin tid blev til.
Man kan se Phonogram: Rue Britannia som et billede på nødvendigheden af at lægge fortiden bag sig, og det vil ikke være helt forkert, men samtidig byder den på et unikt indblik i musikkens magiske underverden, det sted hvor kunsten møder sit publikum og forandrer dem, har magt over dem. Selv var jeg ikke blandt Britannias undersåtter – jeg fordybede mig på det tidspunkt i Desert Rocks transcendentale, monumentale tyngde – men jeg kan sagtens forholde mig til følelsen alligevel.
En noget anden sag er Phonogram: The Singles Club.
Her er der tale om flere små fortællinger, der alle foregår samme aften på samme natklub, og som til sidst knyttes sammen til en stor mangefacetteret fortælling, set fra syv forskellige menneskers øjne. Der er – som det nødvendigvis må være med den slags fortælling – nogle afsnit, der fungerer bedre end andre. Eller snarere, afsnit, som taler mere til én end andre gør. Ja, der er en forskel.
Hvis Rue Britannia er et koncept-debutalbum, er Singles Club den svære toer, som teknisk set er 1’eren overlegen, men som ikke helt har den samme energi. Den er dog stadig fremragende og særdeles læsværdig.
Ærgeligt for begge samlingers vedkommende er det, at de ikke har medtaget de mange B-sides; små, afsluttede en-sides fortællinger som kørte bagerst i månedsbladet. De er ikke essentielle for noget, men de ville have været rare at have.
Noget meget iøjnefaldende ved begge bind af Phonogram er, hvor meget værkerne taler med deres egen stemme. Det er ikke Moores nøje planlagte kinesiske æske, fyldt til randen med fakta og instruktioner. Det er heller ikke Morrisons hjerne- og hjertevridende mindfuck. Åbenbaringerne er ikke afgrundsdybe og jordrystende. Tværtimod er det næsten nøgterne skildringer af en flok menneskers liv – mennesker, der alle er berørt af musikken basale magi. Det er fremragende og vedkommende.
Er du nået hertil i anmeldelsen, er det nok fordi du kender følelsen. For musik er magi, og vi der er berørt af den, ved det allerinderst i vores sjæl.
Som skrevet tidligere, er der flere medlemmer, der har været – og er – med til at lave det spritnye og supersmarte all-star tegneseriemagasin Nummer 9.
Menøøøøhhh … hvad så med sitet her, tegneseriesiden? Bliver her nu fuldstændigt dødt? Bliver siden nedlagt? Laver vi en Rackham (lukker aktivitet og lader arkivet stå)?
Nej, slet ikke.
Tegneseriesiden startede som fis og ballade og nørderier, men blev så meget mere seriøst hen ad vejen, samtidig med at jeg ikke rigtigt – af flere grunde – havde held med at tilføre siden bredde og almen appeal. Den har stadigt sin kerne centreret omkring de amerikanske tegneserier.
Nummer 9 er så den store, brede satsning med noget for alle (håber vi+) – og det passer mig storartet, for det giver mig mulighed for at skære ideen om en bred, altomfavnende tegneseriesiden væk og gå tilbage til at nørde igennem. Når jeg skriver til tegneseriesiden fremover, skal det være sjovt og ikke pligt.
Nok om mig – hvad med de andre skribenter? Som det ses, er Janus Andersen stadig i fuld gang og en del af de øvrige faste skribenter har også givet tilsagn om at ville blive ved med at skrive til sitet med mellemrum. Dog har Kent Damgaard, sidens ældste medarbejder – både målt på alder og på hvor længe han har skrevet til sitet – valgt at stoppe sit virke her på siden og afsøge nye interesser. Jeg ønsker Kent held og lykke med det, siger tusind tak for hans store indsats på sitet og holder hans stol varm hvis nu …
Tegneseriesiden startede sjovt, blev så mere og mere træls rent arbejdsmæssigt grundet uindfriede ambitioner og voksende arbejdspres, og bliver nu forhåbentligt fedt igen med en “tilbage til rødderne”-approach. Længe leve begge sites!
Så har Danmark fået et nyt tegneseriesite, nemlig Nummer9.dk – chefredaktør Erik Barkman siger:
Nummer 9 er et nyt magasin på nettet for alle med interesse for tegneseriemediet – eller den niende kunstart, som de siger i Frankrig. På Nummer 9 vil vi bringe anmeldelser, nyheder og baggrundsstof, som henvender sig til både nye og garvede tegneserielæsere.
Bag Nummer 9 står en samling skribenter, der har slået deres folder hos bl.a. Rackham, Tegneseriesiden og tegneseriemagasinet STRIP! Tilsammen vil staben bestræbe sig på at dække alt fra humørstriber og klassiske superhelte over den fransk-belgiske albumtradition til manga og eksperimenterende graphic novels.
Vi har indgået et samarbejdet med STRIP!, som betyder, at vi har fået lov til at bringe artikler fra bladets omfattende arkiv. Det er en enestående mulighed, som forhåbentlig vil komme mange læsere til gode.
Vi håber på interessante dialoger, så skriv endelig kommentarer til indlæggene eller opret tråde i forummet.
God fornøjelse!
Sitet er blevet til i nært samarbejde med tegneseriesiden, og der er flere skribenter herfra, der er involveret i sitet – hvilket også forklarer vores lange tavshed. Hvad betyder det for tegneseriesiden.dk? Lukker vi? Nej, slet ikke! Mere om det senere!
Rygterne har længe huseret, men forleden fik vi syn for sagen, da Apple lancerede deres tablet, kaldet en iPad. Blandt de mange ting, som man bl.a. får med i købet af den lille gadget er adgang til en særlig butik på nettet, kaldet iBookstore – tænk iTunes, bare for e-bøger. Fra starten er der nogle forholdsvis store forlag involveret (Penguin Books, HarperCollins, Simon & Schuster, Macmillan Publishers og Hachette Book Group USA), men ingen deciderede tegneserieforlag. Men mon ikke både Apple og adskillige tegneserieforlag er interesserede i at få noget op at stå, for iPad’en kan meget vel blive den redningsplanke, som branchen har råbt på i årevis.
Det er værd at bemærke at resten af artiklen er ren spekulation fra min side – ingen ved noget om tegneserieplaner for iPad’en, iBookstore vil sandsynligvis ikke engang være tilgængelig i Danmark (endnu) når iPad kommer til landet og der er meget få hands-on-beretninger om den.
(Apples reklame-introduktion til iPad – frarådes hvis man er allergisk overfor gentagen brug af frasen “The BEST”)
Den digitale kiosk
Et alvorligt slag mod tegneseriebranchen – både her hjemme og i udlandet – er tegneseriens tilbagetog fra kiosker og boghandler (selv om boghandel-problemet ikke er helt så stort i f.eks. USA som herhjemme). Probelmstillingen er åbenlys: hvis ikke læserne kan få fingre i serierne, kan de ikke købe og læse dem – et problem, som forværres yderligere når man ser på “nye læsere”-problematikken: hvorfra skal der komme nye læsere, hvis ikke de har mulighed for at se titlerne på hylderne?
Hvis man køber det teoretiske scenarie at iBookstore til iPad bliver bare en tiendedel så udbredt som iTunes Store (11 millioner sange, 6 milliarder downloads) og AppStore (140.000 programmer, 3 milliarder downloads) er til iPod Touch / iPhone, er det et realistisk bud at sige at vi her ser på en endog meget attraktiv distributionskanal, som f.eks. Marvel og DC skal se at få sikret sig en del af hurtigst muligt.
Med en rimelig prissætning bliver det igen nemt at følge med i månedlige titler, prøve sig frem blandt ukendte titler – og bagefter gå ud og købe fysiske TPBs / luksusudgaver af de bedste. Bonus for forlagene, som får solgt flere eksemplarer, bonus for læseren, som får flere valgmuligheder og naturligvis bonus for Apple. Men er der kun fordele for de store selskaber?
AppStore-effekten
For bare få år siden var spil-verdenen opdelt i de store, ofte multinationale selskaber, som lavede spil med teams på mindst 20-30 udviklere og internationale markedføringskampagner i ryggen – og på den anden side en lille flok ihærdige indie-spiludviklere uden nogen distributionsmulighed ud over netsalg. Ofte var der her tale om måske 2-3 folk, der lavede spil i deres fritid uden reel udsigt til at det nogensinde blev andet end en hobby. På den anden side er indie-spillene ofte blevet rost for deres originale indhold og tilgang til mediet.
Denne situation har nu ændret sig i nogen grad – vi har stadig de store selskaber, men grundet AppStore (og f.eks. Steam til PC, Wii Marketplace til Nintendo Wii og lignende muligheder til andre platforme) er der nu en opblomstring i indie-verdenen, sandsynligvis forårsaget af en større mulighed for at tjene mere end de almisser indie-udviklere har måttet nøjes med tidligere.
Parallellen til indie-tegneserier bør være åbenlys – optagelse i iBookstore betyder mulighed for distribution til de – sandsynligvis – millioner af iPads, som Apple kommer til at sælge. Et scenarie hvor en tegner udgiver en tegneserie på iBookstore og ender blandt bestsellerne i kategorien “tegneserier” er ikke fuldstændigt urealistisk. Naturligvis vil de kræve noget benarbejde – sandsynligvis primært i de sociale medier – at nå dertil, men det er ikke meget anderledes end nu, hvor udgivelseskontrakter heller ikke bare har for vane at dumpe ned i skødet på fremadstræbende tegnere.
“Men den mulighed ligger der allerede i form af webcomics – der er flere millionærer på den konto”.
Tjoeh “flere”? Nuvel, webcomics lever ofte af merchandise og / eller trykte udgaver af striberne – og har ingen indtægt fra selv striben. Den mulighed foreligger nu. Desuden vil man have én publiceringsplatform med en fast skærmstørrelse og opløsning, hvilket kun kan være en fordel – man skal ikke tænke forskellige operativsystemer og skærmopløsninger.
Et andet element er naturligvis muligheden for at udforske de muligheder en berøringsfølsom skærm byder på – der er naturligvis masser af faldgruber at ryge i, men samtidig er der en masse spændende veje man kunne gå. Jeg håber på forgangsmænd m/k, der driver mediet fremad på denne nye platform – for har jeg lært én ting, er det at den menneskelige kreativitet i praksis er ubegrænset. Måske dette er en god og givende platform for leg med mediet?
Ikke kun dans på roser
Naturligvis er det ikke et rosenrødt scenarie – for det første er det ingen der rigtigt har prøvet iPad’en i længere tid, så hvorvidt den egentligt er egnet som tegneserielæseanordning, må bero på et gæt ud fra de tilgængelige informationer. Det vil naturligvis gøre hele indholdet af denne artikel uaktuelt, hvis den ikke duer til det – men det er så bare indtil der kommer et bedre bud.
Mere alvorligt er måske Apples noget moralske og restriktive holdning til hvad de tillader i deres AppStore (erotisk / pornografisk indhold er i al fald udelukket). Vi kan risikere nogle meget renskurede og ensrettede værker og det er klart en problemstilling, som man skal forholde sig til – i øvrigt ligemeget om udbyderen af indhold hedder Apple, Google eller Amazon.
Mange mennesker har også indvendinger mod ideen om digitale tegneserier, men det er en diskussion, der er mere følelsesladet end den er noget andet – “Jeg elsker duften og følelsen af mine tegneserier” “Jeg VIL eje mine tegneserier fysisk” “En digital tegneserie er ikke den samme oplevelse”.
Jeg tager naturligvis gerne en diskussion om dette, men det er i mine øjne ikke specielt interessant : folks meninger er oftest rimeligt låste i denne del af diskussionen, hvilket sjældent gør dem særligt sjove at drøfte tingene med. Det er også ved siden af det, jeg ser som sagens kerne: en digital distributionskanal vil kunne give mediet ny luft under vingerne og måske endda være med til at udvikle det. Hvis man ikke kan lide tanken om at læse sine tegneserier på en skærm, kan man bare lade være … men jeg er overbevist om at fremtiden (eller i al fald en del af den) er lige dér, ved dine fingerspidser.
Der er mange argumenter for og imod iPad’en som tegneserielæser, men der skal ikke være tvivl om at det er et spændende perspektiv, som vi ikke er færdige med at udforske her på siden (der arbejdes pt. på at tilvejebringe et anmeldelseseksemplar) – i mellemtiden kan du jo passende byde ind: hvad synes du? Kan digitale tegneserier, distribueret gennem en globalt tilgængelig markedsplads, give mediet et boost eller er det bare en fis i en virtuel hornlygte?
Som om den er hævet over tiden og bare eksisterer.
Hvis evigheden var som himlen var der aldrig nogen, der blev voksne. Barnet i os ville blive ved med at eksistere. Ligesom himlen … Men tiden gør os voksne og den voksne tilstand lægger vores barnlige sind i lænker.
Nu hvor jeg igen var 14 år, så jeg pludselig alt muligt, som jeg før havde overset.”
For et par år siden tog jeg tilbage til min fødeby, som jeg boede i den første del af min barndom. Jeg havde ikke været der siden.
Jeg brugte en del tid på at gå rundt i byen, se de steder og stier jeg opholdt mig på i en anden, på mange måder mere ukompliceret tid. Mit gamle hjem, min gamle skole, kiosken (nu lukket), hvor jeg brugte lommepenge på tegneserier, gadekæret, hvor jeg fiskede vandkalve og haletudser – det var der alt sammen. Naturligvis gav det anledning til en del refleksion fra min side – naturligvis, for tanken om at vende tilbage til et tidligere tidspunkt i ens liv og eventuelt ændre på sin livslinje må være så gammel som det reflekterende menneske. Det er ikke så meget et spørgsmål om at gøre gjort ugjort, men snarere om at gøre ugjort gjort. Hvad nu hvis … ?
I Jiro Taniguchis Min fjerne barndomsby er det den samme tematik, der tages op: hovedpersonen Nakahara ender ved et tilfælde i sin barndomsby, falder i søvn og vågner op i sin 14-årige krop i starten af 1960’erne. Året han færdiggør grundskolen og starter på gymnasiet … og året hvor hans far en dag forsvinder sporløst for aldrig at vende tilbage. Kan han med sin voksne erfaring forhindre sin far i at forlade den lille, lykkelige familie og efterlade kaos eller er historien mejslet i sten og kan aldrig ændres?
Undervejs giver hans voksne viden og selvsikkerhed kombineret med ungdommens fysiske form og gåpåmod ham en række fordele: han får meget bedre resultater i skolen, bliver god til atletik og ikke mindst bliver den populære pige forelsket i ham. Omvendt ser han også negative sammenhænge, som han ikke havde bemærket før og finder ud af en masse om sin far, som han aldrig har vidst før.
Fundamentalt set er det en forholdsvis velkendt historie, der bliver fortalt i “Min fjerne barndomsby”, men på den anden side er der mange historier, der i deres fundament er ens – det er ofte måden, de bliver fortalt på, der gør hele forskellen. Taniguchi er heldigvis en forrygende fortæller – historien er medrivende, personerne levende og frem for alt giver han handlingen plads til at ånde uden på noget tidspunkt at skynde sig. Ikke dermed sagt at historien er kedelig, for det er den bestemt ikke – jeg læste de 408 sider med uhørt fart – den tager også bare sin tid til at bygge spændingen op. Tegningerne er detaljerede grænsende til det perfektionistiske, men har stadig liv og frem for alt hjerte – man får et glimrende indtryk af en landsby i Japan i starten af 1960’erne, hvilket – ved alt andet end et tilfælde – også var det tidspunkt, hvor Taniguchi var ung.
Og min egen tur til min barndomsby? Selv om tingene i store træk var som dengang, var alting alligevel underligt at se på: afstandene og vinklerne var på en eller anden måde forkerte, som om deres dimensionerne var fortegnede. Men selv om der var nogle ydre ændringer, var den vigtigste ændring indeni – det var dér, min barndomsverden altid havde været og dér den stadig var – som en del af det, jeg er nu. Naturligvis var der ikke ændret noget i min barndomsby – det eneste der var anderledes, var mig. Man kan aldrig vende tilbage til fortiden, men det er samtidig den, der former nutiden og fremtiden.
Taniguchi udforsker elegant barndommens verden og dens sammenhæng med ens nutidige jeg, og man er fanget hele vejen – og som med de bedste historier, går man derfra og har fået stof til eftertanke og er måske også blevet rykket en smule.
Dette er afgjort “Manga for voksne” eller en “Manga Graphic Novel” og bør læses af alle, der kan lide gode, velfortalte historier, som ikke er bange for at gå i dybden og dvæle i detaljen. Samtidig er det japansk kultur på højt plan – forordet drager paralleller til Murakami, Kurosawa og Miyazaki, og det er ikke helt ved siden af. En fremragende udgivelse fra forlaget Fahrenheit, som hermed indleder 2010 i fin stil.
Det er den ultimative, katastrofale katastrofe – zombier, død og eksplosioner overalt i det centrale København og det ser sort ud for vores hovedpersoner Viola, Hassan og Bernt, som vi i slutningen af bind et efterlod på toppen af et hotel med hele bygningen fyldt af udøde.
Men der er ikke noget der er så slemt, at det ikke kan blive værre, og når både militæret og specialstyrker prøver at kontrollere situationen ved en garvet zombie-fan godt at man skal være på vagt. Vi efterlader vores hovedpersoner på vej igennem en brændende, zombiefyldt by i en jeep fyldt med våben, hvilket forhåbentlig leder til endnu mere højspænding i bind 3.
Exodus 2 tager afsæt i første bind, men er, well, endnu bedre – der er endnu bedre hold på personerne (og vi får fyldt noget baggrund på dem), pacingen er helt rigtig og de sort/hvide træsnitsagtige tegninger står endnu skarpere end før. Der bliver også introduceret nye plotelementer, endda i en sådan grad at jeg har svært ved at se hvordan serien skal kunne slutte tilfredsstillende på kun ét bind. Well, Exodus bind 4-6 ville da også være endda meget velkomne, for her er tale om en udgivelse, der fænger fra start til slut.
Jacob Rask Nielsens bøger har – som denne sides faste læsere nok har gættet – en høj stjerne hos mig. Jeg falder først og fremmest for den energi, som ligefrem stråler ud af siden – her er sgu fortælleglæde, som ikke lader sig knægte af noget som helst, og i sidste ende er det meget centralt i forhold til hans produktion: det har en uforlignelig energi og wow-faktor og frem for alt en tydelig kærlighed til mediet og det at fortælle historier som sådan.
Ligningen ser i sidste ende sådan ud:
Zombier*√(hjerner*ofre/ild±økser i hjerneskaller) + 2*awesome² = Exodus.