Julle Julemand af Robin og Trondheim

Cover til Julle Julemand 1

Jeg har været inde på det tidligere, men det er en så god pointe, at jeg gerne siger det igen: der er mangel på gode, nye tegneserier til børn. Der ligger mange forventninger på børnenes skuldre, så hvorfor ikke forventningen om at de skal sørge for mediets videre beståen, når vi gamle ikke længere kan læse hvad der står på siden – både i bogstavelig og overført betydning. Derfor er det så vigtigt at få fat på dem i en tidlig alder og sætte ind med en solid hjernevask påvirkning.

Her falder [[Goddag Julle Julemand]] af Thierry Robin og Lewis Trondheim på et tørt sted – det er nemlig en fortræffelig og meget indtagende sag.

Historien er en pantomime, og selv om dette stiller højere krav til tegningernes forståelighed og panelernes flow, lykkes det til fulde: jeg, testperson A (6 år) og testperson B (4 år) er helt med på historien om den lille julemand Julle, som vi følger fra han vågner for at lave pakker til børnene til han går i seng igen efter endt mission. Thierry Robin har valgt en forholdsvis stram og klassisk 4×4-opdeling (afbrudt af lejlighedsvise helsider)  til at folde sin meget charmerende streg ud på, og det var ikke noget problem for nogen at følge med i handlingerne eller at snakke og pege på de mange flotte og detaljerede billeder.

Julle Julemand står op Post fra alle børnene!

Det er simpelthen en stor fryd at læse bogen – hvad end man er voksen eller barn – og har man som voksen en smule barnesind gemt allerinderst, kan man ikke andet end at begejstres af de fantastiske scenarier og figurer bogen byder på: den fantastiske julegavefabrik, som laver legetøj af skrald, den godmodige “Meget lidt afskyelig Snemand”, det fantastiske skib og den ondsindede Sneslange. Men over dem alle står Julle Julemand selv, en lidt naiv, hjertensgod julemand med en god del barnesjæl i behold. Det hele hænger sammen i et finurligt lille univers med helt sin egen logik – og med fem bind i alt på fransk kan man kun håbe at vi får resten af serien at se på dansk. Det fortjener den – og vi og vores børn.

Goddag Julle Julemand er årets juleudgivelse (selv om den strengt taget ikke kun kan læses til jul), og bør findes under mange juletræer landet over.

Fakta om serien:

Goddag Julle Julemand. 46 sider i farve, [[Forlaget Fahrenheit]], 2009. ISBN 978 87 92320 01 8

Tegninger: Thierry Robin
Historie:  Lewis Trondheim

The face of Evil – Crossed af Garth Ennis

Cover til CrossedAf alle forfattere jeg kan komme i tanke om, er der ingen som jeg har et så blandet forhold til som Garth Ennis. Der er få i amerikansk mainstream, der kan skrive så præcise og rammende personskildringer som han kan og han har en evne til at give skruen på sine plots lige én tand mere, især når man ikke venter det. Omvendt så bliver han også for meget for mig – han synes at ville holde fast i en rolle som plathedens depraverede mester, nogle gange for enhver pris. Med i bagkataloget har han Preacher, som plothuller til trods har status som nyklassiker, den fabelagtige, men oversete Hitman og en forrygende version af Marvels selvtægtshelt The Punisher. Og i nyere tid har vi fået Battlefields, som er fremragende og gribende skildringer af mennesker under 2. verdenskrig. Nu har han begået en ny serie, Crossed, som ifølge forfatteren selv er “as far as I’ve ever gone”.

Seriens præmis er simpelt: en flok mennesker forsøger at overleve fra dag til dag i et USA, som er overrendt af mennesker, transformerede til The Crossed. Med en blodig, arvævsagtig korsform hen over ansigtet og et manisk udtryk i øjnene, myrder, lemlæster og voldtager The Crossed sig hen over landet, og får man deres kropsvæsker – blod, spyt, sæd – i sig, transformeres man selv til en af dem og sønderdeler med høj latter de mennesker, man øjeblikke forinden kaldte venner og familie. De er ikke udøde, som er sultne efter menneskekød – de er bare mennesker, som lader til at være overtaget af deres inderste, mørkeste side og som udforsker hvor meget ondt de kan gøre andre. Gerne på så innovative måder som muligt.

Man ved ikke hvad der har frembragt the crossed – flere teorier nævnes undervejs i serien, men ingen autoritative – men det er heller ikke vigtigt. Vigtigt er det at de, der stadigt er mennesker kæmper en særdeles ulige kamp for deres egen overlevelse. Ja, det er en zombie/survival horror-type, men alt er taget til yderste ekstrem: hvis man falder i hænderne på dem, dør man ikke “kun” – man har faktisk ikke nogensinde haft nogen mareridt, der er så slemme som det, der helt sikkert vil overgå en. Her er for eksempel en af hovedpersonernes forhistorie (klik kun, hvis du tror du kan håndtere det):

crossed_06_12crossed_06_13
crossed_06_14crossed_06_15

Hvad er det så for en serie – eller rettere: hvad er det så for en Garth Ennis, der skriver den?
Til at starte med var jeg lige ved at droppe serien – volden virkede for overdrevet og selvforherligende, og serien virkede mest af alt som en “fuck jer, nu er jeg hos et lille forlag, hvor jeg må skrive alt! ALT! Se, nu parterer de  onde et barn! Se, nu hugger de et ben af et offer og har sex med det bagefter!”. Selv om der faktisk var en del god personbeskrivelse, troværdig dialog og et rimeligt solidt setup, var volden og de ekstreme scener simpelthen for meget for mig, og jeg betragter mig egentligt ikke som sart. Jeg vil bare have mening, for ellers er det for mig chokværdi for chokværdiens skyld, og så kan det være ligemeget. Tredie nummer af serien ændrede imidlertid mit syn på den: vel var det stadig ekstremt, men tempoet var noget mere afdæmpet og vigtigere endnu: jeg tror jeg så Ennis formål med serien (hvilket jeg ikke havde kunnet før).

crossed- 003Crossed #3 indeholder en rystende, grænseoverskridende scene, men modsat seriens øvrige scener sker den off-camera – og modsat de øvrige rystende scener, er det ikke the crossed der er direkte involverede. Mere kan jeg ikke sige uden at spoile for meget, men scenen fungerede for mig som et vendepunkt i forhold til min forståelse af serien, der stadig er rystende, men nu har meget mere mening. Det betyder ikke at jeg ikke stadigt har forbehold i forhold til serien, for det har jeg.

Ennis har mange pointer med Crossed, men en meget vigtig pointe er at den største trussel menneskeheden står overfor er sig selv. I George A. Romeros klassiske zombiefilm Dawn of The Dead bliver shoppingcentret fyldt med udøde ofte fremhævet som en metafor for det ukritiske forbrugersamfund, men metaforen i Crossed er en helt anden. The Crossed er menneskets morderiske skyggeside, fravær af empati og kærlighed og et darwinistisk vrangbillede, hvor den grusomste overlever. Vore menneskelige hovedpersoner antyder lige og lige et gran af håb, men samtidig ligger implicit at enhver på ethvert tidspunkt kan blive Crossed.

Jacen Burrows tegninger skifter for mig mellem at være let kluntede og ekstremt rammende, men selve fortællingen hænger sammen, rent billedmæssigt. Burrows største force er nok evnen til at lade folk tale igennem deres ansigtsudtryk, hvilket tillader Ennis at økonomisere med ordene og lade billederne tale. At jeg oplever The Crossed som ekstremt skræmmende, er også klart Burrows fortjeneste – han dypper øjensynligt sin pen i ren malice, når han tegner dem.

Det er ofte sagt at civilisationens fernis er millimetertyndt. I Crossed udforsker Garth Ennis præcis hvor tyndt, og resultatet er hverken kønt eller behagelig læsning. Er det nødvendigt? Det vil jeg lade den endnu ufortalte slutning afgøre, for hænge på, det gør jeg nu. Muligvis mod bedre vidende…

Den strømlinede Inkal

InkalenDer er få – om nogen – tegneserielæsere på min alder, som ikke har et eller andet forhold til [[Jodorowsky]] og [[Moebius]]’ storslåede science fiction-opus [[Inkalen]], der kom i seks bind fra forlaget Carlsen i perioden 1982-1989, men som siden da ikke har været genoptrykt og er blevet sværere og sværere at få fingre i antikvarisk. Nu foreligger den i en genoptrykt udgave i forlaget Faraos Cigarers efterhånden velkendte høje kvalitet.

For mig var Inkalen en stor oplevelse at læse dengang – jeg havde vendt mig fra barndommens Anders And, Tintin og Asterix mod Lee og Kirbys store, kosmiske armbevægelser … faktisk læste jeg ALT, der havde store, kosmiske armbevægelser, og Inkalen faldt bestemt på et tørt sted.

Vi følger den sølle klasse-R privatdetektiv John Difool, som kommer i besiddelse af Inkalen, en kosmisk artefakt (eller et levende væsen?) med umådelige kræfter, som der er mange der er interesserede i at få fat på – både sekten Amok, ledet af den smukke Tanatah, de fremmedartede Berg’er, den skræmmende Techno-sekt, den smukke og mystiske Animah samt en hel del flere. Undervejs kommer vi forbi den Gyldne Planet , fængselsplaneten Aquaend, ligesom vi mødte en lang række forbundsfæller, så som Difools trofaste betonpapegøje Deepo, barske Kill Hundehoved og ikke mindst den mystiske og – set med 15-årige briller – ultraseje Metabaron (ok, han er sgu også sej den dag i dag).

Difool lever i et ekstremt klasseinddelt samfund, hvor overklassen bærer glorier og aura, og deres yndlingsadspredelse er at se underklassen blive slagtet igennem oprør på oprør. Underklassen er heller ikke på nogen måde helgener – de lever i en næsten konstant bedøvelse, dels af stoffer, dels af 3d-tv, som kører overalt og er deres primære kontaktflade med omverdenen.

Inkalen er et overvældende værk, især ved første læsning, og selv om Moebius fantastiske tegninger bærer en stor del af fortællingen, så kommer store dele af værkets kompleksitet fra Jodorowskys manuskript, som er spækket med syrede, okkulte indfald og en masse underliggende teoristof fra alt fra Tarot (John Difool = John, The Fool) til The Emeralt Tablet og med hentydninger til ikke mindst Frank Herberts Dune-serie.

Inkalens nye klæder

Det, der allerede inden bogens udgivelse har splittet vandene totalt er den nye farvelægning, som forlaget har valgt at udsende værket i. Tråde i diverse diskussionsfora har allerede på forhånd udråbt den nye farvelægning som en VEDERSTYGGELIGHED! som er en trussel mod alt godt i verden og med garanti er bragt i verden udelukkende for at pisse direkte på netop den enkelte persons barndomsminder. Ja, det er en rimeligt ironisk distance jeg lægger, for alle ved jo at majoriteten af tegneseriefans (majoriteten af en hvilken som helst fanskare) frygter og hader forandring over alt andet, og som sådan er det ofte tjeneligt at træde et skridt tilbage og se hvor galt det går. Faraos må have fulgt med i disse diskussioner, for en god del af redaktørens forord er mere eller mindre et forsvar for at bruge den nye farvelægning.

Inden jeg fortsætter, er det måske på sin plads med nogle eksempler på den nye farvelægning:

(se også lidt sammenligning mellem de to versioner)

Hvad synes jeg? Det er måske 15 år siden jeg har læst 1. udgaven af Inkalen fra ende til anden, men jeg har bladret igennem de numre jeg har, og min konklusion må blive noget i retning af “både / og“.

Der har altid været ting ved den gamle farvelægning der irriterede mig – “det røde hav” på fængselsplaneten Aquaend fungerede aldrig rigtigt for mig, og den gyldne planet er nærmest brun-gul og det overordnede indtryk er lidt udflydende. Ja, det er sandsynligvis et bevidst valg, for samtidig er bl.a. denne udflyden med til at give serien et meget organisk præg, som er helt væk i den nye version – her er linjerne strammere, farverne klarere og kanterne mere spidse og hele universet fremstår mere strømlinet og maskinelt. Man kan gå mere i dybden, men det er for mig at se den helt centrale forskel – den gamle farvelægning er organisk og ekspressiv, mens den nye er strømlinet og logisk – eller sagt på en anden måde: den oprindelige farvelægning er meget europæisk i sit udtryk, mens den nye er meget amerikansk. Måske vi også har en del af stridens kerne (for nogle, i al fald)? Inkalen ska’ sku’ ikke amerikaniseres!

Mig er det sådan set fint med, hvis det får nogle nye læsere – der er opvoksede med den mere strømlinede farvelægning – til at hoppe på værket.

I dag er det stadigt et usædvanligt godt værk, og især Jodorowsky har vi ikke set i bedre form siden da, så Inkalen er stadig required reading for tegneserielæsere. Om man kan lide den nye farvelægning er en smagssag, men giv den en chance – jeg glemte alt om ny farvelægning og kontroverser nogle sider inde i værket og lod mig bare rive med af den intense, til tider Space Opera-agtige historie. Jeg tror de fleste læsere vil gøre det samme, med mindre de allerede er druknet i forudindtagethed.

For de mindste: Little Mouse gets ready af Jeff Smith

Little Mouse - en tegneserie til de allermindsteTegneserier for børn er ved at være en mangelvare, og tegneserier for de allermindste er praktisk talt ikke-eksisterende. Ikke desto mindre er det en enormt vigtig gruppe at skrive til – dels fordi tegneserien er et uvurderligt redskab til at stimulere barnets mentale udvikling, idet den både dækker den visuelle afbildning af konceptet/tingen og det tilknyttede ord / begreb. Og dels også fordi vi skal have fat i børnene som små og lære dem at læse tegneserier, så nogen af dem forhåbentligt holder ved mediet når de bliver større.

Hovedpersonen i Little Mouse gets ready er – ikke overraskende – en lille mus, som skal blive klar til at tage med sin mor hen i laden, som er fyldt med sjove steder at lege og en masse lækkerier.

Den lille mus fører læseren igennem mysterierne ved selv at tage tøj på – mærket skal f.eks. være bagi, for at underbukserne vender rigtigt (og man skal huske at få halen ud igennem halehullet) – indtil han er fuldt påklædt og klar til at tage med sin mor over i laden. Men hov, hvordan er det nu lige det er med mus og tøj?

Forsiden til Little Mouse Side fra Little Mouse Endnu en side fra Little Mouse

[[Jeff Smith]] er mest kendt for sit omfattende værk Bone, som han selv udgav i perioden 1991-2004, og hans rene, klassiske stil passer godt til figuren og målgruppen – og det er nogle både veloplagte og super-charmerende tegninger med masser af liv og glimt i øjet han leverer. Historien er – ganske med vilje, formoder jeg – ikke Shakespeare, men fortalt så de små kan indleve sig og så de voksne kan holde ud at læse den op mere end en gang.

Grænsen mellem (nogle) billedbøger og tegneserien er ved første øjekast lettere flydende, men man kan ikke – ud over målgruppe – klassificere Little Mouse som en billedbog: det er en fuldblods tegneserie, med sekventiel handling, talebobler og fartstreger! Den er da også en del af en forlagsserie, der hedder Toon Books (som bl.a. [[Art Spiegelman]] står bag), der bliver lanceret med sloganet “Bringing new readers to the pleasure of comics!” – hvilket jo må siges at være den rette ånd!

Little Mouse er en fin lille tegneserie til de unge læsere, og har man børn indenfor målgruppen skal ikke lade sig skræmme af at der – endnu – ikke foreligger en dansk oversættelse. Den kan sagtens simultanoversættes og er et god skridt på vejen til tidlig og grundig indoktrinering hjernevask påvirkning af ens børn.

Fakta om serien

Little Mouse gets ready. Toon Books, 2009. 32 sider i farve. ISBN: 1-935179-01-2

Skrevet og tegnet af Jeff Smith

Se forlagets præsentation

De mægtiges fald

Coveret til 1. nummer af The Mighty

Ah, de kære superhelte.

Oprindeligt skabt sidst i 30’erne som idealiserede halvguder, igennem 50’erne videreudviklet til idealiserede familier, indtil de i 60’erne blev gjort til mennesker, fejlbarlige som alle andre.

I en proces igennem 70’erne og frem til 90’erne, blev serierne gradvist mørkere, hvilket i nogen grad må siges at afspejle den generelle samfundsudvikling – Vietnam og Watergate efterlod et knap så autoritetstro USA, og superheltene afspejlede også nationens identitetskrise. Senere blev genren dekonstrueret så grundigt, at det eneste 90’erne havde at byde på synes at være store geværer, mænd med patronbælter og storbarmede kvinder i diminutive kostumer.

Her, i det nye årtusindes første årti, synes genren at være kommet sig over de mest groteske udskejelser, og i hænderne på en intelligent forfatter, kommer der ofte noget yderst læsværdigt ud af det. The Mighty har hele to intelligente forfattere – Peter Tomasi og Keith Champagne – men er den så dobbelt så god?

Grundplottet er simpelt, men fascinerende: Alpha One er første og eneste superhelt i seriens univers, og selv om han oprindeligt var menneske, har vi med en Superman-analogi at gøre – superstyrke, usårlighed, superfart og så videre. Med til Alpha One hører en regeringsenhed, Section Omega, som dels styrer presserelationerne for superhelten og dels fungerer som feltagenter for Alpha One – som regel oprydningsarbejde.

The Mighty - Alpha One stopper løbsk tog The Mighty - Alpha One stopper løbsk tog

Seriens omdrejningspunkt er Section Omegas nyeste chef – Gabriel Cole – som får jobbet da hans forgænger dør som følge af et overfald fra en bande. Eller hvad? Man skal ikke mange numre ind i serien for at se at der er noget, der ikke stemmer et eller andet sted. Samtidig bliver Cole venner med Alpha One, med hvem han har en forhistorie – superhelten reddede nemlig hans liv, da han var barn. Det var dog for sent at redde hans forældre, så Cole er vokset op forældreløs og kendt i pressen som “America’s Orphan”.

Seriens første fire numre er tegnet af [[Peter Snejbjerg]] (der også arbejdede sammen med forfatteren Tomasi på [[Lysbrigaden]]), som gør et fantastisk job med at sætte både stemning og tegne personerne levende på papiret. Senere numre er tegnet af Chris Samnee, der gør et glimrende arbejde med at bevare seriens grafiske særpræg.

The Mighty - Alpha One i aktion The Mighty - Alpha One i aktion The Mighty - Alpha One i aktion

Som serien skrider frem, tager tingene fart og plottet begynder for alvor at vise sine facetter – forfatterne spiller med andre ord med musklerne, og det må de godt, når det er så godt lavet som det er tilfældet.

Serien er planlagt til 12 numre, men vil i følge sine skabere sagtens kunne blive et månedsblad hvis salget tillader det. Det har jeg lidt svært ved at se, da plottet i en eller anden grad peger hen mod en slutning (som jeg læser det), men jeg er da åben for at læse mere.

The Mighty er godt, solidt håndværk – tiden vil vise om serien kommer til at transcendere det gode håndværk og blive noget mere. Som det er nu, kan den trygt anbefales til fans af den moderne, lidt selvbevidste superhelteserie – især hvis man holder af et lille tvist eller to undervejs.

Fakta om serien

The Mighty. DC Comics, 2009-

Forfattere: Peter J. Tomasi og Keith Champagne
Tegner: Peter Snejbjerg (1-4), Chris Samnee (5-)

Strid af Strid: magien leve!

Forsiden til StridDer er et sted, hvor tanke og hjerte mødes og sammen med fantasien er altings ophav – og hvor ingen regler er mere absolutte end de kan fraviges. Skabelse i den reneste form har sin rod dér, og når vi længes mod det på en gang ukendte og nære, er det dette sted vi længes efter. Det ér et sted, som altid har været tyndt befolket, men heldigvis har de få, som rejser dertil for vane at afrapportere til de, der blev tilbage i det, der har fået navnet virkeligheden.

Jeg har netop modtaget en sådan rapport, og det er godt af flere grunde – nogle burde være indlysende, men blandt andet også fordi en af de få, men store fortrydelser jeg har omkring sidens fortid er, at jeg ikke fik anmeldt Jakob Martin Strids Decimal 0.4 dengang den udkom.

Det er pinligt, næsten skammeligt at jeg ikke fik skrevet noget som helst om et af mine absolutte yndlingsværker, og klart den danske tegneserie jeg har læst flest gange – ja, flere gange end Rejsen til Saturn.

Det var med andre ord helt fantastisk at finde ud af, at Strid ikke kun har begået et nyt album – det er endda en opfølgning til Decimal 0.4 …
… det vil sige, opfølgning og opfølgning  – videreudvikling er måske et bedre ord, for naturligvis gentager en kunstner af Strids kaliber sig ikke. I lighed med Decimal 0.4 følger vi Strid-figuren igennem en række situationer, ofte involverende fantastiske maskiner og vidunderligere scenarier – denne gang i selskab med den kat han slog følgeskab med i decimal 0.4. I modsætning til det tidligere værk, er Strid stort set uden ord, hvilket snarere understøtter end ødelægger bogens ånd.

Denne gang er der heller ikke en fortløbende handling som sidst, men snarere en række scener af kortere eller længere varighed. Det kan være noget a la:

Strid samler sportsvogn, kører tur med kat, stopper ved en flok næsehorn og sparker et bagi, hvorefter han kører videre. Slut.

Et tog i dagligstuen i den nye Strid.

De enkelte scener er sjove, rørende og fyldt af en karakteristisk skabende nysgerrighed, som har ligget og ulmet i større eller mindre grad, men som her folder sig helt ud og cementerer Strids plads på den danske tegneseriescene. Det er poetisk uden at være højtragende, nyskabende uden at være anstrengt og en fantastisk tour de force fra en original skaber på det foreløbige højdepunkt i sin karriere.

Strid forstår at tegne detaljeret med en ubesværethed, som får det til at se simpelt ud – indtil man dykker ned i tegningerne og ser, at ikke kun formår han at gemme ting i detaljerne, som man først ser måske anden eller tredie gang man læser bogen; nej, han formår at skabe noget helt unikt, nemlig sit eget univers. Endda et univers som virker utroligt veldefineret og – for en som mig – utroligt logisk. Ja, man kan tromme et fly op af det papir, man har tegnet det på. Ja,  man kan lave ilt i sin egen lille biotop og flyve rundt og give det til de trængende dyr i en verden der er lige dele Little Nemo og Moebius’ Arzach (minus skræmmende tentakler).

Jeg har en masse ord endnu omkring dette fantastiske værk, men i stedet for at tale det sønder og sammen, vil jeg bare opfordre dig til snarest muligt at få fingre i det – så kan vi snakke om det her når du er færdig med at læse det, okay? Okay.

Strid er uhæmmet, ren skaberkraft, og der findes ingen som ham, hverken nationalt eller internationalt. Hans nyeste værk er en hyldest til fritænkning og kreativitet samtidig med at det er et bevis på at det originale, personlige udtryk altid vil sejre over metervaren og vanetænkningen. Strid – både manden og bogen – er en gave til os, som vi bør tage pænt imod og håbe vi har glæde af mange år endnu. Tak.

Fakta om serien:

Jakob Martin Strid: Strid. Gyldendal, 2009. 160 sider i farve, ISBN 9788702078275.

Det danske vidunderland

wonderland-forsideLad det være sagt med det sammen: her er tale om en ganske speciel udgivelse. Det er noget så sjældent som en antologi med danske tegneserier, oversat til engelsk og udsendt på det amerikanske marked.  19 nedslag, der ganske udmærket illustrerer, hvor langt dansk tegneserie er nået i de senere år.  Antologien udgives af forlaget “ Aben Maler” – drevet af ildsjælen Steffen P. Maarup, der i årevis har udgivet forholdsvis smalle værker på det danske marked. Vi har bl.a. fået udgivelser af  James Kochalka, Ron Regé, Jr., Anders Nilsen og snart Chris Ware og Bryan O’Malley.

Forlaget udgiver også 676’erne – små pixi-tegneserier med (eksperimentelle) voksentegneserier af nyere danske serieskabere. Det er altid spændende læsning, og værkernes ofte meget personlige udtryk gør, at man altid vil kunne finde en favorit i en sending 676’ere. De tjener desuden til at eksponere både den danske tegneseriescenes mere eksperimenterende del og dels til at cementere forlagets linje – “Et sted mellem litteratur og billedkunst. Lad os kalde det sted tegneserier” som det hedder sig på Aben Malers fangruppe på Facebook.

Allan Havrehalms "Tomb of the Rabbit King"Der er en del ligheder, rent emne-, udgivelses- og mentalitetsmæssigt, mellem “Aben Maler” og det amerikanske forlag “Fantagraphics”, som med udgivelser af bl.a. Daniel Clowes, Robert Crumb og Hernandez-brødrene må siges at høre til blandt amerikanske indie-tegneseries grand old publishers. Og antologien er netop blevet til ved et samarbejde mellem Aben Maler og Fantagraphics – i USA er et Fantagraphics, der distribuerer værket, mens det er Aben Maler der står for den danske / europæiske distribution.

Selv om begge forlag står bag udgivelsen, er det Aben Maler, der har taget initiativet og også forestået arbejdet med udvælgelsen, og jeg fik lejlighed til at spørge  redaktør Steffen P. Maarup om antologiens tilblivelse:

Jeg begyndte at samle bidrag til antologien for lidt over et år siden, og så tog den form i løbet af efteråret. Omkring juletid havde jeg en nogenlunde færdig pdf, som jeg sendte til Fantagraphics. Der var stadig ingen titel, og stadig ingen Thomas Thorhauge-tegnet forside, men de sagde alligevel ja tak til at udgive den i USA.
Det allersidste blev færdigt i marts, så vidt jeg husker – Nikoline Werdelins engelske håndtekstning – og så sendt til tryk i Singapore. De første friskbagte eksemplarer blev fløjet ind til MoCCA Art Festival i New York i juni, og nu her i august kommer bogen så i butikkerne i både USA og Danmark.

Fantagraphics har været utrolig nemme at tale med. De har ingen indsigelser haft overhovedet, men har bare accepteret, hvad jeg kom med.

Hvad er det så for en størrelse, der er kommet ud af det?

Julie Nord i From WonderlandDet første der slår en ved en gennemlæsning er de utroligt forskelligartede talenter – og dermed bidrag – som antologien består af. Vi kommer forbi forholdsvist traditionelt tegnede (men derfor bestemt ikke tandløse) avisstriber, grove, anarkistiske streger og afdæmpede akvarelfarver, ligesom historierne går lige fra den nære menneskeskildring over det filosofiske og fabulerende til den vilde løssluppenhed og provokerende leg med læseren. Som det anes vil jeg ikke fremhæve nogen på bekostning af andre, men bare konstatere at der er stor mulighed for at der er noget der vil falde i ens smag hvis man går åbent til værket.

En antologi vil altid have større og mindre læseoplevelser blandet sammen – man kan ikke nødvendigvis dele smag med redaktøren af bogen, men udvalget er fint og kommer rundt omkring nogle af de forskelligeartede talenter der har været aktive på den danske tegneseriescene i de seneste ti år – og heldigvis er der ikke skyggen af Hergé-nekrofili, hvilket visse dele af den danske tegneseriescene nok vil tage den ilde op. I forlagenes og dermed bogens natur er der ikke gået på kompromis med kunstneriske ambitioner og armbevægelser, og naturligvis er der fokus på de serier, som ligger udenfor mainstream. Men ud over forlagenes profil, har der ikke ligget særlige kriterier til bund for udvælgelsen:

De små tyve historier i From Wonderland with Love er udvalgt af mig (men tak til Paw Mathiasen og Torben Hansen, for jeg gik på strandhugst i gamle numre af Fahrenheit og Free Comics; og til Matthias Wivel for at gøre mig opmærksom på Peter Kiellands Valküren Träume). Der er et ret stort spænd i historierne, men jeg følte alligevel, at de godt kunne høre til i samme bog. Jeg har ikke haft noget formuleret sæt kriterier, da jeg udvalgte bidragene, men de dækker vist ret godt min smag i voksentegneserier.

Mårdøn Smets bidrag til antologien Det  er ikke på nogen måde en bred antologi – og har da heller aldrig været tænkt som sådan. Her er et stykke “smalt”  tegneseriekunst, og som sådan rammer antologien sit publikum ret præcist – en typisk Fantagraphics-fan vil føle sig hjemme, mens en Marvel-fan nok vil kigge to gange på udgivelsen. Modtagelsen har indtil nu været pæn:

Det er endnu meget lidt, den amerikanske blogosfære har skrevet om From Wonderland with Love, men de folk, der kom forbi den danske stand på MoCCA-festivalen, var som regel nysgerrige og begejstrede. Det siger næsten sig selv, at det bliver svært at sælge en antologi med ukendte danskere, men hvis vi får flere anmeldelser, der er lige så gode som den i Publishers Weekly, så skal bogen nok klare sig.

From Wonderland er en fremragende introduktion til den del af den moderne danske tegneserie som forsøger at skubbe grænserne for mediet og især de vilde unge, der kom frem i starten af dette årti. Er du en åben og nysgerrig læser er der ingen vej udenom, også selv om det kan føles underligt at læse danske værker på engelsk. Kender du en  tegneserielæsende udlænding  er From Wonderland den oplagte idé. Og elsker du det sted hvor kunsten udfordrer status quo og rykker milepæle, vil du føle dig hjemme her.

Fakta om udgivelsen

From Wonderland with Love: Danish Comics in the Third Millennium. 176 sider, både sort/hvid og farve. Pris: 240 kr.

Redigeret af Steffen P. Maarup

Vibe Bredahl: Mary’s Mind Travel

HuskMitNavn: Newspaper Cartoons

Johan F. Krarup: Birte;

Seven Men Practice the Art of Seduction

Nikoline Werdelin: Because I Love You So Much

Christoffer Zieler: Steep Speed

T. Thorhauge: M

Jan Solheim & Maria Isenbecker: The Visit

Mårdøn Smet: Stig & Martha

Peter Kielland: Valküren Träume

Simon Bukhave: All That I Hold in My Hand

Søren Mosdal & Jacob Ørsted: Dog God

Allan Haverholm: Tomb of the Rabbit King

Signe Parkins: Table Manners

Ib Kjeldsmark: Sloth

Julie Nord: From Wonderland with Love

Zven Balslev: Cadarul Zombie

G.R. Mantard: for- og bagsats

Når SuperGodt bliver SuperOndt – Irredeemable af Mark Waid

Cover til Irredeemable 01

Sarah er en pige på 8-10 år. Ved siden af hende ligger de forkullede rester af hendes far, superhelten Hornet. Manden der netop har ristet faderen med sit varmesyn bøjer sig over den skræmte pige og hvisker “Do you know who I am, Sarah? I’m a superhero.”
Og det har han ret i – han er klodens største helt, Plutonian, og udover at riste sine tidligere kolleger (og deres familier) har han netop jævnet millionbyen Sky City med jorden. Fra Jordens største helt – ren Superman-analogi – til den største skurk; hvordan er det sket?

Superheltene nåede at eksistere i mange år, før man for alvor gik i gang med at studere deres skyggeside – hvor meget kan den absolutte magt korrumpere? Denne spekulation har resulteret i en del virkeligt gode historier, mange metervarer samt en hel masse som aldrig burde have været udgivet, og som måske retrospekt har skadet superheltegenren mere end noget andet (1990’erne, jeg kigger på jer!).

Mark Waid har stået for nogle af de bedre udforskninger af hvad magt kan gøre ved heltene – Kingdom Come er (trods dens svagheder) i den absolut bedste ende, og hans oversete Empire som udforsker superskurkens side af medaljen er også værd at bemærke. Nu kommer så Irredeemable fra Boom! Studios (som Waid er chefredaktør for), og Waid nævner den selv som en naturlig fortsættelse af de to tidligere nævnte værker.

Irredeemable 01 - I'm a superheroHøjdepunket indenfor “absolut magt korrumperer absolut”-historier kom for mange i form af Alan Moores nu uopdrivelige Miracle Man, hvori den magtfulde Kid Miracleman viste hvor galt det kan gå, når en Superman-analogi korrumperes af sin magt. Der er den dag i dag få serier, der har kunnet ramme den skræmmende stemning, som den vanvittige Kid Miracleman står for, og psykopatisk-supervæsen-møder-små-piger-scener til trods, er det heller ikke det som Irredeemable forsøger at gøre.

I stedet udforsker Waid hvad der skal til for at klodens bedste og mægtigste forvandler sig til det ondeste onde – det er ikke noget man beslutter sig for når man står op om morgenen, men en længere proces. [[Mark Waid]] siger det selv sådan:

The beauty of Superman is that he can deal with that level of adulation without it going to his head, without it warping him, but he’s a very special individual. We presume, whenever we write superheros and we come up with superhero origins, that anybody who gets the powers of a superhero — even if they are like Spider-Man and they’ve got things they’ve got to work out that issue and responsibility and power and responsibility — we assume that they eventually have the emotional makeup it takes to overcome these things. Well, what if you gave that level of power to someone who, at heart, didn’t have that emotional capability?

Irredeemable gør jobbet rigtig godt – der er mange rigtigt gode scener, og her, fire numre inde i historien, er jeg fanget – hvad har ført til Plutonians fald? Peter Krauses tegninger er gode og klassiske, hvilket er perfekt til historien, som spiller på netop et klassisk superhelteunivers gone wrong. Det er til tider lidt svært at engagere sig i en række ukendte figurers skæbne, men som historien skrider frem, går det dog bedre.

Mark Waids Irredeemable kan anbefales til alle, holder af en klassisk superheltehistorie om kræfter, der er større end ét menneske kan magte. Om det decideret ender som en klassiker er ikke til at sige endnu – det kommer meget an på slutningen og hvor meget og hvordan de senere numre går ind på, hvad der er sket med Plutonian – og hvor meget man kommer til at engagere sig i de øvrige personer.

Lidt om pressemeddelelser

virtual-laser-keyboardKære forlag

Jeg har ikke skrevet længe, men nu er det vist tiden igen. Denne gang vil jeg gerne lige snakke med jer om at markedsføre jeres tegneserier. Oprindeligt ville jeg snakke lidt om at markedsføre tegneserier i det 21. århundrede, men det er jeg gået væk fra. I får se hvorfor.

Det må være i jeres interesse at få spredt budskabet om jeres fremragende (ok, den tager vi en anden gang) udgivelser, ikke sandt? Hvis det er tilfældet, hvordan følgende praksis skal anspore mig til noget som helst andet end at blive irriteret:

  • jeg modtager 98% af alle danske pressemeddelelser som et stykke papir, der er svøbt omkring en tegneserie jeg modtager i posten. Hvis jeg skal bruge noget fra pressemeddelelsen, skal jeg med andre ord til at skrive det af fra papiret. Gæt selv hvor ofte det sker.
    Halvdelen af pressemeddelelserne findes dog på nettet i en eller anden form, men de er ikke altid tilgængelige fra forlagets hjemmeside via normal navigation. Google er mit bedste hjælpemiddel, ikke jer og jeres hjemmesider.
  • tegneserier er et udpræget visuelt medie. Hvorfor modtager jeg så (stort set) aldrig noget billedmateriale som jeg kan bruge i vores anmeldelser? Hvorfor skal jeg enten igennem Google Images (legal gråzone mht. rettigheder) eller selv scanne noget ind (også legal gråzone)?
    Ja, nogen af jer har et lille gnidret 100 x 75 pixel forsidebillede på jeres hjemmesider. Det kan være ligemeget, venner.

Og så er jeg slet ikke kommet ind på hvor lang tid der kan gå inden der bliver besvaret mails (hvis overhovedet).

Jeg ved godt at der her er tale om årelange traditioner, men sådan har man altid gjort holder altså ikke. Ligeledes er jeg også klar over at et website som mit ikke nødvendigvis har den samme prioritet som at komme på forsiden af Politikens kulturtillæg, men dels er det ingen undskyldning, og dels har jeg en fornemmelse af at de store aviser heller ikke får tilbudt væsentligt mere end mig.

Det er ikke kun ynk det hele – jeg har modtaget mediekits og links til ftp-servere, ligesom der er forlag, som godt kan finde ud af at lægge et par smagsprøver på deres hjemmeside – det hører bare til undtagelserne.

Min ønskeliste kunne se nogenlunde sådan ud:

  • hav en pressesektion på jeres hjemmeside – om det skal være med eller uden login, styrer jeres eget temperament.
  • I denne sektion kan man finde pressemeddelelser om jeres udgivelser
  • Man kan også finde billeder af forsiden samt 3-4 andre illustrationer som man frit kan vælge imellem og som man har ret til at bruge – og i en fornuftig kvalitet, for pokker. Alt under 400 pixels er ikke specielt brugbart for mig, og omkring 1000 pixels begynder det at rykke. Og lad nu være med at gemme i reduceret kvalitet, så vi får udtværede områder – hvis der skal redigeres i størrelsen, vil jeg gerne gøre det selv. Hint: de attråede trykte medier vil også gerne have illustrationer i elektronisk format og i ordentlig kvalitet.

Og nu startede jeg så med at skrive “det 21. århundrede” og nævner forsigtigt YouTube, Twitter, Facebook … men I skal bruge jeres nuværende websites ordentligt før vi går videre til næste lektion. Når I er klar, skal jeg nok være der.

Det var vist det hele for denne gang.

Med venlig hilsen,

Ulf.

Sig din mening om tegneseriesiden

Tegneseriesidens store brugerundersøgelseI vores evige higen efter at gøre siden bedre, har vi barslet med et spørgsskema.

Et spørgeskema? Er siden nu blevet brugerdrevet og neo-kommunistisk? Sælger vi ud i populismens helllige navn og skyller vores værdier ud med badevandet i et leflende forsøg på at tiltrække læsere, stadig flere læsere?
Sic transit gloria tegneseriesiden – live og i technicolor!

Man kunne naturligvis også lægge den vinkel, at det er relevant – og i øvrigt høfligst – at høre hvad sidens læsere tænker om det vi skriver, den måde vi gør det på og nogle af de fremtidige tiltag vi har under overvejelse. Det kan holde os skarpe, hjælpe med at ramme den rigtige vinkel og frem for alt forhåbentlig give både os og jer en bedre side.

Nuvel, ikke mere snak – deltag i undersøgelsen (undersøgelsen er afsluttet og vi tygger på resultaterne. Tak til deltagerne!). Det er anonymt, tager max. 5 minutter og er en stor hjælp for os – på forhånd tak!

Mand, vi kan risikere at lære noget.