David Small: en barndom i gråtoner

De første ord i den amerikanske graphic novel Stitches er ildevarslende: I WAS SIX.
Uskyldigheden bliver her slået fast. Følelsen af, at noget mismodigt lurer, bliver understreget af værkets første illustration – et gråligt og gnidret billede af et olieraffinaderi.
David vokser op i Detroit i en grå familie. Faren er radiolog og røntgenfotograferer konstant David, angiveligt for at hjælpe ham af med et bihuleproblem. Han sætter også hans nakke på plads i en snæver vending eller udfører traumatiserende lavementer. Det sidste er vist ikke bihulerelateret. Moren er gnaven og bitter. I stedet for at tale rømmer hun sig mest, snøfter bag lukkede døre eller smækker med låger. Man vil bare ikke gøre hende mere knotten. Storbror Ted tæsker løs på sine trommer. Det er et hus fuld af ekstrem stilhed og larm.

David kan tegne, heldigvis, og han forsvinder bogstaveligt ind i sine illustrationer. Han fantaserer også om at falde gennem Kaninhullet og binder derfor et gult håndklæde om hovedet for at illudere Alices hår. Det er et modigt valg.
Da David er 11 år, opdager en af forældrenes venner en knude på hans hals. Det er angstfremkaldende, for i hjemmet er der selvfølgelig et lægeleksikon, så David er ikke helt uvidende om kroppens mutationer. Læger koster penge, og derfor prioriterer forældrene en ny bil, ny sofa, nyt tv, en vaskemaskine, fester og andre livsfornødenheder, som en almindelig amerikansk kernefamilie ikke bør snyde sig selv for.
Da David et par år efter endelig får sin operation, bliver det ret omfattende, og da han vågner, har han mistet en del af stemmebåndet.
Stilheden omfavner ham og skubber ham længere væk fra andre mennesker og ind i ensomheden.

Skævheden i familien, som især opleves igennem moren med de forvrængede følelser, griber helt ud af siderne og fortvivler læseren. Fordi noget er galt. Mere galt end lavementer, mere galt end mormoren, der skolder Davids hænder, og mere galt end at lade en knude gro i halsen på et barn igennem flere år.
Forældrene har ikke fortalt David sandheden.

Davids frustration, sorg og den forråelse, han oplever, er gribende, og illustrationernes enkle grå akvareludtryk understreger sårbarheden og efterlod mig med en følelse af poetisk bitterhed.
Erindringer opstår et sted mellem virkelighed og fiktion. Stitches er barsk men yderst intelligent og narrativt veldrejet. Historien handler ikke kun om følelsesmæssig afstumpethed og en forvrænget ensom barndom – David Small får farvelagt et større perspektiv.

Illustrationerne får trods sine gråtoner vist mange nuancer – også humor.
Der er noget glansbilledeverden over miljøet. Vi er i 50erne, og stemningen rammer meget godt gamle amerikanske reklamefilm for vaskepulver…eller måske er det i virkeligheden mere hen ad The Bodysnatchers? Stitches er en følelsesmæssig og socialrealistisk thriller. Den er grum men pusler i mange lag.

David Small er i dag en anerkendt og prisbelønnet børnebogsillustrator, og et enkelt sted er der også en hilsen til den gamle Plys-illustrator Ernest Shepard.

Sambre – Begyndelsen

Første gang, jeg blev grebet, altså virkelig grebet, af en tegneserie bugnende fuld af romantik og kærlighed, var det i midten af 80erne, da jeg intetanende slæbte Bernard Hislaires Birger & Viola med hjem fra bogbussen.
Det var en poetisk og gribende oplevelse, der retrospektivt set rustede mig til livet og kærligheden.
Da jeg senere opdagede Sambre – Blodets bånd, var jeg nærmest ved at besvime i affekt over, at den var illustreret af geniet bag Birger & Viola.

Frankrig, 1848. Vi er ude på landet.
Sambre
er historien om den aristokratiske familie af samme navn. Faren, en excentrisk, eller om man vil: vanvittig godsejer, der euforisk skriver på det dramatiske intellektuelle værk: Øjnenes krig.
Da godsejeren dør, måske som følge af sit vanvid, kaster hans enke sig straks ud i dristige løse forbindelser, mens datteren Sarah forarges, og sønnen Bernard sørger og forvirres.
Julie med de røde øjne, krybskytte og allemandsdatter, drages af Bernard, sønnen i familien Sambre. Hvor hun dog drages!

Bernard er jo ikke lavet af sten, og efter at de to er blevet kødeligt forenet i familiens mausoleum, mærker han det, som Julie i forvejen vidste: deres skæbner er forbundet!
Enken dør snart også, under halvmystiske omstændigheder, og selvom søsteren Sarah opfører sig rablende, bliver det Julie, der må flygte ud i natten – anklaget for mord.
Bernard fortvivles.

Julie flygter til Paris, hvor hun opsøger den klamme og usympatiske “Kapellanen”, som viser sig at være hendes far. Julie er bare ikke heldig. Herefter kommer hun i stald hos en talentfuld, men indbildsk og idiotisk kunstner.

Bernard drages også mod Paris og snubler selvfølgelig over adskillige skæbnetråde, der peger i retning af Julie.

Lad det være sagt være med det samme – Bernard er ikke den rundeste ske i skuffen, og allerede ret tidligt i serien føler den indlevende læsertype trang til at gribe ind i fiktionen og ruske knægten.
Julie skal gå ualmindelig grueligt meget igennem – endda også halvt afklædt i en forkølet revolution. Skurketyper og demoraliserede sjæle står nærmest i kø for at få en bid af hende.

Da Bernard får nosset sig sammen til at se overvejende klart, er det for sent!

I 1997 sad jeg bjergtaget med bind 4 i serien – med den episke titel: Frihed eller retfærdighed og på sidste side – helt nederst, lige efter at Bernard måske har kastet sig i døden for kærligheden og Julie, stod der: “Næste episode: Den sidste Sambre.”

Jeg kom til at vente længe. 13 år helt præcist, og så blev det i stedet med den mere lyriske, men måske ikke helt så folkelige titel: Forbandet være hendes lænders frugt.

De første 4 bind i serien er en svulmende og lidenskabelig epos. Sorg, savn, svigt, uretfærdighed, hævn og begavede benspænd pisker hen over siderne.

Illustrationerne er skønne og i bedste belgisk/fransk tradition. Der er lækkerhed i nuancerne og stoflighed og valør i hvert enkelt billede.
Tonen er højtidelig, til tider grænsende til det karikerede, men det falder nu rørende fint i tråd med persontegningen, der er drivende stereotyp. Alle kan være med her. Skurkene og andre tvivlsomme personager er tegnet, så man ikke er i tvivl om deres hensigter. Det er effektfuldt og overbevisende.
Man har ikke set lidelse, før man har set Julie der kramper sig sammen i smertefuld længsel efter sin Bernard!

Jeg holder meget af serien Sambre, det vil jeg ikke lægge skjul på, og jeg holder af den, fordi den tager sig selv så seriøst. Det er en alvorlig historie tung af melankoli, der med en skønhed i illustrationerne fuldender og sandsynliggør serenaden om to elskende, mere uheldige end Romeo og Julie og mere temperamentsfulde i deres umulige lidenskab end Heathcliff og Catherine.

Andre eksistentielle emner som politik, filosofi og hvad man måske kan genkende som racehygiejne er sidetematikker. Hovedplottet er, og kan kun være, kærligheden!

De første to bind er skrevet af Balac aka Yannick Le Pennetier, og herefter tog Yslaire (Bernard Hislaire) selv over.

Seriekronologi:
Yslaire/Balac: Sambre-Blodets bånd (1987)
Yslaire/Balac: Bernard, Bernard… (1992)
Yslaire: Revolution, Revolution! (1993)
Yslaire: Frihed eller retfærdighed  (1997)
Yslaire: Forbandet være hendes lænders frugt (2010)

Yslaire/Bastide/Mezil: Sambres krig: Hugo & Iris 1 (2010)

Bryan Lee O’Malley – Scott Pilgrim kører stilen

Forsiden til Scott Pilgrim, bind 1Jeg købte engang et par slidte og i grunden ret ubekvemme bryderstøvler på grund af en tegneserie. Det er, hvad der kan ske, når fiktive personligheder trænger sig ind på én og vifter med et alternativt åndehul. Indrømmet, det sker måske mest for folk i puberteten, men pointen kan vi godt bruge: tegneserier kan skabe fællesskaber på tværs af talebobler og illustrerede parallelverdener.

For noget tid siden stødte jeg på Scott Pilgrim, og jeg har næsten kun haft ham til fælles med min hund, der tog en pænt stor mundfuld af bind nummer 3. Derfor er det med begejstring og stor forventning, at jeg ser ham blive sluppet løs med danske undertekster.

Scott Pilgrim er en forholdsvis almindelig ung fyr i starten af 20’erne. Han går i parkacoat, sikkert mest fordi han bor i Toronto, spiller rodet rock, med tre akkorder, i et band med det rammende navn Sex Bob-omb. Derudover er Scott mellem jobs, som er helt præcis det samme som at være arbejdsløs, og så har han sin helt egen bøsseroomie, som betaler hele gildet med lejlighed, fælles Futon og tandbørste. I bussen har han scoret en katolsk kinesisk pige på blot 17 år, som han udlever et ømt forhold med,  hvor de mest holder i hånd, mens hun fortæller om livet i High school. Men så møder Scott den klart lækre men mystisk dragende Ramona, der ernærer sig som superhurtigt rulleskøjtebud for Amazon.ca. Scott forstår, at de er skabt for hinanden, og sætter sig for at få det forklaret for Ramona. Efter en vellykket stalking falder hun måske for hans hjælpeløse charme, men der er mere mellem jul og nytår, end man først skulle tro, fordi for at vinde Ramona skal Scott overvinde en håndfuld af hendes gustne og onde ekskærester.

sp1s032Historien om Scott Pilgrim sprudler og lever især igennem de vellykkede, underspillede men rappe replikker, som spiller op og giver en rytme i historien, der gør den ualmindeligt underholdende. Stilen, som man f.eks. også finder i filmen Clerks af Kevin Smith, er lavet af det stof, som giver kultklassikere. Visuelt præsenterer Scott Pilgrim sig som en s/h manga-tegneserie, hvor personerne har genrens typiske karakteristika med f.eks. enorme glugger og ingen næsebor. Mangastilen inviterer helt sikkert et bredere publikum indenfor i Scotts virkelighed, men andre af genrens virkemidler bliver også udnyttet på bedste vis, når f.eks. følelser skal leves helt ud, eller som når Scott deler røvfuld ud, hvilket han gør i tjekket Tekkenstil uden tyngdelove. Det ser fedt ud – og det fungerer.

Men tilbage til bryderstøvlerne, som jeg hev ud af et andet gennemført tegneserieunivers, der grundlæggende har en del kvaliteter og dikkedarer tilfælles med Scott Pilgrim: Jaime Hernandez’ fantastiske Mekanix (Locas), som desværre ikke er udkommet i komplet dansk oversættelse, men der på samme sublime og elegante måde har skabt en kultur, som rækker ud og hiver læseren indenfor. Mekanix og Scott Pilgrim rummer også begge fantastiske elementer i en genkendelige og realistisk verden, som normalt ikke undfanger superhelte. Scot Pilgrim er dog langt enklere og mere folkelig end Hernandez’ Mekanix, der rent narrativt spiller på flere strenge, hvor Bryan Lee O’Malley har lavet en mere stramt komponeret og samlet historie med humoren som diesel.
Scott Pilgrim er nyskabende, hot og kommet for at blive. Serien kører charmerende stilen hele vejen, og det gør Forlaget Aben maler også, fordi de fremsynet og venligt bringer Scott sammen med folket. Prisen for at være med er på niveau med en biografbillet, og bind nummer 2 er klar til at skabe glæde allerede i december 2009

Fakta om serien

Scott Pilgrim kører stilen. Aben Maler, 2009. ISBN: 8792246168

Skrevet og tegnet af Bryan Lee O’Malley