Anita Blake og Laurell K. Hamilton

kellerman_small.jpg

På nogenlunde samme tid som Joss Whedon sad og filosoferede over den gamle kliche med en lyshåret pige som drejer ind i en mørk gyde, for straks efter at blive bidt af noget inde i mørket, sad Laurell K. Hamilton andetsteds og gjorde sig sine egne tanker om en barsk, ikke særligt høj ung dame som slog vampyrer ihjel som en del af sit job.

Joss Whedons ide blev til den ikke helt så succesfulde film “Buffy the Vampire Slayer”, og på det tidspunkt hvor Buffy blev et hit i skikkelse af Sarah Michelle Gellar havde Laurell K. Hamilton allerede skrevet flere bøger om Anita Blake som hendes vampyrjæger kom til at hedde. Og selv om man ikke kan have en historie om vampyrer uden at der er erotik i luften, så måtte folkene bag Buffy være parate til at underlægge sig de krav til moralsk retskaffenhed som amerikansk TV nu en gang kræver.

Laurell K. Hamilton derimod var ikke underlagt nogen krav til hvad Anita Blake måtte og ikke måtte foretage sig, og det betød at historierne meget hurtigt blev både mere blodige og mere saftige på det erotiske område end de tilsvarende for hendes lyshårede TV-modstykke. Til gengæld måtte folk så danne deres egne billeder.

Det vil sige, indtil for nyligt, for gennem en nyligt indgået aftale mellem Marvel Comics og Dabel Brothers er det lykkes at få sat ansigt på Anita og hendes vampyr-tilbeder Jean-Claude, uden tvivl til stor glæde for den hastigt voksende kvindelige fanskare som har været med til at skabe denne subgenre til den traditionelle vampyr historie, ofte benævnt “Dark romance”.

Anita Blakes gotiske verden

755new_storyimage4050102_full.jpgAnita Blake er egentlig ikke vampyrjæger af proffesion, hun er “animator”. Det betyder ikke at hun sidder og arbejder på tegnefilm, men at hun har evnen til at kunne genopvække de døde. Det er en nyttig evne at have i Anitas verden, hvor folk gerne betaler en del for at få vækket arveonklen fra de døde for at få afgjort et omstridt testamente.

Som de fleste nok har gættet, så er Anitas verden ikke helt som den vi andre lever i. Laurell K. Hamilton har nemlig valgt en lidt anderledes måde at bortforklare at vampyrer, varulve og andre monstre optræder i hendes historier – det gør de nemlig efter tilladelse fra højesteret! I Anitas verden har nogen nemlig på et tidspunkt før den første af historierne anlagt en sag med påstand om at vampyrer også er en slags mennesker, ihvertfald en slags levende væsner.

Det har ført til at vampyrerne ikke længere gemmer sig i skyggerne, men er kommet ud af skabet og driver størstedelen af nattelivet i St. Louis. Her er det så at Anitas anden beskæftigelse kommer ind i billedet. Vampyrerne har nemlig kun opnået deres borgerrettigheder så længe de ikke suger nogens blod mod deres vilje, I modsat fald udstedes der en retskendelse på at de skal skaffes af vejen og vampyrjægere som Anita tager sig af at sikre at der bliver drevet en træpæl gennem lovovertræderen.

Anita Blake hos Marvel

Gennem aftalen mellem Marvel Comics og Dabel Brothers er der blevet banet vej for at Anita Blake nu indtræder i tegneseriernes verden. Laurell K. Hamilton indrømmer selv at hendes kendskab til dette medie er forholdsvist begrænset, men hun har været så heldig at kunne trække på sin mand der har læst tegneserier i mange år.

Resultatet indtil videre er ganske imponerende, i form af seks numre baseret på den første bog om Anita Blake “Guilty Pleasures”. Guilty Pleasures er navnet på et etablisement i vampyr-distriktet hvor handlingen sættes i gang da Anita lokkes i byen under foregivende af at skulle deltage i en polterabend for en veninde. Men det viser sig at vampyrerne gerne vil have fat i Anita af deres helt egne grunde, og ikke fordi hun har dræbt adskillige af deres slags i embeds medfør, men fordi de gerne vil have hende til at standse en anden som gør det på eget initiativ.

Sex, vold og vampyrer

Som serien om Anita blake har udviklet sig er visse elementer blevet mere fremherskende, dels er de forbrydelser som Anita bliver involveret i endt med at være ganske voldsomme og blodige, dels er den i begyndelsen forholdsvist moralske og tilbageholdende Anita begyndt at udvikle sig i en mere eksplicit erotisk retning efterhånden som hendes forhold til Jean-Claude udvikler sig.

På sin egen officielle hjemmeside fastholder forfatteren at denne udvikling kan forsvares

Two things I do well in books are sex and violence, but I don’t want gratuitous sex or violence. The sex and violence are only as graphic as need be. And never included unless it furthers the plot or character development.

Det kan derfor godt undre at et mainstream forlag som Marvel har valgt at binde an med Anita Blake, men udtalelser indtil videre har været at man mener godt at kunne håndtere det erotiske indhold på en måde så man ikke kommer i konflikt med de snævre amerikanske moralbegreber når det kommer til den slags indhold. Indtil videre ser Marvels satsning da også ud til at have været helt rigtig, det første nummer af “Guilty Pleasures” er allerede genoptrykt flere gange (hvis man ikke har læst det er en elektronisk udgave tilgængelig på Marvels hjemmeside – det kræver dog at man registerer sig som bruger og logger ind for at få lov til at læse. Men selve kontoen hos Marvel koster ikke noget. Mere information kan findes på http://www.marvel.com/digitalcomics/).

Et andet fremtrædende punkt i Laurell K. Hamiltons bøger som derimod netop har tigget om at blive omsat til et mere visuelt medie er de medvirkendes påklædning. Men fristes næsten til at synes at forfatteren må have en beklædnings-fetish efter at have arbejdet sig igennem den meget udførlige beskrivelse af både Anitas og diverse vampyrer og varulves påklædning fra scene til scene efterhånden som historierne udvikler sig. Der er ingen tvivl om at vampyrers modesans har udviklet sig en del siden Dracula i sin tid dikterede det klassiske kjole og hvidt med slængkappe som de rigeur.

Dark romance som tegneserier

659new_storyimage9288325_full.jpgSidst men ikke mindst kan man håbe at Laurell K. Hamiltons gennembrud til tegneseriegenren vil føre til at flere af hendes kolleger får samme muligheder. Der findes en lang række ganske glimrende, ofte kvindelige, forfattere indenfor dette område der blandt andet har fået betegnelsen Dark Romance, for eksempel Kim Harrison og Kelley Armstrong. Men mandlige læsere skal ikke lade sig afskrække af brugen af orde “romance” i genrebetegnelsen, der er masser af sex og action i historierne ved siden af de oftest ganske veldrejede hekse, vampyrer og varulve.

Ud over fortællingerne om Anita Blake er Laurell K. Hamilton forfatter til endnu en længere serie om Meredith Gentry, en efter sigende ligeså erotisk historie som udspiller sig blandt elver. Desuden har hun udgivet et par mindre novellesamlinger og bidraget med to bøger baseret på Star Trek TNG og Ravenloft rollespillet.

Læs mere på på Marvels forum for Dabel Brothers serier: http://www.marvel.com/comics/Dabel_Brothers

Marvel har også udsendt et podcast om aftalen med Dabel Brothers og Anita Blake serien, der er mulighed for at lytte på denne adresse: http://www.marvel.com/news/comicstories.653.

 

Udgivet af

Kent Damgaard

Kent Damgaard er til daglig en stille og fredelig konsulent i IT branchen, men når mørket falder på skifter han til sin hemmelige identitet og skriver om superhelte, vampyrer, varulve og andre gode og rare ting på forskellige websites. Ud over Tegneseriesiden bidrager han til www.comicwiki.dk og forummet på www.comiczone.dk. Sidstnævnte har han fungeret som nyhedsredaktør for i en årrække. Indenfor tegneserier foretrækker han amerikanske superhelte, detektiver og horror, gerne ting der rækker tilbage til de gode gamles politiske ukorrekte pulp dage.