Rekorderne bliver ved på Comicwiki

Normalt plejer vi her på tegneseriesiden jo at være på pletten når vore venner ovre på ComicWiki “fylder rundt”. Men denne gang så det ud til at komme bag på selv ComicWikis egne folk. I hvert fald gik der et lille stykke tid fra det runde tal blev nået til at grafikken der signalerede den nye rekord kom op.

Personligt var jeg nok også lidt overrasket over at det kunne lykkes. Da man nåede 6000 sider var jeg sikker på at nu var tilstrømningen toppet og det ville flade ud og mere blive forbedringer af eksisterende artikler, men en lang række fans ville det anderledes og der bliver stadigt søgt i mangt en støvet krog af leksika, antikvariater og sjældent besøgte sider på internettet efter nyt stof som må med, så lur mig om ikke 2009 vil byde på en ny rekord i form af 8000 sider.

På det lidt mere lokale plan kan jeg så bryste mig med at have skrevet mig ind i et fornemt selskab på kun fem personer der har leveret 1000 bidrag eller mere til Comicwiki. Indlæg nummer 1000 blev som planlagt om [[Michael Alan Nelson]], den amerikanske forfatter og musiker som står bag serierne [[Fall of Cthulhu]] og [[Hexed]]. Sidstnævnte blev blandt andet omtalt af Ulf som ugens tip for ganske nyligt og det er en serie der er værd at holde øje med.

Det tog omkring to år at få de 1000 bidrag lagt op, fra december 2006 til nu – men selv om jeg tager to år og 1000 bidrag mere vil det sikkert ikke være nok til at få lagt alt hvad der er vigtigt om den amerikanske tegneserie, Marvel universet, DC’s helte og alle de små oversete forlag op på ComicWiki. Så der er stadigt brug for unge og entusiastiske kræfter der har lyst til at være med.

Vi ses på ComicWiki.

Udgivet af

Kent Damgaard

Kent Damgaard er til daglig en stille og fredelig konsulent i IT branchen, men når mørket falder på skifter han til sin hemmelige identitet og skriver om superhelte, vampyrer, varulve og andre gode og rare ting på forskellige websites. Ud over Tegneseriesiden bidrager han til www.comicwiki.dk og forummet på www.comiczone.dk. Sidstnævnte har han fungeret som nyhedsredaktør for i en årrække. Indenfor tegneserier foretrækker han amerikanske superhelte, detektiver og horror, gerne ting der rækker tilbage til de gode gamles politiske ukorrekte pulp dage.

2 tanker om “Rekorderne bliver ved på Comicwiki”

  1. Som udsendt fra ComicWiki, og grafiker på vores lille rekord logo 7000 sider, skal jeg takke for de varme ord og ikke mindst hele tegneseriesidens bidrag, der efterhånden er ganske synlige på siden.

    Og JA! De 7000 sider kom bag på os, det er jo slet ikke til at følge med — der er ret meget indhold, hvis man skulle printe det ud og stable det.

  2. ComicWiki er ved at blive et rigtigt leksikon. Men hvis det indenfor rimelig tid skal blive mere udførligt og dække en rimelig stor del af de danske tegneserier med beskrivelser, er der brug for flere skribenter. Det ville især være fint hvis man kunne finde personer til at dække de områder, som hidtil ikke er beskrevet særlig godt, f.eks. klassiske danske serier, Illustrerede Klassikere o.s.v.
    Så fortæl endelig videre at der er brug for flere skribenter på ComicWiki.

Der er lukket for kommentarer.