Ratings på tegneseriesiden – hvad synes du?

Når vi skriver anmeldelser på tegneseriesiden, svinger vi os højst op til et “anbefales / anbefales varmt / anbefales ikke” – der er med andre ord ikke “9 ud af 10 kirby-dots” eller hvad man nu kunne finde på. Nogle nyere anmeldelser går endda væk fra “anbefales”-systemet, så man kun har selve anmeldelsen at gå efter. Gisp!

Bevæggrundene er bl.a. at er man i tvivl om hvorvidt vi har fat i en god tegneserie når man når til anmeldelsens afslutning, så er der sandsynligvis tale om en uklar anmeldelse og dem fører vi ikke. Står der “fantastisk” eller “fremragende” i en anmeldelse er det nok fordi … det er et fantastisk og / eller fremragende værk vi har med at gøre. Længere bør den ikke være.

En anden grund til at vi har valgt udenom at rate ting er at der skal ligge nogle rimeligt strenge regler for ratingsystemer, da de ellers meget nemt kan blive ubrugelige – en anmelder er ikke nødvendigvis lige så flink som en anden og man kan meget nemt ende i noget rod a la “hvorfor har hovedværk x ikke fået lige så høj karakter som perifært værk z? Snyd! ARGH! NØRDVREDE!!!”

Dette leder til den egentlige grund til at vi ikke har ratings på siden: de kommer meget nemt til at fungere som absolutte størrelser og vores anmeldelser er tænkt som de direkte modsatte, nemligt subjektive øjenåbnere (eller øjenlukkere i de grelle tilfælde) overfor dele af tegneseriemediet – “se, hvad jeg har læst – er det ikke fantastisk?”

Nu overvejer vi så lidt, om vi skal indføre et ratingsystem alligevel – ikke så meget fordi “all the cool kids are doing it”, men mere fordi vi efterhånden har hørt flere tilkendegive at de savner dem.

Menøeh … hvad synes du? Vil det gøre anmeldelserne mere eller mindre brugbare at inkludere ratings, er det at sælge ud for vildt eller en længe tiltrængt forbedring? Giv lyd, giv lyd!

Udgivet af

Ulf Reese Næsborg

Ulf Reese Næsborg er født i 1971, og har læst tegneserier siden da, hvilket vil sige at han har læst stort set samtlige albumudgivelser i Danmark indtil starten af 90'erne, hvor han begyndte at læse overvejende udenlandske tegneserier. Læser mest amerikanske tegneserier, både fra 'de to store' og fra Indie-udgivere. Yndlingsforfatterne er Grant Morrison, skarpt efterfulgt af Alan Moore, men han har også et blødt punkt for Brian Michael Bendis, J. Michael Straczynski og Brian K. Vaughan. Han er manden bag tegneseriesiden og som sådan den man skal kontakte hvis man har generelle spørgsmål eller kommentarer til siden.

19 tanker om “Ratings på tegneseriesiden – hvad synes du?”

  1. Mig som læser:
    Jeg har TRAVLT. Så hvis I sætter karakterer på, falder jeg nok ofte i fælden med kun at læse karakteren og så springe anmeldelsen over. Så det må I hellere lade være med.

    Mig som forlægger:
    Ja tak, dem kan jeg evt. bruge i reklameøjemed.

  2. Hej Steffen

    Jeg må indrømme jeg ikke helt forstår hvorfor du som forlægger vil have en karakter på – nu sidder jeg tilfældigvis og skal lave en anmeldelse til Himmelskibet af de 4×676 som Ulf har anmeldt her på siden og netop de hæfter er så specielle at jeg slet ikke kan forestille mig hvordan hulen jeg skulle presse ned i et talsystem. De virker meget som personlige værker fra de forskellige kunstnere, og jeg kan ikke lide ideen om at skulle reducere en person til et tal uden en fornuftig forklaring ved siden af.

    Det er lidt som med karaktersystemet fra skolen, mens man er der er det frygteligt vigtigt, men i en større sammenhæng er det ligegyldigt i forhold til hvad man laver resten af sit liv – det påvirker ikke mit køb om en tegneserie har fået 3,5 eller 3,7 i en anmeldelse, som man gør det nogen steder.

    Faktisk vil jeg hellere læse fem sætninger fra skaberen af serien om hvad vedkommende mener om sit værk og sin tilgang til arbejdet end en hel stabel anmeldelser eller alternativt en beskrivelse af hvorfor den er god eller dårlig fra en person hvis dømmekraft og smag jeg kender.

    Hmmm … må hellere stoppe inden jeg snakker mig helt ud af mit side-job som anmelder :)

  3. “Jeg må indrømme jeg ikke helt forstår hvorfor du som forlægger vil have en karakter på”
    Jamen det sagde jeg jo lige: Det kan smækkes på en reklame. (Men som sagt har jeg to kasketter, og den anden er uenig.)

    “Faktisk vil jeg hellere læse fem sætninger fra skaberen af serien om hvad vedkommende mener om sit værk og sin tilgang til arbejdet”
    Det er jeg faktisk kun interesseret i, hvis jeg allerede har læst værket og fundet det godt. Hvad velmenende gennemsnitskunstnere synes om deres ting, er jeg ligeglad med.

    “alternativt en beskrivelse af hvorfor den er god eller dårlig fra en person hvis dømmekraft og smag jeg kender.”
    Det bruger jeg også. Men en god anmelder formår at argumentere objektivt for, hvorvidt og hvordan et værk lykkes.

    Mht 676erne håber jeg da, at de får hver sin anmeldelse/karakter – det giver ikke mening at bedømme dem samlet. Men hver for sig synes jeg ikke de er mere specielle end Thorgal, Garfield, Blake & Mortimer og Jimmy Olsen. Hvis disse fire serier kan talbedømmes, kan 676erne også. Alle benytter billeder (og de fleste også ord) til at fortælle en historie – og gør det på hver sin måde. Det er jo ligetil.

  4. “Hvad velmenende gennemsnitskunstnere synes om deres ting, er jeg ligeglad med.”

    Det er måske dårligt formuleret – det jeg er interesseret i er ikke om de synes det er godt eller skidt, mere hvad det er de har forsøgt at gøre med deres værk. Rigtigt meget af det jeg læser tager afsæt i enten kendte figurer, et litterært forlæg eller eller en velkendt genre, så man kan som regel hurtigt pejle sig ind på om vedkommende har forstået det eller er på dybt vand – som de folk der efter Dark Knight snakkede om at lave en mere mørk og dyster udgave af Superman :-)

    “Mht 676erne håber jeg da, at de får hver sin anmeldelse/karakter.”

    Jeg havde tænkt noget med at give dem hver sin karakter og så tage gennemsnittet som en samlet karakter ;-) Nej HS bruger såvidt jeg har forstået ikke at give karakterer, men jeg behandler dem som selvstændige værker, det er nødvendigt for jeg havde meget forskellig oplevelse af dem. Men generelt er jeg positiv overfor projektet, selv om det er meeeeget langt ude i periferien af hvad jeg normalt læser af tegneserier.

  5. Ratings på Tegneseriesiden? Nej tak!

    Som læser er jeg interesseret i præsentationen af tegnestilen og historien, ikke antallet af stjerner eller blyanter. Anmelderens personlige præferencer og antipatier kan være underholdende, men ikke afgørende.

    Som lejlighedsvis anmelder er det mig meget imod at uddele point efter et system, eftersom sådanne uvægerlig vil virke reducerende og forsimplende i forhold til både anmeldelsen og det anmeldte værk. Ratings er i bund og grund intetsigende – og dermed uretfærdige.

    Med Vilhelm Grønbechs ord: “Et system der lægger an på karakterer – i flertal – hører hjemme i helvede.”

  6. Jeg har som sådan ikke noget imod et karaktersystem. Det skal bare være gennemtænkt. Selv Bogart endte med at uddele hatte og blev kritiseret voldsomt for det i starten, men alle endte da med at acceptere det. Karakterer har også den fordel, at anmelderen kan bedømme det hårdt, men alligevel give en god karakter, fordi det f.eks. inden for sin genre leverer varen uanset, hvad man måtte mene om værket i øvrigt. Det gjorde Ole Michelsen ofte med f.eks. actionfilm eller børnefilm.

    Jeg kan ikke blive enig med mig selv om, hvilken skala, der fungerer bedst. Om det skal fem eller seks stjerner, blækhuse, talebobler eller hvad I nu finder på. Det går som regel galt, fordi man ender med at bruge halve karakterer og den slags.

    På den anden side kan halve karakterer fungere, hvis man bruger 13-skalaens indeling. Der er ti karakterer, som er godt beskrevet:

    http://da.wikipedia.org/wiki/Karakter_(bed%C3%B8mmelse)#13-skalaen

    Det vil sige fem er topkarakter og det er for det “For den usædvanlig selvstændige og udmærkede præstation” og skal gives meget sjældent. Vi taler “Dark Knight Returns”, “Watchmen” og lignende unikke mesterværker. Et “almindeligt” mesterværk kan kun opnå 4.5.

    Men det kommer jo an på, hvor grov inddelingen skal være. En grov inddeling har sine fordele, men der er en tendens til at det meste får middelkarakter og at der meget sjældent gives under middel. Det er i hvert fald mit indtryk. Eller også er det fordi de ting, der får én stjerne, aldrig bliver hypet :-)

  7. Som sådan kan jeg ikke rigtig bruge en karakter i forbindelse med selve anmeldelsen til noget, anmeldelsen skulle gerne tale for sig selv.
    Men hvis på et tidspunkt finder på at sætte jeres anmeldelser i et index, så kan jeg godt se at stjerner eller lignende kan være en måde brugerne af siden hurtigt kan pejle sig ind på noget fedt, når de leder efter inspiration til nye tegneserieindkøb.

  8. Ifølge et gammelt mundheld skal smag ikke diskuteres, og det er da også svært. Ikke desto mindre er det netop, hvad anmelderen forsøger gennem argumentation.

    Som tidligere nævnt er jeg interesseret i at få tegnestilen og historien præsenteret, men naturligvis bør anmelderen også argumentere for sin smag. Hvad er det der gør FLASH GORDON så god, at du, der ellers er til MANGA og MARVEL, bør læse den?

    Umiddelbart ville jeg gå langt udenom for eksempel SCOTT PILGRIM, men efter at have læst Ulf Reese Næsborgs underfundige anmeldelse giver jeg den (måske) en chance. Hvis et par hundrede ord kan slå blot en flig af læserens fordomme, kan anmelderen være tilfreds.

    Sjovest er det selvfølgelig, når anmelderens egne fordomme bliver udfordret, men det er – i denne forbindelse – et sidespor. Pointen er, at et karaktersystem reducerer argumentationen i urimelig grad.

    Og for resten: not all the cool kids are doing it – se for eksempel de forbilledlige anmeldelser i THE COMICS JOURNAL.

  9. Hele denne diskussion – og dens “søsterdiskussion” på Facebook – har tvunget mig til endnu en gang at hive mine motiver til at køre tegneseriesiden op af tasken og se på dem efter i sømmene, og det er jo altid en god ting.

    Hvad har jeg så fundet ud af? Da jeg lavede tegneseriesiden var det med det formål at formidle (primært) gode tegneserier til vore læsere og gøre det med integritet og entusiasme og uden skelnen til andre sider om tegneserier. Det er stadig, her tre år efter, sidens primære fokus og vil forblive at være det så længe jeg har noget at skulle have sagt.

    Jeg synes at anmeldelse og tips skal og bør kunne stå for sig selv. Jeg synes at jeg vil overlade karakterer, afstemninger og lignende til de øvrige tegneserie-hjemmesider på nettet. Altså: ingen ratings i denne omgang; selv om jeg sagtens også kan se fordele, synes jeg ikke de opvejer ulemperne.

    Ikke dermed sagt at der ikke er ting, som vi kan gøre bedre på siden – læsbarheden af de ofte lange tekster er blevet nævnt, både her og flere andre steder – og her arbejdes der i fuld sving, dels på en løsning her og nu og dels på et endnu bedre design af siden. Jo da.

  10. At rate eller ikke at rate – det er spørgsmålet. Undskyld det lidt forsinkede indlæg; det er såmænd ikke fordi jeg har nogle epokegørende udsagn at komme med, blot et par henkastede indspark…

    Jeg er personligt vild med at rate alting på en skala fra 1-10 (og mht. Himmelskibet, så vælger hver enkelt anmelder selv om de vil give det anmeldte materiale en karakter; jeg gør det selv, og håber på den måde at starte en almen praksis); jeg finder faktisk sådan et tal meget sigende (mens 6-tals-systemet til gengæld ikke siger mig så meget). Men jeg forstår (og støtter også op om) anti-rating-holdningen. Det er klart at man ikke bør bedømme en bog udfra dens cover, og således heller ikke en anmeldt tegneserie udfra et enkelt tal. Anmeldelsen bør være tilstrækkelig sigende. Et tal kan i nogle tilfælde fjerne tvivlsspørgsmål hos læseren, hvis anmelderens holdning nu ikke er formuleret helt klart. Men jeg synes det er fint nok at I ikke vil bruge et rating-system.

    Dog vil jeg lige nævne at et af de fedeste rating-systemer jeg er stødt på, var på et comics website engang for nogle år siden. I stedet for “anbefales” / “anbefales varmt” / “anbefales ikke” (som i realiteten, hvis nu der anmeldes lige mange af hver slags, siger at to tredjedele af de anmeldte ting er værd at købe), skrev de således: “Buy it” / “Borrow it” / “Bury it” – hvilket i realiteten kommunikerer at to tredjedele at de anmeldte ting *ikke* er værd at købe! Bortset fra min elskede 1-10-skala, så synes jeg at Buy/Borrow/Bury er det smarteste rating-system, jeg har set. Det passer godt til mit (nutildags) meget kritiske temperament. For det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg synes at de fleste nye tegneserier rent kvalitetsmæssigt ikke er pengene værd. Hvis det var mig der skrev alle anmeldelserne her på siden, så ville denne side være domineret af sortsyn og pessimisme, og det er jo ikke sjovt for nogen. Så jeg er bestemt glad for at d’herrer Ulf og Kent m.fl. kan bibeholde et ungdommeligt syn på de kulørte bøger (nu er det jo sjældent hæfter længere…)! :-)

    Jeg synes i øvrigt at sidens design og læsbarhed er helt fin som den er.

  11. Jeg ser for mig et panel til næste Fantasticon, Tue og Jørgen Bitsch mod Ulf og Kent om emnet “Tegneseriens undergang” (skamløs markedsføring af den sidste del af vores interview med Jørgen Bitsch som snart kommer her på siden).

    Din 3B skala er faktisk ikke så skidt endda. Det er nu meget sjældent at jeg overhovedet gider skrive en anmeldelse af noget i kategorien “Bury it”, fordi jeg ofte skrider direkte til handling – så hvis nogen ser mig ude i Søndermarken efter mørkets frembrud med en lille skovl i hånden så er det kun en dårlig tegneserie der er tale om :) Det er jo så vores svaghed i forhold til de kommercielle medier.

  12. Svaghed – eller styrke? :-) Det er klart at man, når man ellers kan vælge selv (de kan de professionelle jo ofte ikke), helst anmelder ting man er specielt (og positivt) interesseret i. Jeg har ofte set en film som jeg egentlig havde planlagt at anmelde, men som så viser sig at være for dårlig til at jeg gider.

    Hvis Mr. Bitsch er enig med mig (sådan cirka) mht. tegneserie-industriens sørgelige tilstand, så er jeg da med på et sådant panel… :-)

    Vi ses nok ude i Søndermarkens mulm og mørke…

  13. Jeg startede jo i sin tid tegneseriesiden, fordi jeg syntes der var en masse gode tegneserier derude, som gik en masse læseres næse forbi, og derfor er der klart en overvægt af positive anmeldelser – “What I saw out there was wonderful – come, follow me!” som Clive Barker sagde engang.
    Det synes jeg sådan set stadigvæk, og derfor er tegneseriesiden fra min side ment som en slags øjenåbner til tegneseriens vidunderlige verden – samt, i særligt grelle tilfælde – en stay the hell away. Ikke kun synes jeg det er en styrke; for mig er det i virkeligheden den eneste måde det giver mening at beskæftige sig med mediet på.

    Og jeg er også klart med på et panel, og hvis Bitsch ikke er med dig, kan vi sikkert finde en anden som er.

  14. Joh, men nu skal vi jo helst heller ikke bekrige hinanden, vel! :-) Så hvis vi laver sådan et panel, så må vi hellere vinkle emnet på en konstruktiv måde.

    Mine kommentarer skal selvfølgelig heller ikke forstås sådan at jeg misbilliger denne sides eksistens – tværtimod. Jeg er utrolig glad for at der er nogen der holder fanen højt! For 20 år siden ville jeg selv have været den mest entusiastiske bidragsyder! Men nu hvor jeg har gennemlevet en klassisk æra for superheltetegneserierne synes jeg at de nyere serier lader meget tilbage at ønske. Især er heroismen og idealismen ganske forsvundet, så superheltene er ved at blive det som de autoritetsfjendske britiske forfattere altid har beskyldt dem for at være: det etablerede systems marionetter, som korrumperes af deres egen magt. Dét er væsensforskelligt fra hele idéen bag den amerikanske (Stan Lee-inspirerede) superhelt, som på et symbolplan er et anarkistisk destillat af alle menneskets ædleste værdier. Jeg mener ikke at superhelte som begreb giver nogen som helst konstruktiv eller interessant mening hvis de ikke er vaskeægte *gode* (omend menneskelige), *heroiske* og *idealiserede*. Superhelte handler om vores højeste moralske og menneskelige idealer; ikke om frygt for og mistillid til vores magthavere. Heltene repræsenterer en frigørende og motiverende handlekraft som er 100% af det gode. Superheltegenren er (eskapistisk) allegori. Siden Quesada og Bendis overtog styringen i år 2000 (og problemets begyndelse ligger endda længere tilbage endnu) har genren imidlertid fået en massiv indsprøjtning af (ikke-eskapistisk) realisme, hvilket en del publikummer åbenbart anser for et fremskridt. Desværre er der reelt tale om genreforvirring, og -forvitring. I stedet for en effektiv all-ages vinkel har serierne nu fået en mainstream voksen-vinkling som har langt mindre potentiale for storladen symbolik og dobbelte betydningslag (både for børn og voksne). Og så er der jo også lige Decompressed Storytelling, som har gjort kål på to tredjedele af et typisk hæftes handlingssubstans… Grrr! Ja, det kunne jeg snakke længe og bittert om…. De nyere serier lever simpelthen ikke op til mine kvalitetsstandarder, og jeg har tænkt mig at fokusere mine samler-aktiviteter stadigt mere omkring det jeg mener er the true Marvel Age: årene 1961-1991. Faktisk planlægger jeg at gå så langt som til at skille mig af med en ret stor del af de serier jeg ejer fra 1991 og op til nu.

    Men altså, der er jo altid nogle enkelte lyspunkter, uanset hvor galt det ellers bliver. Jeg abonnerer stadig på en håndfuld serier som jeg godt kan lide (f.eks. Conan, Fables, Fear Agent, Top Ten, Wonder Woman, m.fl.), og følger stadig enkelte forfatteres nye arbejde (f.eks. Busiek – så længe det varer), men Marvel er der f.eks. ikke meget tilbage af som jeg finder appellerende. Dan Slott er en lovende forfatter, så jeg skal lige have læst hans Spider-Man historier, men hvis de ikke er gode, så tror jeg nok at jeg er ved at ende mine dage som Marvel-køber. Terribly sad, really…

    Men jeg trives nu også i bedste velgående med genudgivelserne af de gode gamle ting, og det regner jeg da med at blive ved med. Udover Essential-“telefonbøgerne” fra Marvel (og de tilsvarende Savage Sword of Conan fra Dark Horse) køber jeg også de samlede udgaver af Mike Baron’s geniale serier Nexus og Badger som i øjeblikket udkommer fra hhv. Dark Horse og IDW. Og der er masser af godt gammelt Marvel-materiale som jeg bestemt planlægger at anskaffe mig i de nyeste, flotte samle-udgaver. Så det…

    Men de fleste af de serier der udkommer i øjeblikket, især mange af de ret populære, falder slet ikke i min smag. De stiller ikke min tørst efter godt superhelte-materiale, og hvad kan man så gøre andet end at blive nostalgisk omkring det gode gamle stof… :-/

  15. Jeg opfatter slet ikke noget angreb, bare rolig – dit engagement i mediet skinner tydeligt igennem og vi ved i vore hjerter at du elsker os. ;)

    Det er en meget interessant diskussion du tager hul på, og jeg vil gerne knytte et par hurtige bemærkninger til den:
    jeg var selv meget glad for briternes (især, men lad os nu ikke glemme Frank Miller) dekonstruktion af superheltegenren mens det gik for sig, men set i bakspejlet er der mange gode ting der røg ud med det badevand – først og fremmest holdt superhelteserierne op med at være sjove, og det er i mine øjne stadig en svaghed. Når jeg siger sjove mener jeg ikke nødvendigvis Spidey, der fyrer jokes af mens han slås eller Ice Man der smider sne på Wolvie, men sjove at læse fordi de ikke nødvendigvis tager sig selv alvorligt hele tiden.
    Når Batman åbner et skab i bathulen i Grant Morrisons JLA Classified og man kan ane hovedet af en Dalek (taget som trofæ, naturligvis), når jeg bliver viftet om næsen med vilde og storladne ideer, så er vi i mine øjne derhenne hvor superheltegenren virkeligt kan spille med musklerne – Lee & Kirby skar det ud i pap, da de satte deres supergruppe op mod Gud (Galactus). Whoa! Men jeg er så også større Kirby-fan end Lee-fan.

    Jeg tror stadigvæk at Moore og co.’s dekonstruktion af genren var nødvendig på det tidspunkt den kom – problemet var (og er delvis stadigvæk) at enhver dekonstruktion skal opfølges af en rekonstruktion for at give mening, og det var ikke tilfældet. Tværtimod fik gjorde en lang række mindre talentfulde forfattere dekonstruktionen til status quo, og stort set alle de etablerede helte gennemgik en “mørk” fase, som flere figurer (i mine øjne bl.a. Batman) den dag i dag lider under.

    Sjovt nok gav Moore (i Supreme) og nu også Morrison (med All Star Superman) gode bud på en rekonstruktion af heltene som helte, men det har endnu ikke rigtigt bredt sig til resten af mainstream. Det skal nok komme – jeg kan se det på vej flere steder (Geoff Johns Green Lantern, f.eks.), men samtidig er der også nogle helte der skal gå helt ud til grænsen af det heroiske, for at fungere (Wolverine er et eksempel).

    “Superhelte handler om vores højeste moralske og menneskelige idealer; ikke om frygt for og mistillid til vores magthavere.” skriver du, men jeg kan ikke se hvorfor de ikke kan gøre begge dele – der er tilfælde hvor vore idealer og den (berettigede) mistillid til magthaverne er modsætninger, og det er der en masse spændende historie i (Warren Ellis udforskede lidt af det – omend så subtilt som en elefant i en porcelænsbutik – i Black Summer, der udkom sidste år).

    Decompressed storytelling har klart sine ulemper – men i mine øjne også sine fordele, ligesom klassisk compressed storytelling også har det. Igen er der også gang en modreaktion – du nævnte Dan Slott, jeg har nævnt All Star Superman og Geoff Johns Green Lantern, men det bedste eksempel er i mine øjne Casanova af Matt Fraction. Check den.

    Jeg tror lidt at du maler fanden på væggen – men er det ikke tilfældet er der mange andre fantastiske tegneserier derude, mest udenfor men også i mainstream. Mediet lever og har det godt, men er i stadig udvikling. Verden er stor og fantastisk. (og nu bliver jeg nok snart nødt til at skrive en kronik, så vi kan få nogle flere med i denne spændende diskussion! ;) ).

  16. Jeg kan også godt lide Matt Fraction. Han er med på min meget korte liste over rimeligt gode forfattere på mainstream comics i dag. Jeg køber hans Invincible Iron Man, og har også haft et par gode stunder med hans Punisher War Journal. Jeg har også læst et nummer eller to af Casanova, og de var absolut OK. Der var nogle rigtig sjove og lidt Kirby-agtige koncepter i dem. Jeg kan ikke huske hvorfor jeg ikke læste videre, om det var et tilfælde eller om det var fordi jeg syntes at dampen gik af det efter et par numre. Men jeg burde nok tage et kig mere på dem.

    Udover Alan Moore respekterer jeg også Morrison en del, men hans stof er ret svingende, synes jeg. Han har det med at basere sine historier på chok-værdi (hvilket er et af mine generelle kritikpunkter mod britiske forfattere; Ellis og Millar er især slemme til det), hvilket meget nemt underminerer deres plads i et større handlingsunivers. Jeg syntes Morrisons X-Men led lidt af dette, og jeg var ikke særligt imponeret af dem (men der var da en del gode ideer i). Jeg har vist kun læst et enkelt nummer af hans Batman. Men All-Star Superman er sjov. Det ærger mig bare at det ikke har noget reelt impact på det klassiske handlingsunivers. Det er bare fantasihistorier.

    Jeg tror ikke at Moore mente Supreme som en rekonstruktion; det er mere en (genial) pastiche på gamle Superman-historier. Moore har generelt holdt sig udenfor Marvel of DC-universerne (med enkelte undtagelser), og lavet sine egne universer, hvilket også er fint nok. Jeg tror nu nok han kunne have lavet rigtig gode mainstream-ting (som han jo gjorde med Captain Britain), hvis ikke det var fordi han blev desillusioneret over arbejdsvilkårene og det politiske dobbeltspil (som da han blev lovet rettighederne til Watchmen så snart serien gik “out of print”, hvad den så aldrig gjorde)… men det er jo så et eksempel på at hvis man som serieskaber virkelig har format, så er mainstream-forlagene åbenbart ikke gearet til at håndtere det. Det er dog gået ganske godt med Neil Gaiman. Men der var jo en slem faux pas med Morrison, her i forbindelse med slutningen på Final Crisis, som skulle omskrives, så det ikke længere passede med hvad der var blevet bygget op til i 52-serien… Håbløst!! Gode forfattere får ikke lov til at skrive det, de vil. Det er en af mainstream-industriens begrænsninger.

    Ja, efter Miller’s Dark Knight skulle alle Batman-forfattere efterligne det, så det hele blev dark & gritty. Jeg kan personligt bedst lide Denny O’Neil’s Batman-historier fra perioden før Dark Knight. Jeg har i perioder fulgt nogle af de relaterede DC-serier (Robin, Birds of prey, Batgirl, Gotham Knights), og jeg må da sige at Batman-universet de senere år faktisk har fungeret ganske godt på mange punkter. Men dét indtryk, og fornemmelsen af en interessant udvikling, skinner kun igennem når man læser en hulens masser serier, og i sidste ende synes jeg ikke det er nok. Hver enkelt hæfte er for tyndt, ret historiemæssigt. Det er fedt med en storladen, kaleidoskopisk fællesbaggrund for alle serierne, men der skal også være en ordentlig historie på det umiddelbare plan i det enkelte hæfte. Ellers er det alt for dyrt, og tager for meget tid, at følge med. Investeringen giver ikke ordentligt afkast.

    Jeg ved ikke om jeg kan gå med til at “compressed storytelling” har ulemper. Selvfølgelig kan der være ekstreme eksempler, men jeg mener helt klart at standarden bør være et rimeligt niveau af substans. En typisk tegnserieside skal ikke består af 3-4 billeder der kun består at close-ups uden baggrunde (John Cassaday i Astonishing X-Men, f.eks., er såvidt jeg husker elendig til at få baggrunde med!). Og billederne skal ikke være horisontale, oven på hinanden, uden skyggen af sekventiel fortælleteknik. En god tegner skal kunne tegne andet og mere end flotte figurer; han skal også kunne tegne en baggrundsscene, et handlingsmiljø, et ordentligt landskab, etc. Hvis du kigger i ældre tegneserier (fra før ’90erne), så er der tit billeder af hele miljøer; f.eks. bare et kontormiljø, hvor man ser hele det møblerede kontor med flere personer i det, og luft mellem personerne, så det rent faktisk ser realistisk ud! I dag er de fleste stilarter langt mere stiliserede, så det ikke behøver at se realistisk ud. I ikke-action-scener ser man typisk kun figurenes overkroppe, og de står ofte meget tæt på hinaden i små forkrampede lokaler. Min reaktion: ØV!

Der er lukket for kommentarer.