Stan Lee kommenterer den amerikanske valgkamp

Nej vi er nået ud over Tegneseriesidens kvote af aprilsnarer for i år. Mens den amerikanske valgkamp kører for fuld tryk udgiver Stan Lee en bog med politiske jokes. Titlen bliver “Election Daze”.

Udtrykket “Super-tirsdag” får en anden klang når man ser det i denne sammenhæng, men Stan Lee har faktisk begået sig i mange andre genrer end superhelte, det er kun på grund af den massive success han endte med at få hos Marvel Comics at man glemmer hans tidligere forsøg.

I “Election Daze” ser man Stan Lees bud på hvad politikerne egentlig siger, takket være en række fotos med talebobler og forskellige indspark fra den aldrende tegneserie-ikon. Denne form er bestemt ikke ny, Stan Lee forsøgte sig faktisk med den i 60’erne i “You Don’t Say!”. Resultatet er nok mere Mad Magazine end Marvel Comics, men for interesserede kan bogen købes blandt andet via Amazon.

Mere information kan findes i denne artikel fra Comics bulletin.

Eksempel fra ‘Election Daze’

Udgivet af

Kent Damgaard

Kent Damgaard er til daglig en stille og fredelig konsulent i IT branchen, men når mørket falder på skifter han til sin hemmelige identitet og skriver om superhelte, vampyrer, varulve og andre gode og rare ting på forskellige websites. Ud over Tegneseriesiden bidrager han til www.comicwiki.dk og forummet på www.comiczone.dk. Sidstnævnte har han fungeret som nyhedsredaktør for i en årrække. Indenfor tegneserier foretrækker han amerikanske superhelte, detektiver og horror, gerne ting der rækker tilbage til de gode gamles politiske ukorrekte pulp dage.