Fem år i tegneseriens tjeneste!

Den her type indlæg skal traditionelt indledes med et tilbageblik, og jeg føler mig i dagens anledning meget traditionsbundet:

For fem år siden sad jeg en sen nattetime og flyttede tegneserieanmeldelser fra min personlige blog til mit nyindkøbte domæne, tegneseriesiden.dk (nej, jeg havde ikke en flok reklamefolk til at brainstorme det catchy, sexede navn). Tidligere på dagen var domæneregistreringen gået igennem, og nu sad jeg med sovende baby i skødet og lagde sidste hånd på værket.

Det vil sige, “sidste hånd” er naturligvis et håbløst naivt koncept når man snakker om et site som tegneseriesiden, for der har ikke været mange rolige øjeblikke siden da – for det meste på den fede måde.

Det hele var en noget anden form end i dag, men det kan man se i mit forrige tilbageblik. Siden da har vi været meget mere igennem – bredere emnedækning, flere skribenter, kåringen som bedste tegneseriesite i universet nogensinde (eller hvordan det nu var) og meget andet. Nu sover siden, i al fald udadtil, men mon ikke den snart rejser sig igen som den har gjort så ofte før?

For mit vedkommende har det været fem fantastiske år: udover at have skrevet små 350 indlæg – 140000 ord – har mit arbejde med siden bragt mig vidt omkring, skaffet mig nye venner og i det hele taget været en stor, stor gevinst i mit liv. Tak for det, alle jer som har været implicerede – alt andet lige allermest tak til de mange skribenter (11 i alt), som på et eller andet tidspunkt har skrevet til siden.

Og så har jeg vist lige en artikel eller to, som skal skrives…

Krazy Kat: Kærlighed og Kunst i George Herrimans Kuriøse Kosmos

“Darn few comic strips challenge their readers any more.”
– Bill Watterson

Ignatz i en klassisk situationDet begyndte nærmest som en pludselig indskydelse i bunden af en avistribe i 1910. George Herriman, der syntes, at der var plads til lidt ekstra, tegnede en mus, der i bedste slapstick-tradition smed en mursten i nøden af en kat. Små tre år efter fik katten og musen deres egen selvstændige stribe – KRAZY KAT.

Striben blev en øjeblikkelig succes, men der gik ikke mange år, før den mistede sin appel til den brede smag. Læserne klagede til redaktørerne, som klagede til deres chef, William Randolph Hearst. Her kunne historien om KRAZY KAT være endt, for som enhver god kapitalist forstod Hearst hensynet til den laveste fællesnævner.

Hearst-aviserne var berygtede for at jage sensationer og for at sponsorere begivenheder, som så blev rapporteret som nyheder (”yellow journalism”). Men aviskongen havde en anden og mere idealistisk side. Hvor for eksempel andre amerikanske aviser underspillede jødeforfølgelserne i Nazityskland, gik Hearsts tabloidaviser mod strømmen.

KontactNår KRAZY KAT alligevel fortsatte (om end med mindre og mindre udbredelse), skyldtes det simpelt hen, at Hearst elskede den. Det har utvivlsomt også spillet en rolle, at striben havde fundet et lille og trofast publikum blandt et segment, der ellers nødigt ville gribes på fersk gerning med snuden i en af Hearsts sensationslystne aviser, nemlig de intellektuelle. Således havde kunstkritikeren Gilbert Seldes allerede i 1924 udnævnt KRAZY KAT til et af de største amerikanske kunstværker, og en jazzballet var blevet opført på Broadway.

Ifølge George Herriman var KRAZY KAT hverken udtænkt eller født: ”it jes’ grew” mens han arbejdede på humørstriben THE DINGBAT FAMILY.

Familien Dingbat og dem nedenunder

THE DINGBAT FAMILY, der blev trykt første gang i juni 1910, handlede om den lille og komisk udseende E. Pluribus Dingbat, der levede med sin kone og to børn i en beboelsesejendom i New York. Mr. Dingbat havde sine problemer med familien, men da de samme år fik nye overboer skiftede striben karakter og navn til THE FAMILY UPSTAIRS.

The Family Upstairs
The Family Upstairs

Det særlige ved familen ovenpå var, at vi aldrig fik dem at se, men de larmede. Alene spektaklerne var slemt nok for Mr. Dingbat, men situationen (læs: hans nerver) blev yderligere forværret af, at alle hans forsøg på at klage til den støjende familie ovenpå mislykkedes. Ofte skete det med store personlige og økonomiske omkostninger for Mr. Dingbat selv, og heri lå stribens komiske omdrejningspunkt. Det hele endte med at ejendommen blev revet ned, familien Dingbat flyttede, og striben vendte tilbage til sit oprindelige koncept og titel.

Skønt såvel konceptet, miljøet og tegnestilen var forholdsvis tidstypisk (THE BUNGLE FAMILY, BRINGING UP FATHER), udviser striben flere af de særegne stilmæssige træk, som Herriman senere videreudviklede i KRAZY KAT, bl.a. protagonistens kompulsive adfærd og den varierede gentagelse. Og så var der det med katten og musen.

Familien Dingbat havde en kat, det var den, der nederst i panelet blev forulempet af en mus, uden at det havde nogen relation til stribens egentlige handling. Det udviklede sig så til et smalt panel under hovedpanelet, en underetage, hvor musen kunne gokke katten – nu navngivet Krazy Kat – med en mursten.

4 1910-jul-26
The Family Upstairs, 26/7 1910

Dette optrin stjal efterhånden læserens opmærksomhed fra hovedpanelet. En enkelt gang overtog de to dyr endog pladsen fra Mr. og Mrs. Dingbat, som så måtte flytte undrende ned i underpanelet. Der var ikke meget plads dernede, men alligevel formåede Herriman at fylde baggrunden med kinesiske pagodaer, minareter, kaktusser og totempæle – igen et særligt Herrimansk stiltræk.

Der blev også plads til en række bifigurer, hvoraf nogle senere flyttede med over i KRAZY KAT, bl.a. hunden Bull Pupp, der som Offissa Pupp blev det tredie medlem af en bizar kærlighedstrekant. I den nye stribe blev bylandskabet skiftet ud med et ørkenlandskab, Coconino County i det syd-vestlige Amerika.

Herriman fortsatte med THE DINGBAT FAMILY indtil 1916, hvorefter han primært koncentrerede sig om KRAZY KAT.

Missil of love, and iffection

Hvis man skal sige det kort, består KRAZY KAT af geniale variationer over en simpel formular: den malefikante Ignatz Mouse kaster mursten efter Krazy, der opfatter det som en kærlighedserklæring, mens hunden Offissa Pupp, som er romantisk forelsket i Krazy, opfatter musens handlinger som syndige.

En sær kærlighedstrekant
En sær kærlighedstrekant

Det slutter som regel med, at Ignatz arresteres og fængsles i sidste panel, men præventive anholdelser er også en del af Pupps beføjelser. Alligevel kan Ignatz ikke lade være, og det findes der en forklaring på. Der var nemlig engang, hvor musefolket levede lykkeligt, men så kom der en forfader til Krazy Kat og decimerede musene; Ignatz Mouse, hedder det, ser sig som hævneren af denne fortidige udåd.

Men Ignatz’ adfærd er simpelt hen for kompulsiv til, at vi kan tro på denne forklaring. Det skal da også indskydes, at dette indblik i forhistorien kom så tidligt som i 1912 og aldrig siden blev gentaget. Der er ingen grænse for Ignatz’ opfindsomme krumspring, når det gælder om at kaste murstenen, uden at lovens repræsentant opdager det, men selv når Offissa Pupp står lige ved siden af, kan Ignatz ikke styre sin trang.

Ignatz forsøget at lægge bånd på sig selv – forgæves. Krazy Kat, 6/1 1918
Ignatz forsøget at lægge bånd på sig selv – forgæves. Krazy Kat, 6/1 1918

Dertil kommer, at Ignatz hader pansere, hvilket skal ses i sammenhæng med spiritusforbudet og Pupps selvhøjtidelige personlighed, men man fornemmer, at lovovertrædelsen rummer en attraktion i sig selv. Offissa Pupp har en tilsvarende tvangsmæssig adfærd, idet hans livsmission er at søge synd, og straffe den. Ignatz og Pupp kan således anskues som et komplementært modsætningspar, der kredser om stribens stjerne, Krazy Kat.

Akvarel sendt til en fan, omk. 1925
Akvarel sendt til en fan, omk. 1925

Krazy har tre indbyrdes forbundne karakteristika: sorgløshed, simpelhed og nysgerrighed. Sorgløsheden, eller glæden, kommer bl.a. til udtryk i sange og dans. Når Krazy rammes af Ignatz’ mursten, bliver ”han” (forklaring på anførelselstegn følger) en ”heppy, heppy kat”. Hvis murstenen derimod udebliver, overfaldes Krazy af længselsfuld melankoli.

8 histor3

Simpelheden viser sig i Krazys umiddelbare tilgang til verden. Som med murstenen, således også med forholdet mellem Ignatz og Offissa Pupp, som Krazy kun kan forstå som en leg. Dette sorgløse og simple sind er kombineret med en nysgerrighed, der måske nok hører barnet til, men også er filosoffens, kunstnerens og videnskabsmandens adelsmærke.

Krazy lever i sin egen verden, men ikke isoleret fra omverdenen. Krazys verden er det udgangspunkt, hvorfra ”han” foretager sine undersøgelser af fænomenerne og tester dem mod sin logik. Holder en ildflue sig varm hele tiden, spørger ”han” Ignatz. Nej, lyder svaret. Er en honingbi sød? Da Ignatz igen svarer nej, udbryder Krazy: ”Daw-gawn!! What is what it’s called anyway?” Ignatz har svaret på rede hånd: “A Krazy Kat that’s krazy,” siger han, og kyler en mursten afsted.

Krazy Kat, 7/9 1918
Krazy Kat, 7/9 1918

Lewis Carroll, der i forordet til SYLVIE AND BRUNO bemærkede at ”No word has a meaning inseparably attached to it,” ville have forstået Krazy, men Ignatz er en helt igennem no-nonsense-mus. Af samme årsag irriteres han over, at Krazy ikke kender sit eget køn. I en stribe fra oktober 1915 står Krazy over for et seriøst – men rent spekulativt – dilemma: ”Y’see I don’t know whether to take unto myself a wife, or a husband.” Andetsteds bliver spørgsmålet mere konkret, idet Krazy adopterer en killing, men hvad skal killingen kalde Krazy, far eller mor?

Læserne var også forvirrede. Den skøre kat blev næsten konsekvent omtalt med det maskuline pronomen, men hvis Ignatz og Pupp var af hankøn, måtte Krazy vel være en hunkat. Når Krazy tilmed kunne optræde iklædt strutskørt, blev denne antagelse yderligere underbygget. Men på Herrimans tid blev det maskuline pronomen brugt generisk og henviste således til en person i almindelighed uden hensyn til køn.

10 k-i 6

Frank Capra udbad sig en afklaring og fik et svar af den slags, der ville have fået Ignatz til at gribe efter den nærmeste mursten: ”I don’t know. I fooled around with it once; began to think the Kat is a girl – even drew up some strips with her being pregnant. It wasn’t the Kat any longer; too much concerned with her own problems – like a soap opera. Know what I mean? Then I realized Krazy is something like a sprite, an elf. They have no sex. So that Kat can’t be a he or a she. The Kat’s a spirit – a pixie – free to butt into anything. Don’t you think so?”

Det vil føre for vidt at introducere alle de bifigurer, der sammen med den androgyne kat, musen og hunden udgjorde det brogede persongalleri i Coconino County. Men blandt de mere eller mindre faste medlemmer bør nævnes Kolin Kelly, fabrikant af mursten; Bum Bill Bee, filosoferende vagabond; og endelig Joe Stork, ”purveyor of progeny to prince, and proletariat”, som ingen ønsker at få besøg af.

Krazy Kat, 2/7 1922
Krazy Kat, 2/7 1922

Efterhånden som striben udviklede sig, blev Ignatz’ fjendtlige indstilling til Krazy mindre markant, og det står klart, at murstenen hele tiden har været noget andet og mere end blot voldshandling: den er et symbol. Hvis vi ser bort fra Offissa Pupps udlægning (”Sin’s most sinister symbol”) er Krazy måske ikke så skør endda i sin fortolkning af murstenen som et ”missil of love, and iffection”?

12 krazykat-1940

Somethin’ turva topsa in Kokonino Kounty

Der har været mange forslag til, hvad KRAZY KAT egentlig handlede om. Frank Capra, der skrev, at striben ”tilted cat whiskers at inhumanities”, udnævnte George Herriman til ”one of the first intellectual philosophers to comment entertainingly and shrewdly on life’s frustrations through the medium of the comic strip” (præcis som Capra selv gjorde i sit medium, filmen).

For digteren e. e. cummings handlede striben om demokrati (Krazy) som en balancegang mellem individualisme (Ignatz) og samfund (Pupp), mens en læser med teologiske tilbøjeligheder fandt en vision af Paradis før syndefaldet med Krazy som både Adam og Eva, Ignatz som slangen og Pupp som ærkeenglen Michael. Læsere med freudianske tendenser behøver nok ikke lede længe efter en passende udlægning, hvorimod mere neurovidenskabeligt orienterede kan se hunden, katten og musen som henholdsvis det præfrontale cortex, pattedyrshjernen og det limbiske system.

Krazy Kat, 9/8 1937
Krazy Kat, 9/8 1937

13aJournalisten og tegneserieforskeren Jeet Heer har foreslået, at KRAZY KAT dybest set handler om en ”inter-species love triangle”. Krazy er en sort kat, der elsker en hvid mus, der gengælder denne kærlighed med vold. Men den mest fordomsfulde er overraskende nok ikke Ignatz. I en episode, hvor han er blevet sværtet helt sort af sod, er det ham, der bliver udsat for vold af Krazy, idet Krazy fejlagtigt tror, at det er en fremmed mus fra Etiopien. I en anden episode har Krazy besøgt en skønhedssalon for at blive hvid, og dermed vække Ignatz’ interesse – hvilket virker, indtil Ignatz opdager sandheden under make-upen. I det omfang Krazy og Ignatz er fanget i et spind af racistiske fordomme, sætter det Offissa Pupps rolle i et andet lys. Den hvide politihund er jo ikke bare forelsket i den sorte kat men gør sit bedste for at forhindre den hvide mus’ hate-crimes.

Listen over mulige fortolkninger er lang, men sikkert er det, at ingen fortolkning kan være fyldestgørende i sig selv. De er snarere gensidigt supplerende og vidner således om stribens mange lag – og indtil videre har jeg kun berørt de lag, der findes i den del af værkets tekstur, som udgøres af plottet.

Krazy Kat, 30/10 1918
Krazy Kat, 30/10 1918

Hverken handling eller plot er der meget af i KRAZY KAT, og når man tager i betragtning, at der er tale om en humørstribe, er der forsvindende få egentlige pointer. En dybere forståelse og værdsættelse af KRAZY KAT må altså komme et andet sted fra.

Gilbert Seldes ramte hovedet på sømmet, eller hovedet med murstenen, da han betegnede Herrimans kunst som fantastisk i dette ords ældste betydning, noget der hører fantasiens verden til og gør (det vi opfatter som) det uvirkelige og umulige virkeligt og muligt. Yes, Ignatz, you may nick my noodle!

Det fantastiske i Herrimans kunst ligger først og fremmest i tegningerne og det særegne univers, som flød fra blækhuset. Lige fra begyndelsen havde Herriman eksperimenteret med formen. For eksempel dikterede indholdet, om striben blev horisontal (som det var almindeligt) eller vertikal. Det var dog først fra april 1916, da striben begyndte at udkomme om søndagen, at Herrimans visuelle genialitet for alvor manifesterede sig.

15 hs_Krazy Kat - 1916-09-03
Krazy Kat, 3/9 1916

Herriman udnyttede den forøgede plads – en hel avisside – med en virtuositet og opfindsomhed som kun Winsor McCay før ham. Den traditionelle opbygning med konsekutive paneler forvitrer, panelerne bliver færre, de skråner og vælter, forsvinder endog helt eller delvist. Men hvor McCays Nemo rejser fra denne verden ind i en anden verden, har Herriman taget skridtet fuldt ud og skabt et selvstændigt fantasi-univers til sine karakterer.

Krazys verden hedder Coconino County, et ørkenlandskab, der er blevet kaldt komplet irrationelt og surrealt, hvilket det da også til en vis grad er. Coconino County er nemlig i konstant bevægelse og forvandling. I et panel ses en kaktus i baggrunden, i det næste panel ses en klippeformation eller en hytte eller en totempæl på samme sted. Der er træer, der gror i potter, en horisont, der afslører sig som en mur, en måne, der minder om en kvart citron, og ørkenlandskabet kan fra den ene dag til den anden skifte til et marinelandskab.

Krazy Kat, 12/9 1937
Krazy Kat, 12/9 1937

Herrimann fik sin inspiration fra det sydvestlige Amerika. Enhver der har set westerns – især John Fords – vil genkende visse af klippeformationerne, for eksempel ”the Mittens” i Monument Valley, Arizona. Vi befinder os altså i Navajo-regionen (det virkelige Coconino County ligger lidt længere væk). Også navajoernes kultur inspirerede Herriman, hvilket blandt andet kom til udtryk i mønstre, ornamenter og mytologiske naturkræfter såsom ”the Wind Witches” og ”the Snow Squaws”.

Den evige forvandling og bruddet på kontinuiteten mellem panelerne forvirrer ikke blot læserens visuelle perception, men udfordrer vores vante forestillinger om kausalitet, lokalitet og tid. Snarere end at være irrationelt, anfægtes rationalismen. Til gengæld er der unægteligt surrealistiske elementer i KRAZY KAT. Det var der også i LITTLE NEMO IN SLUMBERLAND, men Krazys nærmeste slægtning udfoldede sig på det store lærred – FELIX THE CAT. Til Herrimans visuelle pointer føjer der sig endnu to lag – det verbale vid og nedbrydningen af den fjerde væg.

Krazy Kat, 5/4 1919
Krazy Kat, 5/4 1919

Poddin’, was that rimmock a lengwidge – or wot?

Sproget i KRAZY KAT er ligeså særpræget – eller idiosynkratisk – som landskabet. Krazys dialekt er muligvis yat, en New Orleans-dialekt, men med elementer af Brooklyn yiddish tilsat onomatopoietika. Herrimann havde desuden en forkærlighed for alliterationer, ordspil, omvendt ordstilling, fonetiske gengivelser og arkaisk sprogbrug. To eksempler:

Krazy on his way to a rendevous (seelvooplay) pauses a moment in the presence of an “egg” – upon which he lays a loose limp eye – and rolling a lean thought in his fatous head, plunges into the perplexities of (wotchacallit?) – “life”. (2/11 1930)

A fugitive rounds the corner – with speed – as is the way with fugitives. While a moment later that which made him fugit – with speed – also rounds the corner. (15/4 1923)

Den flygtende og den forfølgende er naturligvis henholdsvis Ignatz og Offissa Pupp. Sidstnævntes pompøse talemåder ligger i forlængelse af hans selvhøjtidelige personlighed:

I sense the feel of evil – every nerve of me vibrates to the symphony of sin – somewhere at this very moment, crime holds revel. (16/11 1941)

All the world beams with beauty. The skies are ashine with sheen – prettiness prevails – and yet he packs a mind stuffed with a dire dearth of dignity. (14/7 1940)

Synderen Ignatz taler for det meste et helt normalt engelsk. Som nævnt ovenfor aggraveres han over Krazys sprogfilosofiske undersøgelser. I en stribe fra 1918 diskuterer de sprogets natur:

– Why is lenguage, Ignatz?

– Language is that we may understand one another.

– Can you unda-stend a Finn, or a Leplender, or a Oshkosher, huh?

– No.

– Can a Finn, or a Leplender, or a Oshkosher unda-stend you?

– No.

– Then I would say lenguage is that that we may mis-unda-stend each udda.

Ignatz forstår ikke Krazys logik, og reaktionen er herefter – en mursten. Læserne forstod hverken de verbale eller de visuelle pointer – de klagede. I 1944 var cirkulationen reduceret til kun femogtredive aviser, mens for eksempel BLONDIE kom i over tusind aviser. Men helt misforstået af samtiden blev KRAZY KAT ikke, ligesom den heller ikke faldt helt uden for visse af tidens strømninger.

Krazy Kat, 28/8 1918
Krazy Kat, 28/8 1918

I 1913 var borgerskabet blevet chokeret over den moderne kunst (fauvisme, impressionisme og kubisme), der var udstillet i The Armory Show, New York. Nogle år efter kom Dada og såede en mistro til rationalismen og samfundets konvententioner, som nogle af surrealisterne senere videreførte. M. Thomas Inge har i et glimrende essay om KRAZY KAT kaldt Herriman en amerikansk Dada og bl.a. sammenlignet striben med Magrittes LES MOTS ET LES IMAGES (1929): der er en forskel mellem, hvad vi siger, og hvad vi mener, mellem hvad vi tror, vi ser, og hvad vi ser.

Endelig var en ny generation ved at vokse op. Så forskellige personer som Charles M. Schultz og Jack Kerouac anerkendte Herrimans indflydelse. Kerouac skrev om KRAZY KAT, at den var ”an immediate progenitor of the Beat Generation and its roots could be traced back to the glee of America, the honesty of America, it’s wild, self-believing individuality.”

18 KrazyKat_3-15-42_lg
Krazy Kat, 15/3 1942

Herrimans kreativitet mistede ikke styrke med årene, tværtimod. Han vedblev at undersøge og udvide sit mediums grænser. I juni 1935 begyndte KRAZY KAT at komme i de nye farvelagte søndags-tegneseriesektioner i tabloidformat, og Herriman benyttede såvel det nye format som farverne til at eksperimentere videre med form og komposition. Men den måske allerstørste grænse – muren mellem fiktion og virkelighed – havde han allerede tidligt brudt igennem.

It’s wot’s behind me that I am

En af McCays mindre kendte striber var LITTLE SAMMY SNEEZE. Idéen var den enkle, at Sammy led af eksplosive nyseanfald, som forstyrrede verden omkring ham. En dag nøs den stakkels dreng så kraftigt, at stribens ramme brød sammen omkring ham, et af tegneseriehistoriens helt store øjeblikke.

Herriman bibeholdte rammen, men lod ofte panelerne være indrammede af teatergardiner og andre rekvisitter fra scenen. Og som en skuespiller er bevidst om publikum, skuespillet, kulisserne og dramatikeren, således er også Krazy, Ignatz og Pupp bevidste om, at de er tegnede karakterer i en tegnet verden. De kan for eksempel henvende sig direkte til både læseren og tegneren. I en episode arresteres Ignatz af Pupp i det første panel, men da de når frem til fjerde og sidste panel, er fængslet endnu ikke færdigtegnet. Pupp henvender sig kommanderende til tegneren: ”Wa-a-l – Finish it!!! Y’got kartoonist’s kramp?” En enkelt gang ser vi endog tegnerens hånd sætte proppen i et blækhus, hvor Igantz og Krazy har gemt sig – formentlig for tegneren.

Ignatz takker tegneren. Krazy Kat, 13/9 1940
Ignatz takker tegneren. Krazy Kat, 13/9 1940
Krazy læser Krazy Kat. Krazy Kat, 16/4 1922
Krazy læser Krazy Kat. Krazy Kat, 16/4 1922

I en hyppigt citeret søndagsstribe fra 1922 finder Krazy en avis, i hvilken han ikke blot læser sin egen stribe, men den selvsamme stribe, han aktuelt befinder sig i. Det er meget forvirrende, for hvordan kan man være to steder på samme tid? ”Because, fool, how could it be aught were it not thus,” svarer Ignatz – og for en gangs skyld må vi give ham medhold. Som M. Thomas Inge bemærker: ”We often measure art against reality rather than allow art to develop its own world and reason for being.” [Fig. 20: Krazypanel-4-16-1922]

Et andet og ligeså berømt eksempel stammer fra 1939, hvor Ignatz finder et blækhus og en pensel. Først tegner han en ramme, dernæst sig selv i rammen. Offissa Pupp kommer og kigger interesseret til, mens Ignatz tegner en mursten og Krazy. Ignatz’ tegnede mus samler murstenen op, og kaster den efter Krazy. I det næste panel ses Pupp i færd med at tegne et fængsel, hvor Ignatz sidder bag tremmer. For at der ikke skal være tvivl, har Pupp skrevet ”JAIL” på sit papir. Nedenfor står Krazy og (lidt længere væk) Ignatz, der netop har kastet en mursten afsted. Nederst på siden, hvor en spætte betragter et lærred, fortsættes refleksionen over kunst og virkelighed: ”But he’s a ott krittik, ain’t he?” spørger Krazy. ”Yes,” svarer Pupp, ”but he’s also a woodpecker.”

Krazy Kat, 11/6 1939 (her gengivet uden farver)
Krazy Kat, 11/6 1939 (her gengivet uden farver)

Disse og andre metafiktive episoder er mere end blot vittige tricks; de er med til at understrege de visuelle pointer omkring virkelighedens og kunstens natur, samt forholdet mellem værket og kunstneren: ”It’s wot’s behind me that I am,” som Krazy siger.

A squint at me may give you a laugh

George Herriman blev født i 1880 i New Orleans, men allerede tre år efter flyttede familien til Los Angeles, hvor George kom i katolsk skole. Sytten år gammel solgte han en tegning til Los Angeles Herald-Examiner, hvor han de næste tre år tegnede reklamer og politisk satire. Derefter sprang han på et godtstog til New York, hvor han skabte sine første syndikerede striber. Fælles for tidlige striber som MUSICAL MOUSE, ACROBATIC ARCHIE, GOOSEBERRY SPRIGG og THE DINGBAT FAMILY var, at de fokuserede på dyr og kompulsoriske (eller excentriske) personligheder. Herriman skrev senere, at dyr ”are of great importance to a cartoonist, no matter what kind of strip he is drawing. Almost any strip needs an animal in it once in a while, to add human interest, emphasize the reactions of the characters, to make the strip more realistic.” Selv havde han på et tidspunkt fem hunde og tretten katte.

Selvportræt, 1922
Selvportræt, 1922

Der har været spekuleret meget i Herrimans etnicitet. Som det var tilfældet med så mange andre samtidige tegnere, lavede Herriman i sine tidlige striber karikaturer af bl.a. negre og rødhuder, der vil få en moderne læser til at krumme tæer. I dag vil vi kalde det racisme (bortset fra Dansk Folkeparti, Jyllands-Posten og Trykkefrihedsselskabet, der vil kalde det ytringsfrihed), dengang var det god humor. I følge fødselsattesten var Herriman farvet, og hans forældre blev i en folkeoptælling betegnet mulatter. ”Colored” blev imidlertid brugt om næsten alle med en mørk lød, afrikanere, italienere, grækere, etc. Men hvis han ikke var af ren arisk afstamning, var der ingen af hans kolleger, der bemærkede det, ej heller den læge, der i dødsattesten skrev, at afdøde var kaukasier.

KRAZY KAT var en født succes – men i aftagende. Havde det ikke været for Hearst, der for øvrigt havde sin egen private zoologiske have, ville striben formentlig have endt som en fodnote i tegneseriehistorien. Hearst gav Herriman en livstidskontrakt med King Features Syndicate, og under Depressionen var Herriman (mod sin vilje) en af de højst betalte tegnere. Herriman var genert og nærmest selvudslettende beskeden: ”A squint at me may give you a laugh – I’m a funny looking monkey.”

George Herriman, omk. 1940
George Herriman, omk. 1940

Herrimans kone døde i 1934, og få år efter fulgte den ene af hans to døtre. Resten af sit liv tilbragte Herriman som noget nær en eneboer i sit hjem i Holywood, hvor han havde boet siden 1922. Han arbejdede hver dag på sin stribe, tog sig af sine dyr og sov ved siden af tegnebordet. Fra Holywood var der ikke langt til det sydvestlige Amerika, som han holdt så meget af. Fra 1922 var landskabet begyndt at fylde mere i KRAZY KAT, og efterhånden antog det en lige så betydelig rolle som Krazy, Ignatz og Pupp. Det var da også over Monument Valley, at Herrimans aske blev spredt, da han døde den 25. april 1944. På tegnebordet lå en uges ufærdige striber.

Med Herriman døde KRAZY KAT – som avisstribe. For i Kokonino Kounty lever Krazy, Ignatz, Pupp og alle de andre videre til inspiration for tusindvis af kunstnere, som Walt Disney sagde, og en glæde for mindst ligeså mange læsere. Inden for sit mediums rammer havde Herriman sprængt rammerne – og skabt stor kunst.

Sammen med LITTLE NEMO IN SLUMBERLAND og BRINGING UP FATHER er KRAZY KAT et af højdepunkterne i en tid, hvor tegneserier først og fremmest var comics. Men hvor Winsor McCays og George McManus’ humor er mere umiddelbart tilgængelig, forudsætter Herrimans absurde og visuelle humor, at læseren bruger lidt længere tid end normalt på at fatte galoppen. Som Bill Watterson sukkede, udfordrer KRAZY KAT sin læser på en måde, som pokkers få humørstriber siden har gjort.

24 1932-painting-for-ernest-pascal
Oliemaleri, omk. 1932

Alle søndagssiderne med KRAZY KAT er genoptrykt i tyve bind fra henholdsvis Eclipse Comics (1916-25) og Fantagraphics Books (1925-44).

Fantagraphics Books har desuden udgivet: Krazy & Ignatz: The Kat Who Walked in Beauty. The Panoramic Dailies of 1920.

Dæmonen, fiskemanden og alle de andre

I forbindelse med vores tema om [[Hellboy]], skal vi lige være sikre på at have alle med, så efter Kents introduktion til seriens skaber, [[Mike Mignola]], følger her en kort introduktion til seriens persongalleri (“Person” skal forstås i bredest mulige forstand i en serie, der både inkluderer dæmoner, transdimensionelle gudelignende skabninger og fiskemænd). Der er enkelte milde spoilers i denne gennemgang.

Heltene

Hellboy

Vor helt, Hellboy
Vor helt, Hellboy

Da anden verdenskrig nærmede sig sin afslutning, fik de allierede nys om en særlig afdeling af forskere, der arbejdede sammen med en ukendt mand på et af Hitlers mange “Dommedagsprojekter”. Dette projekt blev kendt under navnet “Project Ragna Rok”, og selv om projektet syntes at være en fiasko for nazisterne, var de allierede på det rette sted på det rette tidspunkt og fandt en rød baby-dæmon, komplet med horn og det hele – øjensynligt hidkaldt som følge af eksperimentet.

Trevor Bruttenholm, en af de allieredes eksperter i det paranormale, tog den lille dæmon til sig og gav ham navnet Hellboy.

I løbet af de næste 20 år blev Hellboy officielt adopteret af Bruttenholm og trænet til at være medlem af the Bureau of Paranormal Research and Defense – kaldet [[B.P.R.D.]] – som er en slags FBI-afdeling, som har til opgave at undersøge og tage sig af overnaturlige fænomener og trusler. Hellboy bliver sendt rundt i verden for at løse forskellige problemer, og lærer derigennem om sin baggrund, sin sande natur og sin tiltænkte rolle i forhold til intet mindre end verdens undergang.

Selv om Hellboy er en stor rød dæmon, hvis højre hånd er lavet af sten, er han alligevel teamets mest “nede på jorden”-medlem – han elsker pandekager, ryger cigarer og drikker øl og fyrer dårlige one-liners af mens han banker tentakel-uhyrer fra andre dimensioner tilbage hvor de kom fra. Hans løsninger på problemerne er ofte meget håndfaste – de bliver ofte løst ved at uddele nogle solide slag fra stenhånden eller ved at han sønderskyder dem med sin trofaste pistol.


Hellboy smager pandekager for første gang!

Abe Sapien

Abe Sapien, vores yndlings-fiskemand

Abe er en fiskemand, eller som det hedder på latin, icthyo sapien. Han blev fundet i dvale i et rør i kælderen under et hospital i Washington, D.C.
På røret stod datoen 14. april, 1865, hvilket er dagen for attentatet mod Abraham Lincoln, hvilket resulterede i Abes navn (Abe var Lincolns kælenavn).

Han er et centralt medlem af BPRD og er den på holdet, der han kendt Hellboy længst tid. De to er da også nære venner, hvilket måske også er forståeligt, idet ingen af dem har nogen ide om hvor de kommer fra og ingen af dem passer til menneskenes verden.

Han er en fremragende skarpskytte, trænet i nærkamp og – nok vigtigst – i besiddelse af et næsten genialt intellekt. Hans fysiologi sætter ham i stand til at ånde under vand og svømme, nåja, som en fisk.

Abe ser – i lighed med Hellboy – noget anderledes ud end normen, men er en flink og loyal partner for kollegerne i BPRD. Han har senest i BPRD opdaget noget af sin fortid, men dette har kun givet ham flere spørgsmål end svar.

I filmene er Abe også telepat og kan ikke ånde udenfor vand uden en slags omvendt dykkerdragt.

Liz Sherman

Liz Sherman, holdets pyrokinetiker

Liz er pyrokinetiker, hvilket med andre ord vil sige at hun er i stand til at frembringe ild ved tankens kraft. Da hendes kræfter for første gang manifesterede sig, endte det med en ødelæggende katastrofe, hvor hun ved et uheld kom til at ødelægge en boligblok og dræbe 32 mennesker, heriblandt hendes egne forældre.

Dette lagde naturligvis en dæmper på hendes lyst til at bruge sine kræfter, men BRPD og især Hellboy tog hende under deres vinger, og hun har lidt efter lidt fundet ud af at kommer sig over sin angst for sine kræfter og kan i dag kontrollere dem fuldstændigt. Hendes kræfters oprindelse er aldrig rigtigt blevet forklaret, men hun har ofte været mål for diverse skurkagtige væsener, som har forsøgt at tage hendes ild og gøre den til deres egen.

I filmene er hun kærester med Hellboy, mens hun i tegneserierne mere tænker på ham som en slags storebror / faderfigur.

Roger

Roger - holdets humunculus / golem
Roger - holdets homunculus / golem

Roger blev fundet i et oldgammelt laboratorium, som Liz udforskede. Her fandt hun en homunculus, en krop lavet af tørrede urter og menneskeblod. Hendes kræfter aktiverede ved et uheld den slumrende homunculus, hvilket næsten slog hende ihjel. Dette fører til at Hellboy deler en ordentlig håndfuld øretæver ud til Roger inden fejltagelsen bliver opklaret.

Han giver senere Liz hendes kraft tilbage, hvilket medfører at han selv igen ender i en koma-lignende tilstand. På Abes initiativ genopliver BPRDs videnskabsmænd Roger, idet de indopererer en generator i ham, hvilket giver ham energi til at leve. Herefter slutter han sig til BPRD som et aktivt og værdifuldt medlem af holdet. Roger ser op til Hellboy og benytter ham som en mentor-skikkelse.

Bortset fra at man ser et glimt af hans livløse krop i den første film, er Roger ikke med i filmatiseringerne.

Johann Kraus

Johann Kraus, den ektoplastiske agent
Johann Kraus, den ektoplastiske agent

Som det fremgår af billedet, har Johann ikke noget ansigt – han har faktisk ikke nogen krop, idet han udelukkende består af ektoplasma. Han er et psykisk medie, hvis krop blev ødelagt mens hans ektoplastiske selv var ude i æteren. Da han var klar over at han ikke kunne overleve i længere tid uden sin krop, kontaktede han BPRD, som med tiden fik konstrueret hans karakteristiske dragt til ham.

Johann er blevet en vigtig del af holdet, da han via sit ektoplasma bl.a. kan kommunikere med de døde og give dem midlertidig fysisk form. Han har ikke brug for søvn, og arbejder derfor stort set alle døgnets 24 timer, bl.a. med at læse BPRDs gemte filer, som fornylig blev fundet under et bjerg i Colorado.

Johann er med i den anden Hellboy-film, The Golden Army. I filmen staves hans navn Johann Krauss og ud over at kunne genoplive de døde, kan han forlade sin dragt for at “besætte” mekaniske ting.

Lobster Johnson

Pulp-helten Lobster Johnson
Pulp-helten Lobster Johnson

Hellboys verden består af en to meter høje rød dæmon, en fiskemand og en ektoplasmisk essens i en specialdesignet dragt, så superhelte er naturligvis ikke udelukkede fra det gode selskab.

I dette tilfælde er der så bare tale om (formoder vi) spøgelset af en superhelt fra anden verdenskrig, som ved et par lejligheder hjælper Hellboy og BPRD.

Hans særlige kendetegn er en hummers klo brændt ind i panden på de fjender han overvinder, og han er med i denne opsummering på trods af at han ikke er en central figur i serien – simpelthen fordi han er en cool figur. Han har træk til fælles med Marvels Night Raven og den klassiske pulp-helt The Spider.

Lobster Johnson er endnu ikke med i filmene, men del Toro har udtalt at han gerne vil have ham med i en eventuel 3’er, gerne spillet af Bruce Campbell, bl.a. kendt fra Evil Dead-filmene.

Skurkene

Ogdru Jahad

Ogdru Jahad er et 7-hovedet væsen, som er forvist til eksil bag stjernerne for æoner siden. Da Rasputin døde, var det Ogdru Jahad som kontaktede og genoplivede ham og fortalte ham hvordan han skulle hidkalde dem til jorden, så de kunne bringe undergang til mennesket og starte en ny æra af terror. Indtil videre har Hellboy forpurret dette, men han er måske også bare en brik i deres planer.

De er omsluttet af krystal og bliver overvågede af en ukendt, fremmed race.

Ogdru Jahad er stærkt inspiret af H. P. Lovecrafts “Great Old Ones”.

Rasputin

Ja, den Rasputin fra den russiske revolution. Da han mødte sin død i en flod, genoplivede Ogdru Jahad ham og gjorde ham til deres tjener.

Rasputin stod bag Project Ragna Rok, som hidkaldte Hellboy til vores verden, og hans mål var at bruge vores helt til sine egne onde planer – et mål, som han aldrig har sluppet. Selv om han ikke har haft direkte kontakt med Hellboy i nogen tid, føler han sig stadig som hans retmæssige fader og kræver med mellemrum hånd-og-halsret over ham – hvilket generelt bliver taget ham ilde op!

Hekate

Hekate er “korsvejens gudinde”. Hun er central for Ogdru Jahads planer og blev bragt tilbage til livet af Rasputin. Men ligesom med Hellboy, troede Rasputin at han kunne kontrollere hende – og tog fejl. Hekate har en en jernkrop og kan transformere sig til et væsen, der er halvt slange, halvt kvinde.

Hun blev senest set i historien The Island, hvor hun taler med Hellboy. Det må formodes at hun har en vigtig rolle at spille i fremtiden.

Frømenneskene

Frøerne er frygtindgydende skabninger, som engang var mennesker. De tjener Ogdru Jahad og spreder sig pt. over USA og Canada trods BPRDs forsøg på at stoppe dem. De siges at være menneskets næste evolutionære trin, men om det er sandt og hvad de er ude på, er endnu ikke blevet afsløret.

The Black Flame

Alt hvad der vides om The Black Flame er at han er en mand, der går under navnet Mr. Pope. Han benytter teknologi til at kommunikere med Frøerne og til at kontrollere dem med. Hans motiver er ukendte.

Afsluttende bemærkninger

Hellboys univers er stort og fascinerende og denne artikel har kun berørt overfladen – der er meget mere der venter på læseren! Mit afsluttende råd må derfor være at springe ud i det – serien tager folklore og legender og blander dem sammen med Lovecraft’ske overtoner. Vi har vampyrer, dæmoner og væsner fra det hinsides – og det er alt sammen serveret med en befriende humor, som gør at serien aldrig tager sig selv for alvorligt. Når man dertil lægger Mignolas fremragende grafiske stil, har man en vindende cocktail. Prøv det! Du kommer ikke til at fortryde det.

På dansk har forlaget G. Floy udgivet seks bind af serien, mens det på amerikansk er Dark Horse, der står for udgivelsen af både Hellboy og spin-off serier som BPRD, Abe Sapien og Lobster Johnson.

Mike Mignola – manden der ville tegne monstre

Mignola til premiere på "Pans Labyrint" af Hellboy instruktøren Guillarmo del Torro.
Mike Mignola

Mike Mignola elsker gamle sagn, overleveringer og eventyr – og ser man på hans historie indenfor tegneseriebranchen kan den også godt minde om en af de gamle fortællinger hvor man først går så grueligt meget igennem før det ender lykkeligt alligevel. Kent Damgaard går bag om Mignolas vej frem til Hellboy.

Her i september 2008 hvor den anden spillefilm baseret på Mike Mignolas hovedværk Hellboy er på vej til biograferne, kan det være svært at forestille sig at [[Mike Mignola]] har været skabt til andet end at berige verden med sin helt specielle nyfortolkning af gamle myter blandet op med et venligt sideblik til gamle pulp magasiner og fire-forestillinger i længst glemte biografer hvor magien på lærredet stadigt herskede uanfægtet af blinkende mobiltelfoner.

Men Mignola ville slet ikke være serieskaber. Da han i 1983 dukkede op hos [[Marvel Comics]] som rentegner efter at have fået en chance af Al Milgrom opdagede han hurtigt at drømmen om at blive illustrator hurtigt kunne blive et mareridt for en person der bare ville tegne monstre.

Gotham by Gaslight
Gotham by Gaslight

Milgrom satte ham i arbejde på Defenders, derefter blev hans sendt videre til Master of Kung Fu (udgivet som [[Shang Chi]] i det danske [[Kung Fu Magasinet]]) hvor han arbejdede med William Johnson. Johnson lavede tre numre og blev så forflyttet til Daredevil. Mignola fulgte med til et enkelt nummer og derefter en fyreseddel.

Mere lovende så det ud to år senere da Mignola fik arbejde på The Incredible Hulk – det måtte da være noget for den monster-glade mand. Men skæbnen ville det anderledes, efter et nummer med [[Hulk]] og sjove rumvæsener kom et nummer med tilbageblik på Bruce Banners liv. Mignola måtte bede en ven om at tegne alle børnene i det nummer for at kunne levere.

Tingene så lidt bedre ud med tredie nummer hvor historien var tilbage i rummet, men skæbnen ville at [[John Byrne]] havde behov for luftforandring efter at have skabt det første team af superhelte fra Canada. Så i al deres visdom lod Marvel Byrne overtage Hulk og forflyttede Mignola til [[Alpha Flight]].

I stedet blev det [[DC]] der fik nytte af Mignolas talent, blandt andet gennem “Batman: Gotham by gaslight” som også er udkommet på dansk i [[Batman]] nr. 16 “Jack the Ripper er tilbage!”. Mignolas tegninger passede perfekt til det viktorianske miljø i historien, og selv om han stadigt ikke brød sig om superhelte, så mente Mignola nok at Jack The Ripper mere var noget der var værd at være kendt for.

Fafhrd and the Gray Mouser
Fafhrd and the Gray Mouser

Et andet miljø hvor Mignolas tegninger passede perfekt var [[Fafhrd and the Gray Mouser]]. Forfatteren til historierne [[Fritz Leiber]] er en i tegneserier ret overset person som aldrig fik et  gennembrud indenfor tegneseriemediet sammen med [[Robert E. Howard]] og [[Michael Moorcock]]. [[Howard Chaykin]] havde forsøgt sig med en serie baseret på Leibers fortællinger, men han var ikke tilfreds med sit arbejde. Så da chancen for at lave en ny serie med det umage par bød sig var Chaykin ikke sen til at takke ja.

Resten af verden ville imidlertid hellere læse superhelte, andre tegnere solgte millioner af hæfter mens Mignolas samarbejde med Chaykin som også omfattede “Ironwolf” blev en økonomisk fiasko. Men løsrive sig fra monstrene kunne Mignola ikke, så det blev en illustration til en “convention”, altså en tegneseriefestival, som beseglede hans skæbne. Mignola ville som altid bare tegne et monster, og det var egentlig det, bortset fra at han nærmest som en eftertanke satte en mærkat på sin skabning – “[[Hellboy]]”.

Monstret lignede ikke meget den version som vi kender idag, men det var begyndelsen til at Mignola skulle finde sin egen unikke stemme som serieskaber. Den endelige version endte betegnende nok heller ikke hos de to store superhelte-forlag, men hos de lidt mindre [[Dark Horse]], der på daværende tidspunkt tog store chancer med senere kæmpesucceser som [[Sin City]] og Mignolas Hellboy.

Den første tegning.
Den første tegning.

Redaktør [[Scott Allie]] undrer sig den dag idag over hvor den ellers altid så tvivlende Mignola et kort øjeblik fik troen på egne evner og tog chancen med Hellboy, men da Mignola begyndte at tvivle på seriens success og snakke om at gå videre og lave et Batman hæfte bagefter var Allie hurtig til at opfordre Mignola til straks at kaste sig over den næste historie.

Mignola havde fundet sin egen stil, som var en blanding af originalitet og et nænsomt tilbageblik på tidligere tider. Det er ikke nogen tilfældighed at det første album med Hellboy indeholder dedikationer til både Jack Kirby og H.P. Lovecraft. De hav-levende væsener i “The Shadow over Innismouth” er en klar inspiration for Mignolas arbejde.

Mignolas væsen var ikke en superhelt, selv om han måske nok kæmpede mod væsener som man sagtens kunne have tilkaldt en flok superhelte for at nedkæmpe. Hellboy var snarere en arbejdsmand, et overnaturligt væsen som modsat Lovecrafts væsener trods sit ophav havde valgt at kaste sit lod ind sammen med menneskeheden og gøre hvad der var nødvendigt for at sikre dem mod det overnaturlige.

En anden inspirationskilde fra det gamle pulp magasin [[Weird Tales]] er Robert E. Howard, endda så meget at da Mignola flere år senere blev bedt om at levere et manuskript til tegneserieudgaven af Conan havde han flere steder som en anden freudiansk fortalelse refereret til hovedpersonen som “Hellboy”. Hele inspirationen fra de gamle pulp hæfter hyldes i de to opsamlinger som fik titlen “Weird Tales”.

Den visuelle side af Mignolas arbejde var klart inspireret af Kirby, som selv nævner Kirbys arbejde på Thor som en kilde til inspiration. På mange måder har Hellboy også ligheder til en anden af Kirbys skabninger, The Thing fra Fantastic Four. Når Hellboy frygtløst kaster sig over et kæmpemonster med tentakler kan man sagtens i baggrunden høre et ekko af “It’s clobbering time”.

Og lighederne til det tidlige Marvel univers stopper ikke her, Abe Sapien kunne godt bringe The Submariner i tankerne og Liz Sherman er også på sin måde et venligt nik til The Human Torch. Som Alan Moore påpeger det i forordet til den anden trade paperback med Hellboy, så er der ikke tale om at kopiere de klassiske figuer, men at tage kvaliteter fra dem og filtrere det gennem Mignolas helt egen vision.

Idag hvor succes’en er i hus er vi mange der er glade for at han forsagede de kappeklædte helte og holdt fast ved sin egen unikke vision.

Til denne artikel har jeg trukket på Mignolas egne udtalelser i Wizard #190, suppleret med det supplerende materiale til serien som er udgivet i “Mike Mignolas Hellboy, The Companion” og “Hellboy Library Edition Volume 1: Seed of Destruction and Wake the Devil HC”.

Sværd, troldom og personlighed

Robert E. Howard sammen med sin mest kendte figur
Robert E. Howard sammen med sin mest kendte figur

Conan the Barbarian og The Incredible Hulk er uden tvivl de mest forhadte tegneseriefigurer blandt det litterære etablissement. Men selv den mest kontra-revolutionære og politisk ukorrekte helt kan levere en læseværdig historie hvis bare man husker hvad det hele drejer sig om. Og for Kurt Busiek drejer enhver historie sig om personlighed, så selv om helten ikke er moralsk retskaffen kan der sagtens fortælles en interessant historie.

Busiek summerer det op endnu kortere endnu. Da talen falder på Conan bryder han ud i et meget ukarakteristisk “RAAAAGGHH!!” efterfulgt af et højlydt grin. Herefter forsikrer han Tegneseriesidens udsendte medarbejdere om at det stadig drejer sig om hovedpersonens personlighed.

Men inden vi går i dybden med den del af arbejdet vil vi gerne vide hvordan Busiek havde det med at skulle genstarte en serie som ikke bare havde en fortid i de trykte medier i form af Robert E. Howards fortællinger, som senere blev fulgt op af L. Sprague de Camp og Lin Carter, men også i en etableret tegneserieudgave hos Marvel der nåede op på mere end 200 hæfter.

Den oprindelige Conan
Den oprindelige Conan

Efter min mening var en genstart den eneste måde man kunne komme videre på. Marvel havde startet serien i 70’erne, så først og fremmest: hvis man starter fra det sted hvor Marvel var nået til, så havde Marvel allerede lavet en udgave af alle Howards historier og der ville have været al den her forhistorie som har at gøre med figurer som Red Sonia og Zula og forskellige tilbagevendende skurke som Roy (Thomas) og andre forfattere havde fundet på.
Det er 200 numre med materiale som Roy ikke skrev og det meste af det er ikke særligt godt. Så hvis man starter med det som grundlag tror jeg en masse fans vil sige “Hvad er det her for noget lort? Jeg bad om Conan the Barbarian, ikke om en genoplivning af alle de dårlige Marvel-historier.
Så hvis man skal smide de dårlige historier ud, kan man lige så godt smide de gode ud også og så vende tilbage til de gode sager, de blodige sager, Robert E. Howards sager. Det betyder at jeg har muligheden for at skrive “The Frost Giant’s Daughter” og lave min egen version af den i stedet for  … Roy og Barry brugte 12 sider og jeg havde mulighed for at  bruge hele 22 sider og lade historien åbne sig op og håndtere de på min måde hvor jeg ikke behøvede at forholde mig til The Comics Code.

Born on the Battlefield
Born on the Battlefield

The Comics Code var en amerikansk selv-censur foranstaltning som tegneserieforlagene havde underkastet sig siden halvtredserne. Som Ed Brubaker påpeger i forordet til “Born on the battlefield” som samler Busieks historier om Conans allertidligste år, så kan det ikke undgå at netop en figur som Conan taber noget det hårde og rå der er i de oprindelige historier. Kuriøst nok havde netop Ed Brubakers kollega på serien “Criminal” Sean Phillips annonceret på Komiks 2008 at han var på vej til at skulle arbejde som tegner på Conan.

Modsat sine forgængere Roy Thomas og Barry Windsor-Smith, så havde Busiek hos Dark Horse ikke de samme begrænsninger at bekymre sig om.

Jeg behøvede ikke at forholde mig til forventninger fra kiosk-markedet som det var den gang i ’72. Jeg kunne lave min egen udgave af den på en måde som jeg følte ville få Howards styrker til at skinne igennem for et nutidigt publikum i stedet for det der eksisterede da jeg var 11 år gammel. Så jeg synes at det er bedst at lade Roys ting stå på egne ben, Dark Horse genoptrykten dem i trade paperbacks og de er absolut værd at have. Men det var den specifikke udgave af Conan og jeg ville gå tilbage til rødderne og være i stand til at sige at jeg ikke vil skelne til nogen af de bøger som Robert Jordan og L. Sprague de Camp eller Lin Carter skrev – jeg vil bare gå tilbage til de oprindelige Robert E. Howard historier, ikke udgivne fragmenter og den ene roman og så bygge på det. Det gav folk en renre udgave af Conan end hvis vi havde forsøgt at bygge på noget som 45-50 andre personer havde sat deres fingeraftryk på. Hvorfor ikke gå tilbage til før de blev trykt – og det virkede!

På trods af, at jeg er stor fan af Conan og har store dele af Busieks udgave som trade paperbacks, så må jeg indrømme at det var Avengers der først røg gennem hovedet på mig da Busiek blev annonceret til Komiks 2008. Koblingen mellem de store solskins-helte, som han selv benævnte dem i den forrige del af interviewet, og så den sværdsvingende barbar var lidt længere om at indfinde sig. Så derfor måtte jeg selvfølgelig spørge hvordan det var at skifte fra uselviske helte til en figur der kun tænker på sig selv.

Forside til The Frost Giants Daughter
Forside til The Frost Giants Daughter

Han er en helt på en anden måde. Han er den stærke mand som er hovedpersonen i en fantastisk historie, men han er ikke ude på at gøre tilværelsen lettere for andre end sig selv. Så han er hovedpersonen mere end den moralske helt. Og han har det med at opføre sig som den moralske helt på mange måder forid han har dem med at få sig rodet ind i situationer hvor han ender op imod folk der gør onde ting ved andre mennesker. Men det er ikke fordi han tænker “Åh, de her mennesker bliver jo undertrykt! Jeg er nødt til at hjælpe dem!” hvilket er hvad Captain America gør. Han [Conan]  tænker “De er fandeme da en flok sørgelige stakler! Giv mig en øl! Hvad er det for noget med at møde op og ville spærre mig inde? Jeg skal dælme kappe hovedet af jer!”. På den måde ender han med at redde folk fordi han vil redde sit eget skind, på grund af penge eller for øl eller kvinder fordi han ender i en situation hvor hans egne pricipper overtager kontrollen.
Men det er meget forfriskende at have at gøre med en figur som ikke har behov for at skulle skifte til sit kostume og som ikke har et sæt af superkræfter – det tætteste på superkræfter som Conan har er at folk fra Cimmeria er virkeligt gode til at klatre. Det er forfriskende at skrive på en figur som ikke har en mission og jeg vil så afgjort gerne lave mere af den slags.

Savage Sword of Conan
Savage Sword of Conan

Mens vi venter på at Busiek får tid til at lave flere af den slags historier, så kan folk glæde sig over at der er fem bind med historer om Conan i trade paperback fra Dark Horse, og det føromtaltet “Born in a battlefield” som regnes for bind nummer nul er lige udkommet. De gamle Marvel historier kan også fås i trade paperback fra Dark Horse, ligesom “Savage Sword of Conan” er udkommet i foreløbigt tre bind der mere minder om Marvels Essentials format, tommetykke bind i sort-hvid på tyndere papir.

Og for Conan fans stopper det ikke der. “Conan The Cimmerian” fra Dark Horse tager hul på et nyt kapitel af Conans liv, nummer nul er netop udkommet. Og i andre medier kan man møde online rollespillet “Age of Conan” som sikkert vil tiltale dem der synes at World of Warcraft er lidt for pænt, og ikke mindst er Robert Rodriques og Rose McGowan sat i forbindelse med en genindspilning af “Red Sonja”. Ved Crom! Det er gode tider at være Conan fan i.

Følg med i de seneste Conan nyheder hos Dark Horse. Og hvis du ikke har fået Kurt Busiek nok ved at følge de mange dele i vores interview med ham, så er det så heldigt at Comic Book Resources netop i disse dage starter på et nyt interview i flere dele, som blandt andet kommer ind på “Trinity” den nye serie hos DC hvor Busiek sender Batman, Wonder Woman og Superman ud på nye eventyr.

Personer, ikke politik – Busiek om Avengers

I det forrige afsnit af interviewet med [[Kurt Busiek]] beskæftigede vi os med [[Thunderbolts]], en gruppe skurke der optrådte som helte mens de traditionelle Marvel helte var forsvundet. I dette afsnit rykker vi lidt frem i tid og ser på en periode hvor Busiek sammen med den legendariske tegner [[George Perez]] bragte [[Avengers]] tilbage til deres rødder og viste at man godt kan lave superhelte-grupper uden at de behøver at være mutanter.

Kort forinden Komiks 2008 havde det amerikanske blad [[Wizard]] lavet en liste over de største samarbejder i den tid bladet havde eksisteret, og ikke overraskende var Busieks samarbejde med George Perez med på listen. Busiek selv husker det også som noget specielt, men man fornemmer også at han ikke har lyst til at fremhæve et enkelt samarbejde frem for de andre.

Busiek: Ja, jeg ville nok sige Alex Ross og jeg, George Perez og jeg, Brent Anderson og jeg, Carlos Pacheco, Stuart Immonen … men ja, at lave The Avengers samme med George ver en pragtfuld oplevelse. Han er en fantastisk person at arbejde sammen med og et forbløffende og enestående talent.

Samarbejdet mellem de to blev kortvarigt udgivet på dansk i [[Mega Marvel]] nummer 28, men som så mange andre fremragende værker, så faldt det ikke i de danske fans smag. Og det er synd, for samarbejdet mellem de to byder både gode historier og George Perez legendariske tegninger.

Avengers - allesammen

Samarbejdet førte også til en klassisk bemærkning som er blevet genbrugt flere gange, for da Busiek blev spurgt om hvilke figurer Perez havde tænkt sig at tegne var svaret “Dem allesammen”. Bemærkningen skulle efter sigende være faldet i forbindelse med et crossover mellem Justice League og Avengers, men den kunne også være møntet på starten af deres samarbejde på Avengers hvor det lykkes dem at samle alt hvad der kan krybe og gå af nuværende og tidligere medlemmer.

Samarbejdet mellem de to omkring Avengers kom i stand på et tidspunkt hvor det i høj grad var mutanterne som var i fokus hos Marvel Comics. Det virkede som om at enhver serie de udgav på en eller anden måde skulle have et ‘X’ i titlen. Men det afskrækkede ikke Kurt Busiek der så det som en udfordring at lave noget andet.

Busiek: Du ved, Marvel havde været domineret af X-serier i så lang tid at Avengers endda var endt ovre hos Image fyrene i et års tid. Og de havde imiteret X-Men, de havde prøvet at få Avengers til at være mere som X-Men.
Det jeg gerne ville gøre – og George var helt med på det  – var, som jeg sagde: ‘Jeg vil have Avengers til at være mere som Avengers – Lad os lave rigtigt gode Avengers-historier i stedet for andenrangs X-Men historier’. Ved du hvad, hvis nogen vil læse X-Men historier så har de tretten bøger om måneden som de kan læse dem i, og jeg tror ikke de har travlt med at finde flere. Hvis nogen gerne vil læse den slags historier som Avengers handler om, så er der ikke andre steder de kan få dem med mindre Avengers fortæller dem, så lad os gør det, klampen i bund, fuld fart frem så godt som vi kan gøre det og se om ikke folk vil læse det. Og det ville de, så det virkede jo ganske godt.

I mange år har jeg også selv været en større fan af X-Men end af Avengers, jeg har altid haft lettere ved at identificere mig med de utilpassede X-Men som ikke var en del af det etablerede samfund end med Avengers som indeholder nogen store symboler som Captain America.

Busiek: Ja det er lige det – X-Men er heltene som befinder sig i skyggerne, dem man ikke stoler på – det er let at se hvorfor de er poplulære. Men Avengers kan ikke gøre den slags – Captain America kan ikke være helten i skyggerne man ikke stoler på. Han er Captain-Frigging-America!

AvengersMin egen tidlige opfattelse af Avengers var i høj grad at de var håndlangere for regeringen og at det var X-Men der var de rigtige helte. Derfor var det naturligt også at spørge Busiek om han opfattede dem på den måde.

Jeg ved ikke om jeg ville udtrykke det på den måde, men de er helte for det etablerede samfund. Den måde jeg vil udtrykke det på er, at de er vagtposterne som står deroppe på bymuren så du kan sove roligt i din seng om netten.
X-Men er skræmmende, Spider-Man er skræmmende, The Hulk er skræmmende, Daredevil er en smule bekymrende, men Avengers to Fantastic Four er solskins-heltene. De er den slags der ser godt ud i dagslys, de er den slags som gør at du er glad når de duker op. For de andres vedkommende så er du skræmt når de dukker op. Så det er en anden fornemmelse og det er hvad Avengers skal være efter min mening. Det skal være en katarsis, og lige nu har de et helt andet koncept, men jeg har ikke læst de historier så jeg kan ikke rigtigt kommentere på dem.

Meget overraskende havde Busiek nemlig tidligere på dagen afsløret at han faktisk ikke havde læst Marvels store crossover begivenhed “Civil War”. Hvilket vi vender tilbage til senre i interviewet. Men inden da var det tid til at følge nogen flere af de politiske undertoner omkring heltene til dørs.

I den danske udgivelse nåede man aldrig frem til den del af historien, men et gennemgående tema i Busieks Avengers historie er den sorte superhelt [[Triathlon]] som Avengers nærmest bliver påtvunget under en række beskyldninger for racisme, med henvisning til at de ingen farvede medlemmer har.  Som læser kunne man godt føle at Busiek prøvede at kommentere på den stigende politiske korrekthed i samfundet.

Triathlon fra AvengersJeg syntes det kunne være en interessant ting at udforske – Marvel havde gjort noget tilsvarende i årevis og de havde allerede havde haft The Falcon på holdet på grund af ligestilling.

Jeg ville ikke udforske de samme ideer, men folk spurgte: ‘Kommer der til at være nogen farvede medlemmer i Avengers?’ og det fik mig til at tænke ‘Vi vil gerne have det til at være de klassiske Avengers og alle de klassiske Avengers medlemmer er hvide fyre’ måske med undtagelse af Black Panther og han har sit eget hæfte.
Så i samme øjeblik du bringer en farvet fyr ind på holdet, så har du en person hvor halvdelen af læserne vil sige ‘Tjah, han er jo ikke en rigtig Avenger”. Han er ikke et af kerne-medlemmerne, en af de seje fyre, så jeg ville gerne lege lidt med den ide og jeg ville også gerne lege med den ide at Triathlons problem ikke var hans hudfarve, det var hans religion. Årsagen er hans forbindelse til The Triune Understanding og det ville være interessant at udforske for hvis folk havde noget mod at han var på holdet, så er det mere sandsynligt at det ville blive opfattet som at de var imod hans hudfarve selv om det i virkeligheden er hans religiøse tilknytning.

Og den slags ting – når man har en figur som gør noget og en anden figur der opfatter det på en anden måde – skaber et interessant drama. Jeg synes ikke det sådan rigtigt endte med at blive en stor historie, men det gav os nogen interessante øjeblikke, nogen interessante fokuseringer på personerne. [Mens jeg skrev] Avengers var jeg nok en smule for tilbageholdende når jeg skulle skrive noget med de nye figurer. Når jeg skulle bringe Ultron ind i historien kunne jeg bare sprænge alting i luften og bruge en masse tid på at fokusere på Ultron, men når jeg skulle fokusere på Triathlon eller en ny skurk havde jeg en følelse af ‘åh, jeg må hellere snart komme videre til noget andet, for det folk gerne vil se er jo de klassiske ting’, så jeg forfordelte dem en smule.

Det kommer nok ikke som nogen overraskelse hvis man har fulgt alle dele af interviewet med Busiek op til dette punkt at han helst forholder sig til personerne og deres indbyrdes forhold, snarere end til de store ideologier, så vi besluttede at spørge ham direkte.

Avengers forsideIkke som forfatter, nej. Jeg er meget mere interesseret i persondrama, så hvis man ser på hele spørgsmålet om … Triathlon er medlem af The Triune Understanding. The Triune Understanding kan ikke lide Avengers, men det er deres ledelse, og han er ikke en del af ledelsen.

Jeg var egentlig ikke så bekymret for hvem der havde retten på sin side – min eneste bekymring var: skaber det noget interessant omkring personerne? Iron Man ville være egenmægtig omkring det fordi Iron Man er egenmægtig. Triathlon ville være pisse sur over det, for Triathlon sluttede sig til i forventning om at de ikke ville synes om ham fordi han er farvet. Og når det så viser sig at de ikke kan lide ham, tjah ‘det må være fordi jeg er farvet’, bortset fra at det er det ikke.

Hvordan reagerer han så på det? Han er usikker på hvad han skal gøre – han kommer til med en vis fortørnelse og inderst inde er Triathlon en holdspiller  han er i høj grad typen på en professionel sportsudøver, så ved at gøre ham til holdspiller på et hold hvor han ikke følte sig velkommen gav ham en interessant personlig udvikling at skulle gennnemløbe. Med hensyn til det politiske i det – de kommer til at løse det ud fra det faktum at Iron Man er en af de gode og Triathlon er en af de gode og selv om der vil opstå misforståelser undervejs, så er de begge to på det godes side og de skal nok klare det.
Men det personlighedsmæssige er det som jeg er interesseret i, og jeg syntes at det gav mig en fin lejlighed til at arbejde med det.

Astro CityEt par dage før interviewet var undertegnede blevet grebet af panik over sin manglende viden om en stor del af Busieks produktion, så jeg havde kastet mig over de to første trade paperbacks med Astro City som godnat-læsning, kun for at springe ud af sengen igen med et “Du godeste! Det er jo Civil War om igen”. Et hurtigt blik på udgivelsesdatoen kunne dog forsikre om at Busiek havde skrevet historien tilbage i 1997. Så selv om Busiek havde påstået at han ikke havde læst “Civil War” måtte jeg nødvendigvis spørge ham om han ikke følte at han allerede havde skrevet den.

Som altid var Busiek diplomatisk og henviste til at der var indtil flere forløbere i tidligere historier:

Well, jeg lavede den her historie hvor regeringen blev overtaget af rumvæsener der kunne skifte form og lige nu er de ved at lave noget med Skrulls, men selv før mig var der The Mutant Registration Act som var en del af plottet i X-Men historierne. Jeg ved ikke hvor tæt på jeg kom, for jeg har ikke læst det. Jeg ville snarere tro at serieskaberne hos Marvel langt hellere vil gentage The Mutant Registration Act med The Superhero Regirstration Act end at de vil kopiere Astro City, men jeg har som sagt ikke læst det, så jeg kan ikke bedømme det.

Personligt kan jeg kun anbefale de der har læst “Civil War” at købe “Life in the Big City” og “Confession” og drage deres egne konklusioner.

Skulle man efter at have læst dette have fået lyst til at læse den del af Busiek og Perez’ udgave af Avengers som aldrig kom på dansk, så kan den købes i en meget lækker hardcover udgave i stor størrelse. Ligesom Waid og Weiringos udgave af Fantastic Four så egner den sig perfekt til en ordentlig indbinding, kraftigt papir og ordentlige farver, så køb dem og lade være med at bruge pengene på antikvariske eksemplarer af Mega Marvel.

Skurke i helteroller? Busiek taler om Thunderbolts

ThunderboltsI den forrige bid af Busiek interviewet kom vi ind på hvordan Kurt Busiek fandt frem til en måde at bringe Jean Grey tilbage fra de døde. Vel at mærke uden at hun var skyldig i det massedrab som blev begået i Dark Phoenix sagaen. Løsningen var at skille de to ad, så Jean ikke havde begået noget. Men hvad med de rigtige forbrydere? Kan man også redde dem i land når de en gang er etableret som skurke? Temaet har været brugt hos Marvel med for eksempel Magneto og Rogue – men i [[Thunderbolts]] gik Busiek et skridt videre og lod skurkene danne en supergruppe.

Spørgsmålet kunne derfor ikke være om en skurk kan omvende sig, så i stedet lagde vi ud med at spørge om der findes skurke som er hinsides enhver redning, personer som aldrig vil omvende sig?

Helt klart. De fleste af dem er med i Thunderbolts nu.

svarede Busiek grinende, med henvisning til den nye samling af Thunderbolts der kom frem i forbindelse med Civil War. Busiek havde ikke den store tiltro hverken til den tidligere eller nye leder af gruppen:

Du ved – en fyr som Norman Osborn vil ikke pludseligt omvende sig – han er en møghund! Jeg anvender selv Moonstone, og Moonstone vil heller ikke omvende sig. Baron Zemo vil ikke omvende sig. De flirter lidt med det. De legede lidt med nogen ideer om … Baron Zemo, altså for det første: hans navn starter med ‘Baron’! Man kan ikke være en helt hvis man hedder ‘Baron’ – baroner hører til blandt skurkene! Nu er vi for eksempel i Danmark – har i nogen gode baroner?

Selv med en vis anerkendelse til Baron Raben-Levetzau, hvis bilmuseum jeg på Ålholm jeg husker fra min barndom, så er det op ad bakke at finde positive konotationer til titlen ‘baron’. Det er ikke for ingenting at man taler om røverbaroner, gullaschbaroner og baronen bag “The Voice”.

En anden uforbederlig figur i Thunderbolts er psykiateren Moonstone som optræder i både den nye og gamle udgave af Thunderbolts. Efter min mening en meget undervurderet kvindelig skurk i Marvel universet. Emma Frost, bare uden den varme og imødekommende personlighed.

Og Moonstone så hele den her omvendelses-ting som et stort svindelnummer, mens andre medlemmer af Thunderbolts faktisk begyndte at gennemgå en forløsende proces og forandrede sig.

De virkelige personer bag ThunderboltsI dag ved de fleste som følger med i de amerikanske Marvel udgivelser godt at Thunderbolts ikke er helte men derimod skurkene Fixer, Beetle, Screaming Mimi, Goliath og Moonstone. Men i sin tid var deres virkelige identiteter en velbevaret hemmelighed helt frem til sidste side af det første nummer i serien, og af fans betragtes det som et af de store øjeblikke indenfor superhelte-historier.

Som Busiek også påpegede med hensyn til ideerne omkring Phoenix og Jean Grey, så er ideerne i sig selv ikke helt nye, selv om Busiek formår at tilføre dem en dybde som der ikke var i originalerne.

Jeg var fan af den ide helt tilbage i Avengers #16, hvor de fleste Avengers har forladt holdet og de har hentet nogen nye Avengers ind, som viser sig at være Hawkeye, som tidligere var skurk og Quicksilver som tidligere var skurk og Scarlet Witch som tidligere var skurk og Captain America må have tænkt ‘Hvad hulen skal jeg stille op med de her folk?’
Og det var simsalabim, så var de omvendt. Så de legede ikke rigtigt med ideen om hvad det vil sige for en flok skurke at blive helte og seriøst mene det, men det syntes jeg var et interessant tema at udforske.

Så, påvirket af det gamle nummer af Avengers begyndte Busiek at udforske ideen allerede inden Thunderbolts.

Jeg havde udforsket det tidligere i en serie som hed Liberty Project, som var den første serieskaber-ejede historie jeg lavede sammen med James Fry for Eclipse Comics en gang tilbage i firserne.  Det var en gruppe af unge skurke med superkræfter som sådan basalt set havde lavet samfundstjeneste som superhelte for at få nedsat deres straf.
Men det var også igen til en vis grad inspireret af en TV-serie som kørte i Amerika i 1970’erne som hed ‘Alias Smith and Jones’.

Alias Smith and JonesSerien som Busiek omtaler huskede jeg faktisk selv fra min barndom i 70’erne. De fleste vil nok ud fra titlen komme til at tænke på et underholdningsprogram med komikerne Mel Smith og  Griff Rhys-Jones hvis engelske titel “Alas Smith and Jones” faktisk blev oversat til “Alias Smith & Jones”. Men som Busiek forklarer så var der oprindeligt tale om en western-serie.

Det var en western-serie og de hed Hanniabal Heyes og Kid Curry – to berømte fredløse som egentlig var Butch Cassidy og The Sundance Kid bare med andre navne … bortset fra at der var en virkelig fredløs ved navn Hannibal Heyes og jeg tror nok at der var en der hed Kid Curry også. De havde indgået en aftale med guvernøren – hvis de kunne holde sig på dydens sti i et år, ville han overveje at give dem amnesti, men i mellemtiden var de stadigt eftersøgte. Så derfor gav de sig ud for at være Joshua Smith og Thaddeus Jones, almindelige hårdtarbejdende fyre, så kilen til nye historier var folk der genkendte dem og prøvede at fange dem ind på grund af dusøren eller afpresse dem til at begå nye forbrydelser. Jeg kunne rigtigt godt lide den serie og jeg syntes om at lege med ideen, så ideen med superskurke der forsøger at blive retskafne er noget jeg har hevet frem igen og igen, i Liberty Project, i Thunderbolts, i Astro City. Det er et tema jeg kan lide.

Læsere der skulle have lyst til at se hvordan Busiek udforsker temaet i [[Thunderbolts]] har mulighed for at gøre det i trade paperback udgaven “Justice, Like Lightning”, mens den nye udgave af Thunderbolts kan findes i en egen trade paperback med titlen “Faith in monsters”. Desuden er der startet en dansk artikel om Thunderbolts på ComicWiki som man kan komme til ved at klikke på et af de to links i denne artikel. Denne nye feature som Ulf i al stilfærdighed har fået listet ind på siden er endnu et eksempel på hvordan vi løbende udvidder vores samarbejde med ComicWiki.

Hvorfor skulle Phoenix og Jean Grey dø ? – del 2

PhoenixGanske som sit emne har Tegneseriesidens artikel om Phoenix og Jean Grey vist sig ikke at ville dø. Dels har den affødt en af de mest seriøse debatter i sidens historie, dels gav den et meget interessant spørgsmål til vort interview med Kurt Busiek. Busiek var, som nævnt i første udgave af artiklen, manden der fandt ud af hvordan det var muligt at bringe Jean Grey tilbage til Marvel universet. Derfor virkede det naturligt at stille Busiek spørgsmålet om hvordan ideen opstod og hvad hans egen holdning er til de mange efterfølgende genoplivninger.

I sit udgangspunkt er Busiek meget beskeden omkring sit bidrag, som han understreger var noget han som fan af serien selv fandt på længe før Marvel overhovedet overvejede at bringe det oprindelige medlem af X-Men tilbage til de levendes verden:

Busiek: Tjah, jeg er sikker på at jeg ikke var den eneste, men det var mig der fandt på den ide som faktisk endte med at blive brugt, og jeg fandt ikke på den med nogen forventning om at den nogensinde ville blive brugt.

Det var ikke sådan at de var på udkig efter den ide. Faktisk så – før det nummer hvori hun døde nogensinde udkom var rygtet nået til nogen venner og jeg selv om at Jim Shooter havde dikteret at hun skulle dø og det skulle være i like nøjagtigt det nummer.

Forklarer Busiek meget beskedent inden han kaster sig ud i den lange forklaring om hvordan en tilfældig diskussion blandt fans endte hos cheferne hos Marvel.

Busiek: Mine venner og jeg kunne godt lide de oprindelige fem X-Men som de var så vi brød os ikke om det.  Men vi havde også hørt at ingen ville få lov til at bringe hende tilbage på en måde hvor hun stadigt var skyldig i de forbrydelser hun endte med at måtte dø på grund af.
Når den slags udtalelser kommer frem, så er det en kreativ udfordring! “Ah, det kan ikke lade sig gøre?!” Så en aften sad jeg og udvekslede ideer med mine venner
“Hvordan ville du gøre det?”
“Jeg ville gøre det og det”
“Ah, jeg kan ikke lide det af den her grund – jeg ville gøre det her og det her”

Som altid skulle viste det sig at Busiek kun skulle have ganske få stikord for at give et indblik i den process der foregår når han får ideer, ganske som han dagen efter skulle forklare for en større forsamling hvordan ideer er noget man kan træne sig op til. Som en mand der betragter en uge hvor han ikke får to-tre ideer som en dårlig uge må man sige at Busiek trods sit runde ydre på det mentale plan er en topatlet. Men inden vi når frem til processen som Busiek ser den, skal vi lige forbi en lang og kringlet vej fra Busieks vennesnak til Marvels ledelse:

Roger SternBusiek: Så det var bare tegneseriefans der sad og snakkede. Så et par år senere var jeg til en lille tegneseriefestival i Attica, New York. Jeg besøgte Roger Stern og vil kom til at snakke om X-Men. Roger Stern var ked af at man aldrig kunne samle de oprindelige fem X-Men fordi Jean var død og der ikke var nogen måde man kunne bringe hende tilbage igen. Og så sagde jeg “Jo da, der er måder at bringe hende tilbage igen – der er altid en måde” og så fortalte jeg ham at jeg havde fundet på den hersens ide og han svarede “Ah, det kan jeg godt lide – det ville virke!”.

For mit vedkommende så var der ikke mere i det, men det viste sig så at et par uger senere talte Roger med John Byrne og Roger fortalte “Øh for resten, jeg snakkede med en fyr forleden som havde en ide til hvordan Jean kunne vende tilbage. Jeg tror du vil kunne lide det her”. Så fortalte han John hele historien og John sagde “Det er faktisk en ret god ide”.

Så da man begyndte at arbejde på X-Factor samlede man de oprindelige fire X-Men og da de ikke kunne have Jean med var de begyndt at overveje at bringe Dazzler ind i gruppen sa John ringede til Bob Layton og sagde “Jeg har en måde vi kan få Jean tilbage hvis du er interesseret?” og John svarede “Helt klart! Lad mig høre historien” og John forklarede “Det er ikke min historie – det er noget en fan har foreslået til Roger”.
Og så gav han en kort disposition for historien og Bob syntes om den. Så de vendte tilbage med en ide der gik ud på “Vi laver et cross-over mellem Fantastic Four (som John arbejder på) og Avengers (som Roger arbejder på) og så X-Factor. Og i den forbindelse bringer vi så Jean Grey tilbage”.

Og Roger forklarede så “Ham fyren der foreslog det, han er en forfatter der arbejder med tegneserier”. Jeg arbejdede for Marvel på Marvel Age Magazine, så de krediterede mig i bogen og de betale mig for ideen og alt muligt. Men jeg fandt bare på det som en utilfreds fan og så nævnte jeg det for en der ikke arbejdede på X-Men på det tidspunkt, bare som et “Her er noget der måske kan bruges” og så rullede lavinen derfra og det blev til virkelighed uden at jeg havde nogen ide om det.

Og mens Roger Stern, John Byrne og resten af folkene hos Marvel overvejer hvordan de skal få Jean Grey tilbage, er Kurt Busiek igang med at arbejde sig videre frem som forfatter og arbejder på Marvel Age.

Busiek: Første gang jeg hørte noget om det var mens jeg arbejde inde på Marvels kontor [på Marvel Age] og så kommer Bob Layton op bag mig og siger “Hey, jeg hører at det er dig jeg skal takke for at vi har fået Jean tilbage”. Jeg anede ikke hvem han var! Jeg havde ingen ide om hvad han snakkede om! En historie der skulle genoplive Jean Grey – det have jeg ikke skænket en tanke i over to år, så jeg var helt “hvaba?”
Så fortalte han mig hvad der skulle ske og om aftenen ringede jeg til Roger og han forklarede tingene for mig, men det hele kom som en fuldstændig overraskelse for mig.

Det at bringe en afdød seriefigur tilbage fra de døde er noget som mange fans anser for kontroversielt, specielt i de senere år hvor det er blevet mere almindeligt. Kurt Busiek kunne med god grund slå en kluklatter op og bedyre at det ikke er hans fejl at det er endt på den måde, men hans efterfølgende forklaring dykker ned i hvordan de genopstandne helte har baggrund i en tidligere fortælleteknik.

The Mole ManBusiek: Jeg fik ideen ud fra den måde man plejede at behandle skurkene – da jeg var i high school havde vi en leg. Når vi sad og snakkede kunne jeg finde på at sige “Prøv at finde på en måde at slå nogen ihjel på som jeg ikke kan finde en måde at lave om på igen”.
For jeg havde læst så mange historier hvor det var “Årh ja, vi så lige Mole Man falde ned i en aktiv vulkan”. Og når han så dukkede op igen ville der være en halv sides forklaring på hvorfor “Nej han faldt ikke ned i en aktiv vulkan – han blev teleporteret væk i sidste øjeblik af sine håndlangere” eller “Den her fyr blev sendt ud i det ydre rum og sprang i luften!” men “Nej, det var kun hans rustning der sprang i luften – han svævede rundt i nedfrossen tilstand indtil han blev samlet op af de her rumvæsener …”
Der er altid en “Det her er hvad du så … men hvad der virkeligt skete var …”
Så genoplivningen af Jean var i høj grad en “Det er hvad du så – men det var i virkeligheden en kopi”, hvilket en en klassisk måde en skurk kan slippe ud af problemer på. Jeg anvendte bare den metode.

Busiek giver selv et eksempel på hvordan han ikke var den første til at bruge den form for historiefortælling, faktisk havde X-Men selv banet vejen for at bruge det kneb.

The ChangelingBusiek: Og det er ikke engang første gang i X-Mens historie at det er sket: Professor Xavier er død – to år senere er det “Øh nej nej, det var The Changeling! Han omvendte sig og ville rigtigt gerne gøre noget godt, så Xavier sagde ‘Jeg har noget arbejde jeg skal lave ude i baglokalet, så hvad med at du udgiver dig for at være mig, så kan jeg give dig telepatiske kræfter og du kan ofre dit liv, men det gør ikke noget for du skal alligevel dø af kræft’.
Den historie giver ikke nogen mening overhovedet! Men vi fik Professor X tilbage og genoplivningen af Jean var det samme grundlæggende princip: det var ikke hende i virkeligheden, det var noget andet. Det er den slags historie der er blevet brugt igen og igen.

Men selv om genoplivningen af helte og skurke ikke er noget nyt må Busiek nok indrømme at der er visse kræfter der spiller ind når man vælger at bruge dette middel i en historie.

Busiek: Jeg synes at tegneserier har drevet rovdrift på død-og-genopstandelse ideen, men allerede før Jean blev bragt tilbage havde vi haft Professor X som vendte tilbage fra de døde, Captain America ver vendt tilbage fra de døde, Ligtning Lad var vendt tilbage fra de døde – så det var ikke sådan at det aldrig var sket før! Det skete og der blev tjent mange penge på det! Så folk begynder at sige til sig selv “Well, jeg vil også tjene en hel masse penge! Jeg gør det!” – og de vil blive ved med at gøre det indtil der ikke er nogen penge at tjene på det overhovedet …

Som Tegneseriesidens redaktør konkluderede, så er det ikke uhørt at økonomiske interesser er med til at drive hvad der sker i seriens handling, og Busiek giver ham ret:

Busiek: “Nogen tjente kassen på det – det vil jeg også gøre!”? Jo det er meget almindeligt i tegneserier! Det er hele tegneseriens historie i den sætning!

Og selv med disse tilføjelser fra Kurt Busiek om hvordan genoplivningen af Jean Grey egentlig bare følger en etableret tradition indenfor tegneserien, så er det sidste ord i diskussionen for og imod genoplivningen af hende garanteret ikke sagt.

Rachel SummersOg skulle man være af den type der ikke kan få nok af Jean Grey og Phoenix, så er det værd at bemærke at Claremonts gamle serie Excalibur er ude i genoptryk hvor gruppen på vej gennem de mange alternative universer også støder på andre udgaver af Jean/Phoenix, alt imens den første alternative Phoenix, Rachel Summers er med i de første 50 numre.

En anden Phoenix historie kan man læse i den første trade paperback med gruppen Exiles, en samling mutanter fra forskellige alternative tidslinier som forsøger at rette op på alternative universer hvor tingene er gået galt. Exiles dukke op netop som Shi’ar imperiet skal begynde deres retssag mod Phoenix/Jean Grey, men den verden de er havnet i er ikke helt som i den oprindelige historie.

De to genudgivelser har i øvrigt en lille sammenhæng idet at Nocturne, datter af Nightcrawler i Exiles siden er dukket op som fast medlem af den nye udgave af Excalibur.

Busiek besvarer læserspørgsmål – Arrowsmith

I forbindelse med Tegneseriesidens interview med Kurt Busiek ville vi gerne have spørgsmål fra almindelige læsere. Efter et opslag på ComicZones forum, som står for en seriøs debat om superhelte-genren, fik vi et spørgsmål ind fra felsted som også selv er bidragsyder her på Tegneseriesiden.

Felsted: Man kunne måske spørge om noget angående Arrowsmith serien, som han har lavet, som viser krig fra en dyster side på trods af at det foregår i en fantasy verden. Om hans syn generelt på krig er negativt ? Og hvad han synes om andre krigserier, som f.eks. sgt. rock og war stories?

Forsiden til ArrowsmithVi forelagde spørgsmålet for Busiek da vi allerede var inde i overtiden af den halve time vi havde fået bevilliget, men som i resten af interviewet skulle det vise sig at Busiek gav mere end bare et par ord med på vejen.
Af hensyn til læsere som eventuelt ikke har læst Busieks serie, som i parentes bemærket kan købes på dansk udgivet af G.Floy studio under titlen “Arrowsmith: Så smarte i deres fine uniformer”, lige et kort rids af indholdet.
Vi skriver 1915, men verden er ikke som vi kender den fra historiebøgerne. I elleve århundreder har verden været en anden, teknologi er erstattet af magi og overnaturlige væsener.
I Europa er krigen i fuld gang og i en del af det nordamerikanske kontinent kaldet Colombias Forenede Stater går den unge Fletcher Arrowsmith rundt og drømmer om at blive luftsoldat. Men da han stikker af og melder sig til krigen viser det sig snart at tingene ikke er så glorværdige som han troede.
Busiek lægger ud med at placere sin nuværende arbejdsgiver DC Comics i forhold til krigstegneserier:

Busiek: Well, i mange år afsluttede DC alle deres historier med et lille projektil til slut som sagde “Make War No More” [Før aldrig mere krig]. Og DC lavede også anti-krig historier.

Men ellers var der ikke meget “firmaets mand” over Busiek som havde meget klare holdninger til  hvad krig er og hvordan den opstår.
Busiek: Krig er ikke et stort eventyr eller en leg – krig er et barsk forehavende hvor folk dør. Så ja, Arrowsmith er ikke bare mit syn på krig, men mit syn på første verdenskrig, som var en krig hvor millioner døde over dybt idiotiske ting. For mig at se, det der startede første verdenskrig var at alle havde traktater med alle andre, så når man skubbeder til en ærke-hertug i Sarajevo, så begynder alle domino-brikkerne at falde og hele Europa står i flammer.
Det er helt bananas! Det var en forbrydelse – en mand var blevet skudt. Man sender ikke et helt kontinent ud i en krig fordi en mand bliver skudt, man sporer de fyre der gjorde det, stiller dem for retten og sender dem i fængsel. Men på grund af den måde domino-brikkerne faldt endte det hele med en krig som hærgede en hel generation.
I Busieks fantasy verden er alle mulige væsener at finde i de stridende hære

Første verdenskrig var jo, i vores virkelige verden kendetegnet ved at man for første gang så ting som kampvogne, krigsfly og anvendelsen af gas som våben mod soldaterne. Teknologien havde erstattet kampen mand mod mand. Dette afspejler sig også i Busieks opfattelse af krigen og den måde han skildrer den i Arrowsmith.

Busiek: Og specielt i forhold til Arrowsmith var det en krig hvor verdens industrialisering havde ændret hvem der sad ved magtens tøjler på en måde som folk ikke forstod. I løbet af krigen og det der fulgte efter blev det klart at magtfordelingen i verden havde ændret sig, væk fra aristokraterne og over til folket. Det er også noget der foregår i Arrowsmith.
Men selv om Busiek har klare holdninger omkring at krig er en forfærdelig ting, så har han ikke nogen frelste eller politisk korrekte holdninger i forhold til de traditionelle krigstegneserier.
Busiek: Men nu være spørgsmålet jo også om andre krigsserier … noget som Sgt. Fury and his Howling Commandos, som helt igennem er ironisk – det er ikke meningen at den skal tages seriøst, den er ikke ment som et velgennemtænkt udsagn omkring krig. Det er et spil for superhelte, men i stedet for superkræft er har de pistoler, sjove hatte og signalhorn.

For Busiek er der ikke tale om at krig nødvendigvis er noget der skal undgås for enhver pris, selv om prisen der betales rent menneskeligt kan være høj.

Fletcher Arrowsmith som flyvende soldatBusiek: Men jeg synes knapt at jeg kan siges at være den første person som har skrevet en krigshistorie hvor nogen anskuer krigen som et stort eventyr, hvorefter han når frem til den og ser at nej, krig handler om andre fyre som ligger i mudderet mens deres involde er ved at falde ud.
Det er ikke kønt, det er ikke glorværdigt, det er ikke et forunderligt eventyr, men der er tidspunkter hvor det er nødvendigt at udkæmpe dem. Selv om første verdenskrig startede af nogen tåbelige årsager, hvad skal man så gøre? Skal man sige “Ok, fortsæt bare, invader Paris! Overtag det hele” bare fordi årsagerne var tåbelige? Nej, man er nødt til at kæmpe imod og det skaber den slags situationer som vi har i Arrowsmith, hvor det overnaturlige våbenkapløb er med til at fremstille større og større rædsler.
For hvis kun den ene side gør det, så vil det være dem der vinder. Så den anden side er også nødt til at gøre det, men de gør ting som er skændige. Men de gør det i frihedens navn for de mennesker de kæmper for, og det er det dilemma som de hænger fast i, og det er et forfærdeligt dilemma. Og der har du det igen: en person som er havnet midt i et dilemma, drama med fokus på personbeskrivelsen og så har du de ting som jeg virkeligt er interesseret i ud over det hele. Der har du det!

På den måde kom Kurt Busiek ad en længere omvej tilbage til det der er drivkraften i hans forfatterskab. Det er ikke de store ideologier der er interessante, men de almindelige mennesker og hvordan de påvirkes af dem.

Arrowsmith er som tidligere nævnt udgivet på dansk fra G.Floy Studio, i den sædvanlige høje kvalitet der præger deres udgivelser. Den kan klart anbefales.

Kurt Busiek om Superman: Secret Identity og Astro City

Kurt Busiek under interviewet med tegneseriesiden - billede taget af Kim SchouPå [[komiks.dk]] fik tegneseriesidens udsendte medarbejdere, Kent Damgaard og undertegnede, lejlighed til at interviewe forfatteren [[Kurt Busiek]], og det er der kommet en serie af artikler ud af, hvoraf dette er den første.

Forberedelsen til interviewet var noget af en opgave – slår man op på Wikipedia, finder man en liste over hans værker, der i udprintet tilstand fylder seks A4-ark! Vi valgte derfor at tage udgangspunkt i de af hans serier, som vi selv havde et særligt forhold til.

Op til dagene hvor interviewet skulle foregå, fik jeg en god del sommerfugle i maven – det var Kurt Busiek, for pokker! Da vi på dagen mødtes med Busiek, faldt mine skuldre helt ned på plads igen: manden var helt nede på jorden og et venligt, vidende og frem for alt snakkende menneske. Faktisk snakkede han så meget, så vores berammede halve time endte med at blive til noget i retning af tre kvarterer i stedet for.

For overskuelighedens skyld har vi valgt at dele interviewet op i mindre bidder.

Kurt Busiek om Superman: Secret Identity

Cover til Superman: Secret IdentityJeg har tidligere anmeldt Busieks Superman-miniserie Secret Identity og vil ikke lægge skjul på at det er en af mine yndlingstegneserier. Naturligvis benyttede jeg lejligheden til at stille et par spørgsmål om serien.

For mig står helt centralt i Busieks forfatterskab en dyb interesse i mennesket bag handlingerne, personen omme bag facaden. Han bekræftigede da også at han primært er interesseret i “Character Drama”.

Dette er også tilfældet i Superman: Secret Identity, hvor vores hovedperson, Clark Kent, ikke er den Superman vi kender, men en – til at starte med – ung mand i en verden, der ligner vores. Det særlige ved ham – bortset fra navnet – er, at han pludseligt en dag har superkræfter. Vi følger nu denne meget troværdige figur igennem livet, næsten til afslutningen, og ser hvilken indflydelse hans kræfter har på hans liv. Jeg spurgte til ideen bag bogen:

Kurt Busiek: Superman: Secret Identity er bygget op omkring den idé at Superman er en slags metafor for puberteten.
[han havde tidligere på dagen uddybet denne ide under en paneldiskussion – Superman er stærk og selvsikker som Superman, men klodset og usikker som Clark Kent. Dette er en metafor på teenagelivet med et ben i den voksne lejr og et i barndommens.]
Men kan vi bruge den metafor på andre livsstadier?

Alle mennesker føler at den person de er indeni og den person verden ser ikke er den samme person – i Clark Kents tilfælde er det bogstaveligt, og hans hemmelighed er virkelig stor! Men de store spørgsmål omkring kærlighed og ægteskab handler stadig om hvornår man åbner op, hvornår man gør sig selv sårbar overfor en anden ved at dele sine hemmeligheder. I hans tilfælde er hans hemmelighed potientelt farlig for andre [bl.a. grundet indblanding fra en skummel regeringsenhed], men set som metafor er det den samme ide.

Og da han senere bliver far, skal han løse problemet [med regeringsenheden] fordi han skal være forælder – han er nødt til at være ansvarlig overfor sine børn, hvilket betyder at han er nødt til at gå på kompromis med sine principper om bl.a. uafhængighed.

På ethvert stadie i historien stiller vi et spørgsmål om hovedpersonen: hvordan kan vi se hans menneskelighed, selv i en sammenhæng der inkluderer superkræfter. Det er det, jeg er mest interesseret i.

Busiek har også skrevet figuren Conan (hvilket vi kommer ind på i en senere artikel) og sjovt nok har barbaren noget tilfælles med hovedpersonen i Superman: Secret Identity – ingen af dem er egentligt deciderede (super-)helte:

KB: [Hovedpersonen i] Superman: Secret Identity er ikke en superhelt. Han gør heroiske ting, men han gør dem hemmeligt – han vil ikke ses. Og hans primære interesse er hans kone og familie.

Ulf Reese Næsborg: Men har har stadigvæk et … behov … for at bruge sine kræfter. Han kan ikke bare sidde og …

KB: Ja, det ville klart føles forkert for ham at bruge dem til at blive rig i Las Vegas.

URN: Præcis. Og havde vi ikke haft indblandingen fra regeringen til at gøre ham nervøs omkring det hele, ville han måske have været noget andet …

KB: Det tror jeg ikke. Det er ikke kun regeringen, det er ikke et juridisk anliggende – det handler om at han vil være den han er frem for den, som andre mennesker definerer ham som. Da han i første nummer [af miniserien] skjuler sin identitet, er det ikke på grund af regeringen – han ved på det tidspunkt ikke at de er ude efter ham. Han gør det fordi ellers ville han blive en super-berømt person på grund af sine superkræfter – han ville blive som en berømt sportsstjerne eller en filmstjerne og hans liv ville handle om grunden til hans berømthed i stedet for at handle om hvem han selv vil være.

Man er nødt til at hemmeligholde sit inderste jeg for at kunne forholde sig til verden på sine egne vilkår – ellers dikterer verden sine vilkår til dig.

Lidt om Astro City

Astro City er på mange måder at betragte som Busieks hovedværk – han har selv skabt serien og har selv fuld kontrol med den.

På den baggrund kan det måske undre at vi har så forholdsvis få spørgsmål om serien, men vi var som tidligere nævnt nødt til at begrænse os, og valgte altså at fokusere på andre værker – man kunne let fylde 45 minutter med kun at tale om Astro City, og vi ville også nå andre ting. Men der var lige et par spørgsmål, jeg skulle have fyret af…

En ting, der især ramte mig da jeg genlæste det første bind af serien, var den tydelige påvirkning fra mesteren [[Will Eisner]], som jeg syntes at kunne ane. Jeg spurgte om jeg så syner eller om der var noget om snakken:

KB: Især historien om spionen fra det ydre rum. Den første side er helt bevist Eisnersk.

URN: Eisner fokuserer jo også meget på personerne [ligesom Busiek].

KB:Når jeg skriver en historie og planlægger strukturen og hvordan den skal tage sig ud på siden er der tre spørgsmål jeg stiller mig selv hvis jeg er i tvivl:

Hvordan ville denne historie starte hvis [[Jack Kirby]] tegnede den? Hvad ville vi se på siden?
Eller hvis Will Eisner skrev den, hvordan ville den så starte? Hvor ville fokus ligge?
Og hvordan ville den være hvis Archie Goodwin skrev den?

Når jeg stiller disse spørgsmål, får jeg som regel det svar jeg søger i mindst et af tilfældene.

URN: Jeg kan også se det i historien om småsvindleren, der opdager superhelten Jack-in-the-Boxs hemmelige identitet. Det kunne også have været en historie i The Spirit [af Will Eisner]. Og det mener jeg på den mest positive måde overhovedet!

KB: “Kunne have været en Spirit-historie” er altid et positivt udsagn!

Med denne bemærkning slutter denne del af interviewet – vi vender snarligt tilbage med næste del!