Jim Woodring: Alkymisterne

Forside til alkymisterneJim Woodring er… sær. Besynderlig, mærkværdig, grotesk, bizar og sær. Og fascinerende. Uendeligt fascinerende.

”Alkymisterne” er den første Jim Woodring-titel på dansk, og det er (naturligvis, fristes man til at sige) Aben Maler, der står bag. Så man ved, at man får serveret noget, der bevæger sig i grænselandet mellem tegneserie og Kunst med stort K (omend jeg ikke tror, forlaget ser nogen skillelinie); men kender man ikke Woodring i forvejen (mit eget kendskab var yderst overfladisk), er det svært at forudse, hvad der venter bag den uskyldigt udseende forside.

De lige så uskyldige facts er som følger: ”Alkymisterne” er på cirka hundrede sider, er helt blottet for dialog eller tekst i det hele taget og rummer i en birolle en af Woodrings faste figurer, den katteagtige Frank. Tegningerne er holdt i sort/hvid i en næsten træsnitsagtig stil.Scene fra Alkymisterne af Jim Woodring

Men de uskyldige facts flyder blot på overfladen og dækker kun dårligt over alle de sorte absurditeter, der stiger op fra dybderne. At begive sig ind i ”Alkymisterne” er som at stikke hovedet dybt i en heksegryde og lade ens hjerne koge langsomt. Det er som et angreb, der har evnen til at skylle fra det visuelle over i ens andre sanser; det er som at lugte og høre og frem for alt føle med øjnene, synæstesi i tegneserieform.

Men hvad er ”Alkymisterne”? Måske er det en parabel over, hvad der skaber et menneske, hvad der hæver det over dyrene og i sidste ende sandsynligvis også tvinger det til at vende tilbage dertil. Måske. Måske er det noget helt andet. Igen er der overfladen: et griselignende menneskedyr tvinges til at søge tilflugt i en hule, hvor det udsættes for et tændstiklignende djævledyr. Det lykkes vor hovedperson, menneskegrisen, at undslippe, og den begiver sig ud på en mareridtsodyssé, der bringer den i kontakt med mærkeligere og mærkeligere væsener.

Scene fra Alkymisterne af Jim WoodringWoodring leger med en drømmelogik, som rent faktisk går i spænd med historien. Normalt er det et kunstgreb, jeg ikke bryder mig om, men det er, fordi det som regel virker som en undskyldning – hos Woodring passer det sammen med tegningerne, med historien, med den underliggende stemning af gru, som siver ud af siderne.

Det er Woodrings streg, som rummer den dystre magi, der binder det hele sammen.

Billederne er ikke umiddelbart tiltalende. De er ikke pæne. De får ikke én til at sige wow. Men de passer superbt sammen med den historie, Woodring fortæller (hvad den så end er). Stregerne er dybsorte, og billederne ligeså. Men det forunderlige er, at de – trods deres flertydigheder og mangel på letkøbt aftydning – er ufatteligt lette at aflæse. Woodring er knudret og mærkelig, men han holder sidedesignet enkelt og let at overskue, og det bliver på intet tidspunkt svært at følge med i, hvad der foregår.

Hvad det så betyder, er en helt anden sag, der får læserens hjerne op i gear. For på trods af de hindringer, der synes at stå i vejen for en umiddelbar nydelse af ”Alkymisterne”, så er det et værk, der synker ned i læserens tanker og derfra sender sine bobler af hallucinoge illustrationer op, så de brister lige bag øjnene på én. Det er et værk, der er luftigt, men tungt og helt umuligt at binde fast. Det er Hieronymus Bosch i det 21. århundrede. Det er eksistensiel horror. Det er Disney på LSD. Det er sandsynligvis mange ting for lige så mange mennesker. Men det er først og fremmest en tegneserie, man bør læse. Hvis man altså ikke er bange for at blive udfordret. Hvis man ikke er bange for at blive ført et ganske andet sted hen. Hvis man ikke er bange.

Bryan Lee O’Malley – Scott Pilgrim kører stilen

Forsiden til Scott Pilgrim, bind 1Jeg købte engang et par slidte og i grunden ret ubekvemme bryderstøvler på grund af en tegneserie. Det er, hvad der kan ske, når fiktive personligheder trænger sig ind på én og vifter med et alternativt åndehul. Indrømmet, det sker måske mest for folk i puberteten, men pointen kan vi godt bruge: tegneserier kan skabe fællesskaber på tværs af talebobler og illustrerede parallelverdener.

For noget tid siden stødte jeg på Scott Pilgrim, og jeg har næsten kun haft ham til fælles med min hund, der tog en pænt stor mundfuld af bind nummer 3. Derfor er det med begejstring og stor forventning, at jeg ser ham blive sluppet løs med danske undertekster.

Scott Pilgrim er en forholdsvis almindelig ung fyr i starten af 20’erne. Han går i parkacoat, sikkert mest fordi han bor i Toronto, spiller rodet rock, med tre akkorder, i et band med det rammende navn Sex Bob-omb. Derudover er Scott mellem jobs, som er helt præcis det samme som at være arbejdsløs, og så har han sin helt egen bøsseroomie, som betaler hele gildet med lejlighed, fælles Futon og tandbørste. I bussen har han scoret en katolsk kinesisk pige på blot 17 år, som han udlever et ømt forhold med,  hvor de mest holder i hånd, mens hun fortæller om livet i High school. Men så møder Scott den klart lækre men mystisk dragende Ramona, der ernærer sig som superhurtigt rulleskøjtebud for Amazon.ca. Scott forstår, at de er skabt for hinanden, og sætter sig for at få det forklaret for Ramona. Efter en vellykket stalking falder hun måske for hans hjælpeløse charme, men der er mere mellem jul og nytår, end man først skulle tro, fordi for at vinde Ramona skal Scott overvinde en håndfuld af hendes gustne og onde ekskærester.

sp1s032Historien om Scott Pilgrim sprudler og lever især igennem de vellykkede, underspillede men rappe replikker, som spiller op og giver en rytme i historien, der gør den ualmindeligt underholdende. Stilen, som man f.eks. også finder i filmen Clerks af Kevin Smith, er lavet af det stof, som giver kultklassikere. Visuelt præsenterer Scott Pilgrim sig som en s/h manga-tegneserie, hvor personerne har genrens typiske karakteristika med f.eks. enorme glugger og ingen næsebor. Mangastilen inviterer helt sikkert et bredere publikum indenfor i Scotts virkelighed, men andre af genrens virkemidler bliver også udnyttet på bedste vis, når f.eks. følelser skal leves helt ud, eller som når Scott deler røvfuld ud, hvilket han gør i tjekket Tekkenstil uden tyngdelove. Det ser fedt ud – og det fungerer.

Men tilbage til bryderstøvlerne, som jeg hev ud af et andet gennemført tegneserieunivers, der grundlæggende har en del kvaliteter og dikkedarer tilfælles med Scott Pilgrim: Jaime Hernandez’ fantastiske Mekanix (Locas), som desværre ikke er udkommet i komplet dansk oversættelse, men der på samme sublime og elegante måde har skabt en kultur, som rækker ud og hiver læseren indenfor. Mekanix og Scott Pilgrim rummer også begge fantastiske elementer i en genkendelige og realistisk verden, som normalt ikke undfanger superhelte. Scot Pilgrim er dog langt enklere og mere folkelig end Hernandez’ Mekanix, der rent narrativt spiller på flere strenge, hvor Bryan Lee O’Malley har lavet en mere stramt komponeret og samlet historie med humoren som diesel.
Scott Pilgrim er nyskabende, hot og kommet for at blive. Serien kører charmerende stilen hele vejen, og det gør Forlaget Aben maler også, fordi de fremsynet og venligt bringer Scott sammen med folket. Prisen for at være med er på niveau med en biografbillet, og bind nummer 2 er klar til at skabe glæde allerede i december 2009

Fakta om serien

Scott Pilgrim kører stilen. Aben Maler, 2009. ISBN: 8792246168

Skrevet og tegnet af Bryan Lee O’Malley

Det danske vidunderland

wonderland-forsideLad det være sagt med det sammen: her er tale om en ganske speciel udgivelse. Det er noget så sjældent som en antologi med danske tegneserier, oversat til engelsk og udsendt på det amerikanske marked.  19 nedslag, der ganske udmærket illustrerer, hvor langt dansk tegneserie er nået i de senere år.  Antologien udgives af forlaget “ Aben Maler” – drevet af ildsjælen Steffen P. Maarup, der i årevis har udgivet forholdsvis smalle værker på det danske marked. Vi har bl.a. fået udgivelser af  James Kochalka, Ron Regé, Jr., Anders Nilsen og snart Chris Ware og Bryan O’Malley.

Forlaget udgiver også 676’erne – små pixi-tegneserier med (eksperimentelle) voksentegneserier af nyere danske serieskabere. Det er altid spændende læsning, og værkernes ofte meget personlige udtryk gør, at man altid vil kunne finde en favorit i en sending 676’ere. De tjener desuden til at eksponere både den danske tegneseriescenes mere eksperimenterende del og dels til at cementere forlagets linje – “Et sted mellem litteratur og billedkunst. Lad os kalde det sted tegneserier” som det hedder sig på Aben Malers fangruppe på Facebook.

Allan Havrehalms "Tomb of the Rabbit King"Der er en del ligheder, rent emne-, udgivelses- og mentalitetsmæssigt, mellem “Aben Maler” og det amerikanske forlag “Fantagraphics”, som med udgivelser af bl.a. Daniel Clowes, Robert Crumb og Hernandez-brødrene må siges at høre til blandt amerikanske indie-tegneseries grand old publishers. Og antologien er netop blevet til ved et samarbejde mellem Aben Maler og Fantagraphics – i USA er et Fantagraphics, der distribuerer værket, mens det er Aben Maler der står for den danske / europæiske distribution.

Selv om begge forlag står bag udgivelsen, er det Aben Maler, der har taget initiativet og også forestået arbejdet med udvælgelsen, og jeg fik lejlighed til at spørge  redaktør Steffen P. Maarup om antologiens tilblivelse:

Jeg begyndte at samle bidrag til antologien for lidt over et år siden, og så tog den form i løbet af efteråret. Omkring juletid havde jeg en nogenlunde færdig pdf, som jeg sendte til Fantagraphics. Der var stadig ingen titel, og stadig ingen Thomas Thorhauge-tegnet forside, men de sagde alligevel ja tak til at udgive den i USA.
Det allersidste blev færdigt i marts, så vidt jeg husker – Nikoline Werdelins engelske håndtekstning – og så sendt til tryk i Singapore. De første friskbagte eksemplarer blev fløjet ind til MoCCA Art Festival i New York i juni, og nu her i august kommer bogen så i butikkerne i både USA og Danmark.

Fantagraphics har været utrolig nemme at tale med. De har ingen indsigelser haft overhovedet, men har bare accepteret, hvad jeg kom med.

Hvad er det så for en størrelse, der er kommet ud af det?

Julie Nord i From WonderlandDet første der slår en ved en gennemlæsning er de utroligt forskelligartede talenter – og dermed bidrag – som antologien består af. Vi kommer forbi forholdsvist traditionelt tegnede (men derfor bestemt ikke tandløse) avisstriber, grove, anarkistiske streger og afdæmpede akvarelfarver, ligesom historierne går lige fra den nære menneskeskildring over det filosofiske og fabulerende til den vilde løssluppenhed og provokerende leg med læseren. Som det anes vil jeg ikke fremhæve nogen på bekostning af andre, men bare konstatere at der er stor mulighed for at der er noget der vil falde i ens smag hvis man går åbent til værket.

En antologi vil altid have større og mindre læseoplevelser blandet sammen – man kan ikke nødvendigvis dele smag med redaktøren af bogen, men udvalget er fint og kommer rundt omkring nogle af de forskelligeartede talenter der har været aktive på den danske tegneseriescene i de seneste ti år – og heldigvis er der ikke skyggen af Hergé-nekrofili, hvilket visse dele af den danske tegneseriescene nok vil tage den ilde op. I forlagenes og dermed bogens natur er der ikke gået på kompromis med kunstneriske ambitioner og armbevægelser, og naturligvis er der fokus på de serier, som ligger udenfor mainstream. Men ud over forlagenes profil, har der ikke ligget særlige kriterier til bund for udvælgelsen:

De små tyve historier i From Wonderland with Love er udvalgt af mig (men tak til Paw Mathiasen og Torben Hansen, for jeg gik på strandhugst i gamle numre af Fahrenheit og Free Comics; og til Matthias Wivel for at gøre mig opmærksom på Peter Kiellands Valküren Träume). Der er et ret stort spænd i historierne, men jeg følte alligevel, at de godt kunne høre til i samme bog. Jeg har ikke haft noget formuleret sæt kriterier, da jeg udvalgte bidragene, men de dækker vist ret godt min smag i voksentegneserier.

Mårdøn Smets bidrag til antologien Det  er ikke på nogen måde en bred antologi – og har da heller aldrig været tænkt som sådan. Her er et stykke “smalt”  tegneseriekunst, og som sådan rammer antologien sit publikum ret præcist – en typisk Fantagraphics-fan vil føle sig hjemme, mens en Marvel-fan nok vil kigge to gange på udgivelsen. Modtagelsen har indtil nu været pæn:

Det er endnu meget lidt, den amerikanske blogosfære har skrevet om From Wonderland with Love, men de folk, der kom forbi den danske stand på MoCCA-festivalen, var som regel nysgerrige og begejstrede. Det siger næsten sig selv, at det bliver svært at sælge en antologi med ukendte danskere, men hvis vi får flere anmeldelser, der er lige så gode som den i Publishers Weekly, så skal bogen nok klare sig.

From Wonderland er en fremragende introduktion til den del af den moderne danske tegneserie som forsøger at skubbe grænserne for mediet og især de vilde unge, der kom frem i starten af dette årti. Er du en åben og nysgerrig læser er der ingen vej udenom, også selv om det kan føles underligt at læse danske værker på engelsk. Kender du en  tegneserielæsende udlænding  er From Wonderland den oplagte idé. Og elsker du det sted hvor kunsten udfordrer status quo og rykker milepæle, vil du føle dig hjemme her.

Fakta om udgivelsen

From Wonderland with Love: Danish Comics in the Third Millennium. 176 sider, både sort/hvid og farve. Pris: 240 kr.

Redigeret af Steffen P. Maarup

Vibe Bredahl: Mary’s Mind Travel

HuskMitNavn: Newspaper Cartoons

Johan F. Krarup: Birte;

Seven Men Practice the Art of Seduction

Nikoline Werdelin: Because I Love You So Much

Christoffer Zieler: Steep Speed

T. Thorhauge: M

Jan Solheim & Maria Isenbecker: The Visit

Mårdøn Smet: Stig & Martha

Peter Kielland: Valküren Träume

Simon Bukhave: All That I Hold in My Hand

Søren Mosdal & Jacob Ørsted: Dog God

Allan Haverholm: Tomb of the Rabbit King

Signe Parkins: Table Manners

Ib Kjeldsmark: Sloth

Julie Nord: From Wonderland with Love

Zven Balslev: Cadarul Zombie

G.R. Mantard: for- og bagsats

Hvad vi har skrevet på Twitter

Scott Pilgrim vol. 1
Scott Pilgrim vol. 1

I de forgangne par uger har vi tweetet om lidt af hvert – Warner i samarbejde med Facebook, Thor-filmatiseringen, et samarbejde mellem Alan Moore og Mike Patton, Green Lantern-filmen, ændringer i Carlsens ledelse … samt SCOTT PILGRIM PÅ DANSK!

Dansk tegneserieantologi udkommer i USA

Cover til amerikansk antologi med danske tegneserieskabere

Danske tegneserieskabere gør første tiltag til at erobre verden – følgende er sakset fra Aben Malers nyhedsbrev:

det førende amerikanske tegneserieforlag Fantagraphics udgiver til sommer en antologi med danske tegneserier. Den udkommer naturligvis også herhjemme – på Aben maler.
From Wonderland with Love, Danish Comics in the Third Millenium er en samling af nogle af de bedste kortere tegneserier fra det sidste årti. 176 sider, 17 bidrag, 100% overflødighedshorn.
Antologien har snigpremiere på tegneseriefestivalen MoCCA Art Festival i New York i juni, mens danske læsere må vente til august med at se den.

Det bliver naturligvis spændende at se hvad antologien indeholder og ikke mindst hvordan den bliver taget imod – der er mange spændende danske talenter nu, og der er tidligere blevet “eksporteret” danske serieskabere til udlandet, så hvem ved… ?
Under alle omstændigheder er det et vigtigt træk i forhold til at få præsenteret udlandet for danske serieskabere.

I nyhedsbrevet bliver også nævnt at der er flere af de lækre 676’ere på vej, så det kan vi også glæde os til.

Åbent brev til Sisyfos

Omslaget til SisyfosKære Sisyfos

Det er måske ikke den bedste måde at indlede en samtale på, men fuck dig. På en pæn og sober måde, forstås. Hvorfor?

Well, primært fordi du har trukket denne anmeldelse ud og ud – jeg har syntes at jeg var klar til at skrive flere gange undervejs, men hver gang har du spændt ben for mig ved lige at spille endnu et es frem af ærmet eller holde mig vågen midt om natten, fordi jeg lige skulle læse en passage igen – hvis ikke du bare har lagt dig på gulvet og råbt OM IGEN! (Eller måske OGNEIM?)

Mange gange har jeg været på nippet til at smide med dig, råbe af dig, og alligevel har du holdt mig fast, selv om du er en prætentiøs snob som vil det hele på en gang. Fuck.

Som det måskefremgår er [[Sisyfos]] ikke en helt almindelig tegneserie (hvad det så end er). Et eksempel: afsnittet Hændelse består af en række farvede kvadrater, som beskriver forskellige elementer ved en ikke nærmere uddybet hændelse – “Fire mennesker som berøres direkte” er for eksempel fire kvadrater i farvenuancer fra grøn over blå til lys gul.

Jeg bliver – sikkert helt i overensstemmelse med Anders Nilsens formål – lettere provokeret: er det en tegneserie? I want my money back! Efterfølgende kommer de intellektuelle mekanismer i spil – er det en tegneserie? Hvis ikke det er, hvad er det så? Er der en mening med kvadraternes farve? Deres antal?

Og hov! Dér fik han mig – ganske eftertrykkeligt, endda: fra småforarget til inddraget på et splitsekund.

Senere kommer f.eks.denne køretur til Pittsburg (dette er kun et uddrag):

sisyfossisyfos

sisyfossisyfos

What? Hvor er sammenhængen mellem dialog og billeder? Er den der, eller er det læserens associationer, hans forsøg på at lave sammenhæng, der er det egentlige mål? Er det “bare” et mindfuck eller er der en dybere mening? Hvis nu jeg læser den igen, så dukker der måske en mening op, måske ser jeg en symbolik som jeg havde misset, måske kan jeg …

Dette er enaf Sisyfos’ helt store styrker, for som tænkende menneske kan jeg ikke lade være med at læse igen og igen for at prøve at få hold på mine associationer, måske endda afkode værket nogle af dets hemmeligheder (og der er mange).

Værket er en leg med – og en udfordring af – vores opfattelse af tegneserien som symbolsprog, for hvis en (fart-)streg ved en arm indikerer en bevægelse, hvis ordet BOOM! indikerer lyden af en eksplosion, hvad forhindrer så en samling kvadrater i at symbolisere en hændelse? Det stiller store krav til vore vaner som læsere, til alle de konventioner om mediet og dets rammer, som vi nu engang har vedtaget, men det er et eller andet sted også kunstens rolle – Anders Nilsen går bare helt ud i ekstremen, og tak for det!

Og det eri øvrigt ikke kun billedsiden, der står for skud – i afsnittet “monologer til den kommende plage” bytter to mænd – den ene med en krims-krams-skravering i stedet for et hoved – rundt på sætningen “Kaffe og kage, frem og tilbage“, indtil de til sidst ender med at have reduceret den til en meningsløs række bogstaver (“FRGGGAI / KKTLEEEE / BGMFFOOAA” ).

sisyfosJa, det er prætentiøst som ind i helvede, og Sisyfos bevæger sig på den måde hele tiden på grænsen til at være for konstrueret og irriterende fortænkt – i mine øjne heldigvis på den rigtige side, men dine grænser er måske anderledes.

Min store indvending– for jeg har én – imod Sisyfos er denne, og det er en stærkt subjektiv holdning: hvis man virkeligt skal op og ringe, skrive sig ind på min personlige top ti, så skal man tale til mit hjerte og ikke min hjerne, og det gør værket alt, alt for sjældent. Min hjerne er på hårdt arbejde det meste af tiden, men mit hjerte hæver sjældent sit pulsslag til over normalen.

Er det et originalt og (næsten) genialt værk? Ja. Bør det stå i enhver nysgerrig læsers samling? Ja, uden tvivl. Er det et værk som vil hjemsøge mig de kommende år, som vil bevæge mig og finde plads ved mit indre højbord? Nej, desværre ikke – desværre fordi jeg klart tror at Anders Nilsen har det i sig.

Så fuck dig, Sisyfos – du var så tæt på!

Med Sisyfos er Anders Nilsen helt derude hvor grænserne for mediet går, der hvor det defineres og ikke nok med det – han piller ved dem som en skoledreng piller ved en sårskorpe. Det er ikke en nem tegneserie, det er et af de mest krævende værker jeg har læst i nyere tid, og er det ikke netop en af de ting, der skiller den store kunst fra … alt det andet?

Sisyfos er i al fald stor kunst og et af de mest originale værker jeg har læst – jeg mangler bare som tidligere beskrevet at føle mig involveret udover den initiale provokation (som vel også mest er af intellektuel art), men det skal ikke betyde at du ikke bliver det. Under alle omstændigheder er værket required reading. Jeg venter her til du bliver færdig.

Fakta om værket

Sisyfos. Hardcover, ca. 160 sider, nogle i farver.

Forfatter og tegner: Anders Nilsen
Oversætter: Steffen P. Maarup
Forlag: Aben Maler

Flere smagsprøver på forlagets hjemmeside

Hvad er 4 x 676?

Det lille forlag [[Aben maler]] er mest kendt for sine danske udgaver af f.eks. Daniel Cloves Ghost World og Edwards Goreys finurlige billedbøger, men de har også en serie, kaldet [[676]], hvor danske tegnere og forfattere slår sig løs med det, som man vel bedst kan beskrives som tegneserie-noveller. Formatet er lille og kvadratisk og minder mest af alt om en forvokset pixibog.

Op til bogmessen kom der fire nye udgivelser i serien.

676 #009 – Thomas Thorhauge: Jørgen Leth

Sportsjournalisten Jørgen Leth har været genstand for megen omtale – ikke alt lige positiv – forskellige steder fra, men dette har han vist ikke prøvet før: [[Thomas Thorhauge]] har taget en række citater fra Leths selvbiografi, Det uperfekte menneske, og sat dem ind i en mildest talt syret tegneserie med Leth selv som hovedperson.

Vi ser Leth stå op og gå gennem en lem i gulvet til et mærkeligt kælderrum, befolket af haitianske kvinder. Hans videre færd involverer bl.a. en lysende åbning i maven på en af disse kvinder og et blændende symbolsk lynnedslag samt en knap så symbolsk morgenmad bestående af mango og omelet.

Det er et modigt træk at benytte en nulevende person på denne måde, men Thorhauge slipper forbilledligt fra det, ikke mindst på grund af den forløsende humor der er i værket. Jeg kan sagtens se denne udgivelse nå et meget større publikum end jeg forestiller mig at 676’ere normalt gør, da fans af Leth eje Thorhauges hyldest til ham. Jeg er personligt ikke så velbevandret i Lethania, så jeg sidder et par steder med en fornemmelse af at misse pointen – hvilket dog ikke trækker ned på det samlede indtryk.

676 #010 – Cav Bøgelund: Sorte

Sorte er en helt anden størrelse – her er tale om en pantomimeserie med titelfiguren som gennemgående person.

Pantomime-tegneserier er en afsindigt svær ting at få til at lykkes i mine øjne – man ender ofte med at man enten ikke forstår hvad der sker eller med at handlingen bliver påtaget simpel for at man skal kunne forstå den, men [[Cav Bøgelund]] klarer suverænt at lade sine 22 sider om Sorte give mening og man bliver draget ind i det særegne og unikke univers som historien foregår i.

Billedsiden får lige et par ekstra ord med på vejen, da de bærer så meget – Sorte ser ud som en drøm, som Fritz Lang kunne have haft omkring den tid han fik lavet kulisserne til Metropolis, parret med storyboards til en film, som Henry Selick endnu ikke har fået ideen til og sikkert aldrig får filmselskaberne med på alligevel.

Af de fire nye 676’ere er Sorte min personlige favorit, uden at jeg helt kan sætte en finger på hvorfor.

676 #011 – Gitte Skov: Den der får aben

Det er ikke alle minder om skoletiden, der er lige lykkelige, men det ser ud til at Gitte Skov har flere dårlige end gennemsnittet – Den der får aben behandler nemlig klikedannelser, mobning og skolegårdens hakkeorden og især det at befinde sig nederst i den.

Jeg fornemmer trækninger omkring øjnene på en del af mine læsere nu, så jeg vil fluks skynde mig at tilføje, at Gitte Skov holder sig væk fra de gængse klichéer der er forbundet med at fortælle denne type historie, og tager tekstmæssigt afsæt i børnerim og -sange, som ender som lyrik (“Så hellere een god sladrehank / ved hånden / end ti i døren / får sine bank. / Slår med ord. / Tarvelig.” ) kombineret med de meget udtryksfulde og skræmmende tegninger, der driver pointen hjem noget mere effektivt end en traditionel “det er synd for Knud at han bliver mobbet”-historie kan drømme om at gøre.

Modsat ender jeg med ikke at leve mig følelsesmæssigt ind i værket, hovedsageligt på grund af fortællestilens fragmentariske natur.

676 #012 – Anders Jørgen Mogensen og Simon Bukhave: Skæbnen er en ådselsæder

Kærlighed og død er gammelkendte temaer i litteraturen – ådselsædere knapt så meget, men alle tre er ingredienser i denne velfortalte historie om unge elskende, skæbne og en enkelt ræv.

Tegningerne er dystre og karakterfulde med god brug af sorte områder, hvilket giver en meget dramatisk, til tider nærmest træsnitsagtig effekt – dette passer igen meget godt til den præcise og virkningsfulde dialog.

Det er en velfortalt og makaber fortælling, som på mange måder nærmer sig fablens område, men som også viser hvor solidt man kan fortælle en historie på lidt plads – og endda få plads til en twist ending, som ikke virker påklisteret og som endda kom bag på mig.

Simon Bukhave kender jeg til fra forskellige sammenhænge (bl.a. antologien [[Blæk]]), mens jeg ikke kender Anders Jørgen Mogensen, som ifølge covernoterne også er sanger og tekstforfatter i sin civile identitet.

Resultatet af regnestykket

676 er en brandgod ide, og både novelleformen, prisen (35 kr) og udførelsen er helt i top – dansk tegneseriekultur trænger til et forum som dette, hvor vidt forskellige talenter kan slå deres folder. Min største anke er, at formatet bliver set som en hindring af for eksempel bibliotekerne – de køber generelt ikke serien, da de har problemer med at håndtere den rent fysisk (den er lille og numrene bliver let væk). Dette virker igen som en bremseklods for seriens – og dermed talenternes – udbredelse til et større publikum, og det er i mine øjne synd, for de fortjener noget mere opmærksomhed end tilfældet er.

676 er dansk tegneseries svar på Ritter Sport – kvadratisk, praktisk og god – og, tvinges jeg til at tilføje, noget mere nærende. Jeg glæder mig til næste runde.