En jærv med knapt så skarpe kløer

Persongalleriet i Wolverine
Da Bryan Singer i starten af årtusindet søsatte X-Men som filmserie, var det til stor fryd for de fleste superheltefans. Endelig var der en instruktør, der turde tage genren alvorligt og rent faktisk bruge den til noget. Singer tog mange friheder med forlægget, men tematikken var intakt, og det var mere, end man normalt var vant til fra superheltefilm. Der er dog sket meget siden, og både Iron Man og The Dark Knight har sat nye standarder for genren, og i dag er det måske lidt sværere at sluge at en figur som Rogue er forvandlet til en tudende teenager eller at Storm har mindre karisma end en gennemsnitlig sten.

X-Men serien døde kvalitetesmæssigt med den forfærdelige tredje film i serien. Nu er det ikke meningen, at den film skal anmeldes her, så lad mig bare nøjes med at sige, at det var en seriøs stinker med en både tam og overfyldt historie, overfladiske personkarakteristikker og kedelige action-scener. Af selv samme grund var det også med noget lavere forventninger, at jeg satte mig i biografsædet i Imperial for at se X-Men Origins: Wolverine (sikke dog en dum og irriterende titel). Der havde været historier om indblanding fra filmstudiet, og når man som rigtig Marvel-kender ved, at det var selv samme studie, der forvandlede verdensæderen og naturkraften Galactus til en næsten harmløs sky og gangsterkongen Kingpin til en gangsta from da hood, så var man allerede på vagt.

WolverineWolverine er dog ikke nogen X-Men 3. Så galt går det aldrig. Filmen er dummere end dum, men den er også sært underholdende. På engelsk ville man kalde det en “guilty pleasure”. På mange måder minder filmen mig om action-film fra 80erne, og det kan man så vælge at se som enten en god eller en dårlig ting.
Der er som bekendt tale om en oprindelseshistorie. Alle Wolverines hemmeligheder, der ellers altid har været blandt figurens definerende træk, hives frem i dagens lys. Vi finder først ud af, at han er rigtigt gammel og har kæmpet i alle amerikanske krige siden Borgerkrigen. Hvorfor? Ingen anelse, da manden trods alt er canadier, men måske kan han bare virkelig godt lide at slås? Hvem ved. I hvert fald bruger filmen ikke tid på det, da den skal hastigt videre. Vi møder en række andre mutanter, som Wolverine kæmper side om side med, indtil han får dårlig samvittighed og skrider. I et snuptag er der gået seks år, og Wolverine bor i fred og fordragelighed på et bjerg sammen med en kvinde. Det går der tre scener med, og så er det hastigt videre. Filmen skal trods alt helst nå frem til sit klimaks. Og helst i tide. Det går rigtigt stærkt i første halvdel af filmen, og det er meget tydeligt, at det i virkeligheden kun handler om at nå frem til anden halvdel. Og det er også fint nok, for den starter med et brag og fortsætter sådan. Det betyder dog også, at man intet føler for nogen af personerne på noget som helst tidspunkt.

Hugh Jackman i WolverineJeg vil godt give Hugh Jackman et par venlige ord med på vejen. Han er god i rollen som filmudgaven af Wolverine (der som bekendt er en noget dresseret udgave af den klassiske tegneseriefigur), og hans karisma bærer store dele af filmen. Det kvindelige publikum burde også være i stand til at nyde filmen.

Kernen i filmen er forholdet imellem Logan og hans bror Victor, også kendt som Sabretooth (der i Liev Schreibers diabolske form er milevidt fra den umælende, næsten retarderede wrestler fra den første X-Men film, men det gør ikke noget, da det er en klar forbedring i forhold til Singers film), og det fungerer overraskende godt. Schreiber er en god skuespiller og en god skurk. Man kan ikke helt sige det samme om Danny Hustons William Stryker. Huston er en virkelig god skuespiller, men desværre er Stryker en noget tam skurk. Måske mest fordi han opfører sig så bizart dumt, at man har svært ved at tage ham alvorligt (hans hemmelige våben imod Wolverine er adamantiumkugler… helt hvordan, DET giver mening, forstår jeg ikke). Jeg har sjældent set en skurk, der i den grad skaber sine egne problemer, og det bliver næsten grinagtigt. Det sjoveste er dog den måde, hvorpå Wolverine erhverver sig sit famøse hukommelsestab. Det virker næsten som om, at forfatteren havde glemt det et langt stykke hen ad vejen. For gennemtænkt er det dælme ikke.

Men her har jeg også fat i det, der ender med at gøre filmen ret underholdende alligevel: Hvis man vælger at trække på skulderen, efterlade hjernen i døren og simpelthen nyde filmen som en voldsomt dum actionfilm af den gode gammeldags slags, så er man i fint selskab. Filmen om Wolverine er ikke så meget en farlig jærv, som den er en dum, lille hund, man ikke kan lade være med at holde lidt af alligevel. Det er dog meget tydeligt, at det er en film i en serie, der blev skabt før Nolans Batman film samt Raimis Spider-man og Favreaus Iron Man. I dag har man som superheltefan vænnet sig til en hvis grad af loyalitet over for oplægget. Den fesne filmatisering af Watchmen led ligefrem under, at den var FOR trofast visse steder. Når Wolverine så lader vores allesammens yndligsmær, Emma Frost, være en blanding imellem en cheerleader og en disco-kugle uden det mindste spor af mentale kræfter, så bliver det lidt irriterende.

X-Men Origins: Wolverine fungerer dog på sine egne præmisser. Hvis man altså går ud fra, at præmissen var at lave en dum, men underholdende action-basker i klassisk stil. Kun dårlig CGI minder os om, at det faktisk er en moderne film, vi ser. På kun 9 år er X-Men serien altså gået fra at være det vildeste inden for superheltefilm til faktisk at se lidt gammeldags ud.

Sådan kan det gå.

Exodus: Movement of the Zombies

Helvede bryder løs i ExodusEfter at have været – uretmæssigt – overskygget af vampyrer i nogle år, er zombier nu helt fremme i offentlighedens bevågenhed med både gode film og tegneserier med de levende døde som hovedpersoner, så endnu en zombie-udgivelse er vel ikke rigtigt noget som kan få en hærdet anmelders, ahem, flydende affaldsstoffer i kog?

Ja, det er et ledende spørgsmål, for der er flere grunde til ikke kun at bemærke, men også rave omkring Exodus. Vi tager dem fra en ende af:

Den er velskrevet

    Fra en start af er man i gode hænder – der er en del velkendte elementer i plottet, men de når aldrig at blive klicheer – dertil skriver Jacob Rask Nielsen for sikkert. Han har et mundret sprog, som er med til at give personerne masser af karakter, samtidig med at han leder en sikkert igennem plottet om Hassan, hans ven Bernt og den gravide Viola, som er lukket inde i et lille hotel i indre by mens zombieplagen bryder løs. Og hvem er de to videnskabsmænd, som i starten stiger ned igennem en portal midt i Sydpolens is? Jeg venter i al fald spændt på de næste to bind i serien, som kun kan udkomme for langsomt.

    Den er fedt tegnet

      Action i ExodusJeg har primært set zombietegneserier tegnet i realistisk streg, og her går Exodus totalt imod sædvanen – Rask Nielsens tegninger er helt deres egne og fungerer helt utroligt godt. Jeg kender ham tidligere fra en række vilde børnebøger (som jeg har anmeldt andetsteds), og selv om en zombie-serie måske ikke var den første ting jeg havde troet han ville tegne, så fungerer det – faktisk måske mest i kraft af tegningernes særegenhed. Der er kun to farver i serien, men Jacob formår at udnytte både den sorte og hvide farve til det yderste – lige fra introsekvensens overdrevne whitespace på den ene side til de mørke, klaustrofobiske scener på hotellet på den anden … og med de velstrukturerede actionsekvenser midt i mellem.

      Den er dansk og 100% hjemmelavet

        Exodus er et øksehug!Normalt er en series ophavsland ikke vigtigt, hverken for mig eller for anmeldelserne her på siden, men i dette tilfælde betyder det sgu noget – Hassan, Bernt og Viola er sgu så pæredanske som man kan være, uden af den grund at være frikadelle-med-brun-sovs-og-rødgrød-med-fløde-agtigt og det er en bedrift i sig selv. Men vent – der er mere!

        Jacob Rask Nielsen har ikke kun skrevet og tegnet – nej, som Forlaget Tjubang har han selv udgivet den også på bedste græsrod-manér, og det skal der fa’me også lyde kudos for herfra – vi har brug for folk, der viser os at print-on-demand ikke kun er for skrivebordsskuffedigtsamlinger om hjerte/smerte, men også er til udgivelser, der er så sprudlende at der ikke er plads til dem hos de traditionelle forlag.

        Ja, til tider kan man se at der ikke har været en trænet redaktør henne over værket, men det tæller sjovt nok oftest til værkets fordel – her kan man se hvordan det går når man ikke “kill your darlings” men derimod gøder dem og giver dem plads. Hatten af for Jacob, også i denne henseende.

        Exodus er med andre ord på mange måder en usædvanlig oplevelse og en meget anderledes udgivelse, og jeg har i store træk kun ros at give den. Lad os så få de fortsættelser!

        Fakta om serien

        Exodus, bind 1 (af 3).  88 sider i sort/hvid. 2009.

        Skrevet og tegnet af Jacob Rask Nielsen
        Udgiver: Forlaget Tjubang

        Kan købes fra velassorterede boghandlere (ISBN 978-87-92408-02-0) eller bestille direkte fra forlagets hjemmeside – og med en pris på kun 50 dask og gratis fragt forstår jeg ikke helt, hvorfor du stadig er her! (men vend tilbage til denne side og skriv en kommentar eller to!).

        (Nu jeg er i færd med at sende folk væk her fra siden – min entusiasme bliver min død – er Janus Andersens anmeldelse ovre på Horrorsiden også værd at læse)

        Fed action på dansk – Blodets Konkubine af Palle Schmidt

        Cover til Blodets KonkubineTo lejemordere får fingre i en mystisk kuffert, der viser sig at indeholde det sagnomspundne natkotikum, Blodets Konkubine. Der er dog mange, der vil have fat i kufferten – heriblandt gangsteren LaTour og en gruppe skumle rasta-fyre … for slet ikke at tale om politiet, der ikke er begejstrede for ideen om en masse kriminelle, der sønderskyder deres by.

        Og der er virkeligt tale om sønderskydning af … ja, stort set alt, der kan sønderskydes. Som Peter Snejbjerg bemærker i sit forord, er det usædvanligt at en dansk tegneserie har et body count på syv mennesker inden side ti, og det stiger igennem historien, hvor det hører til sjældenhederne at personerne har mindre end to pistoler.

        [[Blodets konkubine]] er det tredie album fra [[Palle Schmidt]]s hånd – de første to var De lange næsers nat fra 1999 og [[Skyggen af bevis]] fra 2005, men Blodets Konkubine er markant anderledes. Vi har inspiration dels fra klassiske franske krimier, dels fra hårdkogte amerikanske serier som [[Sin City]], med en streg som er europæisk i sin feel, men amerikansk i sin dynamik. Giver det mening? Det gør det når man læser Konkubinen, som griber fat i en fra starten – man skal være parat til at læse til ende, når man tager fat i dette veldrejede album.

        Skydescene fra Der er da kritikpunkter: personskildringerne lægger sig så tæt op af genrens klicheer, som de på nogen måde kan uden at jeg decideret råber vagt i gevær – det er på den anden side også et plus, da man lynhurtigt føler sig hjemme. Siderne er opbygget meget tight, grænsende til det klaustrofobiske, hvilket passer fint til historien, men gør mig lidt træt i det i det lange løb – jeg havde elsket en [[splash page]] eller to inde i det hele, men det siger lige så meget om mit temperament som det gør om tegneserien.

        Der er lavet mange serier indenfor denne genre (og endnu flere film og tv-serier), og Blodets konkubine tilføjer da heller ikke genren noget decideret nyt – men det behøver den heller ikke at gøre, og jeg tror bestemt ikke det er Palle Schmidts formål med historien.

        Blodets konkubine er en veldrejet actiontegneserie af internationalt format, og selv om det på ingen måde er et album, der træder ny grund hverken historie eller tegnemæssigt, er det hele særdeles kompetent udført og en sand page turner.

        Fakta om serien:

        Vurdering: Anbefales

        Blodets konkubine (2008). 100 sider.
        Forfatter: Palle Schmidt og Olav Junker Kjær
        Tegner: Palle Schmidt
        Forlag: [[Forlaget Fahrenheit|Fahrenheit]]

        Se også tegneserienes hjemmeside og dens Facebook-gruppe.