Lidt om pressemeddelelser

virtual-laser-keyboardKære forlag

Jeg har ikke skrevet længe, men nu er det vist tiden igen. Denne gang vil jeg gerne lige snakke med jer om at markedsføre jeres tegneserier. Oprindeligt ville jeg snakke lidt om at markedsføre tegneserier i det 21. århundrede, men det er jeg gået væk fra. I får se hvorfor.

Det må være i jeres interesse at få spredt budskabet om jeres fremragende (ok, den tager vi en anden gang) udgivelser, ikke sandt? Hvis det er tilfældet, hvordan følgende praksis skal anspore mig til noget som helst andet end at blive irriteret:

  • jeg modtager 98% af alle danske pressemeddelelser som et stykke papir, der er svøbt omkring en tegneserie jeg modtager i posten. Hvis jeg skal bruge noget fra pressemeddelelsen, skal jeg med andre ord til at skrive det af fra papiret. Gæt selv hvor ofte det sker.
    Halvdelen af pressemeddelelserne findes dog på nettet i en eller anden form, men de er ikke altid tilgængelige fra forlagets hjemmeside via normal navigation. Google er mit bedste hjælpemiddel, ikke jer og jeres hjemmesider.
  • tegneserier er et udpræget visuelt medie. Hvorfor modtager jeg så (stort set) aldrig noget billedmateriale som jeg kan bruge i vores anmeldelser? Hvorfor skal jeg enten igennem Google Images (legal gråzone mht. rettigheder) eller selv scanne noget ind (også legal gråzone)?
    Ja, nogen af jer har et lille gnidret 100 x 75 pixel forsidebillede på jeres hjemmesider. Det kan være ligemeget, venner.

Og så er jeg slet ikke kommet ind på hvor lang tid der kan gå inden der bliver besvaret mails (hvis overhovedet).

Jeg ved godt at der her er tale om årelange traditioner, men sådan har man altid gjort holder altså ikke. Ligeledes er jeg også klar over at et website som mit ikke nødvendigvis har den samme prioritet som at komme på forsiden af Politikens kulturtillæg, men dels er det ingen undskyldning, og dels har jeg en fornemmelse af at de store aviser heller ikke får tilbudt væsentligt mere end mig.

Det er ikke kun ynk det hele – jeg har modtaget mediekits og links til ftp-servere, ligesom der er forlag, som godt kan finde ud af at lægge et par smagsprøver på deres hjemmeside – det hører bare til undtagelserne.

Min ønskeliste kunne se nogenlunde sådan ud:

  • hav en pressesektion på jeres hjemmeside – om det skal være med eller uden login, styrer jeres eget temperament.
  • I denne sektion kan man finde pressemeddelelser om jeres udgivelser
  • Man kan også finde billeder af forsiden samt 3-4 andre illustrationer som man frit kan vælge imellem og som man har ret til at bruge – og i en fornuftig kvalitet, for pokker. Alt under 400 pixels er ikke specielt brugbart for mig, og omkring 1000 pixels begynder det at rykke. Og lad nu være med at gemme i reduceret kvalitet, så vi får udtværede områder – hvis der skal redigeres i størrelsen, vil jeg gerne gøre det selv. Hint: de attråede trykte medier vil også gerne have illustrationer i elektronisk format og i ordentlig kvalitet.

Og nu startede jeg så med at skrive “det 21. århundrede” og nævner forsigtigt YouTube, Twitter, Facebook … men I skal bruge jeres nuværende websites ordentligt før vi går videre til næste lektion. Når I er klar, skal jeg nok være der.

Det var vist det hele for denne gang.

Med venlig hilsen,

Ulf.

[Indsæt titel her]

Anmeldelsesskabelon

Vejledning: udfyld felterne efter vejledningerne. Det skal nok gå alt sammen!

[Indledning: skriv lige hvad du vil, men du kan evt. starte med:]

1. Personlig anekdote – ligemeget hvad den handler om, men bonuspoint hvis du rent faktisk får nævnt tegneserien, som du anmelder. På den anden side er det ikke absolut nødvendigt.

2. Beskriv omstændighederne da du modtog tegneserien og hvad du tænkte. Husk at det centrale er dig.

3. Start ligepå og hårdt med at beklage dig over tegneseriemarkedets almene tilstand og hvordan alting var meget bedre i gamle dage. Denne holdning bør under alle omstændigheder forefindes et eller andet sted i din anmeldelse.

[Faktuelle oplysninger om tegneserien]

Forfatter, tegner, etc. – husk enten at nævne at de er ukendte eller at de var bedre i gamle dage. FOR VIDEREKOMMENDE: Kan du gå efter forlaget, så gør det, men med måde – de skal jo også gerne levere det næste anmeldelseseksemplar! 

VIGTIGT: Husk, at under normale omstændigheder skal tre ud af fem ting du nævner om tegneserien være negative eller allermindst forbehold. Bonuspoint for at få det til at fremstå intellektuelt ved brug af fremmedord (du behøver ikke selv at forstå dem) eller indviklede sætningskonstruktioner uden punktummer. Husk også at din holdning ikke kun er din holdning, men en universel absolut sandhed.

[Vurdering]

Sammenfat alle de ting der er galt med denne tegneserie og giv den en over middel-karakter på trods af disse ting. Fundamentalt minder den dig sikkert om en gammel tegneserie, og det må jo tælle op, selv om der har været nogle afvigelser fra normen undervejs.

VIGTIGT: under ingen omstændigheder bør man uddele absolut topkarakter til et værk, som ikke mindst er tyve år gammelt.

(standard anmeldelsesskabelon, version 23.1.3. copyright © Dansk Tegneserieanmelderlaug 1996-2009)

Azzarello og Bermejos Joker

Navnet Joker behøver vist ingen nærmere introduktion. Men ud over at være Batmans yndlingsfjende, er det også titlen på en nyligt udkommet graphic novel skrevet af Brian Azzarello og tegnet af Lee Bermejo.

Joker, med ryggen til Arkham Asylum. Gotham går en hård tid imøde.
Joker med ryggen til Arkham Asylum. Gotham går en hård tid imøde.

Lad mig starte med at sige at Lee Bermejos tegnestil er fantastisk. Jeg nærmest savlede mig igennem bogen (begge gange), og måtte udvise en for mig meget ukarakteristisk selvkontrol og tvinge mig til også at læse teksten. Ikke at den ikke er god – det kommer vi til – men illustrationerne er virkelig ”to die for” som man siger på godt dansk.

Men uden handling ingen illustrationer. Joker er, modsat så mange andre historier, fortalt fra en udefrakommendes synspunkt. I dette tilfælde følger vi den kriminelle Jonny Frost, som længe har ønsket at blive til noget stort, og mest af alt, at Joker skal lægge mærke til ham. Han melder sig derfor frivilligt til at hente Joker, som just er blevet udskrevet fra Arkham Asylum. Hvad der herefter følger, er fortalt gennem Jonnys øjne. Det er ham, der betragter Jokers gøren og laden, hans raseren gennem den kriminelle underverden i kampen for at genvinde sin magt. Og Jonny hjælper kun alt for villigt til.

Der er delte meninger om det faktum, at historien er fortalt gennem en tredjeparts øjne. Nogen synes at det lægger en for stor distance til handlingen. Jonny selv er nu heller ikke nogen særligt interessant figur, men personligt gjorde det mig intet. Faktisk synes jeg det er lidt af en genistreg. Både fordi det giver mulighed for betragtninger via Jonnys ord, som ingen ellers ville have kunnet give os, havde der ikke været en fortæller. Men ikke mindst fordi det simpelthen er forfriskende anderledes. Det er rart at se noget nyt blive prøvet.

Vores hovedperson(er) smukt illustreret af Lee Bermejo. Nævnte jeg, at jeg var begejstret for billederne?

Joker er en dyster fortælling. Joker selv er grum og impulsiv. Men heller ikke helt uden humor, og jeg kunne ikke lade være med at grine, da Joker i starten af historien giver fingeren til Arkham Asylum, lige efter han er kommet ud.

Vi møder en del af Gothams underverden, blandt andet et muskelbundt af en Killer Croc, og the Penguin, som Joker af uransagelige årsager bliver ved med at referere til som Abner. Og så selvfølgelig Harley Quinn, Jokers sidekick. Det er en meget anderledes Harley vi får præsenteret. Væk er den fjollede blonde pige med sit tøsecrush, og værsgo, her har vi en Harley der stripper, og mest af alt ligner et narkovrag. Hun passer dermed fint ind i historiens stil, og det giver faktisk også et billede af et langt mere jævnbyrdigt forhold mellem hende og Joker. Om det er noget rart forhold er så en anden sag. I en meget stærk scene som jeg ikke vil afsløre, ser hun fuldstændig uberørt og uengageret ud. Og så ytrer hun i øvrigt ikke et ord i hele historien, hvilket klæder hende meget.

Azzarello har udtalt, at han ville lege lidt med Jokers sexualitet, og der er da også blevet plads til lidt antydende billeder og tekst. Det er vist længe siden at en reje har set så fallisk ud. Bermejo var dog mere tilbageholdende og mente det var bedre at overlade den flamboyante homo-Joker til folk som Grant Morrison. Det kan han nok have ret i; det ville heller ikke passe ind i den mørke crime noir ånd.

Jeg må dog sige, at dialogen ikke er så skarp som man kunne have håbet. Der er mange gode øjeblikket, men historien er bare ikke den stærkeste jeg har læst i nyere tid. Her står Sam Keiths Secrets langt mere tydeligt, pga de enormt intense dialoger, der lader Joker noget tilbage at ønske. Men det opvejer illustrationerne til fulde, og mere til. Og er man som jeg bare en smule fascineret af Joker, er den helt klart et køb værd.

Fakta om serien

Joker, 128 sider, 2008
Forfatter: Brian Azzarello
Tegner: Lee Bermejo
Forlag: DC

Tegneseriernes svar på Rotten Tomatoes

Comicrankings logo

Hvorfor tænkte jeg ikke på det noget før?

ComicRankings samler data fra tegneserieanmeldelser på nettet, tæller dem sammen og serverer så en overskuelig oversigt over hvor høj en score en serie har fået i gennemsnit – lidt a la  GameRankings/GameStats eller filmsitet RottenTomatoes.

Der er endnu ikke meget på siden, men snart bliver tallene smeltet sammen med salgstal fra Diamond, hvilket kunne gøre den meget mere interessant – hvilken serie er godt anmeldt og sælger godt? Eller hvilken serie sælger godt på trods af dårlige anmeldelser?

Faren er naturligvis at der ikke er meget plads til de smalle udgivelser, men det afspejler på den anden side nok bare nettet og tingenes tilstand generelt.

Foreløbigt kan man f.eks. se hvilken Brian der er den bedst anmeldte – Bendis eller Wood?

(og inden der er nogen der spørger: nej, vi har ingen aktuelle planer om at lade vores anmeldelser indgå – det kræver at man giver karakterer efter en skala, og der til er vores “Anbefales”-system nok lidt for svævende)