Tegneseriesiden – nu en del af Google Comics!

Logo til Google Comics

Som man måske kan se, ser siden noget anderledes ud i forhold til sit vante jeg, men det er der såmænd en fornuftig forklaring på: fra og med i dag er vi blevet en del af Googles nyeste projekt, Google Comics. Tanken er at samle relevant information om tegneserier og kombinere det med indscannede tegneserier, i lighed med Google Books.

Tegneseriesiden er stolte af, at vi er en af de udvalgte sider, som skal medvirke i projektets danske del med vores efterhånden betragtelige bagkatalog af anmeldelser og baggrundsartikler.

Projektet træder sine allerførste barneskridt i disse dage, så det er endnu ikke muligt for danske brugere at læse tegneserier online grundet uafklarede rettighedspørgsmål, men der arbejdes på højtryk på at finde en løsning.


Tilføjelse: dette indlæg var en del af tegneseriesidens aprilsnar 2009 – til lejligheden var siden iklædt et til lejligheden fremstillet Google-lignende tema:

Tegneseriesiden i Google-dress

Vi har ingen formelle forbindelser med Google. Endnu. :)

Disclaimer: this is an april’s fool joke – tegneseriesiden has no affiliation with Google.

Marvel indgår samarbejde med X-Factor

De danske dommere
De danske dommere

Først skulle de til at skændes  i det amerikanske retssystem, men så pludselig sejrede forretningssansen. Marvel Entertainment udbygger sin position som en vigtig underholdningsvirksomhed med en enestående aftale om fælles shows med det populære talentshow X-Factor.

Pressemøde i New York

På et pressemøde i New York, indkaldt netop i dag, afslørede Marvel Entertainment at man har indgået et banebrydende samarbejde med folkene bag det populære underholdnings- og talent-program X-Factor om en række udsendelser med fælles tema.

Manden bag Marvel Entertainment
Manden bag Marvel Entertainment

Til stede på mødet var Marvels øverste chef for tegneseriesiden, chefredaktør Joe Quesada  sammen med Avi Arad, tidligere chef for Marvel Entertainment, som har været tilknyttet projektet som konsulent.

Retssagen som aldrig blev

“Som vi tidligere har set med ‘City of Heroes’ startede det hele som en retssag”, forklarer Arad om den stævning Marvel havde udtaget mod folkene bag X-Factor for misbrug af ophavsret.

“Vi stævnede dem for at have misbrugt navnet på en af vores grupper af superhelte”, tilføjer Quesada, med henvisning til Marvels nu hedengangne serie med de oprindelige medlemmer af X-Men.
Producerne bag X-Factor var ikke interesseret i at få negativ omtale i forbindelse med deres show og man har derfor forsøgt at holde den truende retssag ude af medierne. Men før at retsforhandlingerne kunne starte foreslog Arad med en årelang baggrund i underholdningsbranchen et kompromis som ville give økonomiske fordele for begge parter.

Marvels X-Factor serie
Marvels X-Factor serie

“Marvel ejer et katalog med mere end 5000 superhelte, X-Factor har et enormt publikum i ungdoms-segmentet som vi gerne vil i kontakt med, derfor var det en åbenlys win-win situation at kombinere de to”.

Udklædte deltagere

I den kommende runde af X-Factor udsendelserne vil både deltagere og dommere derfor være nødt til at  klæde sig ud som figurer fra Marvels univers, både til auditions og under selve showet.

Den musikalske del af showet vil Marvel Entertainment derimod ikke blande sig i, ud over at man på forhånd har frabedt sig brugen af en række sange som nævner konkurrerende superhelte.

Ingen DC helte i sangene

Den fulde liste er ikke tilgængelig på nuværende tidspunkt, men det forlyder at de forbudte sange vil rumme alt fra åbenlyse henvisninger som Laurie Andersons “Oh, Superman” til mere obskure sange som “I was Kaizer Bills Batman”.

“Vi er klar over at sidstnævnte ikke indeholder egentlig sang”, forklarer Quesada der selv er fritidsmusiker, “men i så stor en forretning som denne kan der ikke tages chancer”.

Hos de danske producenter ser man positivt på det nye samarbejde som sløret nu løftes for. “Vi forventer ikke at det bliver noget problem at folk skal klæde sig ud som  superhelte, de fleste er parat til at gøre hvad der skal til for at komme på TV”, udtales det som en del af en længere pressemeddelelse.

Kraftige reaktioner i det danske tegneseriemiljø

Knapt så begejstret er man hos den danske Marvel-udgiver Egmont. “Jeg har ikke bestilt andet end at snakke i telefon med teenagere som vil have kostumetips siden de første rygter dukkede op på nettet i mandags”, udtaler en træt og lettere irriteret Michael G. Nielsen, “hvis det her fortsætter når vi simpelthen ikke at få næste nummer af Spider-Man på gaden til tiden.

Også fra den kendte tegneserieforretning Fantask lyder der kritiske røster, blandt andet fra den navnkundige Marvel-Morten som gennem mange år har oversat de danske udgivelser af Marvels tegneserier. “Fundamentalt set er det jo noget pjat. Den værste beslutning siden Quesada anullerede Spider-Mans ægteskab her for nyligt”, udtaler Morten Søndergård.

Thomas Blackman
Charles Xavier
Thomas Blackman
Thomas Blackman

Dommer-ballade fra starten

Også hos seriens dommere har der været en del kontroverser omkring udklædningen. Mindst påvirket af ændringen bliver tilsyneladende Thomas Blackman, der vil optræde som Professor Xavier, manden bag X-Men. “Jeg lader mig ikke sådan skubbe rundt med”, udtaler Blackman og tilføjer en længere udredning om sit forhold til tegneserier, som et hasteindkaldt hold af sprogforskere fra Syddansk universitet i øjeblikket er ved at fortolke.

Emma Frost
Emma Frost
Lina Rafn
Lina Rafn

Showets kvindelige dommer Lina Rafn vil ikke umiddelbart udtale sig om de rygter der verserer om, at hun vil være klædt ud som isdronningen Emma Frost, ligeledes fra serien X-Men. “Det ville være en stor udfordring, men ikke meget mere end jeg er vant til når jeg ellers optræder på scenen”, udtaler hun kryptisk.

Mest utilfreds er den tredie dommer Remee, som allerede kan afsløre at vi får ham at se dels iført røde kontaktlinser, dels med et sæt spillekort i hånden. “Det er jo absurd, bare fordi mit navn minder lidt om Gambits virkelige navn (Remy Labeau) og fordi han tilfældigvis er aktuel i forbindelse med Wolverine filmen så træffer man sådan en tåbelig beslutning”.

Filmens og tegneseriens Remy
Filmens og tegneseriens Remy

Remee i kvindetøj?

Fra Marvels side bekræftes det per email, at der har været en del problemer omkring valget af kostumer. “Remee ønskede at være Black Panther, men i den nuværende historie vi har kørende er Black Panther død og erstattet af et kvindeligt modstykke”.

Marvel kan derimod ikke bekræfte at udtalelser fra Thomas Blackman om at “… Remee er en kælling” på et tidspunkt medførte en misforståelse der nær havde gjort, at den tredie dommer var blevet klædt ud som det kvindelige medlem af X-Men Storm.

“Der har været en række drøftelser og begge parter har måttet give indrømmelser. Vi føler at det nuværende valg er det bedste vi kan træffe”, udtaler Marvel Entertainment.

De nye afsnit som blev annonceret på pressemødet idag ventes at komme på dansk TV til efteråret.

Brøndby og FCK som tegneseriehold

“Brøndby er et tegneseriehold” eller “FC er et tegneseriehold” har det lydt fra de respektive tribuner i årevis, men takket være en ny fælles satsning fra de to klubber kan det nu blive til virkelighed. Som aktionær i Parken Sport & Entertainment havde Tegneseriesidens Kent Damgaard held til at være med til dagens pressemøde.

Flemming ØstergaardDagen efter at have præsenteret et enestående regnskab for Parken Sport og Entertainment med en omsætning på halvanden milliard holdt bestyrelsesformand Flemming Østergaard atter pressemøde, denne gang i selskab med rivalen Per Bjerregaard. Anledningen var annonceringen af en kommende satsning indenfor tegneserie-mediet som får navnet “Fodboldmagasinet Junior”.

To rivaler i samarbejde

Både Parken og Brøndby if er som aktieselskaber forpligtet til at informere om tiltag der kan påvirke aktiekurserne, og derfor havde de to bestyrelsesformænd valgt dagen idag til at informere om den nye satsning. “Jeg havde gerne set at vi kunne annoncere det nye tiltag sammen med Parkens årsregnskab”, udtaler Don Ø, “men da der er tale om en fælles satsning mente vi at det var bedst at holde de to ting adskilt”.

Det er ikke første gang de to rivaler finder fælles forretningsmæssigt fodslag. Således har begge været involveret i den fællesnordiske liga Royal League, ligesom Østergaard i en periode investerede en del af sin personlige formue i aktier i Brøndby.

“Selv om vi er rivaler på det sportslige område”, forklarer Bjerregaard, “så er vi også gensidigt afhængige af hinanden. Der er altid ekstra drama på når Brøndby møder FCK og de bedste sæsoner har været dem hvor de to klubber har konkurreret lige til sidste spillerunde.”

Danske tegnere og forfattere

Det kommende fodboldmagasin er rettet mod et ungt publikum og vil indeholde artikler med baggrund i de to klubber og en gennemgående tegneserie produceret af danske tegnere og forfattere. På pressemødet kunne ingen af de to formænd afsløre noget om navnene på de kunstnere der skulle tilknyttes projektet, da kontrakterne ikke var endeligt underskrevet. Hemmelighedskræmmeriet har medført visse spekulationer om at man forsøgte at få fat på “udenlands proffesionelle” som Peter Snejbjerg eller Henrik Rehr.

Tegneserier virker ikke som et indlysende medie for de to klubber at gå ind i, men en tilfældig snak ved en reception skullePer Bjerregaard lægge kimen til det nye samarbejde. “Nu er vi jo ikke helt unge nogen af os”, forklarer Østergaard, “men vi kunne begge huske at have læst tegneserier om fodbold da vi var yngre. Jeg tror det hed Seriemagasinet eller sådan noget. Ihvertfald kunne jeg huske en serie der hed ‘Roy fra Rovers’ som jeg syntes om, og det viste sig at Per havde læst den der “Bankhurst …”

“Bankhurst Barske Bold Børger”, supplerer Brøndby formanden.

“Ja det var vel derfor du skulle være i en klub der hed noget med ‘B'”, griner Østergaard og fortsætter, “tilfældigvis blev det overhørt af Charles Maskelyne, som jo i mange år har stået for FCK’s aktiviteter rettet mod de yngre fans, såsom ‘De unge løver’ og han nævnte så at tegnefilmskanalen Jetix var på vej med ‘Galctic Football’ som ville blive suppleret med et magasin”.

Samarbejde med Fantask

Inden at man gik videre med ideen var det nødvendigt at vurdere det forretningsmæssige potentiale i satsningen, og her entrerede man med en meget erfaren herre på det danske tegneseriemarked, Søren Pedersen fra tegneserieforretningen Fantask. “Dels ved jeg fra mine kontakter til Egmont at Fantask er en seriøs spiller på markedet”, forklarer Østergaard, “dels er det jo velkendt at Søren har en god smag indenfor fodbold”.

Trods det at Søren Pedersen er fan af byens hold var hans analyse dog så klar at Bjerregaard lod sig overbevise om at projektet var værd at investere i. Bjerregaard afviser også at bladets navn giver skjult reklame til FC Københavns nye brasilianske angriber. “Navnet var noget vi besluttede længe inden FCK fik skrevet kontrakt med ham. Det her er et projekt der har været undervejs i et stykke tid. Jeg synes at ‘Junior’ passer godt til vores klub også, vi har en masse mennesker som arbejder seriøst på ungdomssiden.”.

Udgivelsesdato stadig usikker

Indtil alle kontrakter er på plads vil de to fodboldchefer ikke løfte sløret for hvornår vi kan forvente at se den første udgivelse. “Det der er vigtigt for os”, forklarer Østergaard, “er at vi melder klart ud at vi er på vej ind på dette marked. Vi har analyseret det grundigt og potentialet er der. Derfor er det vigtigt for os at melde det ud netop idag”.

Her på redaktionen venter vi med spænding på at se resultatet af denne nye konstellation i den danske tegneserieverden.

Steen og Stoffer-filmtrilogi på vej!

Calvin & HobbesBill Watterson – manden bag den klassiske stribe Calvin & Hobbes (Steen og Stoffer) holdt i går det første pressemøde siden han holdt op med at tegne serien for over 15 år siden.

Her løftede Watterson sløret for en planlagt filmatisering af Steen og Stoffer, instrueret af Uwe Boll. I hovedrollerne står det allerede fast at Tom Cruise skal spille Steens far, Liv Tyler har rollen som moderen og Eddie Murphy som Frk. Mortensen (naturligvis sminket til lejligheden).

Hvem der skal spille Steen er endnu ikke afgjort – Watterson bemærkede at han gerne havde set Macaulay Culkin, men at han jo desværre var blevet for gammel – men så meget står fast at Rumagent Spiff-identitet bliver ændret radikalt i forhold til tegneserien og at Steen i disse sekvenser bliver spillet af en digitalt manipuleret Vin Diesel. Dette sker for at understrege at der er tale om fantasilege og “ikke handlinger som filmens unge publikum bør forsøge at gøre derhjemme” sagde Watterson. I det hele taget vil seriens vilde fantasi blive tonet ned til fordel for en mere realistisk, familievenlig vinkel.

Digital manipulation er også inde i billedet når Stoffer kommer på tale – her bliver der tale om en 100% digital figur, som i forhold til serien bliver udstyret med indtil flere superkræfter. Andy Serkis skal “spille” Stoffer, og det er også en skuespiller som har en vis erfaring med digitale figurer, da han jo er mest kendt som “Gollum” i Ringenes Herre. Stemmen til Stoffer vil dog blive leveret af Adam Sandler.

Endelig løftede Watterson til sidst sløret for at der – hvis den første film bliver en succes – vil blive tale om en trilogi. Senere afsnit kunne blive instrueret af Ronald Emmerich, men intet er endnu sikkert.
Der er allerede skrevet kontrakt med McDonalds om delvise rettigheder til markedsføring, så mon ikke man vil kunne finde Steen og Stoffer Happy Meals™ hos burgerkæden inden længe?

I det hele taget bliver merchandising en vigtig del af filmene, så forvent et massivt opbud af actionfigurer, sengetæpper og natuligvis tøjdyr. Til det formål er selskabet Watterson Media Industries, INC (WMI) blevet dannet.

Til spørgsmålet om hvorvidt filmen vil afføde nye striber sagde Watterson, at de i al fald ikke vil blive tegnet af ham selv, da han hellere vil prøve kræfter med filmverdenen. “Vi er i indledende kontraktsamtaler med Jims (Davis, skaberen af Garfield, red.) studie om at videreføre serien, men det er for tidligt at sige noget endnu.”

Det skal blive spændende at følge udviklingen af filmen, som under alle omstændigheder nok skal blive en succes.