Robert E. Howard – mere end bare Conan

Kull som Will Conrad ser ham
Kull som Will Conrad ser ham

Egentlig var mine tanker langt væk i fjerne galakser da jeg skulle finde på denne uges tip, der er nemlig deadline på bladet Himmelskibet som udgives af foreningen Fantastik, og næste nummer er temanummer om superhelte, hvortil undertegnede havde lovet at skrive et par indlæg.

Men vores tema her på Tegneseriesiden er jo Hellboy, så lad os vende blikket i en helt anden retning og se lidt på to projekter med tilknytning til et af Mike Mignolas litterære forbilleder – Robert E. Howard. Selv om det ikke skal handle om Conan, så er det interessant at bemærke at Mignola ligesom Howard valgte at starte sin fortælling om Hellboy midt i hans liv og derefter bevæge sig frem og tilbage i historien for gradvist at bygge flere lag på.

Men inden Howard skabte sin mest berømte barbar var der en anden figur i fantasy omgivelser som skulle være med til at sætte ham igang. Howards far var alt andet end begejstret for sønnens ambitioner om at ville være forfatter, så de to havde indgået et kompromis. Robert ville sørge for at tage kurser i bogholderi så han havde noget at falde tilbage på. Til gengæld ville han så et år til at forsøge sig med at skabe et navn som forfatter.

I 1927, mens Howard ventede på at få sit eksamensbevis færdiggjorde han historien “The Shadow Kingdom” om Kong Kull, en landflygtig fra det sagnomspundne Atlantis der nu sad på tronen i Valusia. Krigerkongen Kull havde knapt besteget tronen, før det viser sig at hoffet er infiltreret af en række formskiftende slange-mennesker som vil omstyrte menneskens styre.

Kull som han så ud dengang
Kull som han så ud dengang

Ved hjælp af den spyd-bærende pikter Brule lærer Kull den hemmelige frase “ka nama kaa lajerama” som kan afsløre slangefolkenes sande natur. Og hvis frasen lyder bekendt, så er det muligvis fordi den går igen mange år senere i Marvels udgivelse af [[Conan og Røde Sonja]] hvor Sonja uden held forsøger at bruge den som formular mod en forhekset tiara.

Lige som Conan gjorde Kong Kull i halvfjerdserne sit indtog hos Marvel Comics, som prøvede at tilfredsstille et stigende marked for historier om sværd og troldom. I Danmark udkom han i [[Seriemagasinet]], men siden den gang er det ikke meget man har set til figuren på dansk. Vender man derimod blikket mod USA hvor Conan i en længere periode har haft en udmærket success hos [[Dark Horse]] så er lysten til at se mere til Howards klassiske figur åbenbart større, så Conan The Cimmerian, som serien hedder for tiden får selskab af seks numre med titlen “Kull”.

Serien vil blive skrevet af Arvid Nelson og tegnet af Will Conrad, men forlægget er Howards oprindelige “The Shadow Kingdom”. Nelson er kendt fra Rex Mundi, mens Conrad tidligere har leveret tegninger til Joss Whedons Serenity.

En anden af Howards figurer som efter en periode hos Marvel har fået sin egen mindre serie hos Dark Horse er Solomon Kane. Ikke bare har Dark Horse startet en serie på fem hæfter med figuren, der er også  en film af Michael J. Bassett baseret på Howards oprindelige historie i produktion.

Solomon Kane
Solomon Kane

Solomon Kane er ikke som Conan og Kull en sværdsvingende barbar, men derimod en dyster og sammenbidt puritaner som rejser rundt i det syttende århundredes verden for at bekæmpe ondskab. Som flere andre af Howards figurer blev han oprindeligt udgivet i [[Weird Tales]] og for fans af Hellboy er det interessant at bemærke at en af historierne havde titlen “The Right Hand of Doom”, samme titel som den fjerde Hellboy historie.

Det er dog ikke denne historie, men derimod en af Howards mange ufærdige manuskripter “Castle of the Devil” som ligger til grund for udgivelsen fra Dark Horse. Solomon Kane er på vej gennem Schwarzwald da han finder en ung dreng som er blevet hængt, tilsyneladende af en ond baron som terroriserer de lokale i miles omkreds. Men der er noget andet, ikke helt menneskeligt på færde i den mørke skov.

Manden der har fået den vanskelige opgave med at omsætte Howards figur til tegneseriemediet er ingen ringere en den mangeårige redaktør Scott Allie, som tidligere har gjort sig bemærket gyser historien “The Devil’s Footprints”, mens tegningerne bliver varetaget af Mario Guevara.

Med disse to udgivelser, samt nyheder om at både [[Red Sonja]] og [[Thulsa Doom]] skulle være på vej som film, må man sige at det er gode tider for fans af Robert E. Howards fortællinger.