Rumheltenes endestation – Ignition City

Ignition City - klodens sidste rumhavn
Ignition City - klodens sidste rumhavn

[[Buck Rogers]], [[Flash Gordon]], [[Rumagent Spif]] – alle disse heltemodige enspændere som frygtløst drog ud i rummet og bekæmpede fremmede invasioner og mystiske aliens, hvor blev de egentlig af?

Det virker som et emne der har optaget forfatteren [[Warren Ellis]] for nyligt. Første gang han nærmede sig temaet var, da han overtog serien [[Astonishing X-Men]] efter [[Joss Whedon]]s meget berømmede 25-numres forløb.

Den ofte misantropiske Ellis kiggede sig om i vor nuværende verden, og så hvordan vi sender vore gigantiske skibe ud til den tredie verden, for at de kan blive hugget op af arbejdere, som har et lidt mere elastisk forholdt til fagforeninger og arbejdsmiljø end vi er vant til her i den vestlige verden.

Normalt ville man jo sige at science fiction er en optimistisk extrapolering af den nuværende teknologi, med tanke på hvilke positive konsekvenser den kan få. Men Ellis valgte at se det med den gamle gnavne mands skulende sideblik og endte derfor i stedet med at introducere Marvel universets skibs-kirkegård Chaparanga, et sted hvor rumskibene fra alle de invasioner fra rummet der har været siden Fantastic Four første gang stak snuden udenfor jordens atmosfære ligger til ophug.

I Ignition City folder han temaet lidt mere ud. Historien er hans egen, og udgiveren er det mindre forlag Avatar Press, så Ellis behøver ikke at bekymre sig om at anslå den velkendte optimistiske tone fra Marvel Comics. Illustrationerne står [[Gianluca Pagliarani]] for, og han fanger perfekt den forfaldsæstetik som skal til for at få [[Ignition City]] til at fremstå troværdigt.

Rumhelt på druktur i det tyvende århundrede
Rumhelt på druktur i det tyvende århundrede

Hos [[Avatar Press]] behøver Ellis ikke at holde sig indenfor det trods alt meget positive univers han arbejder indenfor hos [[Marvel]], så her får den en tand mere. Juri Gagarin er dybt alkoholiseret og lever på gaden, en næsten lige så fordrukken Buck Rogers hænger lidt bagvendt i stedet fast i det 20. århundrede, Flash Gordon er en del af byens korrupte underverden og jorden har for længst stukket halen mellem benene i konflikten med de insektlignende væsener derude. Navnene er måske ændret lidt, men meningen er ikke til at tage fejl af.

Faktisk er Ignition City det sidste sted tilbage på jorden hvor man stadig har en chance for at komme ud i rummet. Et snusket, forfaldent sted med rustne raketter, infrastruktur der er ved at bryde sammen og meget marginal tilstedeværelse af ordenshåndhævere. Det er til denne forfaldne slum af en rumhavn at den unge, smukke, rødhårede Mary Raven ankommer for at finde ud af årsagerne til sin fars død.

I rummet kan ingen høre dig kaste op
I rummet kan ingen høre dig kaste op

Rock Raven var en af rumpionererne, og hans datter ønskede sig mere end noget andet at være som sin far. Ud i rummet kom hun også, som hun selv beskriver:

“I shot a man on Khargu because he needed to die more than any I’ve ever met. I repaired three rocket tubes with a wrench and a knife while hanging upside down over Titan during the syzygy. I’m 26 years old and my life is over now”.

Hendes tur til Ignition City virker lige så meget som et forsøg på at genvinde det som han stod for, den tilværelse ude blandt stjernerne som nu næsten er uden for rækkevidde. Men var hendes rumkaptajn af en far mon også det menneske hun troede han var? Beboerne i Ignition City vil helst ikke ud med sproget om hvad der er sket, men noget tyder på at Lightning Bowman, med lyn-symbolet på trøjen, ikke har rent mel i posen.

Indtil videre er der kommet tre af de fem numre i serien, og hvis man skal tage efter hvordan det plejer at gå med Warren Ellis’ udgivelser på Avatar, så følger der nok en udgivelse i trade paperback når serien er afsluttet. Historien kan anbefales, både til de der ikke er bange for at få et lidt kynisk tilbageblik på tidligere tiders sorgløse eventyr i rummet og til de der, som jeg synes at det måske er en god ting med en påmindelse om hvor vigtigt det er at vi kommer derud i rummet, inden vi forslummer her på jorden.

Fakta om serien

Ignition City, 2009.

Bedømmelse: Anbefales.

Forfatter: Warren Ellis

Tegner: Gianluca Pagliarani

Forlag: Avatar Press

Forbløffende! – Astonishing X-Men 1-3 af Joss Whedon og John Cassaday

Cover til Astonishing X-Men 1Der er nogle læseoplevelser, som altid bliver hos en og som præger ens forhold til en bestemt figur eller en bestemt serie for altid. Når vi taler [[X-Men]], var det for mig – som for så mange andre – [[Chris Claremont]] og [[John Byrne]]s fantastiske udgave af serien, som jeg læste da den kom på dansk under titlen [[Projekt X]].

Siden da har X-Men sjældent haft den samme magi … bevares, jeg elskede da hvert ord af [[Grant Morrison]]s New X-Men, men ellers har der været langt mellem snapsene.

Den opmærksomme læser er overbevist om at han eller hun nu ved hvor denne anmeldelse bærer hen: jeg priser [[Astonishing X-Men]] for at have præcis den samme magi som Claremont og Byrne og annoncerer derefter at jeg er født igen og dropper tegneseriesiden for at emmigrere til USA og stifte The First Church of Whedon.

Helt sådan går det ikke.

Men damn, Astonishing X-Men er virkeligt noget usædvanligt i moderne superheltetegneserier – vi har en velfortalt og spændende historie med god forståelse for både holddynamikken og de enkelte personer. Så langt, så godt.

Moderne tegneserier (som i gamle dage)

Historiens detaljer vil jeg ikke komme meget nærmere ind på – det er en solid fortælling med et par virkeligt overraskende twists undervejs og alt hvad man har brug for af drama, action, kærlighed og – heldigvis – humor.

Vi møder både nye og gamle kendinge i persongalleriet, ligesom de forskellige trusler vore kære mutanter er oppe imod både er orginale og velkendte på samme tid – der er på en gang til både nye og gamle læsere på samme tid. Et ekstra plus ved serien er at den står udenfor de øvrige X-Men serier, så den slipper for at blive involveret i (eller bare skulle forholde sig til) de to-tre mere eller mindre inspirerede crossovers per år som Marvel traditionelt lader deres titler deltage i.

Nye læsere kan i sandhed starte her, for selv om serien klart forholder sig til X-titlernes historie, er det på en måde som ikke kræver at man har detaljeret kendskab til 30-40 års historie.

Og nu er det så at jeg smider en lille bombe: jeg er ikke Whedon-fanboy, men han er i mine øjne en langt bedre forfatter end Claremont – han forstår at skrive til mediet, så hans historier fremstår som helheder, fremfor den fornemmelse af at læse noget, der mest af alt minder om en illustreret novelle der ofte hører til at læse Claremont. Whedon kan lade sine figurer gøre noget uden at fortælle os med teksten at de gør det, han håndterer sine plottråde, så det hele virker planlagt fra en start af og hans personer interagerer så jeg tror på det.

Et fremragende værk

Cassadays stil bliver af nogle angrebet for at være kønsløs og airbrushet / Photoshoppet til et punkt, hvor det mangler personlighed. Jeg er bestemt ikke enig – Cassaday er en glimrende tegner med et personligt udtryk og en veludviklet sans for både actionscener og personskildring, og sammen med farvelæggeren Laura Martin (de to arbejdede også sammen på Planetary) er han i mine øjne et meget stærkt kort i amerikansk mainstream pt.

Har jeg da slet ikke noget negativt at sige? Næsten ikke, nej. Jeg kan godt savne nogle lidt mere vilde ideer og nogle lidt større arbevægelser, rent plotmæssigt – man kan dog med god ret hævde at det også er en positiv ting, men nogen New X-Men er det bestemt ikke.

Astonishing X-Men er på en gang en meget klassisk og en meget moderne tegneserie – klassisk fordi man straks føler sig hjemme som gammel superheltelæser og moderne fordi, nåja, den ikke kunne have været udgivet for 25 år siden – dertil bruger den en masse tricks, som man ganske simpelt ikke havde oppe i ærmet dengang. Er det et mesterværk? Hvis ikke det er, er det pretty damn close.

Astonishing har tidligere været udgivet på dansk af Egmont, men [[G. Floy Studio]]s udgave er igen as it should have been – hardcover med flot tryk slår i mine øjne slatne kioskblade til hver en tid.

Fakta om serien

Vurdering: anbefales varmt

Astonishing X-Men, bind 1: De privilegerede
Astonishing X-Men, bind 2: De farlige
Astonishing X-Men, bind 3: De splittede

Forfatter: Joss Whedon
Tegner: John Cassaday
Forlag: [[Marvel]] / [[G. Floy Studio]]

Nye kreative teams til Astonishing X-Men og Runaways

Astonishing X-Men v2 - Simone BianchiDet vælter ind med nyheder fra San Diego Comic Con (SDCC) – hvad for eksempel med nyheden om at Warren Ellis og Simone Bianchi overtager Astonishing X-Men efter at Joss Whedon og John Cassaday efter planen forlader titlen ved årets udgang.

I mine øjne et fint valg, og jeg er spædt på hvorvidt Ellis beholder den lette tone serien har eller tilføjer den sin egen kynisme. Læsværdigt bliver det jo nok under alle omstændigheder!

Warren Ellis bliver på serien i mindst 24 numre, Bianchi så længe som muligt.

Og så forlader Joss Whedon også Runaways som bliver overtaget af ingen mindre end Terry Moore, der ikke er så kendt i Danmark, men som er manden bag den nyligt afsluttede Strangers in Paradise – en serie, der bestemt er værd at læse.

Moore vil tage Runaways tilbage til Californien for at plante et stort, solidt Marvel-flag i den del af landet. Han bliver den tredie forfatter på serien og efterfølger så store navne som Brian K. Vaughan og Joss Whedon.

I mine øjne er Moore det perfekte valg til serien og jeg håber at se flere forfattere og tegnere fra den amerikanske indie-scene blive inviteret indenfor hos de store forlag.