The face of Evil – Crossed af Garth Ennis

Cover til CrossedAf alle forfattere jeg kan komme i tanke om, er der ingen som jeg har et så blandet forhold til som Garth Ennis. Der er få i amerikansk mainstream, der kan skrive så præcise og rammende personskildringer som han kan og han har en evne til at give skruen på sine plots lige én tand mere, især når man ikke venter det. Omvendt så bliver han også for meget for mig – han synes at ville holde fast i en rolle som plathedens depraverede mester, nogle gange for enhver pris. Med i bagkataloget har han Preacher, som plothuller til trods har status som nyklassiker, den fabelagtige, men oversete Hitman og en forrygende version af Marvels selvtægtshelt The Punisher. Og i nyere tid har vi fået Battlefields, som er fremragende og gribende skildringer af mennesker under 2. verdenskrig. Nu har han begået en ny serie, Crossed, som ifølge forfatteren selv er “as far as I’ve ever gone”.

Seriens præmis er simpelt: en flok mennesker forsøger at overleve fra dag til dag i et USA, som er overrendt af mennesker, transformerede til The Crossed. Med en blodig, arvævsagtig korsform hen over ansigtet og et manisk udtryk i øjnene, myrder, lemlæster og voldtager The Crossed sig hen over landet, og får man deres kropsvæsker – blod, spyt, sæd – i sig, transformeres man selv til en af dem og sønderdeler med høj latter de mennesker, man øjeblikke forinden kaldte venner og familie. De er ikke udøde, som er sultne efter menneskekød – de er bare mennesker, som lader til at være overtaget af deres inderste, mørkeste side og som udforsker hvor meget ondt de kan gøre andre. Gerne på så innovative måder som muligt.

Man ved ikke hvad der har frembragt the crossed – flere teorier nævnes undervejs i serien, men ingen autoritative – men det er heller ikke vigtigt. Vigtigt er det at de, der stadigt er mennesker kæmper en særdeles ulige kamp for deres egen overlevelse. Ja, det er en zombie/survival horror-type, men alt er taget til yderste ekstrem: hvis man falder i hænderne på dem, dør man ikke “kun” – man har faktisk ikke nogensinde haft nogen mareridt, der er så slemme som det, der helt sikkert vil overgå en. Her er for eksempel en af hovedpersonernes forhistorie (klik kun, hvis du tror du kan håndtere det):

crossed_06_12crossed_06_13
crossed_06_14crossed_06_15

Hvad er det så for en serie – eller rettere: hvad er det så for en Garth Ennis, der skriver den?
Til at starte med var jeg lige ved at droppe serien – volden virkede for overdrevet og selvforherligende, og serien virkede mest af alt som en “fuck jer, nu er jeg hos et lille forlag, hvor jeg må skrive alt! ALT! Se, nu parterer de  onde et barn! Se, nu hugger de et ben af et offer og har sex med det bagefter!”. Selv om der faktisk var en del god personbeskrivelse, troværdig dialog og et rimeligt solidt setup, var volden og de ekstreme scener simpelthen for meget for mig, og jeg betragter mig egentligt ikke som sart. Jeg vil bare have mening, for ellers er det for mig chokværdi for chokværdiens skyld, og så kan det være ligemeget. Tredie nummer af serien ændrede imidlertid mit syn på den: vel var det stadig ekstremt, men tempoet var noget mere afdæmpet og vigtigere endnu: jeg tror jeg så Ennis formål med serien (hvilket jeg ikke havde kunnet før).

crossed- 003Crossed #3 indeholder en rystende, grænseoverskridende scene, men modsat seriens øvrige scener sker den off-camera – og modsat de øvrige rystende scener, er det ikke the crossed der er direkte involverede. Mere kan jeg ikke sige uden at spoile for meget, men scenen fungerede for mig som et vendepunkt i forhold til min forståelse af serien, der stadig er rystende, men nu har meget mere mening. Det betyder ikke at jeg ikke stadigt har forbehold i forhold til serien, for det har jeg.

Ennis har mange pointer med Crossed, men en meget vigtig pointe er at den største trussel menneskeheden står overfor er sig selv. I George A. Romeros klassiske zombiefilm Dawn of The Dead bliver shoppingcentret fyldt med udøde ofte fremhævet som en metafor for det ukritiske forbrugersamfund, men metaforen i Crossed er en helt anden. The Crossed er menneskets morderiske skyggeside, fravær af empati og kærlighed og et darwinistisk vrangbillede, hvor den grusomste overlever. Vore menneskelige hovedpersoner antyder lige og lige et gran af håb, men samtidig ligger implicit at enhver på ethvert tidspunkt kan blive Crossed.

Jacen Burrows tegninger skifter for mig mellem at være let kluntede og ekstremt rammende, men selve fortællingen hænger sammen, rent billedmæssigt. Burrows største force er nok evnen til at lade folk tale igennem deres ansigtsudtryk, hvilket tillader Ennis at økonomisere med ordene og lade billederne tale. At jeg oplever The Crossed som ekstremt skræmmende, er også klart Burrows fortjeneste – han dypper øjensynligt sin pen i ren malice, når han tegner dem.

Det er ofte sagt at civilisationens fernis er millimetertyndt. I Crossed udforsker Garth Ennis præcis hvor tyndt, og resultatet er hverken kønt eller behagelig læsning. Er det nødvendigt? Det vil jeg lade den endnu ufortalte slutning afgøre, for hænge på, det gør jeg nu. Muligvis mod bedre vidende…

Freakangels – engle efter syndfloden

Før os, syndfloden
Før os, syndfloden

Samarbejdet mellem Warren Ellis og tegneren Paul Duffield på Freakangels startede egentlig, som tidligere omtalt her på siden med en web-tegneserie hvor man løbende kunne følge serien efterhånden som de enkelte sider blev lagt ud på www.freakangels.com.

Efterfølgende er Ellis’ faste udgiver af hans mange selvskabte universer [[Avatar Press]] begyndt at samle siderne fra nettet til trade paperbacks, hvoraf der indtil videre er kommet to. Måden serien bliver udgivet på afspejler ganske godt det dilemma vi stadigt står i, med hensyn til udgivelse af elektroniske tegneserier. Dels er der endnu ikke fundet en virkelig brugbar forretningsmodel for at udgive rent elektronisk, dels skaber det elektroniske medie stadig nogen barrierer, som gør at mange læsere vil foretrække at have en trykt kopi. Personligt er jeg en af dem, uanset hvor meget jeg holder af min MacBook, så må den blive inde på kontoret når jeg skal læse i sengen.

Verden gik under … men gik videre

Når man ser på temaet for [[FreakAngels]] kan man derfor ikke lade være med at smile lidt over at det netop er den historie der er endt med at blive lagt ud på nettet. For vi befinder os i et post-apokalyptisk steampunk univers hvor verden åbenbart er gået under for seks år siden. Store dele af London står under vand, infrastruktur og myndgheder er der ikke meget af og de mennesker, som stadig er tilbage i storbyen ser ud til at leve i små eknklaver.

Ikke at forveksle med guitaristen i Judas Priest
Ikke at forveksle med guitaristen i Judas Priest

Omdrejningspunktet for historien er Whitechapel, hvor gruppen FreakAngels holder til. Oprindelig var de tolv børn, født 23 år før historien starter, på nøjagtigt samme tidspunkt. De besidder overnaturlige evner, blandt andet telepatiske evner til at kunne læse andres tanker og det antydes flere gange i serien at de har noget at gøre med verdens sammenbrud seks år tidligere.

Men meget mere får man ikke at vide i det første bind af historien, for den udfolder sig med en uvant langsommelighed i forhold til de historier af Warren Ellis jeg ellers har læst, for eksempelt den voldsomt opskruede Anna Mercury som jeg håber snart at anmelde. Det er som om at sammenbrudet af de moderne kommunikationsformer og samfundets opskruede hastighed smitter af på historien og påtvinger den en vis sindighed. At dømme efter den del af andet bind jeg har nået at læse indtil videre, er der heller ingen antydning af at fortællingens tempo stiger der.

Styrke i forskelligheden

Selv om gruppen af FreakAngels er født på samme tidspunkt, er de vidt forskellige personligheder. Lige fra den smukke men iltre og opfarende KK som står for gruppens luftforsvar på den dampdrevne motorcykel/helikopter hun selv har bygget, over den barnlige, lettere ustrukturerede Arkady der spreder rædsel med sin evne til at forudsige andres fremtid.

Hver sin måde at fordrive tiden
Hver sin måde at fordrive tiden

Og for at komme spektret rundt ikke mindst den dekadente Sirkka som helt har trukket sig tilbage fra dagligdagens gøremål for at tilfredsstille sine seksuelle fantasier med partnere af begge køn. Åbenbart har syndfloden også taget syndsbegrebet og moralisterne med sig.

Men netop gennem deres forskellighed har de hver noget at bidrage med til den samlede gruppe, og på den måde kan man sige at den nye verden adskiller sig fra den gamle, hvor det mere virker som om at der er brug for en stor homogen gruppe.

Ind i denne blanding af sære mennesker kastes Manchester-pigen Alice, som dukker op for at hævne sig på Mark Fox, tilsyneladende et sort får iblandt de øvrige FreakAngels. Hendes tilstedeværelse giver både Ellis chancen for at kommentere på begivenhederne fra et normalt menneskes synspunkt, del muligheden for at lege lidt med de britiske dialekters mangfoldighed. Der skal nok være en enkelt amerikaner eller to som klør sig i hovedet over hendes mærkelige måde at tale på.

Konklusion

FreakAngels kan være lidt svær at komme ind på hvis man er vant til at leve på en diæt af superhelte-serier, hvor der helst ikke skal gå for mange sider inden folk tæver løs på hinanden.

Det dæmpede tempo gør at man lige skal bruge lidt tid til at pejle sig ind. Men når først man er inde begynder figurerne at blive interessante, og man begynder ligefrem at finde en vis sympati for den simple verden de lever i.

Teknologien og mange af de ting vi tager for givet er væk, men mulighederne for at udfolde sig og sætte sit aftryk på den nære verden omkring en er pludselig blevet enorme. Ikke at jeg er parat til at give slip på hverken computeren eller nettet endnu, men FreakAngels kan være en hyggelig lille ferie langt væk fra det hele.

Fakta om serien

Freakangels, 2009.

Bedømmelse: Anbefales.

Forfatter: Warren Ellis

Tegner: Paul Diffield

Forlag: Avatar Press

FreakAngels – ny ugentlig webcomic fra Warren Ellis

I går, 15. februar, gik første afsnit af Warren Ellis webcomic FreakAngels i luften. Serien, der er illustreret af Paul Duffield, er en gratis ugentlig tegneserie, som har forlaget Avatar som udgiver (i den grad man kan tale om en udgiver af en webcomic – men mon ikke der kommer en samling i fysisk form en gang?).

FreakAngels teaser

Præsentationen er simpel og god – intet klumret flash-interface at klikke rundt i samtidig med at tegningerne står klart frem – og historien er efter seks sider forholdsvis lovende. Jeg får en klar steampunk-vibe fra afsnit et, men meget kan nå at ændre sig endnu.

Mig bekendt er der ikke rigtigt nogen fortilfælde hvor en etableret forfatter skriver en historie direkte til nettet, så på den måde er det også et spændende eksperiment: kan de sælge den i papirform bagefter?

I al fald en spændende side, som fortjener et bogmærke.

Ny serie fra Warren Ellis

Coveret til Black Summer #0Indrømmet, med Warren Ellis nuværende arbejdstempo kunne man skrive et indlæg med denne titel hver måned, men jeg blev da pænt interesseret i den kommende titel Black Summer da jeg læste det her interview:

BLACK SUMMER is about the final question of superhero fiction: where does a self-identified superhero draw the line at fighting crime? And I don’t mean the Punisher thing of let’s-just-kill-the-bad-guys, or the easy out of “corporations are criminals too.” I mean, where do you draw the line at defining a criminal? Where do you draw the line at pursuing a criminal act? If your ethical compulsion is to step outside the system of law to prosecute or avenge crime — what do you do in a country where your President can be said to have perpetrated an illegal war that’s claimed thousands of lives?

Black Summer er Ellis første creator-owned superhelteserie nogensinde, og da serien udkommer på forlaget Avatar, er der en god chance for at han har rimeligt frie tøjler. Serien er samtidig Avatars første superheltetitel.

CBR har også et interview med flere smugkig på tegningerne og mere om seriens handling fra Ellis mund:

First there were the Seven Guns: a group of young politically-aware scientist-adventurers who modified their own bodies for street-fighting in order to take back their West Coast city from a corrupt police force, criminal local government and rapacious private security forces. One died. One was crippled. The others drifted apart. And today, John Horus, the most committed of the original team, is walking into the White House. He’s worked with the President on social justice issues. He is the Good Guy. But he’s been thinking about his role in the country for a long time. And he’s not here to say hello.

Umiddelbart ser det ud til at serien lægger sig op af Transmetropolitans samfundskritik og The Authoritys ultravold i samme pakke, men det bliver spændende at se hvordan det endelige resultat bliver.
Serien skal i al fald nok skabe noget omtale, når den udkommer – det er ikke hver dag man ser USAs præsident elimineret af en superhelt, som har besluttet sig for at præsidenten er en skurk.