David Small: en barndom i gråtoner

De første ord i den amerikanske graphic novel Stitches er ildevarslende: I WAS SIX.
Uskyldigheden bliver her slået fast. Følelsen af, at noget mismodigt lurer, bliver understreget af værkets første illustration – et gråligt og gnidret billede af et olieraffinaderi.
David vokser op i Detroit i en grå familie. Faren er radiolog og røntgenfotograferer konstant David, angiveligt for at hjælpe ham af med et bihuleproblem. Han sætter også hans nakke på plads i en snæver vending eller udfører traumatiserende lavementer. Det sidste er vist ikke bihulerelateret. Moren er gnaven og bitter. I stedet for at tale rømmer hun sig mest, snøfter bag lukkede døre eller smækker med låger. Man vil bare ikke gøre hende mere knotten. Storbror Ted tæsker løs på sine trommer. Det er et hus fuld af ekstrem stilhed og larm.

David kan tegne, heldigvis, og han forsvinder bogstaveligt ind i sine illustrationer. Han fantaserer også om at falde gennem Kaninhullet og binder derfor et gult håndklæde om hovedet for at illudere Alices hår. Det er et modigt valg.
Da David er 11 år, opdager en af forældrenes venner en knude på hans hals. Det er angstfremkaldende, for i hjemmet er der selvfølgelig et lægeleksikon, så David er ikke helt uvidende om kroppens mutationer. Læger koster penge, og derfor prioriterer forældrene en ny bil, ny sofa, nyt tv, en vaskemaskine, fester og andre livsfornødenheder, som en almindelig amerikansk kernefamilie ikke bør snyde sig selv for.
Da David et par år efter endelig får sin operation, bliver det ret omfattende, og da han vågner, har han mistet en del af stemmebåndet.
Stilheden omfavner ham og skubber ham længere væk fra andre mennesker og ind i ensomheden.

Skævheden i familien, som især opleves igennem moren med de forvrængede følelser, griber helt ud af siderne og fortvivler læseren. Fordi noget er galt. Mere galt end lavementer, mere galt end mormoren, der skolder Davids hænder, og mere galt end at lade en knude gro i halsen på et barn igennem flere år.
Forældrene har ikke fortalt David sandheden.

Davids frustration, sorg og den forråelse, han oplever, er gribende, og illustrationernes enkle grå akvareludtryk understreger sårbarheden og efterlod mig med en følelse af poetisk bitterhed.
Erindringer opstår et sted mellem virkelighed og fiktion. Stitches er barsk men yderst intelligent og narrativt veldrejet. Historien handler ikke kun om følelsesmæssig afstumpethed og en forvrænget ensom barndom – David Small får farvelagt et større perspektiv.

Illustrationerne får trods sine gråtoner vist mange nuancer – også humor.
Der er noget glansbilledeverden over miljøet. Vi er i 50erne, og stemningen rammer meget godt gamle amerikanske reklamefilm for vaskepulver…eller måske er det i virkeligheden mere hen ad The Bodysnatchers? Stitches er en følelsesmæssig og socialrealistisk thriller. Den er grum men pusler i mange lag.

David Small er i dag en anerkendt og prisbelønnet børnebogsillustrator, og et enkelt sted er der også en hilsen til den gamle Plys-illustrator Ernest Shepard.

Om at vende tilbage – Min fjerne barndomsby af Jiro Taniguchi

“Himlen er forunderlig.

Som om den er hævet over tiden og bare eksisterer.

Hvis evigheden var som himlen var der aldrig nogen, der blev voksne. Barnet i os ville blive ved med at eksistere. Ligesom himlen … Men tiden gør os voksne og den voksne tilstand lægger vores barnlige sind i lænker.

Nu hvor jeg igen var 14 år, så jeg pludselig alt muligt, som jeg før havde overset.”

For et par år siden tog jeg tilbage til min fødeby, som jeg boede i den første del af min barndom. Jeg havde ikke været der siden.
Jeg brugte en del tid på at gå rundt i byen, se de steder og stier jeg opholdt mig på i en anden, på mange måder mere ukompliceret tid. Mit gamle hjem, min gamle skole, kiosken (nu lukket), hvor jeg brugte lommepenge på tegneserier, gadekæret, hvor jeg fiskede vandkalve og haletudser – det var der alt sammen. Naturligvis gav det anledning til en del refleksion fra min side – naturligvis, for tanken om at vende tilbage til et tidligere tidspunkt i ens liv og eventuelt ændre på sin livslinje må være så gammel som det reflekterende menneske. Det er ikke så meget et spørgsmål om at gøre gjort ugjort, men snarere om at gøre ugjort gjort. Hvad nu hvis … ?

I Jiro Taniguchis Min fjerne barndomsby er det den samme tematik, der tages op: hovedpersonen Nakahara ender ved et tilfælde i sin barndomsby, falder i søvn og vågner op i sin 14-årige krop i starten af 1960’erne. Året han færdiggør grundskolen og starter på gymnasiet … og året hvor hans far en dag forsvinder sporløst for aldrig at vende tilbage. Kan han med sin voksne erfaring forhindre sin far i at forlade den lille, lykkelige familie og efterlade kaos eller er historien mejslet i sten og kan aldrig ændres?

Undervejs giver hans voksne viden og selvsikkerhed kombineret med ungdommens fysiske form og gåpåmod ham en række fordele: han får meget bedre resultater i skolen, bliver god til atletik og ikke mindst bliver den populære pige forelsket i ham. Omvendt ser han også negative sammenhænge, som han ikke havde bemærket før og finder ud af en masse om sin far, som han aldrig har vidst før.

Fundamentalt set er det en forholdsvis velkendt historie, der bliver fortalt i “Min fjerne barndomsby”, men på den anden side er der mange historier, der i deres fundament er ens – det er ofte måden, de bliver fortalt på, der gør hele forskellen. Taniguchi er heldigvis en forrygende fortæller – historien er medrivende, personerne levende og frem for alt giver han handlingen plads til at ånde uden på noget tidspunkt at skynde sig. Ikke dermed sagt at historien er kedelig, for det er den bestemt ikke – jeg læste de 408 sider med uhørt fart – den tager også bare sin tid til at bygge spændingen op. Tegningerne er detaljerede grænsende til det perfektionistiske, men har stadig liv og frem for alt hjerte – man får et glimrende indtryk af en landsby i Japan i starten af 1960’erne, hvilket – ved alt andet end et tilfælde – også var det tidspunkt, hvor Taniguchi var ung.

Og min egen tur til min barndomsby? Selv om tingene i store træk var som dengang, var alting alligevel underligt at se på: afstandene og vinklerne var på en eller anden måde forkerte, som om deres dimensionerne var fortegnede. Men selv om der var nogle ydre ændringer, var den vigtigste ændring indeni – det var dér, min barndomsverden altid havde været og dér den stadig var – som en del af det, jeg er nu. Naturligvis var der ikke ændret noget i min barndomsby – det eneste der var anderledes, var mig. Man kan aldrig vende tilbage til fortiden, men det er samtidig den, der former nutiden og fremtiden.

Taniguchi udforsker elegant barndommens verden og dens sammenhæng med ens nutidige jeg, og man er fanget hele vejen – og som med de bedste historier, går man derfra og har fået stof til eftertanke og er måske også blevet rykket en smule.

Dette er afgjort “Manga for voksne” eller en “Manga Graphic Novel” og bør læses af alle, der kan lide gode, velfortalte historier, som ikke er bange for at gå i dybden og dvæle i detaljen. Samtidig er det japansk kultur på højt plan – forordet drager paralleller til Murakami, Kurosawa og Miyazaki, og det er ikke helt ved siden af. En fremragende udgivelse fra forlaget Fahrenheit, som hermed indleder 2010 i fin stil.