tegneseriesiden

Vi elsker STADIG tegneserier!

Archive for the ‘Batman’ tag

HOLY SHOCKEROO! It’s … Batman: Scarecrow Tales

without comments

Bill Finger, Bob Kane, m.fl. World’s Finest Comics #3, Fall 1941

“Fear has no brains; it is an idiot.”

Bill Finger, Bob Kane, m.fl. World’s Finest Comics #3, Fall 1941

Bill Finger, Bob Kane, m.fl. World’s Finest Comics #3, Fall 1941

Citatet stammer fra den amerikanske forfatter og journalist, Ambrose Bierce, men kunne lige såvel have været formuleret af Jonathan Crane, psykologen der blev Scarecrow. Som barn morede Jonathan sig med at skræmme fugle, som professor Crane ved Gotham University fornøjede han sig med at skræmme de psykologistuderende.

Det sidste var selvfølgelig et led i hans entusiastiske forskning i frygtens psykologi, men universitetets ledelse så anderledes på sagen. Inden Jonathan Crane blev afskediget, havde han igennem længere tid måttet døje sine kollegers hån, mobning og bagtalelse. Ikke på grund af hans akademiske evner, men fordi han var en særling, der brugte alle sine penge på bøger og derfor gik klædt som et fugleskræmsel. Med andre ord en sympatisk person. Da han til sidst ikke længere kunne udholde omgivelsernes pres, slog han ind på en kriminel karriere som pengeafpresser, idet han maskerede sig som et fugleskræmsel: ”So I look like a scarecrow … That will be my symbol … A symbol of poverty and fear combined!”

Bill Finger, Bob Kane, m.fl. World’s Finest Comics #3, Fall 1941

Bill Finger, Bob Kane, m.fl. World’s Finest Comics #3, Fall 1941

Det er oprindelseshistorien, sådan som den er fortalt i ”Riddle of the Human Scarecrow” (1941) skrevet af Bill Finger og tegnet af Bob Kane, Jerry Robinson og George Roussos. Det er naturligt nok også den indledende fortælling i SCARECROW TALES (2005), en antologi med i alt otte historier, der strækker sig over perioden 1941-2002.

Coverillustration af Jim Balent & Bill Sienkiewicz Scarecrows eneste våben er frygt.

Crane, der kan mere end sin Freud, benytter sig af visse gasarter, kemiske midler og højfrekvente lydbølger til at indgyde sine omgivelser frygt eller ligefrem vække specifikke fobier til live hos sine ofre og (ikke mindst) sine modstandere – den dynamiske duo. Ifølge Freud opstod fobier når det frygtede objekt blev symbol for noget skræmmende, som det var pinligt at benævne. Cranes tilgangsvinkel er mere evolutionær. Når Ambrose Bierce skriver, at frygt gør hjerneløs, har han utvivlsomt ret. Irrationel frygt medfører i mange tilfælde en højst uhensigtsmæssig adfærd, værst naturligvis når vi deler vores frygt med andre – over for f.eks. burkaer eller influenza – og veksler frygten til vrede, en mekanisme som reformatorer, ambitiøse politikere og avisredaktører til alle tider har benyttet sig af. Ikke desto mindre har frygt (eller fobi) en adaptiv funktion. Chimpanser født i fangeskab skriger i rædsel første gang, de ser en slange, hvilket er en indlysende hensigtsmæssig adfærd. Vi kender sikkert alle til noget lignende – slangen i græsplænen, der bare var en haveslange, eller det lille gib når vi overraskes af en fuldstændig harmløs edderkop. Pointen er, at der kunne være fare på færde. Som psykologen og hjerneforskeren Steven Pinker skriver: “Fear is the emotion that motivated our ancestors to cope with the dangers they were likely to face.”

Gardner Fox, Bob Kane & Joe Giella. Batman #189, February 1967Det er i udgangpunktet intet hverken irrationelt eller neurotisk i at frygte mørket, især ikke når man bliver spærret inde i et bælgmørkt rum med et par rovdyr, således som det sker for Batman og Robin i ”Fright of the Scarecrow” (1967) forfattet af Gardner Fox (der allerede i ’39 var med til at udvikle Batmanfiguren) og tegnet af Bob Kane og Joe Giella. Her er slam-bang action så det batter, men da Batman indser at frygten ikke kan bekæmpes med næver alene, må han ty til viden! ”The Scarecrow’s Trail of Fear” (1975) er Denny O’Neil på automatpilot, men stadig læselig takket være Dick Giordanos rentegning (den perfekte balance mellem kraftige strøg og henkastede streger).

I ”The Scarecrow’s Fearsome Face-Off!” (1976) er Batman helt fraværende, til gengæld får vi Jokeren versus Scarecrow: – Die laughing, Scarecrow! – No, Joker … It’s you who will die … of fright!

Herefter følger antologiens længste og kedeligste historie, ”The 6 Days of the Scarecrow” (1981), som dog har et interessant lille twist. Som bekendt tilskriver fuglenes instinkt dem en vis påpasselighed over for mennesker, heraf fugleskræmslet på marken. Rationalet bag Batmans kostume er det samme – at indgyde frygt i de kriminelles sind. Men da Scarecrow injicerer Batman med et frygtfremkaldende hormon, begynder han at sprede mere frygt end godt er.

Som sagt har frygt en adaptiv funktion. Ikke overraskende viser studier at mennesker og andre dyr, der af en eller anden grund ikke registrerer frygt, har en kort levetid. Dette er oplægget til ”Fear For Sale” (1987) af Mike W. Barr. Det er en orginal historie, hvor Scarecrow giver sine ofre frygtløshed, men desværre tegnet i 1980’ernes værste stil.

Ligeså original, men langt bedre tegnet og fortalt, er ”Mistress of Fear” (1998) af Peter Milligan og Duncan Fegredo (makkerparret bag THE ENIGMA). Uforvarende får Scrarecrow sympati for et af sine ofre, en ung kvinde ved navn Becky, som han efterfølgende kurtiserer på sin egen særprægede facon. Det går hårdt ud over Becky, men alligvel formår Milligan at skabe et dybfølt og forstående portræt af Jonathan Crane.

Samlingen rundes af med den uinspirerede ”Fear of Sucess” (2002), der intet nyt føjer til Scarecrow-figuren, og selv visuelt er den en bundskraber – Roger Robinsons streg får Bob Kane til at fremstå som en mester.

Ja, kvaliteten svinger i SCARECROW TALES – sådan er det jo med antologier – men generelt er der dog tale om et fint lille udvalg, der både introducerer og reintroducerer en af Batmanmytologiens mest interessante skurke.

Fakta om serien

Batman: Scarecrow Tales (2005) 171 sider

Forfatter: Bill Finger, Gardner Fox, Denny O’Neil, Elliot S! Maggin, Gerry Conway, Mike W. Barr, Peter Milligan, Devin Grayson
Tegner: Bob Kane, Jerry Robinson, George Roussos, Joe Giella, Irv Novick, Don Newton, Alan Davis, Duncan Fegredo, Roger Robinson
Rentegner: Dick Giordano, Tex Blaisdell, Dan Adkins, Paul Neary, John Floyd
Pinups: George Pratt, Mark Stutzman, Jim Balent & Bill Sienkiewicz, Mike Mignola, Dermot Power
Forlag: DC

Del dette indlæg med andre:
[Bloglines] [del.icio.us] [Facebook] [Google] [Ma.gnolia] [MySpace] [Twitter] [Email]

Frank Quitely slutter sig til all star holdet på Komiks.dk

without comments

Frank Quietly til komiks.dk 2010!Få tegneserieskabere har formået at kombinere den kulørte mainstream med tyngde og indhold som tegneren Frank Quitely, og det er med stor glæde, at Komiks.dk præsenterer den talentfulde skotte på festivalen i 2010.

Frank Quitelys første arbejde i tegnseriebranchen var på undergrundstitlen Electric Soup i 1990. Da serien blev samlet op til national distribution blev Quitelys åbenlyse talent opdaget af redaktøren for Judge Dredd Magazine. Dette førte til arbejde på en lang række titler i den britiske tegneseriebranche. Det internationale gennembrud kom med et spin off fra serien Doom Patrol med titlen Flex Mentallo. Forfatteren på denne miniserie var en anden skotte, nemlig Grant Morrison. Dette team ville siden hen blive et af de mest kritikerroste og succesfulde teams i den amerikanske tegneseriebranche med titler såsom JLA: Earth 2, The Invisibles and New X-Men. Derudover har duoen høstet fremragende anmeldelser for både den yderst originale science fiction miniserie We3 samt All Star Superman, som allerede regnes blandt de mest ikoniske Superman historier, der nogensinde er skrevet. Morrison og Quitely skabte også coveret til Robbie Williams album Intensive Care fra 2005. I skrivende stund arbejder de to på serien Batman and Robin. Af andet arbejde fra Quitelys unikke hånd skal nævnes en tur på Wildstorm titlen The Authority og en historie i Neil Gaimans graphic novel Sandman: Endless Nights.

Quitely slutter sig til en voksende gæsteliste, der allerede byder på internationale navne såsom Dave Gibbons (Watchmen), Chris Ware (Jimmy Corrigan – The Smartest Kid on Earth), Daniel Clowes (Ghost World), Charles Burns (Black Hole), Paul Gravett (Graphic Novels – Stories to Change Your Life) samt så godt som samtlige danske tegneserieskabere.

Komiks.dk er Danmarks internationale tegneseriefestival, som hvert andet år fejrer tegneseriemediet med et bredt udvalg af danske og udenlandske gæster fra tegneseriemiljøet. I 2010 løber festivalen af stablen den 21-23. maj i Øksnehallen.

Del dette indlæg med andre:
[Bloglines] [del.icio.us] [Facebook] [Google] [Ma.gnolia] [MySpace] [Twitter] [Email]

Written by Michael Lindal Andersen

november 10th, 2009 at 1:25 pm

Batencyklopædien

with one comment

Supersleuth, arch-avenger of crime, foe of the underworld … this is the Batman! … A dark-mantled fighter who seems to dwell in night itself and whose fame as a scourge of evil has become almost legendary. (Batman #4/4, Winter 1941)

Cover til BatencyclopædienSom det vil være de fleste bekendt, har Batman i år rundet syv begivenhedsrige decennier: Fra Bill Fingers “The Case of the Chemical Syndicate” til Grant Morrisons Batman: R. I. P. og Final Crisis; fra Bob Kanes kantede efterligning af Chester Goulds stil til Tony S. Daniels super glatte streg; fra utallige revisioner, udvidelser, alternative virkeligheder og parallelle verdener til det multidimensionale DC-univers’ kollaps og videre til 52 – hvem pokker kan holde styr på alt dette?

Svaret er Robert Greenberger, forhenværende DC-redaktør, medforfatter til DC Comics Encyclopedia og egenhændig ophavsmand til The Essential Batman Encyclopedia. Egenhændig er måske så meget sagt, bl.a. bygger Greenberger på Michael Fleishers og Janet Lincolns The Encyclopedia of Comic Books Heroes Vol. 1: Batman (1976), der længe har trængt til at blive ført à jour.

En god encyklopædi er for mig først og fremmest en fælde. Jeg søger måske efter faktuelle oplysninger inden for et specifikt emne, men før jeg ved af det, er jeg via krydsreferencernes snørklede irgange kommet fra (lad os sige) kynikeren Diogenes til sommerfuglen Argynnis.

Selv med afgrænsede encyklopædier er der mange muligheder for at blive fanget og ende med meget mere information end den ønskede. Et tilfældigt opslag i The Essential Batman Encyclopedia kan således føre fra Poison Ivy til Floronic Man (hvem?) til Swamp Thing til Lex Luthor til Braniac, etc., etc., idet alle veje naturligvis fører til Rom, i.e. Batman.

Cover til Batman #1 Cover til Batman #251 Cover til Batman #688

Robert Greenbergers vidtspændende og gennemillustrerede Batencyklopædi opfylder altså mit første kriterium. En effektiv fælde ville den dog ikke være, hvis den ikke også var konsistent, gennemarbejdet, overskuelig, velskrevet og fuld af detaljer om stort og småt i perioden maj 1939 til september 2007 – hvilket den er. Lad os tage et kig på en af de kortere artikler, Doctor Dreemo (krydsreferencer angives ved versaler):

DARBY DEEMS was a stage performer, a self-professed expert on dreams. As Doctor Deemo, he used his stage notority to become host of radio’s The Nightmare Hour. Rather than use his expertise to help people understand their dreams, however, he was actually delving deep to better understand his guest’s subconscious fears. Deems then schemed to exploit them at a later date, as he did when he blackmailed one guest who had committed murder. Batman and ROBIN tracked and apprehended Doctor Dreemo and his men, ending the threat. (World’s Finest Comics #17, Spring 1945)

Hvem får ikke lyst til at læse lige præcis det nummer? Som ved så mange andre encyklopædier af denne art har man dog på fornemmelsen, at referaterne kan være mere interessante end historierne, men det er så absolut ingen anke – i mange tilfælde vil historierne jo desuden være uopdrivelige.

Et udvalg af Batmans skurkeI lighed med Fleisher & Lincoln koncentrerer Greenberger sig “kun” om de karakterer, der har optrådt mindst to gange i en af de mange kernetitler (og for Greenbergers vedkommende tillige miniserier og Batman-relaterede titler som Catwoman, Robin, Justice League of America og Birds of Prey), men det forhindrer altså ikke for eksempel Doctor Dreemo i at få en artikel i begge encyklopædier.

Den største forskel ligger i detaljerne. I kerneartikler følger Fleisher & Lincoln personerne kronologisk efter de enkelte titlers udgivelsesår, og deres referater er spækkede med (ofte lange) citater, mens Greenbergers tekstuelle referencer er mere arbitrære, citatløse og kortere. Til sammenligning spænder Alfred Pennyworth over næsten ni sider i den gamle encyklopædi, i den nye sølle to sider. En anden forskel er at Greenberger desværre ikke medtager historiske personer, så hvis man vil vide hvor, og hvornår Jules Verne assisterede Batman, må man ty til Fleisher & Lincoln, hvis optegnelser stopper sidst i tresserne (svaret er Batman #98/1, March 1958).

Greenbergers The Essential Batman Encyclopedia overflødiggør altså ikke sin forgænger, men supplerer den, og – måske vigtigst af alt – fører den stadigt voksende historie om Batmans eventyr op til dato. Bogen er med sine 388 sider for stor til dit utility belt (se under U), men uundværlig hvis du ønsker at genopfriske Bathulens interiør, bekendtskabet med Jokeren, Two-Face og Hugo Strange, besøge fremmede planeter eller blot tilbringe et par timer med at tilegne dig en viden, som med garanti ikke er efterspurgt på arbejdsmarkedet.

Fakta om værket

Robert Greenberger: The Essential Batman Encyclopedia. DC Comics/Del Rey Books 2008. Paperback, 388 sider, rigt illustreret i s/h og farve.

Del dette indlæg med andre:
[Bloglines] [del.icio.us] [Facebook] [Google] [Ma.gnolia] [MySpace] [Twitter] [Email]

Written by Thomas Strømsholt

juni 17th, 2009 at 8:52 am

Bag om Batman

without comments

batman-biografi Batman. Masken og manden – en biografi er udgivet i anledning af 70-års jubilæet for Batmanfigurens opståen og første optræden i Detective Comics no. 27, udgivet i maj 1939. Formålet med bogen er dels at give en kort tegneseriehistorisk gennemgang af Batmanfigurens opståen og udvikling (i første del) og dels at tegne en form for psykologisk portræt af Batman igennem læsninger af udvalgte Batmanværker (i anden del).

I bogens indledning fortæller forfatteren, Søren Hemmingsen, at han til den tegneseriehistoriske gennemgang fået hjælp af (Marvel) Morten Søndergaard (der også er krediteret som medforfatter til bogen), mens han selv har udarbejdet det psykologiske portræt i anden del. Efter bogens udgivelse har Morten Søndergaard dog erklæret, at teksten til bogens første del uden hans vidende er blevet så kraftigt omskrevet og omredigeret, at han ikke kan genkende sit eget bidrag, og derfor ikke kan stå inde for teksten (se f.eks. denne artikel på DR’s hjemmeside).

Uden at vide hvordan Mortens oprindelige tekst har set ud er det selvsagt svært at vurdere, i hvilket omfang den trykte tekst er blevet omskrevet. For en umiddelbar betragtning forekommer den historiske gennemgang af Batmanfigurens og Batmanseriens udvikling dog solid, men noget kortfattet og en smule rodet. Udover Batmans egen udviklingshistorie præsenteres vi, som nødvendige baggrund for denne historie, også for historien om Supermans opståen, samt nogle overordnede bemærkninger om superheltegenrens udvikling. Alt i alt får man således næsten hele den amerikanske superheltetraditions historie opsummeret på 50 (meget korte) sider. Det giver selvsagt ikke megen tid til at fordybe sig i detaljer, og man kan undertiden blive helt forpustet af at skulle holde trit med forfatterne, når de haster op igennem årtierne. Og når der samtidig krydsklippes mellem på den ene side Batmanfigurens udvikling og på den anden side hele superheltegenrens udvikling, er det ofte nødvendigt at holde tungen lige i munden for at holde styr på teksten, hvilket ikke just fremmer den pædagogiske formidling. Folk der kender en smule til Batmans (og de øvrige superheltes) udvikling vil næppe lære meget nyt, men gennemgangen kan muligvis tjene til at introducere interesserede til den amerikanske tegneserieverdens vildvoksende og fascinerende baggrundshistorie – med det forbehold, at teksten som sagt undertiden går meget hurtigt frem.

Bogens anden del rummer seks kapitler, som med baggrund i kendte og mindre kendte Batmanhistorier søger at kortlægge en række væsentligt træk ved og sider af Batmanfiguren. Første kapitel diskuterer forholdet mellem og forskellene på Batman og Superman. Andet kapitel undersøger Batmans evne til at knytte venskab med andre. I tredje kapitel er emnet Batman og kærligheden. Fjerde kapitel omhandler Batmans (manglende?) forhold til Gud og det religiøse. Femte kapitel gennemgår Batmans forhold til sine fjender. Ikke overraskende lægges der her særlig vægt på forholdet til Jokeren, og på de måder hvorpå Jokerens vanvid kan ses som et slags perverteret spejlbillede af Batmans egen sindstilstand. Denne diskussion fortsættes i bogens korte afsluttende kapitel, ”Batman på briksen”, som eksplicit tager spørgsmålet om Batmans mentale ligevægt op.

Det psykologiske portræt af Batman der tegnes her er på mange måder mere interessant end den historiske gennemgang i første del, der jo (alt andet lige) må siges at være forholdsvis velkendt stof. Dels er det de essentielle aspekter af Batmanfiguren, som diskuteres; dels giver Hemmingsen sig forholdsvis god tid til at udfolde sit syn på Batman-figuren, og dels er det spændende at se en fortolkning af denne figur, som næsten udelukkende baserer sig på værkerne (herunder de to sidste film), i stedet for primært at bygge på ”ydre” kulturelle og sociale faktorer. Hemmingsen har tydeligvis haft Batman helt inde under huden, og hans fremstilling af figuren er båret af et dybt personligt engagement og interesse, hvilket klart kommer til udtryk i Hemmingsens forord, som det nok er værd at citere et længere uddrag fra.

Frem for at producere en tør og pedantisk afhandling har jeg bestræbt mig på at skildre superhelten som både en arketype og et menneske af kød og blod. Der kan rejses kritik for manglende akademisk stringens: der er adskillelige karakterer, som ikke bliver beskrevet, ligesom superhelten ikke bliver sat på plads i et større kulturkritisk og teoretisk skema. Fans af DC Comics’ vidt forgrenede og komplekse univers vil kunne pege på syndige undladelser og stribevis af inkonsekvenser. Men det ermin Batman, som læseren møder på disse sider. Vred, rationel og gudsfornægtende på samme tid afbilder Batman den vestlige civilisations ansigt på et niveau, hvor læsernes, forfatternes og illustratorernes bud er lige gyldige. 
(s. 8-9).

Det er tydeligvis en forfatter, der brænder for sit emne, som taler her, og det kan man mærke både på teksten og i fortolkningerne. Man kan være uenig i hans syn på Batman og i hans tilgang til og fortolkning af konkrete værker, men det er umuligt ikke at være imponeret over den alvor og et engagement, han er gået til opgaven med.

Et par kritiske bemærkninger om bogen er dog på sin plads. For det første kunne teksten godt have brugt en ekstra gang korrekturlæsning. Der er således flere steder i teksten, hvor der enten mangler tegn, eller hvor der er et par ekstra mellemrum mellem ordene (se f.eks. s. 23 og s. 133). Og så er overskriften på kapitel 4 ikke den samme i hhv. indholdsfortegnelse og brødtekst. Det er dumme fejl, som kunne have været undgået. For det andet kunne man have ønsket sig at forfatteren og forlaget havde lagt en konsekvent linje for brugen af amerikanske termer. Hvorfor oversættes ”the Golden Age” og ”the Silver Age” til hhv. ”Guldalderen” og ”Sølvalderen”, mens ”the Modern Age” ikke oversættes? Og hvorfor omtales visse superhelte og superheltegrupper med deres danske navn (Grønne Lygte; Lynet; De Fantastiske Fire), mens andre udelukkende omtales med deres oprindelige amerikanske navn (The Martian Manhunter; Spider-Man; Justice League)?

Man kan også rejse en mere overordnet kritik af bogen. Uden at ville beskylde bogen eller forfatteren for ”manglende akademisk stringens”, så forekommer det mig således dybt besynderligt, at man ikke har forsynet Batman. Masken og manden med en bibliografi. Især til første dels historiske gennemgang, hvor der angives en del årstal, henvises til en lang række forfattere, tegnere og redaktører, samt diskuteres en del kontroversielle emner (ikke mindst spørgsmålet om Bill Fingers bidrag til Batmanfigurens skabelse) kunne det have været rart med oplysninger om, hvilke kilder der er brugt, og hvilken litteratur der er blevet anvendt. Og fordi den historiske gennemgang er så kompakt og kortfattet ville det have været rart med et par henvisninger til, hvor man kan få mere at vide om Batmans og superheltegenrens udvikling. (For de som måtte være interesserede kan jeg anbefale Gerard Jones’ glimrende Men of Tomorrow Geeks, Gangsters, and the Birth of the Comic Book (Basic Books, 2004) og Bradford Wrights ligeledes glimrende Comic Book Nation: The Transformation of Youth Culture in America (The Johns Hopkins University Press, 2003).

Dette problem er ikke helt så udtalt i bogens anden del, der jo mestendels bygger på Hemmingsens læsninger af konkrete Batman-serier, og derfor ikke synes at have behov for at henvise til andre værker end netop disse udgivelser. Omvendt så betyder Hemmingsens tilgang, at hans læsning har en tendens til at lukke sig om sig selv. Som en følge af hans konsekvente forsøg på at forstå Batman på Batmans (og Batmanuniversets) egne præmisser, og deraf følgende afvisning af at sætte figuren i forbindelse med det omgivende samfund isoleres Batmanfiguren fra det omgivende samfunds sociale og kulturelle strømninger. Og dermed bliver det svært at se, på hvilken måde Batman (med Hemmingsens egne ord) kan siges at afbilde ”den vestlige civilisations ansigt”. Hemmingsens portræt af Batman ville i mine øjne have været mere relevant vundet betydeligt, hvis han, ved siden af sine egne værklæsninger, også havde inddraget de sociale og kulturelle baggrundsfaktorer, der har været med til at forme figuren. En helt afgørende mangel ved bogen er således, at den på intet tidspunkt henviser til eller gør brug af den formodentlig bedste bog, der endnu er skrevet om Batman, nemlig Will Brookers fantastiske Batman Unmasked. Analyzing a Cultural Icon (Continuum, 2001), der ud over en kronologisk gennemgang af Batmanfigurens udvikling også diskuterer de utallige kulturelle betydningslag, som figuren rummer (og bl.a. fik mig til at forstå relevansen og betydningen af den homoseksuelle fortolkning af Batman). Blandt andre relevante værker som kunne være blevet inddraget kan nævnes Roberta Pearsons og William Uricchios antologi: The Many Lives of The Batman. Critical Approaches to a Superhero and His Media (Routledge 1991) og Batman Unauthorized (redigeret af Denny O’Neill(!!), Benbella Books, 2008).

Det mest grundlæggende problem med Batman. Masken og Manden er måske, at det er uklart, hvem bogens målgruppe er. Bogens to dele taler således til to forskellige grupper. Første del tydeligvis rettet mod mennesker, som ikke har noget større kendskab til Batman eller til superheltegenren, og som derfor måske har brug for et kort historisk oprids af figurens udvikling. Bogens anden del synes derimod i høj grad at tale til fans, som allerede har et forhold til og en mening om Batmanfiguren og som må formodes at kende til de tekster og værker der diskuteres. Man kan derfor spørge sig selv, om den første slags læsere vil have lyst til at kaste sig ud i en (forholdsvis tekstnær) psykologiske fortolkning af Batman, og om den anden slags læsere gider læse endnu en (ikke specielt nyskabende eller dybtgående) historisk gennemgang af Batmans udvikling.

På trods af disse vanskeligheder og problemer skal forlaget og forfatteren dog roses for at have tage Batmanfiguren og superheltegenren alvorligt og for at have gjort et modigt, men ikke fuldstændig vellykket, forsøg på at formidle deres interesse for dette emne.

Og så er bogens forside for resten både stemningsfyldt og flot.

Fakta om bogen:

Vurdering: Bogens første del kan anbefales for nybegyndere udi superheltegenren. Bogens anden del bør læses af alle danske Batmanfans – om ikke andet så for at finde ud af, hvorvidt og hvorfor man er uenig med Hemmingsens fortolkning af Batman.

Titel: Batman. Masken og manden – en biografi. 160 sider 
Forfattere: Søren Hemmingsen og Morten Søndergaard 
Forlag: Forlaget Bindslev

Pris: kr. 169

Del dette indlæg med andre:
[Bloglines] [del.icio.us] [Facebook] [Google] [Ma.gnolia] [MySpace] [Twitter] [Email]

Written by Carsten Fogh Nielsen

maj 18th, 2009 at 12:10 pm

Hvad Tegneseriesiden tweetede i uge 17

without comments

 

Monster fra Big Man Japan

Denne uge bringer en masse forskellige nyheder – på filmområdet lige fra Tintin-filmen over Kick-Ass til den syrede Big Man Japan, mens vi også byder på japanske prisvindere, en Scott Pilgrim-hyldest og … Marvel Divas?

Og Over Floden tager en tur over dammen med deres tegninger af en aldrende superhelt. Tillykke!

Del dette indlæg med andre:
[Bloglines] [del.icio.us] [Facebook] [Google] [Ma.gnolia] [MySpace] [Twitter] [Email]

Written by Ulf Reese Næsborg

april 24th, 2009 at 9:25 pm

Tegneseriesidens twitter-opdateringer – kæmpe opsamling

without comments

Cav Bøgelunds tegning af Batman

Det har været nogen tid siden vi har lavet en opsamling på vores aktivitet på Twitter, så denne gang er det en kæmpe liste. Næste gang skal vi nok byde på noget mere overskueligt…

Del dette indlæg med andre:
[Bloglines] [del.icio.us] [Facebook] [Google] [Ma.gnolia] [MySpace] [Twitter] [Email]

Du har set Watchmen – hvad nu?

with 24 comments

En stor fordel ved en film som Watchmen er, at den potentielt får fat i nogle mennesker, som ellers ikke læser tegneserier. Det skal heller ikke hedde sig at vi her på tegneseriesiden ikke gør noget for disse potentielle læsere, så hvis du hører til denne gruppe: velkommen til tegneseriens forunderlige verden.Vi har kaffe på kanden og en magelig stol og man må blive oppe til over sin sengetid, hvis man læser noget spændende.

Så kom indenfor, kig på hylderne, tag nogle titler ned og kig i dem. Spørg, hvis der er noget du vil vide. Jeg går ud fra at du overvejer at læse tegneserien Watchmen – gør det! Den er spændende og udfordrende – og meget, meget bedre end filmen.

Forslag derudover? Jo, naturligvis kan du få nogle forslag – her er en liste med titler, som på en eller anden måde har et slægtskab med Watchmen.

(Ikke alt er naturligvis amerikanske superhelte, og jeg håber i en senere artikel at kunne komme omkring nogle af de mere alternative titler, som er derude)

Mere af samme forfatter:

Cover til Top 10 af Alan MooreMere med superhelte: Top 10

Hvor Watchmen blandt andre ting er en dekonstruktion af superheltegenren, som fremviser den særdeles mørke underside af universet, er Top 10 på mange måder en direkte modsætning – det er nemlig i det store og hele sjov og ballade.

‘Top 10 er kort beskrevet Distrikt Hill Street, bare med superhelte. Vi følger en rookie, som bliver partner med en erfaren, men modvillig outsider-cop med sine egne hemmeligheder, vi har morgensamlingen hvor alle betjentene tildeles dagens opgaver og alle de andre karakteristiske træk fra politiserierne – at betjentene så har superkræfter og f.eks. rykker ud til en mordsag involverende nogle fordrukne nordiske guder eller en formskifter, hvis kræfter er gået amok.

Top 10 er fuld af små sjove referencer til superheltegenren, som i høj grad øger dens gen-læselighed – hvad f.eks. med et boyband ved navn The Sidekicks? Eller en tøjbutik ved navn The Phonebooth? Siderne er ofte spækket med detaljer, hvilket gør at Top 10 er god at gå på opdagelse i på flere planer.
Det er sjovt og meget veloplagt, og i øvrigt fremragende illustreret af Gene Ha og Zander Cannon. Der er også et spin-off med en af hovedpersonerne, SMAX, hvori fantasygenren står for skud – det er også meget morsomt og om muligt endnu mere spækket med detaljer end Top 10.

Omslaget til Faraos udgave af From Hell

Mere dystert: From Hell

Hvad, mere dystert end Watchmen? Er det muligt?
Ja, når ens emnevalg er en udforskning af Jack The Ripper og ikke mindst hans samtid og man vælger at illustrere værket med sort/hvide, klaustrofobiske tegninger, så må det naturligvis ende med at være et meget dystert og i nogen grad misantropisk værk der kommer ud i den anden ende.

From Hell er anmeldt andetsteds på siden, så jeg går ikke i detaljer med handling og vurdering – jeg nøjes bare med at konstatere at det ligesom Watchmen er et moderne hovedværk indenfor tegneseriemediet og en stor og kompleks læseoplevelse, som man skal unde sig selv.

Man kunne skrive en lang artikel kun om Moores værker, men der er også mange andre gode forfattere derude, så resten af denne liste er tilegnet dem.

Udgivet nogenlunde samtidigt med Watchmen (men knap så højtragende):

Batman The Dark Knight ReturnsBatman – the Dark Knight Returns af Frank Miller

Sidst vi skrev om Frank Miller her på siden var det ikke specielt positivt, men det ændrer ikke på at hans Batman: The Dark Knight Returns er et hovedværk i moderne amerikansk tegneseriekunst.

I en grafisk meget genkendelig stil fortæller Miller om den aldrende Batman, der gør comeback efter flere års inaktivitet i en nær-fremtidsverden, som på mange måder er et billede af vores egen.

Udover at være en udforskning af Batman / Bruce Wayne og de psykologiske mekanismer, der er i spil, er den også bl.a. et opgør med mediernes sentasionslyst og kynisme samt en udforskning af traditionel heroisme, selvtægt og disses modsætninger.

I samme boldgade er Millers Batman: Year Zero om Bruce Waynes første tid som Batman også meget læsværdig – elementer fra den er blevet brugt i de nyere Batman-filmatiseringer, men Year Zero er helt sin egen og et vigtigt værk i Batman-mytologien.

Mord og intriger blandt superhelte

Cover til PowersPowers af Brian Michael Bendis og Michael Avon Oeming

Ligesom Top 10 er Powers et bud på en politiserie i et superhelteunivers, men der holder ligheden også i store træk op – Powers er nemlig (om end den har sine sjove øjeblikke) noget mere seriøs end Top 10.

I serien følger vi Christian Walker og Deena Pilgrim, som opklarer sager indenfor superhelteverdenen – i første bind det chokerende mord på superheltinden Retro Girl, som viser sig at have en højst overraskende forklaring og konklusion.

Et af seriens virkeligt store scoops er forfatteren Brian Michael Bendis evne til at skrive mundret og realistisk dialog, hvilket igen i høj grad tjener til at gøre personerne mere levende og nærværende. Tegningerne er også et kapitel for sig – lige dele naive og noir – og selv om de lige kræver noget tilvænning, fungerer de perfekt når man er komme i gang med dem.

Cover til SleeperSleeper af Ed Brubaker og Sean Philips

Sleeper har alt hvad der hører til en historie om en hemmelig agent, der er placeret undercover i en storforbryders organisation.

Vi følger Holden Carver, som i sit arbejde med med at afdække en forbryderorganisation er gået undercover og efterhånden får arbejdet sig ind i inderkredsen – men den pris han må betale er høj, og hvordan skal han nogensinde komme helskindet ud igen?

Serien refererer dels til klassiske undercover-historier og dels til superheltehistorier – Holden har selv superkræfter (og hader dem), ligesom der er masser af både skurke og helte med superkræfter i universet. Det lyder måske om en underlig fusion, men Ed Brubaker får det til at virke både naturligt og fængslende – i modsætning til Watchmens noget mere ikoniske figurer, er persongalleriet i Sleeper helt nede på jorden og særdeles genkendelige. Brubaker og Philips er netop påbegyndt en ny serie, Incognito, som minder noget om Sleeper, så der er mere at komme efter hvis man kan lide stilen.

Et realistisk superhelteunivers

Cover til AliasAlias af Brian Michael Bendis og Michael Gaydos

Alias er på mange måder lidt af et sats fra forlaget Marvel – historien foregår nemlig i Marvel-universet, befolket af Spider-Man, Captain America, Daredevil, Hulk og alle de andre – men vinklen er noget mere voksen end man er vandt til.

Vi følger Jessica Jones, som trods sine superkræfter ikke tager en tætsiddende latexdragt på og bekæmper kriminalitet – hun har derimod et lille detektivbureau, hvor hun f.eks. overvåger utro ægtemænd eller finder bortløbne teenagers, der er endt i narkomiljøet. Hendes veje krydser superheltenes en gang i mellem, men oftest er hun alene med sine sager og problemer.

Det store scoop ved serien er dog hovedpersonen Jessica Jones, der nok er en af de bedste personskildringer i amerikansk mainstream nogensinde – når man har læst Alias fra ende til anden ved man hvordan hun ser ud med morgenhår, hvordan hendes stemme lyder når hun er irriteret og sågar hvordan ser ud mens hun sidder på toilettet. Hun er ikke et perfekt superhelteikon – hun ryger og drikker for meget, bander, kommer op at skændes med sine venner over ingenting og begår fejl på fejl på fejl – men det gør hende bare mere menneskelig.

Cover til Rising Stars Rising Stars af J. Michael Straczynski og forskellige tegnere

Herhjemme kender de fleste J. Michael Straczynski for hans Spider-Man eller evt. hans banebrydende Science Fiction tv-serie Babylon 5.

Hans Rising Stars er nu også et bekendtskab værd, trods en ujævnt tegnet første trediedel. Vi følger en gruppe på 113 personer (kaldet the Peterson Specials efter deres hjemby, Peterson, Illinois), der får særlige kræfter in utero da en mystisk energikugle eksploderer over deres hjemby.

Vi følger en lang række specials, som de ændrer – og ændres af – verden, og allerede i slutningen af bind 1 (af 3) er historien en helt anden end den man troede man skulle læse, da man gik i gang. Vi får store og verdensomspændende konspirationer, store armbevægelser og en lang række “det gjorde han ikke”-scener.

Straczynski trækker undervejs i mange plottråde, men i sidste ende går alting op i en højere enhed og vi får en masse overraskelser undervejs - alle handlinger har en direkte konsekvens, måske ikke lige med det samme, men i sidste ende påvirker alle handlingstrådene den store og heldivis tilfredsstillende konklusion. Rising Stars er ikke et ligeså dybt værk som Watchmen, men alligevel er der rigtigt mange paralleller imellem de to.

Watchmens diametrale modsætninger

Cover til The New Frontier af Darwyn CookeThe New Frontier af Darwyn Cooke

Allerede omtalt andetsteds på siden, men stadig et fantastisk og dybt anbefalelsesmæssigt værk.

New Frontier foregår i perioden efter Korea-krigen, som i tegneseriesammenhæng er kendt som The Silver Age. Her dukker en lang række nye helte op i et noget anderledes USA, hvor de efter en kamp mod en øjensynligt uovervindelig fjende ender med at finde deres plads blandt etablerede helte som Superman og Wonder Woman.

Serien lever i den grad op til sit navn – man fornemmer virkeligt en pionerånd, følelsen af at stå på grænsen til et helt nyt og uopdaget land, som man skal til at begive sig ind i, hvilket er et billede både på tidsånden i halvtressernes USA og mere specifikt

Cover til All-Star SupermanAll-Star Superman af Grant Morrison og Frank Quitely

Dette er endnu en titel, som tidligere er omtalt her på siden, men som klart fortjener endnu mere opmærksomhed.

Med figuren Dr. Manhattan i Watchmen stiller Alan Moore spørgsmålet “hvordan ville en gudelignende person agere i den virkelige verden”. Grant Morrisons svar er Superman.

Ikke Superman som han var engang eller som han er nu, men et slags Superman-destillat, der tager de bedste træk fra figurens 70-årige historie og koger dem sammen til en af de mest gennemarbejdede og velskrevne tegneserier i mediets historie – og oveni sprudler det af kærlighed, vild fantasi og en hel ubændig fortælleglæde.

(mens jeg husker det: denne liste er inspireret af forlaget DCs liste “After Watchmen”, som også er en række gode anbefalinger, om end den af indlysende årsager er en smule DC-centrisk)

Det var så denne liste, men som alle lister er den naturligvis ikke på nogen måde dækkende. Hvad synes du man kunne inkludere på en liste som denne? Hvilke titler ville du give den nye læser, som gerne vil i gang med tegneseriermediet, baseret på at han godt kunne lide Watchmen? Giv et bud her i kommentarerne!

Del dette indlæg med andre:
[Bloglines] [del.icio.us] [Facebook] [Google] [Ma.gnolia] [MySpace] [Twitter] [Email]

Azzarello og Bermejos Joker

with 3 comments

Navnet Joker behøver vist ingen nærmere introduktion. Men ud over at være Batmans yndlingsfjende, er det også titlen på en nyligt udkommet graphic novel skrevet af Brian Azzarello og tegnet af Lee Bermejo.

Joker, med ryggen til Arkham Asylum. Gotham går en hård tid imøde.

Joker med ryggen til Arkham Asylum. Gotham går en hård tid imøde.

Lad mig starte med at sige at Lee Bermejos tegnestil er fantastisk. Jeg nærmest savlede mig igennem bogen (begge gange), og måtte udvise en for mig meget ukarakteristisk selvkontrol og tvinge mig til også at læse teksten. Ikke at den ikke er god – det kommer vi til – men illustrationerne er virkelig ”to die for” som man siger på godt dansk.

Men uden handling ingen illustrationer. Joker er, modsat så mange andre historier, fortalt fra en udefrakommendes synspunkt. I dette tilfælde følger vi den kriminelle Jonny Frost, som længe har ønsket at blive til noget stort, og mest af alt, at Joker skal lægge mærke til ham. Han melder sig derfor frivilligt til at hente Joker, som just er blevet udskrevet fra Arkham Asylum. Hvad der herefter følger, er fortalt gennem Jonnys øjne. Det er ham, der betragter Jokers gøren og laden, hans raseren gennem den kriminelle underverden i kampen for at genvinde sin magt. Og Jonny hjælper kun alt for villigt til.

Der er delte meninger om det faktum, at historien er fortalt gennem en tredjeparts øjne. Nogen synes at det lægger en for stor distance til handlingen. Jonny selv er nu heller ikke nogen særligt interessant figur, men personligt gjorde det mig intet. Faktisk synes jeg det er lidt af en genistreg. Både fordi det giver mulighed for betragtninger via Jonnys ord, som ingen ellers ville have kunnet give os, havde der ikke været en fortæller. Men ikke mindst fordi det simpelthen er forfriskende anderledes. Det er rart at se noget nyt blive prøvet.

Vores hovedperson(er) smukt illustreret af Lee Bermejo. Nævnte jeg, at jeg var begejstret for billederne?

Joker er en dyster fortælling. Joker selv er grum og impulsiv. Men heller ikke helt uden humor, og jeg kunne ikke lade være med at grine, da Joker i starten af historien giver fingeren til Arkham Asylum, lige efter han er kommet ud.

Vi møder en del af Gothams underverden, blandt andet et muskelbundt af en Killer Croc, og the Penguin, som Joker af uransagelige årsager bliver ved med at referere til som Abner. Og så selvfølgelig Harley Quinn, Jokers sidekick. Det er en meget anderledes Harley vi får præsenteret. Væk er den fjollede blonde pige med sit tøsecrush, og værsgo, her har vi en Harley der stripper, og mest af alt ligner et narkovrag. Hun passer dermed fint ind i historiens stil, og det giver faktisk også et billede af et langt mere jævnbyrdigt forhold mellem hende og Joker. Om det er noget rart forhold er så en anden sag. I en meget stærk scene som jeg ikke vil afsløre, ser hun fuldstændig uberørt og uengageret ud. Og så ytrer hun i øvrigt ikke et ord i hele historien, hvilket klæder hende meget.

Azzarello har udtalt, at han ville lege lidt med Jokers sexualitet, og der er da også blevet plads til lidt antydende billeder og tekst. Det er vist længe siden at en reje har set så fallisk ud. Bermejo var dog mere tilbageholdende og mente det var bedre at overlade den flamboyante homo-Joker til folk som Grant Morrison. Det kan han nok have ret i; det ville heller ikke passe ind i den mørke crime noir ånd.

Jeg må dog sige, at dialogen ikke er så skarp som man kunne have håbet. Der er mange gode øjeblikket, men historien er bare ikke den stærkeste jeg har læst i nyere tid. Her står Sam Keiths Secrets langt mere tydeligt, pga de enormt intense dialoger, der lader Joker noget tilbage at ønske. Men det opvejer illustrationerne til fulde, og mere til. Og er man som jeg bare en smule fascineret af Joker, er den helt klart et køb værd.

Fakta om serien

Joker, 128 sider, 2008
Forfatter: Brian Azzarello
Tegner: Lee Bermejo
Forlag: DC

Del dette indlæg med andre:
[Bloglines] [del.icio.us] [Facebook] [Google] [Ma.gnolia] [MySpace] [Twitter] [Email]

Written by Gry Christoffersen

november 24th, 2008 at 9:18 pm

Ud af Batmans skygge flyver Gothams rovfugle – Birds of Prey af Gail Simone

with 2 comments

Tager man et hastigt vue over tegneserierne fra guldalderen til i dag, er der ét træk som i særlig grad dominerer, nemlig bærere af XY-kromosomer, den særlige afart af mennesket som går under betegnelsen mænd.

Der er mænd, der descenderer til planeten Jorden, enten som frelsere eller plager; mænd, der transformeres til halvguder eller halvmonstre; mænd, der påtager sig roller som helte eller skurke og banker hinanden halvt eller helt fordærvet – hvilket naturligvis afspejler et dominerende aspekt ved vores judæo-kristne kultur.

Men kigger man grundigere efter, vil man naturligvis finde bærerne af det perfekte kromosompar, kvinderne. Vi kan nævne i flæng Wonder Woman, Elasti-Girl, Vampirella, Elektra, Modesty Blaise, Batgirl, Red Sonja, Catwoman, Zatanna og Supergirl, samt ikke at forglemme Huntress, Black Canary og Oracle.

De to sidstnævnte fik i 1996 deres egen miniserie, Birds of Prey, forfattet af Chuck Dixon. Senere blev miniserien fast, og fra #56 til #108 blev pennen ført af Gail Simone, som lagde ud med at tilføje Huntress. Bemærk, at dette kun er en omtale af #56-85, idet jeg ikke har læst Dixons (og ingen afsavn mener at lide) og endnu ikke har fået fingrene i Simones efterfølgende numre – men der er også nok til mange timers underholdende læsning.

Black Canary i Birds of Prey

Med undtagelse af den iltre Huntress, hvis borgerlige navn er Helena Bertinelli, er persongalleriet ikke ligefrem det oplagte valg. Oracle, eller Barbara Gordon, den forhenværende Batgirl, er som bekendt invalid, og Black Canary, datter af den oprindelige superheltinde fra fyrrene, har altid virket lidt fjollet med sit supersoniske skrig. Men ikke mere: Gail Simone har skabt en Black Canary, som virker overbevisende, hvilket i sig selv er en bemærkelsesværdig bedrift.

Ligeledes med Oracle, som hidtil kun har spillet en birolle, men nu – bevæbnet med sine computere, intelligens og sit eget team – går mere aktivt til værks i bekæmpelsen af Gothams metamenneskelige kriminelle og selvtægtsudøvere. Eller rettere: i første omgang koncentrerer de tre rovfugle sig om Gotham, men snart udvider de deres territorium til at omfatte resten af landet, samtidig med at en fjerde fugl kommer til, nemlig Lady Blackhawk.

Af andre optrædende kan nævnes Wildcat, Nightwing, Batgirl (Barbaras efterfølger) og Batman, for en gangs skyld reduceret til en birolle, og af skurke møder vi blandt andre Savant, Lady Shiva, Cheshire, Thorn og Braniac.

Det foruroligende ved Oracles altovervågning – hun er Big Brother inkarneret – berøres i begyndelsen, men derefter desværre ikke (måske har vi det tema i vente?). Et andet emne, som kort tages op, er den velkendte selvtægtsproblematik. Som Huntress siger: “How do we know that we’re right, and they’re wrong?” hvortil Black Canarys vage svar lyder: “Maybe it’s about where the line is … where you choose to stand before you take that step” – og det omtalte skridt er mord.

Selve fortællingerne svinger i kvalitet. Alvor blandes med humor, der er intrige og weird science (en kybernetisk virusinfektion), dialogen er god, og de respektive karakterers indre monologer forstyrrer kun sjældent handling og action. Birds of Prey er spændende og velskrevet, faktisk så meget at jeg blev fastholdt trods de første fem numres mangaiserede tegnestil. Heldigvis kan Ed Benes meget mere, og fra #65 rentegner han selv. Hans mænd er mestendels svulmende muskelbundter med enorme kæbepartier, hvilket kan opfattes som en vittig karikatur, og hans kvinder – især vore tre heltinder – er rene pin-up-drømme.

Fakta om serien

Birds of Prey: Of Like Minds (2004) 143 sider, opsamler #56-61
Forfatter: Gail Simone
Tegner: Ed Benes
Rentegner: Alex Lei
Forlag: DC

Birds of Prey: Sensei & Student (2004) 168 sider, opsamler #62-68
Forfatter: Gail Simone
Tegner: Ed Benes, Michael Golden, m.fl.
Rentegner: Alex Lei, Ed Benes, m.fl.
Forlag: DC

Birds of Prey: Between Dark & Dawn (2006) 176 sider, opsamler #69-75
Forfatter: Gail Simone
Tegner: Ed Benes, Rod Adrian, m.fl.
Rentegner: Ed Benes, Rob Lea, m.fl.
Forlag: DC

Birds of Prey: The Battle Within (2006) 237 sider, opsamler #76-85
Forfatter: Gail Simone
Tegner: Joe Bennett, Ed Benes, m.fl.
Rentegner: Jack Jadson, Ed Benes, m.fl.
Forlag: DC

Del dette indlæg med andre:
[Bloglines] [del.icio.us] [Facebook] [Google] [Ma.gnolia] [MySpace] [Twitter] [Email]

Written by Thomas Strømsholt

august 14th, 2008 at 10:14 am

Improvisationer over et simpelt tema – JLA af Grant Morrison

with 2 comments

The Brave and the Bold #28For en interstellar søstjerne må Jordens maritime landskab have forekommet et indflytningsklart paradis – hvis det det ikke havde været for Justice League of America, et nydannet forbund af superhelte. Året var 1960, og historien stod at læse i The Brave and the Bold #28 fra marts samme år.

En ny succes fra DC Comics var undfanget, og få måneder senere sprang Justice League ud i deres eget blad: amazoneprinsessen Diana, bedre kendt som Wonder Woman; Flash, verdens hurtigste mand; Martian Manhunter, som trods navn og kulturel baggrund er et særdeles benevolent og humanistisk væsen; Green Lantern, bærer af en magisk ring; Aquaman, verdenshavenes regent; og endelig Batman og Superman, som næppe behøver nærmere introduktion.

I årenes løb har der været en del udskiftninger, men da serien sidst i halvfemserne overgik til Grant Morrison og i den anledning blev akronymiseret til JLA, var det med de oprindelige syv medlemmer som udgangspunkt. Morrison var på det tidspunkt kendt – og berygtet – for at have genoplivet både Doom Patrol og Animal Man, samt skabt The Invisibles.

Hvor Animal Man i bogstaveligste forstand sprængte panelerne og kulminerede i forfatterens transformation til tegneseriefigur, havde The Invisibles et subversivt plot, som ikke ligefrem er hverdagskost i tegneserieverdenen (eller andre steder). Hvad angår “verdens mærkeligste helte”, Doom Patrol, ligger de nærmere det tradionelle DC univers. Med Morrisons egne ord i et interview med Mark Salisbury: “DC’s always been about science – I’m just making it weird science.” Men i forhold til Doom Patrol er Justice League nærmest banale – her er i hvert fald ingen transseksuelle gader eller hermafroditter.

Om sin tilgang til superheltegenren i almindelighed, og Justice League i særdeleshed, forklarer han følgende i ovennævnte interview:

“The way I look at it is comic book superhero stories are pretty simple. There’s one guy who’s got one set of powers and he’s got to fight another guy who’s got another set of powers, or else he’s got to deal with a natural disaster or something.”

Alt hvad Morrison gør, udtaler han, er at foretage “clever little improvisations on a basic structure.”

New World Order (JLA #1-4)

JLA - New World OrderEn improvisation over en grundstruktur er præcis, hvad vi møder i de første fire numre af JLA. En gruppe rumvæsner kaldet The Hyperclan ankommer til Jorden og går straks i gang med at bekæmpe forureningen og omskabe Sahara til et frodigt, grønt landskab. Som en anden Rennie fra The Day the Earth Stood Still (1951) har Hyperklanen altså de bedste hensigter, men vores helte fra Justice League forholder sig skeptiske – med god grund.

Mens medierne kalder JLA for reaktionære, fortsætter Hyperklanen med at underminere menneskenes tillid til deres gamle superhelte og således bane vejen for det som viser sig at være en storstilet invasion. Der er altså for så vidt intet nyt i denne underholdende historie, men det er her den sære videnskab kommer ind i billedet. Især Flashs kamp mod den ligeledes superhurtige Zum fra Hyperklanen er et godt eksempel: da Flash nærmer sig lysets hastighed, forøges hans masse betragteligt, og det resulterende knytnævestød er derefter; samtidig bliver de visuelle input blåforskudte, og i et panel gives der et fantasifuldt bud på, hvordan en tunnel af komprimerede protoner ser ud.

Naturligvis klarer vores syv helte skærene, men anticiperende nye ekstraterrestrielle farer opfører de deres nye base på månen. Og farer – dem er der rigeligt af i de efterfølgende numre.

American Dreams (JLA #5-9)

JLA - American DreamsFor at imødegå beskyldninger for elitisme beslutter JLA sig for at rekruttere nye medlemmer. Green Arrow og Aztek bliver optaget, samt Tomorrow Woman der præsenterer sig som en mutant med imponerende telekinetiske kræfter. Men i virkeligheden er hun en kunstig livsform med en elektromagnetisk pulsbombe i sit hjerte, skabt af to gale videnskabsmænd.

Dr. Ivo: You must be that “mad scientist” we’re always hearing about …

Morrow: I’ll have you know I studied mad science at Harvard, you oaf!

Senere kommer endnu et nyt medlem til, nemlig englen Zauriel, som har sagt himlen ret farvel og fravalgt udødeligheden fremfor dødeligheden. Den slags gør man ikke ustraffet, og i Zauriels kølvand ankommer Asmodel og en hel skare af himmelske væsner, indvarslende intet mindre end dommedag!

Og mens JLA kæmper mod Asmodel og alt hans væsen, vågner en mand op fra en lang coma: det er The Key, en gammel fjende, som i modsætning til så mange andre skurke ikke primært benytter sig af muskelkraft, men af intelligens. Det lykkes ham således at fange hele JLA (med undtagelse af Green Arrow) og injicere dem med en programmeret psyko-virus, som overtager centralnervesystemet og skaber strukturerede hallucinationer.

På denne snedige måde håber The Key at sjæle energi fra deres hjerner, overføre energien til sig selv og åbne døren til det negative rum: “When I enter negative space, the entire universe will fit around me like a glove!”

Igen virker både historie og illustrationer fint, det eneste problem er Superman, som i overgangen mellem #4 og #5 er blevet transformeret til et væsen af ren energi. Hvordan er det sket? Vi får ingen forklaring, og det forstyrrer læseoplevelsen. Disse forstyrrelser kommer der desværre flere af …

Rock of Ages (JLA #10-15)

JLA - Rock of AgesWonder Woman er død, Superman er stadig transformeret, og Flash er såret. Forklaringen er at disse begivenheder er sket i andre samtidige serier (tak til bl.a. The Continuity Pages, www.sequart.com) hvilket udgiveren af JLA af uudgrundelige årsager undlader at bemærke. Men ellers starter Rock of Ages meget fint.

Lex Luthor har formet The Injustice Gang, som foruden ham selv består af The Joker, Circe, The Mirror Master, Ocean Master og Doctor Light. Luthors mål er som altid at besejre Superman og vinde verdensherredømmet, hvilket JLA naturligvis skal forhindre. Det burde være simpelt nok, men der er en hage: hvis JLA vinder, vil det resultere i Darkseids invasion af Jorden en gang i fremtiden. Og her kører fortælligen af sporet.

De to plottråde er forvirrende, de videnskabelige begreber er for sære, og der er alt for mange karakterer på for lidt plads. Det eneste lyspunkt i dette narrative og grafiske rod er genintroduktionen af Plastic Man, som alt for længe har befundet sig i tegneseriernes limbo.

Til slut opløser JLA sig selv – for derefter straks at blive gendannet.

Strength in Numbers (JLA #16-23)

JLA - Strength in NumbersEt gendannet JLA behøver naturligvis nye medlemmer: Steel, tekno-kunstner og videnskabsmand; The Huntress fra Gotham City; og den vidunderlige Plastic Man med de mange grafiske muligheder. Endelig er Wonder Woman kommet tilbage, det vil sige, ikke den oprindelige, men hendes moder.

I kulisserne står skurkene nærmest i kø for at tage favntag med JLA. Den første er Prometheus, som i sit had til retfærdigheden naturligvis ønsker at bekæmpe retfærdighedens vogtere. Ikke blot har han studeret og lært at dræbe og lemlæste i et dusin sprog, men han har også erhvervet sig en nøgle fra et havareret rumskib (som tibetanerne kalder Shamballa) og med den nøgle har han fået adgang til limbo.

Den anden skurk er kvantefysikeren dr. Julian September. Forfulgt af uheld hele sit liv, har han endelig fundet en måde at manipulere tilfældigheder på et subatomart niveau. Dr. September vinder nobelprisen, vinder i lotteriet i syv dage i træk, osv. Men langsomt begynder sandsynlighedslovene at bryde sammen, og synkronisiteter begynder at optræde. Universelt kaos truer, men heldigvis får JLA hjælp af The Atom.

Green Lantern: Wait. I’m confused. If we’re smaller than light particles now, how are we even seeing?

The Atom: You’re not … Not in any human way. The five senses become something else entirely at this quantum level. Your mind’s doing you a favor. It’s processing all this into familiar visuals so you won’t go insane.

Fortællingen om Julian September er ikke skrevet af Grant Morrison, men af Mark Waid, som måske er bedst kendt for Kingdom Come. Det er også Waid som udsætter JLA for deres næste eventyr hvori de bliver kidnappet af en tilsyneladende sindssyg Adam Strange.

I den sidste fortælling er Morrison tilbage ved tastaturet med en rigtig lille sci-fi-horror à la Jack Finneys Invasion of the Body Snatchers (1955): JLA bliver kontaktet af ingen ringere end The Sandman hvis rige er blevet invadet af et væsen, som af udseende minder en hel del om en interstellar søstjerne. Men også kun af udseende …

Afsluttende bemærkninger

“I came into JLA at a time when most comics were about guys in trenchcoats. So I thought, let’s make them somebody to look up to instead of look down on,”

udtaler Grant Morrison til Salisbury, og det er i høj grad lykkedes ham (som senere med New X-Men fra det rivaliserende forlag).

Hvad der derimod ikke er lykkedes er forsøget på at sætte lighedstegn mellem Justice Leagues medlemmer og det græske pantheon. Jovist har f.eks. Aquaman, Flash og Steel en vis affinitet med henholdsvis Poseidon, Hermes og Hephaistos, og Green Arrow har en bue ligesom Apollon, men lighederne er i bedste fald overfladiske, i værste fald anstrengte.

Dermed ikke sagt at JLA (som så mange andre superhelte, især Superman) ikke har klare mytologiske træk. Problemet er bare at Morrison blot smider nogle kendte navne ind i fortællingen, uden at det har nogen konsekvens for handlingen.

Men alt i alt er Morrisons JLA en ganske god tegneserie. Hvis man savner mere personlighed hos nogle af Justice Leagues medlemmer, opvejes det rigeligt gennem portrættet af den dystre Batman hvis intellekt ofte træder til når de andres superkræfter svigter. Og så er der det rige og opfindsomme galleri af superskurke der som bekendt udgør mindst den halve fornøjelse ved en tegneserie, hvis ikke mere. Howard Porters illustrationer tager ikke ligefrem vejret fra en, men de passer fint til en tegneserie som i bund og grund er ren mainstream.

Sluttelig skal det bemærkes at Morrison ikke blot fortsatte som forfatter af JLA indtil #41, samlet i Justice for All (1999) og World War III (2000), men også skrev JLA 1,000,000 (1998), samlet i DC One Million (1999), samt JLA: Earth 2 (2000).

Fakta om serien

JLA: New World Order (1997) 94 sider, opsamler JLA #1-4
Forfatter: Grant Morrison
Tegner: Howard Porter
Rentegner: John Dell, m.fl.
Forlag: DC

JLA: American Dreams (1997) 111 sider, opsamler JLA #5-9
Forfatter: Grant Morrison
Tegner: Howard Porter, Oscar Jimenez
Rentegner: John Dell, m.fl.
Forlag: DC

JLA: Rock of Ages (1998) 157 sider, opsamler JLA #10-15
Forfatter: Grant Morrison
Tegner: Howard Porter, Gary Frank, Oscar Jimenez
Rentegner: John Dell, m.fl.
Forlag: DC

JLA: Strength in Numbers (1998) 223 sider, opsamler JLA #16-23
Forfatter: Christoffer Priest, Grant Morrison, Mark Waid
Tegner: Howard Porter, Arnie Jorgensen
Rentegner: John Dell, Doug Hazlewood, m.fl.
Forlag: DC

Læs også:

Mark Salisbury: Writers On Comics Scriptwriting. Titan Books 1999.

Del dette indlæg med andre:
[Bloglines] [del.icio.us] [Facebook] [Google] [Ma.gnolia] [MySpace] [Twitter] [Email]

Written by Thomas Strømsholt

marts 24th, 2008 at 9:12 pm